tirsdag den 20. december 2016

Dværge #36 Noget, noget, blod, vampyrer, plot og den slags

#36 Noget, noget, blod, vampyrer, plot og den slags

18. Xen 1076AA, Elementernes By
Det var en sørgeligt udseende folk, som vendte tilbage i lejren den eftermiddag. Za-Sien havde fået lagt sin brækkede arm i en improviseret slynge, og Bruntop havde givet ham en mikstur, imens Manwe trak en tæppeklædt fremmed med sig. Kiq blev straks meddelt om deres ankomst, men han var ikke den eneste, som mødte op for at tage imod dem. Mange havde hørt, hvad han havde sagt om, at de ville tage sig af Blodbideren, og hvad enten de var håbefulde eller bare nysgerrige, havde en folkemængde samlet sig for at høre nyt. Der lød en hel del mumlen blandt folket ved synet af de udmattede uhyre-jægere. ”Hvor er Blodbideren?” råbte en gobling ”er uhyret dødt?”. ”Hvem er under tæppet?” råbte en anden. Begge spørgsmål blev ignoreret. ”Lad mig komme forbi” lød det pludseligt fra Kiq, som kæmpede sig igennem mængden og ned til dem. ”Hvor er Greku?” spurgte han, så snart han nåede ned til Trak. Hans bror svarede ikke med det samme, og Kiqs håbefulde ansigt blev dystert. ”Lad os tale et sted lidt mere privat” foreslog Trak efter en mindre pause. ”Hvad skete der?” hviskede Greku alvorligt og kiggede mistænksomt på personen under tæppet. ”Et andet sted” vedblev Trak, da han fik øje på en anden person, som kæmpede sig igennem mængden. ”Hvad har vi her?” spurgte shamanen Shaka hånligt, da han nåede dem ”hvordan gik det med vore forsvundne personer?
Jeg ser kun en person med jer, og vedkommende lader åbenbart til at være så sky, at han er nødt til at gemme sig under et tæppe. Jeg har nu svært ved at finde en positiv forklaring”. Greku skar tænder af vrede og knyttede en næve, men tvang så sig selv til at slappe af. ”Lad os gå” sagde han koldt til Trak og co.

”Vampyrer”. ”Præcis” svarede Bruntop ”en mindre flok af dem ledt af denne Blodbider”. De befandt sig nu i Kiqs telt. Udenfor lød larmen fra endnu en af Shakas dommedagstaler. Kiq sad på en skammel bagerst i teltet, hvor han med hjælp fra kontrollerede vejrtrækninger undgik at gå amok. ”Og de har taget Greku som fange?” sagde han ”de forventer at kunne kontrollere mig med ham”. ”Noget i den stil” svarede Manwe, men stoppede så sig selv. ”Hvad er der?” forlangte Kiq, som bemærkede, at elveren tøvede. ”Greku er ikke kun deres fange” svarede Trak hæst ”de har gjort ham til en af dem... han er en vampyr, Kiq”. Det var dråben, der fik bægeret til at flyde over. Med ét rejste Kiq-Nal-Tox sig op og sparkede til skamlen, så den fløj halvvejs igennem lokalet, imens han skreg i fortvivlelse. ”Nej, nej, nej, nej!” skreg han opslugt af vrede og benægtelse ”NEJ!”. Han holdt dog hurtigt inde igen og frøs bare på stedet i nogle sekunder, før han langsomt faldt i knæ og begyndte at græde. ”Han er en vampyr...” sagde han efter nogle minutters stilhed og vendte så blikket desperat mod Kiq ”men han er ikke død? Han er ikke en af dem... jeg mener; han ønskede at hjælpe jer, ikke sandt. De holdt ham fanget”. ”Svært at sige” svarede Bruntop usikkert ”kunne have været en fælde...”. ”Nej” afbrød Trak ham pludseligt og vendte sig mod sin bror ”det var ikke en fælde, det er jeg helt sikker på. Jeg ved ikke, hvor meget det handlede om at hjælpe os... men han ønskede at slippe fri, det ved jeg. Det er jeg helt sikker på. Han var bange, tro mig. Jeg kan høre det på ham, når han er bange... jeg skulle have befriet ham”. Der var endnu en kort pause. ”Tak” sagde Kiq pludseligt og kiggede sin bror dybt i øjnene ”tak for at fortælle sandheden”. Så trådte han et par skridt længere ind i teltet og vendte sig imod dem alle igen. ”Vi må lægge en plan” sagde han med genfunden beslutsomhed ”jeg havde regnet med, at der kun var ét uhyre... en trussel. Men det her er langt mere alvorligt. Denne flok kunne hurtigt vokse sig langt større, hvis blot de inviterede de rette goblinger. Vi lever i en hård tid, og jeg er bange for, at jeg kender flere goblinger og trolde i lejren, der ikke ville takke nej til sådan et tilbud. Vi må have en plan, og vi må vide mere vampyrerne”. ”Præcis” indskød Bruntop ”Manwe, hvis du vil?”. ”Selvfølgelig” sagde elveren og trak så den tæppeklædte skikkelse ind midt i teltet, hvor han trak sløret til siden. Den sårede gobling vampyr kiggede skræmt rundt på dem alle sammen. ”Gol?” sagde Kiq langsomt med en smule genkendelse i stemmen, og vampyren begyndte straks at smile. ”Kiq!” udbrød han højt og faldt straks på knæ foran herren over Elementens By ”hvor er det godt at se dig. Hvordan har du haft det? Længe siden er det ikke?”. Så skiftede han pludseligt toneleje og sprang et stykke i lydniveauet. ”Kiq” vrælede han ”gode gamle Kiq... vi er venner, er vi ikke? Du må ikke lade dem skade mig. De her folk er tossede, siger jeg dig... de tror, jeg er en vampyr eller sådan noget åndssvagt noget”. ”Du er en vampyr” kommenterede Manwe, men Gol fortsatte bare. ”Red mig, Kiq” tryglede han ”red mig!”. ”Kender du ham?” spurgte Za-Sien fra teltets hjørne, hvor han sad på en anden skammel. ”Engang” svarede Kiq ”en lille smule. Gol var en havnearbejder, jeg nogle gange spillede kort med”. ”Vi var de bedste venner” forsikrede vampyren ham desperat. ”Du snød” rettede Kiq ham ”og tabte alligevel, hvorefter du forsøgte at stjæle mine penge, og jeg arresterede dig. Blev du ikke forvist fra byen eller sådan noget?”. Gol blev pludseligt mundlam og rettede blikket mod jorden. ”Fortæl mig lige engang, hvordan han kan være til nogen nytte?” spurgte Kiq småirriteret. ”Jov ser du” svarede Za-Sien ”ynkelig som han måske er, så var Gol et medlem af Blodbiderens flok. Han nåede kun at være der lige længe nok til at høre alt det vigtige, ikke sandt?”. Gol fortsatte med at stirre ned i jorden. ”Det betyder, at vi ikke brænder dig” opmuntrede Bruntop, og pludseligt blev Gol fuld af energi og entusiasme igen. ”Selvfølgelig” sagde han ”selvfølgelig ved jeg det hele, hvad tror I dog om mig?”. ”At du er en ynkelig, forræderisk sno og en kujon, som vil gøre alt for at redde sit skind?” foreslog Za-Sien. ”Okay... måske lidt” sagde Gol så ”eller måske lidt mere end lidt... så hvad kunne I tænke jer at vide?”.

19. Xen 1076AA under Braldirborgs fattige kvarter
”Så hvordan går det med Tugy?” spurgte Irram og kastede et blik hen på den lille dværgpige, som sad og snakkede med sine venner trolde pigen Skruml og ashas drengen Snothvalp. ”Nu håber jeg virkeligt, du ikke har fået hende i for mange problemer”. Der var blanding af strenghed og omsorg i hendes stemme, som Faros kendte alt for godt. ”Ingen problemer” svarede han med et smil ”det lover jeg... jeg underviser hende bare. Lærer hende et par nyttige ting”. ”Et par nyttige ting for en tyv eller en spion” bed Irram ham af ”jeg troede, at dine dage som tyv var talte”. ”Professionelt i hvert fald” svarede Faros tankefuldt ”men mit nye erhverv, som vidst ikke har en officiel titel, kan sommetider kræve lidt kendskab til mere listige og snu fremgangsmåder. Ikke ulig hvad du har gjort med børnene”. ”Jeg har lært dem at overleve” fnøs Irram ”et sæt egenskaber du har haft rigelig gavn af, hvis jeg husker rigtigt”. ”Ganske rigtigt” brummede Faros næsten uforståeligt bag det røde skæg ”men hvad jeg lærer hende har lidt mere finesse og stil over sig. Jeg giver hende en mulighed for et liv efter barndommen”. ”Og får rigeligt ud af det til gengæld, hvis jeg ikke tager helt fejl” kommenterede kobolden og nussede sine knurhår ”og som du har erfaret, så jeg tager jeg ikke fejl”. Faros begyndte først at smile, så at le, og Irram sluttede sig hurtigt og ufrivilligt til ham. ”Det har jeg erfaret, ja” sagde han, da han færdig med at grine ”men jeg lover dig, at jeg gør dette lige så meget for Tugys eget bedste. Hun ville heller aldrig have valgt at hjælpe mig, hvis hun ikke havde haft lyst til det... og angående børnenes eget bedste; hvor længe har du tænkt dig, at I skal bo hernede? Der er beskidt, mørkt og koldt, og jeg tror virkeligt, jeg kunne finde jer et bedre sted. Jeg tilbød også Tugy, Skruml og Snothvalp, at de kunne overnatte på kroen, men de ville ikke skilles fra deres venner og da slet ikke fra dig”. ”Det ved jeg ikke” svarede Irram overvejende ”jeg har altid haft noget for underjordiske, beskidte steder, eller også er jeg bare nostalgisk”. ”Men du har ret” sagde hun pludseligt med stor alvor ”jeg er nødt til at finde dem et andet hjem. Der er en eller anden på gaderne, som kidnapper hjemløse børn, og jeg ønsker ikke at miste flere”. ”Ambassadøren” konkluderede Faros, og kobolden nikkede. ”Du har hørt om ham, kan jeg se. Den Angloriske Ambassadør bliver han kaldt, fordi han ifølge rygterne kidnapper børnene og sælger dem som slaver på den anden side af Det Vestlige Ocean i Anglor. Mange er bange for ham og af god grund. Jeg har endda gjort det til en regel, at ingen må færdes alene længere, hvis han nu skulle slå til. Forbandede slavehandler. Han skulle vel ikke være på jeres liste, vel?”. ”Vores liste?” sagde Faros uforstående. ”Ja, du ved, hvad jeg mener” forklarede Irram med et håndkast ”jeres liste over heltedåder, der skal begås, og skurke, der skal puttes i jorden. I må da have en til at holde styr på ting”. ”Heltedåder?” gentog Faros kritisk ”næppe. Jeg tror, du har misforstået noget”. ”Har jeg det?” pressede Irram med hævet øjenbryn og knurhår ”det lyder ellers som lige præcis, hvad I går og laver. Hørte jeg ikke netop, hvordan en røver kaldt Torben Kræmmerslagter blev stoppet af dine folk uden for byen for fire dage siden. Jeg kan forestille mig, at de bønder og minearbejdere, han ikke kom til røve, plyndre og myrde, ville finde det bare en anelse heltedådeagtigt”. ”Hørte du om det?” spurgte Faros overrasket. Han havde allerede lagt sagen bag sig. ”Tja... jeg hørte ikke, at det var jer helt præcist, men jeg snakkede med en af disse ikke-døde-og-ikke-plyndrede minearbejdere, og de lod til at være meget taknemmelige. De havde lagt mærke til en gobling, en odder og en elver i området, og jeg lagde to og to sammen. De virkede meget taknemmelige, da jeg fortalte, hvem der havde gjort det”. ”Du gjorde HVAD!” udbrød Faros pludseligt, og alle børnenes øjne blev straks vendt mod ham. ”Øh” sagde han og hviskede så ”du gjorde hvad!”. ”Åh, slap af” fnøs Irram ad ham på ny ”de kommer ikke løbende fulde af taknemmelighed eller sådan noget. Jeg sagde, I havde travlt, og det havde de egentligt også. Men det hjalp dem at vide, hvem der havde gjort det, og det hjælper jer til gengæld”. ”Men vi gør ikke det for nogens anerkendelse” protesterede Faros ”ellers tak, og det var slet ikke meningen, at nogen skulle vide, hvem vi var”. ”Så du kunne snige dig væk og blive glemt af alle igen, ligesom da du var en tyv. Jeg er ked af det, men i denne branche køber det dig ikke mange tjenester, da du ikke leverer stjålne varer tilbage til nogen. Tænk på det som tjenester, hvis du vil, for at bevare din professionelle tilgang til alting, men faktum er, at du har brug for forbindelser, øjne og ører, måske endda lidt assistance eller kontanter en skønne dag. Det her kan være en start, hvis du ønsker det. Lad folk hjælpe jer tilbage. Lad dem hjælpe jer med at hjælpe dem”. ”Måske” sagde Faros overvejende ”det kunne måske godt virke... jeg ønsker bare ikke at modtage betaling for...”. ”Selvfølgelig kan det virke” sagde Irram ”jeg tager jo aldrig fejl. Desuden behøver du ikke afkræve ting af folk, som ikke ønsker at betale tilbage. Der er mange folk, som ønsker at gengælde tjenester. Lad dem gøre det. Det hjælper jer, og det lader dem finde en smule fred eller følelse af at have gjort noget selv”.

18. Xen 1076AA tilbage i Elementernes By
Det var sent på eftermiddagen, da mødet med Kiq endelig blev hævet, og deres strategi var på plads. Den var både bygget på Gols påstande, de andres observationer af vampyr-reden og Kiqs spejderes rapporter. Nu sad Trak, Za-Sien, Bruntop og Manwe og fik sig et hvil og noget at spise, før de skulle tilbage i kamp. ”Hvordan har armen det?” spurgte Manwe henvendt til odderen, imens de hurtigt tyggede en smule brød i sig. ”Brækket” svarede Za-Sien ”stadig væk sjovt nok”. ”Så bør du nok holde dig ude af kampen” foreslog Bruntop og vandt hurtigt et gnavent blik fra odderen. ”Nå, det siger du?” knurrede han ”jeg kan stadig kæmpe med denne her”. Han fandt et pusterør frem fra sin taske og viftede med den foran dværgens næse, imens han halvt forventede yderligere modstand fra ham. ”Lad ham dog bare” lød det pludseligt fra Trak til de tre andres overraskelse. ”Desuden” tilføjede goblingen ”kan han vise sig nyttig igen... det er min måde at takke for at redde mig fra Yenna på forresten”. ”Men” skyndte han sig at sige ved synet af odderens lumske smil ”mere får du ikke”. Za-Sien stirrede et kort overblik overvejende på goblingen en smule anspændt, men slappede så pludseligt af. ”Man må tage, hvad man kan få” konkluderede han med et hurtigt smil, der straks forsvandt igen ”hvem ved? Måske får jeg endda lov til at redde dit sårbare skind en anden gang, og jeg kan få en hel takketale?”. ”Drøm du bare videre” svarede goblingen, men blev så pludseligt tavs. Han sukkede og stirrede ind i flammerne på bålet foran sig. ”Greku...” sagde han langsomt, og både Za-Sien og Manwe blev begge tavse og lyttede opmærksomt. Bruntop vidste allerede, hvad han skulle til at sige, men var også helt stille. Goblingen sukkede på ny, tog en dyb indånding og begyndte så at tale. ”Han var min ven engang, min bedsteven endda, og vi arbejdede side om side i bygarden i mange år. Alt var godt. Eller det troede jeg virkeligheden”. Han holdt en kort pause og rejste sig op. ”Hans far var i gæld... meget stor gæld til nogle knap så venlige folk, og Greku forsøgte at låne penge af mig til at få det løst... det var en stor sum, alt for stor mente jeg, især når han ikke ville fortælle mig, hvad de skulle bruges på. Så i stedet for at få pengene på en lovlig måde, gjorde han tjenester for lånehajen. Den slags tjenester, der kunne få ham låst inde i lang tid. Og det gjorde de også til sidst. Jeg opdagede, hvad der foregik... og så fik jeg ham arresteret. Jeg var vred og følte mig forrådt for hvad, han havde gjort, men han accepterede arrestationen lige med det samme. Alt han gjorde var at bede mig om at tage mig af hans forældre, når han røg i spjældet, og at betale resten af deres gæld af”. Trak stoppede op og kiggede endnu en gang ind i flammerne. ”De blev fundet døde to måneder senere, og jeg besøgte dem ikke en eneste gang efter arrestationen. Nu er Elementernes By udslettet, jeg bor i Zrulf, imens Greku er blevet en vampyr og er i et forhold med min bror... jeg skulle ikke have efterladt tilbage i fængslet, det fortjener han ikke. Det er for sent for hans forældre, men hvis min bror er heldig, så er det ikke for sent for Greku”. Pludseligt rejste han sig, nikkede en enkelt gang til sine venner og bevægede sig i hurtige skridt gennem lejren hen mod Shakas telt.

20. Xen 1076AA på Braldirborgs palads

Dinor Mågens den syvende gabte udmattet, da han endelig trådte ud fra rådskammeret, hvor han siddet i forhandlinger hele dagen. Støvdværgene ønskede hjælp mod ildtroldene som sædvanligt, der var hungersnød i Elwar, og Gyldenulds slægten fra Latynia ønskede at forny adskillige handelsaftaler. Samtlige sager var nu løst (for i dag i hvert fald), og dinoren var træt. ”Tjarn” kaldte han søvnigt, og vagtkaptajnen kom hurtigt hen til ham med fire andre bevæbnede vagter ”eskorter mig til mine kvarterer, tak”. ”Selvfølgelig, deres højhed” sagde vagtkaptajnen og bukkede. ”Hvordan går det med vore venner på prøveløsladelse?” spurgte dinoren hviskende, da han og vagtkaptajnen gik side om side. ”De går stadig kun efter små fisk” svarede Tjarn ”men jeg skulle mene, de snart er klar til en større udfordring”. ”Godt godt” svarede Mågens med et smil ”hvad er det nu, de kalder ham... ham ambassadøren... hvis du kunne lokke nogle af Faros' håndlangere til at motivere ham lidt, ville slavehandleren ikke leve læn...”. Han stoppede pludseligt op, da en skygge løb forbi den lille gruppe fem meter længere fremme. ”Hvad i hele hule Herroth!” udbrød Dinoren ”fang ham!”, og flere af vagterne skyndte sig af sted. De forsvandt hurtigt af syne, og dinoren blev langsomt rolig igen. ”Hvad tror du...” spurgte han og vendte sig mod sin vagtkaptajn, da der pludseligt lød et brag. Tjarn havde løftet sit skjold lige i rette tid til at blokere en pil fra at gennembore dinorens kranie.  

Første Afsnit            Forrige Afsnit                                                                          Næste Afsnit