tirsdag den 20. december 2016

Dværge #37 Goblinger vs Vampyrer

#37 Goblinger vs Vampyrer

18. Xen 1076AA, nattetide, Elementernes By, er nattetide et ord? Det er det nu
Goblingernes lejr var fuldkommen stille og mørk. Ikke et eneste bål eller en eneste fakkel var tændt, og ikke så meget som en snorken blev hørt. ”Hvor er de alle sammen?” spurgte en af vampyrer nervøst til sin ven ved synet af lejren, men blev straks tavs og skælvede skrækslagent, da Blodbideren sendte ham et vredt blik. ”Spred jer” kommanderede han med en skarp hvisken ”find dem”. De skiftede alle til jægerform og gjorde, som der blev befalet. Blodbideren havde samlet forstærkninger fra to andre vampyrreder på øen, som han havde været med til at starte. Lykkedes deres plan her til aften, ville hele øen være hans. ”Og dig, lille mide” gryntede Blodbideren og skubbede til Greku ”hvis du ønsker, at nogen fra dit folk skal overleve, må du hellere være lidt samarbejdsvillig”. Fangen, som var i sin normale form, svarede ikke og kiggede blot nervøst ind over lejren.

En af vampyrerne bevægede sig lydløst hen langs jorden, imens den forsøgte at opfange duften af en fjende. Men hele lejren stank af goblinger og trolde, så det nyttede ikke meget. Forsigtigt bevægede den sig ind mod den store bålplads midt i lejren, som den først havde undgået på grund af negative associationer, men det lod virkeligt ikke til, at goblingerne var hjemme. ”De må være flygtet” hvæsede den til sine venner efter at være kravlet hele vejen rundt om bålet uden at få øje på et eneste spor. Brænde var ganske vidst stablet på bålpladsen, men ingen havde rørt ved det i mange timer.”Du har ret” sagde en stemme pludseligt, da en elver med et tohånds sværd trådte ud fra ruiner og ind i lejren adskillige meter derfra ”men jeg blev for at holde jer med selvskab”. Vampyren blev først nervøs, men lo så, da den indså, at elveren var alene. ”Og hvad ved Herroth har du tænkt dig at...” nåede vampyren lige at le hånligt, da store flammer pludseligt sprang op fra bålet, spredte sig og greb fat i vampyren. Den skreg smertefuldt og kastede sig rundt på jorden for at få det til at gå ud, netop som et kampråb blev kastet tilbage fra alle lejrens sider, og elveren endte vampyrens eksistens med sin skarpe klinge. Og den var ikke alene. Mindst et halvt dusin vampyrer var trådte nærmere for at se elveren, og de havde alle befundet sig nær bålet som konsekvens, da Shakas magi havde slået til.

Trak trak sine daggerter, stoppede et halvt sekund for at beundre det dårlige ordspil, og trådte så ind i lejren, hvor vampyrerne for øjeblikket var spredt ud og forvirrede. Men i modsætning til de andre krigere tog han ikke del i kampråbet: ”Ild og klinge”. Han havde en ganske anden opgave, imens vampyrerne var distraherede. Gol havde informeret dem om de to andre vampyrreder samt Blodbiderens ønske om at tage kontrol over hele øen og hans temperament. Ud fra disse informationer havde de været sikre på, at de kunne forvente et angreb så tidligt som muligt. Hovedparten af lejrens beboere var blevet evakueret og placeret nede ved havnen sammen med en håndfuld af Kiqs krigere. Der havde selvfølgelig været en risiko ved dette, men en som havde vidst at være det hele værd. For nu var planen at holde vampyrerne forvirrede og usikre ved at lade Shaka angribe dem med sin ild og Bruntop med sine bomber, samtidigt med at Manwe, Kiq, Za-Sien og tre andre af Kiqs mænd holdt dem yderligere optaget. Resultatet var fuldkomment kaos, og Blodbideren forsøgte forgæves at organisere sine folk i midten af lejren.

”Angrib dem, I fjolser!” råbte han af sine lungers fulde kræft ”lad være med at flygte, kujon!”, netop som en vampyr blev slået ud af luften af en af Bruntops bomber og faldt til jorden. Som resultat gik de resterende vampyrer i yderligere panik, fuldstændigt uvidende om at Shaka ikke havde megen mere magisk kraft i sig, og at det havde været Bruntops sidste salamander øje bombe. ”Bliv her!” brølede han vredt og greb fat i nakken på en af sine håndlangere ”angrib dem!”, hvorefter han kastede selvsamme håndlanger efter Kiq, der var kommet lidt for tæt på. Men netop som trolden trak sin hånd til sig igen, begravede to daggerter sig i den. Blodbideren skreg af smerte og slog ud, men i stedet for at ramme Trak, fik han kastet Greku mange meter bagud. ”Lille, grønne rotte!” hvæsede trolden hadefuldt ved synet Trak-Nal-Tox ”du myrede Yenna, dit skadedyr. Dø!”. Trak spildte ingen kræfter på at være vittig og sprang adræt til siden for at undvige troldens andet og tredje angreb. Han dukkede fortsat det fjerde og lavede et rullefald til siden ved det femte, hvor han placerede endnu en kniv i sin modstanders side. Vampyren gryntede på ny af smerte, men fortsatte blot med at bruge af sine tilsyneladende uendelige kræfter på at angribe. Ved ottende forsøg lykkedes det ham endelig, og Blodbideren fangede Trak mellem sine grå, klo-beklædte hænder. Hans vejrtrækning var nu også blevet ganske tung af træthed. ”Nu har jeg dig, møgdyr” brummede Blodbideren lavmælt og sydende af had, hvorefter han gav sig til at bore kløerne ind i goblingen. Trak bed tænderne sammen af smerte og forsøgte uden nytte at trække endnu en kniv fra sin bælte. ”Ja” fnøs Blodbideren stadig udmattet ved synet af Traks opgivende ansigt ”jagten er ovre, og det er spisetid”. Han løftede goblingen op mod sine tænder, men hylede så af smerte og faldt bagover, da en mørk, bevinget skikkelse sprang på ham. Trak faldt ligeledes til jorden, da vampyren gav slip på ham, og han kom forpustet på benene og greb to knive fra sit bælte. Men netop som han skulle til at handle, genkendte han sin redningsmand og tøvede et kort øjeblik. Han var måske i jægerform, men det kunne ikke nogen anden end Greku. Vampyrens assistance varede dog ikke længe, for Blodbideren greb hurtigt fat i Greku og brækkede hans ben med sine bare næver, så det gav en ubehagelig knæklyd. ”Nej!” skreg Kiq og affyrede straks en flammende pil mod Blodbideren, som gav slip på Greku og flygtede, skrigende af smerte. Både Kiq og Trak skyndte sig hen til Grekus side. ”Klarer I jer?” spurgte Trak hurtigt, imens han kiggede fra sin bror til den sårede vampyr tung af skyldsfølelse. ”Jeg overlever” hostede Greku og tog Kiqs hånd i sin ”afslut det”. Trak tog en dyb indånding, nikkede og satte så i løb efter den flygtende vampyr. Blodbideren fik hurtigt øje på ham og forsøgte at flyve væk, men Trak sendte straks to knive gennem luften, som skar sig ind i begge vampyrens vinger. Endnu en gang skreg Blodbideren af smerte, og Trak greb sine sidste to knive for straks at gå til angreb. ”Lille mide” brølede troldevampyren og undveg desperat stik efter stik, i takt med at hans åndedræt blev tungere og tungere. ”Du kommer til at dø, rotte!” skreg Blodbideren, men hans bevægelser var nu langsommere og mindre kontrollerede. Ikke lige i nat, tænkte Trak og sprang op på Blodbiderens arm, hvorfra han elegant tog aftag. Et halvt sekund senere landede han med benene rundt om vampyrens hals og med sine knive i uhyrets øjne. Han pressede alt, hvad han kunne, og endelig løb Blodbiderens kræfter ud. Benene kollapsede under trolden, og Trak sprang hurtigt væk for ikke at blive mast af det store lig. Han landede på maven flere meter derfra med forfærdelig smerte over hele kroppen. Men Blodbideren... han rørte aldrig på sig igen.

To dage senere den 20. Xen 1076AA om morgenen
Trak haltede langsomt ned til færgen, hvor Za-Sien, Bruntop og Manwe stod og ventede på ham. Men han tog sin gode tid om det, og da han var nået halvvejs ned til båden, indså han, at han ikke længere havde så stor lyst til at tage tilbage til Zrulf. Trak-Nal-Tox stoppede op og kastede et blik tilbage på ruinbyen bag sig. Den så ikke længere så truende og skræmmende ud, som den havde gjort ved hans ankomst tre dage tidligere. ”Hvad er der dog galt?” spurgte Kiq med et drilsk smil og klappede ham på skulderen ”kommer Blodbiderens Bane pludseligt i tvivl?”. ”Lad være med at kalde mig det” sagde Trak straks, imens han forsøgte at skjule et smil. ”Men er det nu engang, den du er” svarede Kiq ham igen ”og det kan være, det har været længe siden og den slags... men du var vidst stadig min lillebror, sidst jeg checkede. Det er min edsvorne pligt at drille dig... især når du har fortjent det... og tro mig, du har fortjent lidt ros”. ”Javel, min herre” svarede Trak og kunne ikke længere skjule smilet ”jeg tror nu også, at du fortjener bare en anelse ros... du ved for at have holdt sammen på byen”. ”Tja...” sukkede Kiq og kastede et blik tilbage mod byen ”det er nu ikke så sikker på altid... havde det ikke været for dig, ville Shaka aldrig have hjulpet os i kampen. Hvordan fik du ham overtalt?”. ”Jeg mindede ham blot om, hvad det ville sige at være af Elementernes By, og hvad vi kæmpede for” svarede Trak ”ligesom du gjorde for mig. Jeg skal ikke have nogen ære for det, jeg har gjort... det er trods alt mit arbejde, ikke sandt? Bygarde ved du nok”. Kiq smilede også. ”Tja...” sagde han ”bygardevagter kan sommetider udføre store gerninger, eller det har jeg i hvert fald hørt”. ”Hey!” udbrød Trak og puffede til sin bror, som lo hjerteligt. ”Hvordan har Greku det egentligt?” spurgte han lidt efter sin storebror, hvis smil straks døde ud ”han sov, da jeg besøgte ham tidligere”. ”Ja...” sukkede Kiq ”det gør han meget af tiden, men han skal nok komme sig. Jeg tror, det vil betyde meget for ham, at du var bekymret”. Trak nikkede lidt usikkert. ”Kan du fortælle ham, at jeg er sked af, hvad der skete... jeg vil bare gerne starte forfra, og nu da I to er... det ser ikke helt ud til, at vi kommer til at kunne undgå hinanden for evigt”. ”Det tror jeg godt, han kunne tænke sig” sagde Kiq med endnu et smil og omfavnede så sin bror. ”Tak” sagde han ”tak for alt, du har gjort”. Trak kæmpede ikke imod, og i flere sekunder stod de to brødre bare og omfavnede hinanden. ”Nå... øh” sagde Kiq så lidt efter og gav slip på Trak. ”Husk nu at komme på besøg” forlangte han, og Trak nikkede. ”Selvfølgelig”. ”Hvordan har du det?” spurgte Bruntop lidt efter, da goblingen nåede ned til sine venner på færgen. ”Godt” sagde Trak smilende og tog plads på færgen ”for en gangs skyld har jeg det godt”. Det ændrede sig fem sekunder senere, da et signalhorn lød inde fra land, og et råb blev gentaget flere gange. ”Farvel, du Ærede Trak-Nal-Tox, Blodbiderens Bane!” lød det. ”Åhhh....” sukkede Trak og begravede sit ansigt i sine hænder ”forbandede idiot”.

29. Xen 1076AA i Mugball nær Platnir

Regin fløjtede muntert, da han kom gående hen ad den lille flækkes beskidte gader. Det havde været en rimeligt god dag uden hverken ildtrolde aktivitet, utilfredse kunder på det lille værtshus, hvor han arbejdede, eller så meget som et eneste stykke rå løg, der var faldet på gulvet. Faktisk lod dagen til at være gået lige en anelse for godt, indså han pludseligt og stoppede op. Det kunne kun betyde en ting... Pludseligt sprang en hånd ud af mørket, greb fat i hans strube og pressede ham op mod væggen. Det var umuligt at se dens ejer ordenligt, det var nærmest som om, at skyggerne klæbede sig til vedkommende. ”Hvor er Den Ensomme Skygge?” forlangt en kvindestemme at vide, og endnu en arm dukkede op. Denne med en lille, mørk flamme i hånden. ”Den Ensomme Skygge?” gentog kvindestemmen, og presset på Regins strube blev øget ”hvor er Manwe?”. ”Jeg er ikke sikker” hostede han desperat ”jeg mødte ham for en uge siden, men... han tog ind mod Platnir, det er alt, jeg ved”. Pludseligt forsvandt begge arme og deres ejer, og Regin faldt ned på sin bagdel. Han sad i flere sekunder og trak vejret dybt, før han kom på benene. ”Ikke én dag” mumlede han for sig selv ”der kan ikke gå en eneste dag uden sådan noget her. Det er bare typisk... ved Braldirs Skæg, jeg håber snart, Faros modtager mit brev”.

 Første Afsnit       Forrige Afsnit                                                                                        Næste Afsnit