onsdag den 7. juni 2017

Dværge #47 De Skæggedes Trone

#47 De Skæggedes Trone

Den 3. Qos 1076AA i Braldirborg, dværgenes rådsmøde
”Sikke et latterligt forslag. Naturligvis kan vi ikke give tronen til Gjortnal, han myrdede dinoren, sin egen fætter”. ”Det ved du ikke, og desuden var tronen aldrig retmæssigt Mågens' til at starte med. Den burde være gået i arv til prinsen, og enhver, der påstår andet, er enten idiot eller forræder”. ”Kalder du mig for idiot, din forbandede dyng æder?”. ”Åh, du godeste, kan I to ikke klappe i? Man sku' næsten tro, I begge havde dej i bogen, sådan som I knævrer løs!”. ”Shhh, nu kommer hun, vær så stille”.

De mange hviskende dværge blev alle tavse, da Runa af Lodiahs Hus trådte ind i rådssalen. Hendes firkantede hoved var løftet stålfast, og hun gik frem i lange, stolte skridt med rank ryg. Det var tydeligt, at hun ikke ville lade den store gravide mave tyngde hende ned, så længe overvejende øjne observerede hende i søgen efter svagheder. Det sorte hår var flettet i en strid hestehale, og hendes blik var trodsigt og udfordrende. Ved hendes side var den sårede Vagtkaptajn Tjarn, hvis stok gav genklang i salen, hver gang den mødte det hårde stengulv. ”Se ham lige” hviskede Hertug Rothil af Mzorgs yngste søn til en ven. ”Han vogter over hende som en trofast hund. Bare en skam at han ikke havde den samme dedikation, da det kom til hendes mand”. ”Tja...” svarede vennen med et ondskabsfuldt smil ”hvad nu hvis han ikke ønskede konkurrencen?”. ”Hvad?”. Hertugens søn lyste op i nysgerrighed. ”Siger du, at den gamle, arrede knark...? At han...?”. ”Jeg siger ikke noget” hviskede vennen vagt ”jeg hører blot”.

Den lille sladderudveksling endte dog brat, da Runa nåede rådssalens midte, hvor hun stillede sig op på det gamle sten podium. Rundt om hende var der placeret en rund tribune fyldt med mange af de vigtigste dværge i Zrulf og naturligvis deres afskyelige afkom. Hun genkendte alle hertugerne af byerne Mzrog, Mcilen, Mizil, Hzul og Klippeborg samt hertuginden af Bjergsted, men til hendes skuffelse var ingen af herrerne fra hendes hjemland, Mugball, endnu ankommet. Runa havde håbet på en smule støtte fra deres side, men det var naturligvis for meget at forlange. Det kunne hun dog næsten have sagt sig selv. Støvdværgene fik altid nyheder i dårlig tid, ja avisen var ofte hurtigere, og bekæmpelse af ildtrolde var ikke ligefrem noget, man kunne udsætte. Så i stedet for yderligere tøven, tog hun en dyb indånding og henvendte sig til rådet.

”Hertuger af Zrulf, mine gode herrer, jeg, Runa af Lodiahs Hus, hustru til den nu afdøde Dinor Mågens VII, må han finde fred hos Amalosh, træder frem foran jer i dag med retten til at forsvare mit barns krav og rettigheder”. Det kom til at blive Hertug Cornelius Frerin, den ældre hvidskæggede hersker af Mizil, der talte først som det mest erfarne og respektable medlem af rådet. ”Og hertugernes råd vil skam lytte til Dem, Runa af Lodiahs Hus ud af respekt for både din fader, hertugen af Lodiah, og naturligvis din afdøde mand, må han finde hvile hos Amalosh, som blev Dem berøvet i alt for ung en alder. Fremlæg, hvad du mener Deres ufødte barn har krav på, og argumenter Deres sag”. Runa nikkede og bukkede dybt for hertugen, noget der måske ville have været en fejltagelse at gøre for flere af de andre hertuger, men Frerin var en respekteret og overordenlig dværg. Hans ord var måske ikke lov i rådet, men nu da han havde vist sin respekt og erklæret sin vilje for at høre hende ud, ville ingen af de andre hertuger vove at afbryde hende.

”Jeg er kommet for at gøre krav på alt, hvad min afdøde mand, Mågens VII, ejede på vegne af vores ufødte barn. Alt, der var ejet af eller skyldt til vores afdøde dinor, vil for fremtiden tilhøre mit barn fra dets fødsel og frem, som jeg vil varetage og vogte over, indtil det når myndighed”. De seks hertuger udvekslede blikke, og kort efter rejste hertugen af Mzrog sig. Han var lille af vækst og udstyret med spinkle arme, men Dennis Rothil, som han hed, besad et lynende intellekt og store ambitioner. ”Naturligvis er det dit barns ret at eje dinorens private formue samt den anden arv, Mågens' navn må bringe med sig” sagde Prins Gjortnals kendte støtte med store fagter ”det ville være imod gudernes love at gøre andet, for ikke at sige forkert. Et barn af Braldirs Slægt fortjener de muligheder, der følger med navnet, selv hvis faderen ikke længere er i spillet, må han finde fred hos Amalosh”.

”Men du misforstår mig, Hertug Rothil” svarede Runa igen, ikke fornærmet eller uforskammet, blot irettesættende. ”Mit barn har ikke alene krav på Mågens' ejendom. Det er dets ret at blive dinorens arving og at følge faderen på tronen”. En interesseret mumlen brød ud alle vegne ved denne udvikling i begivenhederne. ”Jeg sagde det jo” pralede Sir Patrul af Zhar overfor sin kusine ”du skylder mig femten guld”. Alle blev dog atter stille, da Rothil igen tog ordet. ”Det er ikke op til dig at afgøre det, frøken Runa” sagde han alvorsfuldt og en smule bistert. ”Nej, det er op til dinoren selv at vælge sin arving” svarede Runa ham ”og havde Mågens vidst, hvad der ville hænde, havde han hun uden tvivl erklæret det præcis, som jeg nu siger. Det er ikke andet end retfærdighed”. ”Du glemmer vist, at Mågens lige netop ikke erklærede det sådan” sagde Rothil skeptisk. ”Hvad end hans ønsker har været, så kan vi ikke kende dem nu, og det er i en situation som denne op til hertugernes råd at tage en beslutning. Dit ufødte barn er ikke den eneste, som har fremlagt sit krav på tronen”.

Døren til rådskammeret fløj op, og en uigennemtrængelig stilhed faldt nedover tribunen. Runas blik fæstnede sig ved Prins Gjortnal, og det forlod ham ikke et eneste sekund, idet han trådte frem mod podiet i salens midte. Lige før han nåede det, trådte Vagtkaptajn Tjarn dog ind foran for at blokere vejen for prinsen. ”Hvor vover du!” udbrød den arrede, gamle kriger i et truende tonefald, og hans greb om stokken blev stærkere. Gjortnal gjorde holdt foran Tjarn og rettede så et bebrejdende blik mod hertugernes råd. ”Vagtkaptajn?” kaldte Hertug Frerin ”vil De ikke træde til siden. Prinsen har den samme ret til at blive hørt som den gode frøken Runa”. Tjarn blev stående nogle få sekunder længere, men trådte så til siden med de lavmælte ord: ”hvis du rører hende, vil selv ikke Bearons styrke være nok til at holde mig tilbage”, som kun Gjortnal hørte. Prinsen sendte ham et hævet øjenbryn og trådte så op på podiet ved siden af Runa, som til hans overraskelse ikke rykkede væk fra ham. Hun var stærkere, end han havde forestillet sig. Langt stærkere end hans fætter havde ville anerkende.

”Jeg kan forstå, at vi er i gang med at fremsætte vores krav på tronen” begyndte Gjortnal sin tale, idet han tiltalte både rådet og sin rival. ”I så fald ønsker jeg at kræve, hvad der retmæssigt er mit. Tronen skulle være gået til mig efter min faders død og ikke Mågens, må han finde fred hos Amalosh, og min ret skal ikke benægtes to gange i træk. Retfærdigheden vil ske fyldest, det er gudernes vilje, og det ved I alle”. Rothil var lige ved at hoppe op af sit sæde af ivrighed, men tålmodighed var en dyd, vidste han. Han kunne ikke lægge ud, eftersom at alle vidste, han var en støtte af prinsen. Efter nogle få øjeblikke begyndte Hertug Frerin atter at tale. ”Det er Deres ret, Prins Gjortnal, søn af Dinor Thrandar” sagde han langsomt og tankefuldt ”at fremsætte Deres krav på tronen og de tilhørende bilag derfor for at udfordre Mågens' ufødte barn. Det vil være op til at rådet at afgøre, hvem der endegyldigt skal have tronen. Hvem der er den retmæssige arving, og hvem der bedst vil fungere i rollen som vores vejleder og hersker”. ”Det er ganske rigtigt proceduren” bidrog Hertug Powel Froste af Klippeborg ”men barnet er endnu ikke født, og der vil gå mange år, før det vil være i stand til at lede os. Det er strenge tider, vi lever i, og der er behov for en stærk dinor nu”. ”Desuden” tilføjede Hertug Skarvid Fjalar af Mcilen ”så kender vi endnu ikke barnets køn. Det kunne blive en pige, og så ville hele denne diskussion være for ingenting”.

”Nej, det er ikke sandt” sagde Runa højt og klart, så hertugerne blev tavse. ”Selv hvis barnet viser sig at være en datter, så kræver jeg stadig tronen på dets vegne”. Denne skandaløse drejning genantændte mumlen hos alle de tilstedeværende, og Hertug Rothil valgte netop det øjeblik til at blande sig i debatten. ”Hvad for noget?” udbrød han fornærmet ”jeg kan respektere deres ret til at fremsige kravet i en søns navn, men det her kan man knap nok tage seriøst. Det kan du ikke mene, frøken Runa”. ”Går det måske imod loven?” spurgte Runa retorisk ”for i så fald var jeg ikke klar over det”. ”Hun har ret” sagde Hertuginde Lone Bruni, herskerinden af Bjergsted og det eneste kvindelige medlem af rådet. ”Det er måske aldrig sket før, men intet sted i loven er det forbudt”. Der var en glød af ambition og trodsighed at spore i hendes overvejende blik. De fleste andre af rådets medlemmer lod dog til at dele Rothils mening. Selv den ellers så fornuftige Frerin var i sine rødder en traditionalist, og hertuginden ville ikke være nok i sig selv. Endnu var der kun et medlem af rådet, der ikke havde talt, nemlig det yngste og det nyeste. ”Og hvad siger du, Hertug Heitz?” henvendte hun sig til ham ”din fader var en af mine mands mest pålidelige og trofaste venner, og jeg ønsker, at venskabsbåndet imellem de to kan fortsætte mellem vores familier”. Den unge Denberg Heitz, som ikke engang havde været hertug i en måned, rettede sig op på sædet og satte en hånd under hagen. ”Jeg siger” svarede han langsomt ”at denne beslutning ikke bør blive taget forhastet eller uovervejet. Det er mit forslag, at vi venter til efter barnets fødsel med at afgøre arvingen”. ”Sikke vise ord fra et nyt medlem af rådet” bemærkede Frerin ”du skal nok nå langt, Denberg. Jeg er enig”. ”Også ja” lød det fra først hertuginde Bruni dernæst hertug Fjalar, hvilket udgjorde et overtal ud af de tilstedeværende rådsmedlemmer. ”Lad os da vente” gav Rothil sig, ude af stand til at skjule sin skuffelse. ”Hvor længe kan vi regne med at vente på fødslen?”. ”Lægerne gætter på to måneder” svarede Runa. ”Det er acceptabelt” nikkede Frerin ”ventetiden skal nok gøre alting klarere, det er jeg ganske vis på. Prins Gjortnal, frøken Runa, må I begge have det godt indtil vores næste møde”. Runa bukkede igen for Hertug Frerin, denne gang med lidt mindre iver. Prinsen gjorde ligeså og vendte sig så mod Runa med et udfordrende blik. ”Må den bedste dværg vinde” sagde det.

Samtidigt i fangekælderen
”Allerede tilbage igen? Tja, jeg skal ikke klage over nogen at snakke med, men er det ikke lidt trist? Har du virkeligt ikke bedre ting at tage sig til, Faros? Selv efter hvor dårligt selskab, jeg var den sidste gang”. ”Åbenbart ikke” svarede den rødskæggede dværg med et suk og satte sig på jorden overfor Arolnar med kun tremmerne til at adskille dem. ”I så fald har du et problem” sagde Bageren i et bekymret tonefald, der næsten lød ægte ”der er altså noget, du må forstå. Det var sjovt at kæmpe mod dig og din lille bande, og det er ikke fordi, jeg ikke nød at plage jer for en tid, men det er altså mange måneder siden. Hvad vi havde... det var en engangsting, det må du forstå. Det er ikke din skyld, jeg bryder mig bare ikke om at binde mig til nogen”. Faros sukkede irriteret, og Bageren rystede på hovedet. ”Jeg er ikke den rette for dig. Du fortjener bedre, så lad være med at spilde tiden på mig”. ”Sidste gang jeg var her” afbrød Faros ham ”sagde du, at denne Gwora, du er så ivrig efter at lokke frem og slå ihjel, havde for travlt med mechai til at komme og finde dig. Hvad mente du med det?”. ”Er du nu tilbage på den gamle, kedelig sag?” rystede Bageren opgivende på hovedet ”jeg er ærlig talt skuffet over dig, Faros, gamle kammesjuk... hvorfor bruger du så lang tid på at søge i skyggerne, når svarene ikke er at finde på den måde. Jeg er næsten overrasket over, at du overhovedet husker ordet, hvis du ikke har fundet ud...”.

Arolnar stoppede pludseligt sig selv, og hans øjne glimtede skræmt. ”Du så en, gjorde du?” udbrød han og sprang på benene. ”Jeg så en mechai, ja” svarede Faros og rejste sig ligeledes op ”selvom jeg ikke var sikker på, hvad der foregik”. Arolnar gav sig til at trave frem og tilbage i den lille celle. ”Hvad skete der med den? Er den død?”. ”Ja” svarede Faros, lettere tilbageholdent. På den ene side måtte han passe på, hvad han fortalte fangen. Han kunne absolut ikke stole på ham. På den anden side forstod han ikke selv, hvad der var sket, og han havde brug for at få Arolnar i snak. ”Tørst?” gættede Bageren, og Faros nikkede langsomt. ”Hvad skete der med liget?”. ”Olddværge” svarede den rødskæggede kriger, og Arolnar lod begge hænder løbe gennem sit hår. ”Så er det begyndt” sagde han ”det er ved at starte. Gwora må passe på, hvis det hele ikke skal falde sammen under fødderne af hende. Badum, badum, badum, brag!”. Den tossede alkymist imiterede en eksplosion med sine hænder. ”Hvad er begyndt?” spurgte Faros afkrævende, men Arolnar ignorerede ham. ”Hun må have åh så travlt, gode gamle Gwora. Håbede måske, jeg kunne løse nogle af hendes problemer med mine opdagelser. Og den pokkers Gjortnal forrådte mig, gjorde han. Solgte mig for en snigmorder til at bane vejen til dinorens kammer. Han har godt nok været snedig, den lille rævepels. Men ikke helt snedig nok, det vil han snart erfare. De har alle sammen glemt noget meget vigtigt”. ”Hvad snakker du om?” afbrød Faros ham ”jeg er mere end vandt til vrøvlehoveder, men lige nu har jeg kun tålmodighed til klare svar. Hvis du ikke kan give mig det, så går jeg igen”. Arolnar stoppede sin vandren frem og tilbage for at genindtage pladsen på gulvet. ”Gwora sendte sin lakaj for at hente mig, men jeg takkede nej. Inden længe vil han vende tilbage, og jeg kan love dig for, at jeg ikke bliver givet et valg næste gang. Derfor kan jeg ikke være her, når det kommer til at ske”. ”Og hvordan har du helt præcist tænkt dig at arrangere det, hvis man må have lov at spørge?” fnøs Faros. ”Det må blive din hovedpine, Faros, gamle dreng” svarede Arolnar ”hvis jeg bliver her i fængslet, kommer Gworas udsending snart og tager sig af mig, og så kommer vi nok ikke til at ses igen. Ville det ikke være en skam, hvis du mistede din eneste kilde, den eneste person som kan fortælle dig om både Gwora og mechai? Hvis jeg derimod befandt mig et andet sted, et hemmeligt sted som kun du og din lille bande kendte til, så kan det jo være, at jeg ville være lidt mere snakkesaglig”. ”Hvad blev der af os som en engangsting?” spurgte Faros sarkastisk. ”Tja, jeg indså, hvor prægtigt dit skæg nu engang er” svarede Bageren med et smil. ”Hvad siger du, min skat? Skal vi give det en chance til?”.

Nogle timer senere i Runas kvarterer
”Det kunne være gået værre” trøstede Runa de andre og kastede sig udmattet i sin bløde lænestol. ”Langt værre”. ”Og hvis nu barnet viser sig at være en pige?” spurgte Gavin, hendes rådgiver, nervøst. ”Så kommer vi til at få vores første kvindelige dinor” svarede hun ham stædigt igen. ”Hvordan har du så lige tænkt dig at overbevise hertugerne om den geniale ide?” fortsatte han skeptisk ”som det ser ud nu, har du i øjeblikket kun Mugballs hertuger på din side, og selv dem kunne du miste i så... kontroversiel en sag”. ”Støvdværgene skal nok være på min side uanset kønnet af mit barn” insisterede Runa ”men du har ret. Vi må få flere hertuger på vores side, ligegyldigt om det så er en søn eller en datter, jeg bærer på. To af Zrulfs herskere burde gøre det”. Gavin nikkede og satte sig overfor hende. ”Det vil være lige præcist være et flertal på rådet, ja” beregnede han ”så spørgsmålet er bare, hvilke vi skal gå efter. Rothil er Gjortnals mand i tykt og tyndt, det har han allerede gjort klart, imens Froste også lader til at være på den side. Det efterlader Frerin, Fjalar, Heitz og hertuginde Bruni. Heitzs fader var måske på deres mands side, men det er ikke til at sige med sønnen. Han og faderen var trods alt meget forskellige. Det kunne dog måske også være muligt at overtale Fjalar og Bruni, men jeg frygter, at Frerin vil forsøge at holde sig ude af debatten, medmindre han tvinges til at afgive en afgørende stemme”. ”Jeg er mere bekymret for fruens sikkerhed” kommenterede Vagtkaptajn Tjarn ”hvad forhindrer Gjortnal eller hans snigmordere i at slå til, ligesom han gjorde med Deres mand”. ”Intet” svarede Gavin ”og tro det eller ej, Tjarn, men du kan ikke være ved hendes side konstant. For det første har du et arbejde at udføre som lederen af bygarden, for det andet så er du skadet, og for det tredje så ønsker vi ikke at nære de falske rygter, der opstået om jer to”. ”Jeg bekymrer mig ikke synderligt om så latterlig sladder” fnøs Runa irriteret ”men du har alligevel ret, Gavin. Tjarn, du kan ikke være ved min side dag og nat. Jeg ved, at du er blandt mine mest loyale allierede, men vores fjender ville gribe muligheden for at afskedige dig som vagtkaptajn eller værre, og desuden så er du jo skadet”. Tjarn blev en smule rød i hovedet, men rystede det så af sig. ”Du har nok ret, min frue” sukkede han ”men jeg stoler ikke længere på alle mine folk, efter at de bare lod en snigmorder slentre ind og skyde dinoren”. ”Der må da være nogen, du stoler på” sagde Gavin, og Tjarn nikkede. ”Det er der, men det kan blive udfordrende at overtale dem”.

På Smedens Datter

”Og det ser ud til, at jeg vinder endnu en gang” bemærkede Regin med et smil. ”Jeg elsker bare, når det sker”. ”Jeg er ude” sukkede Za-Sien og smed sine kort fra sig ”jeg tror ikke, at Dragehale er noget for mig længere”. ”Åh, du behøver ikke lyde så nedslået” lo Regin og fyldte kæften med løgstumper, idet han gav sig til at indsamle de vundne bronzemønter. ”Det er jo bare et spil”. ”Ikke når man spiller mod dig” kommenterede Monolo, der ganske klogeligt havde valgt at observere i stedet for at deltage. ”Så er det en fælde”. ”Ja, angående det” sagde Trak, der også havde opgivet nogle runder tidligere, da han tabte sin sidste bronzemønt ”er du så udelukkende kommet med til Zrulf for at blanke os alle af”. ”Nej da” svarede Regin defensivt ”det er mere en slags sideopgave. Jeg tænkte bare, at jeg kunne være lidt hos jer, indtil tingene er kølet en smule ned i Mugball, og legionen ikke længere er så opsat på at finde mig. Bare rolig, Faros har det fint med det. Jeg har gjort det mange gange tidligere, da Marintras og hendes oprindelige bande stadig var i forbryder karrieren. Ikke sandt, Bruntop?”. Alkymisten, der var den sidste tilbageværende spiller udover Regin, nikkede med et mistroisk smil. ”Jeg havde aldrig nogen småpenge”. ”Ja” sukkede Regin ”gode tider”. Netop, som han sagde det, trådte Marintra ind. ”Har I set Tsyseria?” spurgte hun en lille smule bekymret. ”Jeg tror, hun gik ud” svarede Za-Sien ”er Manwe stadigvæk på sit værelse?”. ”Jeg tror, at han sover, eller hvad end elvere nu gør” svarede hun. ”Elvere sover da også” rettede Regin hende ”det tror, du har mere end en lille smule erfaring med”. Marintra stoppede op og smilede, lige før hun nåede døren. ”Nu spiller I vel ikke Dragehale med Regin, vel?” spurgte hun ”ikke en god ide kan jeg fortælle jer. Den møgdue snyder mere end min gamle oldefar, og olde, han var en værre svindler. Narrede endda min oldemor til at være sammen med ham i første omgang”. Onde blikke blev rettet mod Regin fra alle retninger, imens den frakkeklædte barmand diskret begyndte at pakke kortene sammen. ”Godt spil, Bruntop” sagde han ”hvorfor tager du ikke bare indsatsen og beholder den. Jeg har alligevel så dårlige kort, og jeg kommer lige i tanke om, at jeg faktisk har lidt travlt...”.

Første Afsnit      Forrige Afsnit                                                                                     Næste Afsnit