torsdag den 1. december 2016

Dværge #35 Spadsereture i mørket

#35 Spadsereture i skyggerne

19. Xen 1076AA i Braldirborg ved nattetid
Solen var gået ned for mange timer siden, og en kølig blæst fra nord havde angrebet Braldirborg hele dagen. Et tyndt lag af sne dækkede alle byens hustage, imens gaderne var mudrede, klamme af slud og kolde. Enhver fornuftig person sad indendørs og enten sov eller spiste et varmt måltid mad efter dagens hårde arbejde. Selv hvis en fornuftig person skulle udenfor, ville en sådan person pakke sig godt ind og bevæge sig på gaderne. Ikke på hustagene. Men når en ufornuftig dværg ønskede at tage sin kæreste på en spadesretur, og denne havde tilbragt de sidste år i fangeskabs hos en ond klub for ambitiøse skurke uden at have sneprivilegier, så var der ingen kræfter i Mortlan, der kunne stoppe den ufornuftige dværg. Tro mig, jeg har prøvet. ”Nattergal” kaldte Marintra fra toppen af et lille vagttårn i udkanten byen. ”Blækblink?” svarede Tsyseria nede fra gaden lidt usikkert. ”Nej” råbte Marintra tilbage og fandt et reb frem fra sin taske ”der er en nattergal på tårnet derovre”. Tsyseria forsøgte at se den, men det var helt umuligt nede fra gaden. ”Nej, du skal herop, tosse” lo Marintra og vinkede ad elveren. Tsyseria tog afprøvende fat en sten i tårnet og forsøgt at trække sig op, men hendes arm blev slap ved forsøget. ”Tro om igen” sukkede hun, masserede sin smertefulde arm og råbte så ”jeg kommer aldrig derop”. Hun var endnu ikke kommet sig efter sin lange tid i fangeskab, og der kunne gå mange måneder, måske endda år, før det ville være tilfældet. Marintra lod enden af et reb falde ned til Tsyseria, som hun havde bundet fast i toppen af tårnet, og gled hurtigt ned af det. ”Tro selv om”. ”Teknisk set var det ment til mig selv” sagde Tsyseria forklarende ”jeg hviskede det egenligt, fordi jeg i et kort øjeblik havde troet at... vent!”. Men Marintra lyttede ikke. Hun greb fat i Tsyseria, bandt rebet om hende og gav sig så til at bestige tårnet. ”Vent, vent!” hylede Tsyseria ”slip mig! Nej, lad være med at slippe mig nu, vi er for højt oppe”, men hun overgav sig halvvejs oppe, og da de nåede toppen af tårnet, smilede hun. Og kort efter begyndte hun at le. Hun lo længe og hjerteligt. ”Sne” sagde hun muntert, da hun endelig holdt inde, og sparkede til en lille dynge af det rene, hvide sne ”er en del bedre end mudder. Lige nu i hvert fald altså... jeg mener; hvis der nu var helt vildt meget sne, ville det skidt, før så ville vi være sneet inde, men så igen... det kan også være ret dejligt nogle gange. Og en tilsvarende mængde mudder er heller ikke... jeg tier stille nu”. Marintra havde kæmpet for at holde sin latter et stykke tid nu. ”Det behøver du ikke” hviskede dværgen og omfavnede elveren ”og se derovre, nattergal, der er en nattergal, præcis som jeg lovede”. ”Præcis som du lovede” gentog Tsyseria med et suk ”men næste gang, Blækblink, må du gerne spørge mig, før du trækker mig op på et højt, koldt tårn i snevejret midt om natten”. ”Aldrig” svarede Marintra ”gav vide, om de andre har en lige så dejlig aften”.

18. Xen 1076AA i Elementernes By
”Bag dig!” råbte Bruntop pludseligt, og Manwe vendte sig og huggede med tohånds sværdet i én bevægelse. Denne modstander var ikke nær så hurtigt som Blodbideren, og denne mindre vampyr, som også var i jægerform, faldt blødende til jorden, før dens kløer overhovedet nåede nær elveren. Bruntop trådte straks nærmere og satte faklen helt tæt på vampyren, så den lige præcist ikke blev brændt. ”Reden, hvor?” forlangte han, men vampyren snerrede bare ad ham. Han prikkede uden tøven til den med faklen, og den grå skabning hylede af smerte. Da han fjernede faklen to sekunder senere, var det ikke længere en stor flagermus, der lå på gulvet, men en såret, bleg gobling med røde øjne. ”Reden, hvor?” gentog Bruntop og holdt faklen truende nær den sårede vampyr. ”Under os” svarede den hurtigt ”det gamle arsenal. Mesteren holder sine fanger dernede, og han afgør der, om der skal drikkes eller inviteres”. ”Inviteres?” sagde Manwe uforstående. ”Gøres til en af dem” forklarede Bruntop ”vælger nok kun de værste eller svagest sindede. Vampyrer er som sagt ikke uhyrer. Nogle flinke nok. Andre opfører sig som dyr ligesom disse”. Så vendte han sig mod gobling vampyren på gulvet. ”Andet du har lyst at fortælle? Greku? Hvor mange er I?”. Vampyren slikkede sig hurtigt om munden og sank en klump. ”Jeg gentager mig ikke” sagde Bruntop truende og rykkede faklen tættere på goblingen. ”Vent, vent” hylede vampyren ”jeg skal nok sige det hele. Der er otte af os i det hele, og mesteren, trolden er vores leder. Vi fangede et par nye potentielle i går aftes. En af dem er allerede blevet drukket. Jeg ved virkeligt ikke mere, jeg har ikke været her i mere end et par dage”. Bruntop tøvede et kort sekund. ”Du har altså ikke drukket nogen?” spurgte han overvejende. Vampyren rystede voldsomt på hovedet. ”Ikke endnu, nej” svarede han ”det var meningen, at jeg skulle i aften. De har det her indvielsesritual”. ”Skulle du drikke en af fangernes blod?” spurgte Manwe ”hvorfor gjorde du det så ikke bare i nat?”. ”Ikke en af fangerne” sagde vampyren langsomt og nervøst ”en af jer”. ”Blodbidderen vidste, at vi kom” konkluderede Bruntop ”og alt det her er en fælde. Tak for hjælpen. Tag det her tæppe”. Han tog hurtigt et tæppe, der lå på jorden, og foldede det om vampyren. ”Du ser en smule bleg ud, trænger til frisk luft”. Så åbnede han hurtigt en dør og kastede vampyren ud i sollyset, som skreg og krøb sammen under tæppet, hvor solens lys lige præcis ikke kunne ramme ham nok. ”Tænk på det som din frelse gennem ilddåb” råbte Bruntop til ham ”og ikke mere med at dræbe folk”. Så smækkede han døren i efter sig. ”Hvad?” spurgte han ved synet af Manwes chokerede ansigt ”han forsøgte at dræbe dig, husker du nok. Han modtog nåde, men ikke for meget. I hans sårede tilstand vil for meget sollys dræbe ham, så derfor tæppe. Skal vi ikke finde de andre, før de går i en fælde?”.


”Hvor er vi henne nu?” spurgte Za-Sien, da den gamle gobling kvinde, hvis navn var Yenna, som den sidste trådte ind i rummet og lukkede døren bag sig. Det var et stort rum med mange store kasser placeret ved indgangen. ”Det gamle lager” svarede Trak og løftede faklen for bedre at kunne se. ”Og derovre” sagde han og pegede ”er indgangen til arsenalet”. ”Tror du, at Blodbideren kunne finde på at bruge våben?” spurgte Za-Sien overvejende. Han gik hurtigt igennem lokalet, imens han konstant drejede på stedet og kiggede rundt. ”Måske” svarede Trak ”hvis han skulle få brug for at kæmpe et sted med sollys. Så ville han ikke kunne bruge jægerformen”. ”Altså er det værd at kigge forbi” konkluderede odderen og lagde sin pote på dørhåndteret. Langsomt skubbede han døren op, klar til at skyde. Arsenalet var et stort, rundt rum med mange hylder, skabe og rækker til våben, men rummet var meget anderledes fra, hvordan Trak huskede det, og det gjaldte ikke kun snavset. I flere af rummets kroge lå der bunker af tæpper, tøj, flasker og andre personlige ejendele. Mange af våbnene var blevet fjernet og lå beskidte rundt omkring. Men den største ændring var, at midt i lokalet stod et langt, træbord dækket med tallerkerner og krus. Kun ved én eneste tallerken var der bestik, og på denne lå mange små stumper kød, imens alle tallerkernerne og krusene var blodige. Za-Sien sendte Trak et afventende blik. Som svar hævede goblingen en finger op til sine læber og lavede et hovedkast mod den venstre side af rummet. Odderen nikkede og bevægede sig den vej, imens Trak og Yenna gik til højre. Trak passerede forbi den ende af bordet, hvor tallerkenen med kødet var. En anelse nysgerrig trådte han nærmere og inspicerede madresterne, og han fik straks kvalme. En grøn finger lå på tallerkenen, og der var blevet taget en stor bid af den. Trak havde aldrig i sit liv hørt om vampyrer, der spiste kødet fra deres ofre. Mange spiste almindeligt mad ligesom andre dødelige racer, men ikke som dette... han havde dog hørt nogle rygter om visse barbariske trolde, der fulgte sådanne skikke. Fingeren på tallerkenen så ligeledes ud til at være rå, og han havde kendt mangen en trold, som foretrak rå bøffer over stegte. Trak tog en dyb indånding og trak så Yenna videre, som også havde stirret forfærdet på fingeren. Han nåede snart forbi bordet og fik hurtigt øje på tre små gobling skikkelser, der sad bundet til arsenalets bagvæg. Den ene havde fået et stort bid i struben og så særdeles død ud, men de andre to lod blot til at sove. Trak nikkede igen til Za-Sien og gav ham tegn til at holde udkig, imens han kiggede nærmere på fangerne. Den midterste gobling vågnede straks op, da han trådte nærmere, og stirrede først skræmt så lettet op på ham. ”Befri mig” sagde han desperat ”hurtigt, før ham til højre vågner op. De bed ham... gjorde ham til en af dem”. Trak skyndte sig dog ikke helt vildt og bevægede sig kun langsomt og mistænksomt nærmere. ”De bed ham, siger du?” spurgte han og vendte sin daggert i hånden ”hvordan kan jeg vide, at de ikke også har bidt dig?”. Fangen til højre rørte let på sig, og desperationen i goblingens stemme øgedes. ”Slip mig nu fri” tiggede han ”de ville ikke have mig som andet end mad. De inviterer kun dem, de kan bruge eller kontrollere. Jeg så dem gøre det ved en anden gobling, men han nægtede at arbejde med dem, selv efter de havde gjort det. De brændte ham levende. Jeg lover dig, at selv hvis jeg var en vampyr, så ville jeg ikke have noget med de her folk at gøre. Ham til højre har de brug for... han er forbundet til Kiq-Nal-Tox eller sådan noget, og jeg tror, at vampyrernes herre, ham trolden, kender ham. De snakkede om at have været cellekammerater... vil du ikke nok slippe mig!”. Men Trak bevægede sig ikke ud af stedet, for han havde netop genkendt vampyrfangen. ”Trak?” sagde Greku, der netop var vågnet ”Trak!”. ”Trak!” kaldte Za-Sien samtidigt. ”Hvad er der?” spurgte Trak uden at flytte blikket fra Greku. ”Vores værter er kommet hjem” svarede odderen ”adskillige af dem”. Trak rejste sig hurtigt op og opdagede, at de var omringet af fire vampyrer. Tre var store flagermus, men den sidste var kun i form af en rødøjet gobling med et spyd vendt mod Za-Sien. ”Har nogen af jer indbudt gæster til banket?” spurgte goblingen sine medvampyrer ”for jeg ser, at festmåltidet allerede er ankommet?”. V(t)ampyrerne lo ondskabsfuldt, men holdt så inde, da en to meter høj, grå skikkelse trådte ind i arsenalet. Det var en massiv trold med skæve tænder, og på den måde han haltede, så han ud til at være skadet. ”Mester!” udbrød goblingen ved synet af trolden og knælede ”vi har omringet dem, som de nok kan se. Er det tid? Skal vi spise?”. ”Nej, dit fjols” fnøs trolden og puffede til goblingvampyren ”vi må først tage deres venner til fange også. Desuden synes jeg, du lyder lige lovligt selvtilfreds for en, hvis fanger ER BEVÆBNEDE!”. Lakajen med spyddet rejste sig hurtigt og vendte sig sammen med de andre vampyrer mod Za-Sien og Trak. ”Et skridt nærmere fra nogen af jer, og vedkommende vil gro ekstra lemmer i form af pile” advarede odderen og holdt buen klar. Trak havde fortsat en daggert i sin ene hånd og sin fakkel i den anden. ”Bag mig” hviskede han til Yenna. ”Trak” hvæsede Greku ”slip mig fri. Jeg kan hjælpe jer”. ”Det bliver ikke nødvendigt” sagde trolden og sendte et smil til den bunde gobling ”der er ingen grund til at starte et slagsmål... kun en massakre. Yenna?”. Før et kvart sekund nåede at passere, havde den gamle gobling kvinde placeret en hånd Traks strube, hvor hun klemte med en overraskende styrke for sin alder. ”Så så min kære” hviskede hun blidt og strammede grebet yderligere, så han ikke kunne få luft og blev tvunget til at slippe både fakkel og daggert ”ingen grund til gøre noget dumt, er der?”. Så trak hun Trak tættere ind til sig og lagde sin næse på den anden side af hans nakke, hvor hun lod til at snuse. I mellemtiden kiggede Za-Sien skiftevis fra trolden til Yenna. Han overvejede betænksomt sine ret desperate muligheder. ”Slip buen, odder” truede Blodbideren og trådte et lille skridt nærmere ”ellers dør din ven”. ”Bare dræb odderen” sukkede Yenna ”han er ligegyldig... men ham her. Han er Kiq-Nal-Toxs bror. Hvis både han og Kiqs elsker slutter sig til os eller bare er vores fanger, så vil han gøre, hvad end vi befaler”. ”Jaså” sagde Blodbideren interesseret og vendte sig så mod Za-Sien igen. Han knyttede sine næver, og pludseligt blev hans tænder lange og spidse. Trolden gjorde et enkelt ryst med hovedet, og der var blevet tilføjet adskillige flagermusetræk. Et ryst mere og han havde både vinger, kløer og alt, et ondt flagermuseuhyre havde brug for. ”Det gør situationen meget simplere” hvæsede den samme stemme ud mellem vampyrens spidse tænder ”ikke sandt, odder?”. ”Ikke helt” sagde en nyankommen, men velkendt stemme pludseligt, da Bruntop og Manwe trådte ind i rummet. Blodbideren vendte sig mod dem med et hadefuldt udtryk af genkendelse i ansigtet. ”Jer” hvæsede han ”I er lidt mindre døde, end jeg håbede på. Men så igen... det var nok mere end Gol kunne klare”. ”I lige måde” sagde Manwe og holdt sit sværd op mod vampyrerne, der alle kiggede afventende på dem. Der gik et par sekunder, uden noget skete. ”Bruntop” hviskede Manwe ”truslen”. ”Nå ja” sagde Bruntop og knipsede ”jeg stod og lige tænkte over noget”. Så fremviste han indholdet af sin hånd til vampyrerne. Det var tre små glasflasker fyldt med en mørkerød væske. ”I min hånd holder jeg tre salamander øjne, miksturen ikke rent faktiske øjne, selvom der dog indgår revet salamander skind... jeg har i min hånd tre farlige, bum bum bomber, der vil brænde jer vampyrhud ganske forfærdeligt og sandsynligvis også dræbe jer. Et problem. I har vores venner. Lad dem gå, og vi får alle lov at leve lidt længere”. Hoveddelen af vampyrerne kiggede rædselsslagne på Bruntop, men Blodbideren så blot tankefuld ud. ”Hvad stopper jer fra at kaste bomberne efter os, så snart vi har løsladt jeres venner?” spurgte han overvejende. ”Du kan da ikke overveje deres tilbud så meget som et sekund!” protesterede Yenna, men Blodbideren løftede straks en hånd for at få hende til at tie. ”Stille” kommanderede han vredt, men kontrolleret ”glem ikke, hvem der bestemmer her”. ”Hvem der bestemmer?” fnøs Yenna, og imens hun talte, forvandlede hun sig til jægerformen ”har du måske glemt, hvem der gjorde dig til, hvad du er? Hvem der ophøjede dig fra usselt bandemedlem og kannibal til en højere race. Til en af nattens herskere. Uden mig ville du aldrig have overlevet eksplosionen, udslettelsen af byen”. ”Jeg glemmer intet” svarede Blodbideren igen med en kold og alvorlig stemme ”især ikke dem, som ikke følger mine ordrer”. Trolden sendte hende et truende blik, og Yenna lod til at slappe af. Men det sekund han vendte sig mod Bruntop og Manwe igen, handlede hun. Hun fæstnede straks sit greb i Trak og satte sine tænder i hans strube, men nåede knap nok at bryde igennem huden, da en pil borede sig ind i skulderen på hende. Yenna skreg i smerte. ”Ingen forhandling, meget trist” sagde Bruntop, og med ét brød kampen løs. Manwe gik straks i gang med lakaj vampyrerne, imens Trak sprang væk fra Yenna og trak sin anden daggert til selvforsvar. Za-Sien placerede endnu en pil på strengen, men Blodbideren var skræmmende hurtig. På under et sekund nåede han hen til odderen og kastede ham med bagsiden af sin hånd gennem lokalet, så han ramte ind i døren til lagerrummet. ”Za-Sien!” kaldte Manwe, men han for optaget til at kunne gøre noget. I stedet skyndte Bruntop sig hen til den knapt bevidstløse halvgud. Trak stod i mellemtiden over for Yenna, som var kommet på benene igen og stod mellem ham og fangerne. Han havde ikke sin fakkel og kun en enkelt daggert, så selvom at hun var skadet, var det ikke en lige kamp. ”Trak” kaldte Greku, men han undgik blikket, der åbenbart tilhørte hans broders elsker. ”Træd til siden!” råbte Blodbideren lidt derfra, som han skubbede sine håndlangere til siden for at kunne stå ansigt til ansigt med Manwe ”hjælp Yenna. Denne her er min”. Manwe tog en dyb indånding, da den store, hæslige skikkelse trådte frem for at møde ham i kamp, og gik så i gang med sværdet. Trak hørte, hvad der skete, og konkluderede efter et enkelt blik tilbage over skulderen på de fremstormende vampyrer, at han havde få sekunder. Han tvang sig selv til fortsat ikke at møde Grekus eller den anden fanges blikke og vendte sig så for at flygte. Yenna kom dog hurtigt i vejen for ham, men her tøvede Trak ikke i et eneste sekund. Han dukkede under hendes angribende kløer og placerede sin daggert lige i nakken på vampyren. Så løb han alt, hvad han kunne, tilbage mod Bruntop og Za-Sien. ”Nej!” brølede Blodbideren ved synet af Yenna, der styrtede til jorden, og opgav med det samme al tanke om at bekæmpe Manwe, der så skyndte sig hen til sine venner. ”Yenna” udbrød Blodbideren, som var omringet af sine bange lakajer, da han løftede den døende vampyr op ”hvad har I GJORT!”. Han vendte blikket mod odderne, dværgen, elveren og goblingen, som stod samlet ved døren, og den store vampyr rystede af vrede. ”Lad være” hviskede Trak til Bruntop, der igen holdt sine bomber i hænderne ”de har stadig Greku... du dræber også ham”. ”Bliv, hvor I er” advarede Bruntop ”og følg ikke efter os”. Manwe åbnede døren, og de fire skyndte sig ud, imens Blodbideren skreg trusler og ikke særligt venlige ting efter dem.  

 Første Afsnit             Forrige Afsnit                                                                             Næste Afsnit