torsdag den 15. december 2016

Fortællinger fra Mortlan #10 Vandringsmanden

#10 Vandringsmanden

Fortæller: Tash Rizzian
Periode: Xen-Baigh 1070AA
Placering: Det Settiske Kontinent

27. Xen 1070 AA i Grubarlad ved udkanten af hovedstaden Trinolas
En let byge slog ned alle vegne og gennemblødte både Vismandens og hans folk, men det lod ikke til at genere dem. De var fiskere og var vandt til at blive en smule våde, og desuden var det aldrig for alvor koldt på Det Settiske Kontinent, selv ikke når det var vinter som nu. Personligt var kulde heller ikke et problem for mig, en af dejlig fordel ved at studeret netop det element, men jeg var alligevel pakket godt ind i min tykke skindkåbe mere af ønske om tryghed end noget andet, kunne man vel sige. Kåben havde været et symbol på min status blandt Magiens Vogtere, hvor jeg ikke længere var velkommen, og nu mindede den mig om, hvad jeg havde mistet, og hvad jeg kunne genvinde, skulle alle mine planer lykkedes. Jeg havde med mig to tasker, den ene var til proviant, og den anden indeholdte mine bøger, det andet minde fra Magiens Vogtere jeg havde medbragt. Siden min afskedigelse for godt og vel tre år siden var min kåbe blevet ganske snavset, det indrømmer jeg gerne, og jeg havde samlet et par nye genstande op på mine rejser, som jeg ellers aldrig havde forestillet mig at skulle have en nytte for. Det var genstande, man kunne få brug for på landevejen, skulle man komme i knibe. På min ryg i en skede bar jeg nu et sværd med magiske runer, ved min side var en daggert, og på mit hoved var en tyk, blå hue, som nok ville have forbavset alle magikerne tilbage på skolen, men som jeg var blevet ganske glad for på grund af dens indre, beskyttende lag af læder. ”Så” sagde Vismanden og nikkede ”så ser det vidst ud til, at din tid hos os er ovre, min gode Tash”. ”Det ser minsandten sådan ud” istemte jeg og bukkede for Vismanden ”men nu har jeg jo også forsøgt at komme væk herfra i fire dage”. ”Da de ankom til mig, var de både træt og sulten. Jeg tror nu, at et par dages hvilen har gjort dem godt” svarede Vismanden igen. ”De har sikkert ret” sukkede jeg ”men udsætter jeg min rejse længere, frygter jeg, at den aldrig vil komme i gang”. ”Så sandt, så sandt” mumlede Vismanden tankefuldt og løftede så en finger ”men om det nu er en nødvendig rejse i første omgang, er jeg nu ikke helt sikker på”. ”Ikke dette igen” sukkede jeg. Vi havde allerede diskuteret sagen time efter time under mit ophold i Trinolas. ”Gjort er gjort” sagde jeg i et forsøg på at lyde bestemt ”jeg kunne ikke vende tilbage til min familie, om jeg så bad samtlige højmagikere om forladelse. Ikke at jeg nogensinde ville gøre den slags”. ”Pas nu på” advarede Vismanden ”din stolthed får dig måske slået ihjel en dag. Men jeg tror efterhånden, jeg har givet dig advarsler nok og trukket rigeligt i din dyrebare tid. Vejlederen, jeg har kontaktet, venter dig ved grænsen mellem Laú Junglen og Det Tørre Hav, grænsen mellem Grubarlad og Set. Du har to dage, før han venter dig, så du må hellere se at komme afsted”. ”Men så farvel da” hilste jeg ham med endnu et buk og vendte mig om. ”Og hvis du nogensinde skulle være på egnen…” kaldte Vismanden efter mig. ”Ja, ja, så kigger jeg forbi og fortæller dig alt om, hvor meget jeg tog fejl, og du havde ret” fuldendte jeg sætningen. ”Præcis” råbte Vismanden og satte så kursen tilbage mod Trinolas.

Denne del af rejsen nød jeg mere end nogen anden strækning. Grubarlad og landets jungler var måske berygtede for deres ulidelige varme, men det var som sagt vinter og dejligt tilpas. Samtidigt havde jeg nu virkeligt tid til at tænke mig om og overveje mine næste træk nøje. Det var som nævnt lidt over to og et halvt år siden, jeg var blevet afskediget fra Magiens Vogtere og tvunget væk, efter det var blevet opdaget, at jeg havde beholdt Zoks bog og endda forsøgt at kigge nærmere på hans studier samt at kontakte ham. Lycan havde selvfølgelig stået bag fyringen, men det var kun på grund af min egen uforsigtighed, at han havde fået muligheden. Havde jeg været mere diskret, ville alting have udfoldet sig ganske anderledes, men det er og var der ikke noget at gøre ved. Da jeg først forlod skolen og vogterne på øen ude for Elwars kyst, vidste jeg ikke, hvad jeg skulle gøre, og det tog mig lang tid, før jeg fik besluttet mig. Jeg indrømmer, at jeg var blevet lidt for vandt til den luksus og komfort, man kunne finde hos Magiens Vogtere, og det tog mig noget tid, før jeg ikke var fuldstændig uduelig til at rejse rundt på egen hånd. Da jeg blev afskediget, var det flere måneder siden, jeg sidst havde hørt fra Zok, men med en smule kreativitet, held og den smule penge, jeg ikke havde efterladt tilbage hos min kone og søn, lykkedes det mig at finde spor efter ham. Ifølge disse skulle han være draget til Set og specifikt nær Pereturs Bjerge. Præcist hvad han lavede der, vidste jeg ikke på daværende tidspunkt, men jeg havde mine anelser. Men lad os vende tilbage min rejse. Jeg rejste igennem Grubarlads utæmmede land og nåede efter næsten to dages rejse til grænsen til Set, hvor Det Tørre Hav mødte mig. Denne enorme ørken skulle efter sigende være den største i hele Mortlan. Personligt havde jeg på daværende tidspunkt aldrig set en ørken før, så jeg var ganske imponeret. Det var sent på eftermiddagen, da jeg nåede Det Tørre Hav, og min vejleder ventede allerede på mig. Han var en stor, muskuløs mand, et menneske, og hans mørke hud afslørede, at han selv stammede fra dette kontinent. Hans klæder var sandfarvede, han havde en hætte af sækkelærred med en læderkant over hovedet, ved siden havde han et kogger og en armbrøst, og på ryggen var hans khopesh i dens hylster. Som prikken over i’et hang en mørk kappe ned fra hans skuldre. ”Tash Rizzian?” spurgte han ved synet af mig og lagde armene over kors. ”Det er mig” bekræftede jeg ”du må være Azmer?”. Manden gav et enkelt nik fra sig og vendte sig så mod syd. ”Vi må hellere komme afsted” sagde han beslutsomt ”Pereturs Bjerge er langvejs herfra, det kommer til at tage mange dage at krydse ørkenen”. ”Hvad?” udbrød jeg chokeret ”skal vi krydse hele ørkenen”. Antydningen af et smil listede sig over Azmers læber, men blev hurtigt usynlig igen. ”Ikke i dag og da slet ikke til fods” svarede han ”vi vandrer til hovedstaden og sejler ad Sand Floden resten af vejen, men selv den gåtur vil tage adskillige døgn. Vær du bare glad for, at vi ikke skal igennem havet fra øst til vest. Se, dét ville lang tid”.

Så begav Azmer og jeg os altså ud i Det Tørre Hav, og jeg har ikke meget at berette om disse første dage i Set, da ikke meget hændte. Min vejleder talte sjældent, og han var ikke meget ivrig efter at fortælle om hverken ham selv eller sit hjemland, som han dog oplyste, at det var. Vi mødte ingen problemer på denne etape af rejsen på trods af alt, jeg havde hørt om de uhyrlige skabninger, der skulle leve i Set. Ikke en eneste ligorm eller kæmpeskorpion krydsede vores vej, men det var jeg nu meget tilfreds med trods alt. Jeg så dog ellers flere tegn på disse væsner i form af gamle knogler, ødelagde vogne og flænset tøj, og havde det ikke været for Azmers tilstedeværelse, så havde jeg nok også risikeret et møde eller to med gerningsmændene. Ser I, Azmer var nemlig en af de mørke vandringsmænd, et yderst farligt og sjældent erhverv. Der eksisterer kun en håndfuld af dem i hver verdensdel. Deres træning og evner lader dem finde vej bedre end næsten enhver anden sporfinder, men deres sande egenskaber ligger i at holde uhyrerne og røverne væk. Ingen ud over de selv ved præcist, hvordan de mørke vandringsmænd gør det, men de fleste trusler holder sig på lang afstand, medmindre selvfølgelig denne trussel skulle lede specifikt efter den mørke vandringsmand eller dennes følgesvende. Og selv hvis de skulle blive fundet eller konfronteret, så fortæller legenderne om deres drabelighed i kamp, noget jeg har erfaret med mine egne øjne. Der er dog også en mørk side til alle disse egenskaber og dette omdømme. De mørke vandringsmænd er sjældent særligt højt elsket eller værdsat, og de lever ofte isolerede fra omverdenen. En poet ville digte dem som ensomme, romantiske helte med hjerter af guld eller sådan noget, men jeg er heldigvis ingen poet, så jeg behøver ikke fortælle den slags ubrugeligt sludder. Personligt mener jeg, at den kraft, der tillader dem at holde uhyrer og røvere på afstand, samtidigt skubber andre folk væk. Der var i hvert fald en form for aura omkring Azmer, noget magisk. Jeg kunne føle den fra tid til anden, og den gav mig en følelse af anspændthed og ubehag. Så ikke for at lyde som en poet, men deres kræfter er altså både en velsignelse og en forbandelse.

På femtedagen i Det Tørre Hav, syv dage efter jeg havde forladt Trinolas, nåede vi så Sets hovedstad, Pereturs By. Den lå på bredderne af Sand Floden ligesom hovedparten af byerne i Set, for kun her havde livet en fornuftig chance. Det var en meget stor by med mange markeder, templer, gader, stræder og marker. Mange forskellige afgrøder voksede hele vejen rundt om byen, som var navngivet til ære for den første faraos og landets grundlægger Sets fader Peretur, de rejsendes, pengenes og heldets gud. Jeg havde netop noteret, at det ifølge mine beregninger måtte være den 3. Baigh, da Azmer havde introduceret mig til Kaptajn Msamaki, hvis skib vi ville sejle med sydpå. Kaptajnen var en lille mand med et tykt skæg og buskede øjenbryn, og så snakkede han kun en smule af det almene sprog, så Azmer oversatte for mig, når det blev nødvendigt. ”Pereturs Bjerge” sagde Msamaki med en stærk accent, da jeg havde fortalt ham om vores destination ”det’ længere end jeg normalt sejler… ikke mange gårde der… ikke noget at købe, ikke nok penge til at sælge. Dårlig forretning”. ”Han vil have ekstra betaling” fnøs Azmer, men jeg havde allerede forstået intentionen. ”Du kan få fem guldmønter for at tage os med” tilbød jeg ham og trak min pung frem. ”Fem?” gentog kaptajnen fornærmet ”fem guldmønter er ikke nok. Ikke nok. Lang ekstra vej I vil. Dårlig forretning. Jeg skal have halvtreds”. Jeg havde aldrig hørt et mere absurd tilbud i mit liv, men jeg prøvede nu engang at virke høflig. Desuden ejede jeg ikke engang halvtreds guldmønter og da slet ikke, når jeg også skulle betale Azmer. ”Du kan få syv” tilbød jeg kaptajnen, som stadig så fornærmet ud. ”Du snyder mig, min ven” sagde han i et tonefald, der både var køligt og venligt på samme tid ”jeg skal have mere end det. Meget mere. Dårlig forretning duer ikke”. Han sad urokkeligt på halvtreds guldmønter i mange minutter, en sum jeg som sagt ikke ejede, men til sidst gav han sig. ”Femten guldmønter” fastslog han med et fnys ”men Sandhul. I kommer ikke længere. I kan gå til bjergene. Aftale?”. Jeg kunne fornemme, at jeg ikke ville få en bedre handel ud af det, og accepterede så hans forslag. En halv time senere befandt vi os ombord på Kaptajn Msamakis skib, hvis navn jeg aldrig vil forsøge at udtale.

”Vi er ikke længe fra Sandhul nu” informerede Azmer mig flere dage senere, da jeg stod ved skibets ræling og kiggede ud over horisonten, hvor Pereturs Bjerge for kort tid siden var kommet til syne. ”Hvor stor er denne by?” spurgte jeg ham ”og hvordan har den dog vundet så charmerende et navn?”. Azmer svarede ikke mig ikke, da han pludseligt stivnede på stedet, imens han så ud til at lytte. ”Der” sagde han pludseligt og pegede på række af klipper længere fremmed langs flodens bred. Så vendte han sig imod Kaptajn Msamaki og vinkede ham nærmere. De to talte hurtigt sammen på settisk, og Msamaki så først skræmt ud, så lod han til at blive vred på Azmer. ”Hvad er der galt?” spurgte jeg, da kaptajnen kort efter smuttede efter en endelig kommentar fra den mørke vandringsmand. ”Skibe” svarede han ”det ser ud til at være et baghold. Han mener, jeg burde forhindre den slags og skyder skylden på mig”. Azmer fnøs. ”Nemt for ham at sige. For det første virker mine kræfter ikke, når jeg rejser sammen med en hel skibsbesætning, og for det andet er det ikke røvere”. ”Ikke det” sagde jeg en smule nervøst, da to små, men hurtige skibe gled frem fra klipperne. Begge skibe havde et hvidt banner med et sort øje. ”Nej” svarede Azmer og trak sin armbrøst ”det er Litunguls Broderskab. Gør dig hellere klar til kamp, uanset hvad end Msamaki så håber på, så kommer vi aldrig til at undslippe dem, deres skibe er for hurtige”. ”Og” tilføjede han med et blikkast på vor kaptajn, som netop var faldet over sit eget sværd ”ingen af dem kan være så elendige sømænd som Msamaki”.  Jeg tog en dyb indånding og trak så mit sværd, hvis magiske symboler lyste ivrigt. Msamaki og hans besætning forsøgte ganske rigtigt at undslippe forfølgerne, men de små skibe indhentede os hurtigt som forudsagt. Msamaki råbte kommandoer til sine mænd på settisk, netop som entrehagerne greb fat i begge skibets sider. ”Hold dig nær mig” sagde Azmel til mig og affyrede så sin armbrøst mod den første kriger, der sprang ombord. De bar alle mørkebrune læderrustninger med det samme øjesymbol, som banneret havde, malet midt på brystkassen. Krigeren, Azmel skød, var kun lige nået ombord, da han blev ramt og faldt ned i floden. Han blev dog hurtigt erstattet af mange flere krigere bevæbnet med økser, khopesher og sabler, og kamp brød ud mellem disse og Msamakis besætning. Sømændene kæmpede desperat for deres liv, og krigerne med øje-symbolet ville klart have haft overhånden, hvis det ikke havde været for Azmel. Efter sit først skud ladede han hurtigt sin armbrøst igen og nåede at affyre endnu to skud, før fjenderne nåede os. Så gik han i gang med sin khopesh og huggede overlegent den ene modstander ned efter den anden. Jeg var heller ikke helt uduelig, hvis jeg selv skal sige det, da jeg brugte min kundskab og magiske kræfter til at gå til modangreb med en frossen vind og skarpe stykker is. Jeg er sikker på, at det så mere imponerende ud, end det lige umiddelbart lyder. I hvert fald nåede jeg at fælde godt et halvt dusin fjender på denne måde med hjælp fra en enkelt malerion eliksir til at genopfylde min magiske kraft, da jeg pludseligt blev tvunget til at parere et dobbelthug fra to sabler. Et kort sekund mødtes mit og min modstanders blikke og ved synet af de flammende øjne, erfarede jeg hurtigt, at dette ikke var noget menneske. Det var en djinn, en søn af ild og luft. Jeg undveg min modstanders andet angreb med nød og næppe og koncentrede så min kraft på at skabe endnu en kold vind til at skubbe djinnen væk. Min modstander trådte tvungent et skridt tilbage, snerrede og spyede så ild efter mig, som jeg blokerede med et skjold af is. Vor kamp fortsatte sådan i flere minutter, hvor vi skiftedes til at hugge med vore klinge og kaste magi. Min modstander havde overhånden, når det kom til klingekunst, men mine magiske færdigheder var de mest erfarne og øvede, og i løbet af kampen hidkaldte jeg flere svævende iskrystaller til at forstærke mig yderligere. Et trick jeg havde lært i min ungdom. Og i sidste ende var dette en kamp mellem magikere. Ved min modstanders sidste angreb forlod mit sværd mine hænder og endte godt fire meter væk, og djinnen smilede sejrrigt til mig i flere sekunder. Hans fejl lå i at vente. Da det endelige angreb til sidst kom, var jeg klar, og jeg undveg hurtigt, hvorefter mine iskrystaller bombarderede djinnen, og midt i forvirringen og smerten, lagde jeg hånden på min modstander og frøs denne fast på stedet. Jeg tog udmattet en dyb indånding, imens min fjende stod helt stille, stadig i live, men ude af stand til at bevæge sig. ”Ikke dårligt, iskriger” kommenterede Azmel og tørrede blodet af sin khopesh. Jeg bemærkede, at han netop havde været ved en nu bevidstløs fjende, han så ud til at have afhørt. Jeg vendte så blikket rundt mod besætningen og opdagede, at de resterende kampe var længe ovre. ”Lidt hjælp ville have været dejligt” bemærkede jeg ved denne observation og fjernede så sablerne fra min modstanders kolde hænder. ”Ingen af besætningsmedlemmer ville nogensinde have turdet udfordre en djinn” fnøs Azmel ”og jeg havde travlt med at lære en ting eller to, men jeg holdt med dig, hvis nu det gik galt”. Der var en selvsikkerhed og orden i hans stemme, som ikke var til at tage fejl af. ”Lad gå da” sagde jeg og pegede så på den bevidstløse kriger ”hvad fandt du ud af? Hvorfor angreb de os? Jeg kan ikke forestille mig, at en gruppe ved navn Litunguls Broderskab skulle være gemene røvere”. ”Det har du ganske ret i” sagde Azmel alvorligt og kastede et blik tilbage på Msamaki, før han tilføjede med sænket stemme ”de ledte efter dig”. Få sekunder tidligere havde jeg ikke forestillet mig, at mit hjerte nogensinde ville komme til at slå hurtigere end under den kamp. Jeg erfarede hurtigt, at jeg havde taget fejl, da jeg hørte disse ord og kiggede ind i den frosne djinns hadefulde øjne.
Tashs Historie