lørdag den 24. juni 2017

Dværge #50 Lang Vej Igen

#50 Lang Vej Igen

Den 21. Qos 1076AA, Braldirborg, Smedens Datter, heksens værelse
Heksen viste ingen tegn på at bemærke Manwes tilstedeværelse. Kun broxaen i hendes hænder betragtede ham årvågent. Den lille mørke skabning snerrede en smule og blev så tavs, da ejerens hånd aede den blidt. Bella sad i en sammenkrøbet stilling midt på sin seng, og rundt om sig havde hun nærmest bygget en lille rede af bøger, pergament og puder. Manwe nåede halvvejs igennem rummet, før hun endeligt henvendte sig til ham. ”En måned” lød den hæse stemme. ”Det er en måned siden, Den Ensomme Skygge, din fader, døde, og først nu opsøger du mig. Jeg havde troet, du ville være mere nysgerrig”. ”Og jeg troede, at du var stum” svarede elveren hende stift. ”Det siger de andre i hvert fald”. Bella Theodora le Fey rettede hovedet op og vendte sine mørke, dybe øjne imod ham. ”Jeg ønsker ikke at tale om mig selv” fortalte hun ”ikke endnu i hvert fald. Så meget er endnu uklart. Men du kommer for at tale om din fader, og der kan jeg ikke stille mig imod. Du har en ret til at høre, hvad jeg ved, eller hvad jeg tror, jeg ved. For jeg er bange for, at min forståelse af sagen ikke lader til at være så vandtæt, som jeg oprindeligt troede”.

Manwe tøvede. Han havde forventet modstand fra heksen, måske endda vrede. Da hans fader døde, havde hun råbt ad himmelene. Det her var uventet. ”Hvorfor prøvede du på at slå ham ihjel?” spurgte han efter en lille tænkepause. ”Jeg havde forstået, at han var en forræder mod Hegana” svarede heksen. ”At han havde såret hendes andre tjenere og været skyld i flere dødsfald. Derfor tog jeg det på mig selv at finde ham og at lade retfærdigheden ske fyldest. At straffe ham for hans forræderi”. ”Men han forrådte hende ikke” irettesatte Manwe hende. ”Det var, hvad han sagde” sagde hun, ikke helt overbevist. ”Hvis han virkeligt havde forrådt hende” fnøs Den Ensomme Skygges søn ”tror du så ikke, at du ville have fået den tilgivelse, du søgte?”. Heksens ansigt trak sig sammen i smerte, og hun blinkede vredt flere gange. ”Min sag er min egen” mumlede hun arrigt. ”Det siger du jo” kommenterede Manwe ”men det virker alligevel lidt mistænksomt, gør det ikke? Du påstår, at han er forræderen, imens du tydeligvis selv har gjort noget galt, da du ikke længere er i kridthuset hos din herskerinde. Det skulle vel aldrig være dig, der er forræderen”.

Stilhed. Bella sank en klump, og hendes blik søgte gulvet, imens hun igen begyndte at ae broxaen, der sendte truende blikke mod gæsten. ”Hør her” sagde hun efter en lille pause. ”Jeg har gjort noget, men jeg er ingen forræder mod Hegana, og jeg har ikke gjort dig noget. Jeg sætter pris på dine venners gæstfrihed her, og jeg forstår, hvis I er mistænksomme over for mig. Jeg skal også glædeligt rejse bort igen, hvis det er, hvad I ønsker. Men jeg er ingen forræder, selv hvis jeg måske har taget fejl af din fader. Selv hvis det er tilfældet, så slog jeg ham ikke ihjel, og husk også lige engang på det her: Jeg er har aldrig arbejdet som en lejemorder eller dræbt uskyldige i modsætning til din fader, som arbejdede for Prins Gjortnal for nogle måneder siden, hvis jeg ikke tager helt fejl”. Kommentaren ramte Manwe hårdt, og ude af stand til at komme med et svar vendte han sig om for at gå. ”Manwe” kaldte hun efter ham, og han stoppede op. ”Det var, hvad jeg fik at vide. At elveren ved navn Manwe havde forrådt Hegana og dræbt en af hendes mest trofaste tjenere”.

Der gik nogle få minutter, og så gik døren op igen. Denne gang var det Bruntop, der som sædvanligt havde hendes mad og blod til broxaen. Et halvt sekund syntes dværgen også at opfatte et smil på heksens læber, men så var det væk igen, og han blev usikker på, om det overhovedet havde været der i første omgang. ”Hvad synes du om bogen?” spurgte alkymisten, da han med et smil bemærkede bogmærket stikkende ud fra den. ”Den er... behagende” svarede heksen uden tegn på nogen følelser. Bruntop vidste ikke helt, hvad han skulle sige til det, og satte blot maden fra sig på bordet. Så stod han et kort øjeblik og kiggede rundt, imens han ledte efter en undskyldning for yderligere 'samtale', men gav til sidst op. Han var næsten nået ud af rummet igen, da han pludseligt kom i tanke om noget. ”Jeg hørte Manwe tale lidt højlydt tidligere herinde” sagde Bruntop nysgerrigt. ”Jeg håber, at I fik snakket sammen om, hvad der skete”. Heksen sendte ham et utilfreds blik, og han opgav at finde flere undskyldninger.

Da alkymisten smækkede døren i bag sig, trådte en tredje besøgende frem fra skyggerne. Bella spærrede straks øjnene op ved synet af den velkendte skikkelse, og hun sprang forskrækket en halv meter bagud. ”Faster Carina” udbrød hun overrasket, idet hun følte både håb og frygt på samme tid. ”Shhh” tyssede elverkvinden på hende. ”Vi behøver ikke alarmere dine værter, vel?”. Den ældre heks satte sig på sengekanten og lod sin mørke hætte falde tilbage, så hendes pjuskede og kaotiske sorte hår kom til syne. Det stak ud i alle retninger, og spidserne af hendes elver ører kunne lige nøjagtigt anes under roddet. ”Hvad laver du her?” spurgte Bella lavmælt og rykkede hen ved siden af fasteren. ”Jeg hørte, hvad der skete i Mugball” svarede Carina. ”Troede du virkelig, jeg ikke ville opdage det, hvis sådan noget skete så nær mit hjem?”. ”Det ved jeg ikke” mumlede Bella ærligt. ”Jeg havde vist ikke helt tænkt det igennem”. ”Titlen på din livshistorie” kommenterede fasteren køligt, og Bella lo for den første gang i mange måneder. ”Har du hørt noget fra... præstinderne?” spurgte hun nervøst, da latteren til sidst døde ud. ”Det har jeg” svarede Carina alvorligt. ”De er ikke glade, Bella. Langt fra. Først var der din opførsel på Natteøerne og nu det her. Den Ensomme Skygge var måske ikke længere i Fyrstindens tjeneste, men det gør ham ikke til en forræder”. ”Jeg hørte bare, at...” begyndte Bella usikkert, men blev tavs, da Carina løftede en pegefinger. ”Jeg hørte præcis det samme, men der er mere end en elver i verden med navnet Manwe. Et utal af præstinder har døbt deres børn efter ham, og så er der selvfølgelig også hans egen søn. Lad nu sagen ligge”. ”Men...” udbrød Bella og blev atter gjort tavs af fasteren. ”Lad den ligge, min kære” sagde Carina alvorligt, næsten i et truende tonefald. ”Du har allerede fået dig mere end rigeligt af fjender hjemme i Itrildar, og jeg ønsker ikke at se min broders datter falde i unåde hos dem. Lad være med at drage tilbage dertil, det vil kun ende grimt. Hvad, du gør nu, er op til dig selv, men du kan ikke tage hjem. Der er du ikke velkommen længere”.

I krostuen
”Så, hvor sagde du, at de små krus befandt sig?” spurgte Regin, imens han stod og rodede baren igennem. ”Nede til højre” svarede Monolo ”og lad for Monicas skyld være med at putte løg i dem, jeg beder dig”. ”Jeg er bange for, at du mistede al ret til at bestemme den slags, da du mistede positionen” svarede dværgen ham stædigt igen, og dosnen sukkede. ”Så dagen er kommet, hva?” lød det fra Trak, idet goblingen trådte ind i krostuen. ”Det er den” svarede Monolo ham. ”Jeg er bare ikke ment til at være et sted alt for længe ad gangen. Men hvad med dig selv? Burde du ikke være i gang med at beskytte dværgenes fremtid eller sådan noget?”. ”Det burde jeg egentligt” nikkede goblingen. ”Jeg har kun nogle få minutter”.

”Og du vælger at spilde dem på den taber?” mumlede Regin. ”Hvad skal det betyde?” spurgte dosnen fornærmet, og den nye krovært trak på skuldrene. ”Ikke noget. Bare at han kunne bruge dem på bedre ting såsom at møde den nye medarbejder på Smeden Datter og bestille et eller andet”. ”Jeg har måske lige tid til et enkelt krus” bifaldt goblingen. ”Men uden løg”. ”Det samme her, men med ekstra ingen løg” meldte Marintra sig ind i samtalen, da hende, Faros, Tsyseria og Bruntop kom hen til baren. ”En omgang på huset kan jeg næsten gætte mig til” sagde Regin, som gik i gang med at skænke op. ”Som din nye chef ville jeg råde dig til det” svarede Faros ham med et smil. ”Det her skal nok blive sjovt”. ”Åh nej” sukkede Regin, da han indså, hvad det betød.

”Hvornår sejler skibet?” spurgte Tsyseria og tog imod et krus. ”Om ikke alt for længe” svarede dosnen. ”Faktisk er jeg ved at være sent på den”. ”Og der har vi en af efternølerne” observerede Regin, da Za-Sien sluttede sig til dem. ”Hvad skulle det være? Jeg ved, at I oddere deler dosnernes holdning til øl. Kan jeg byde på noget frugtsaft måske?”. ”Bare vand” svarede odderen. ”Manwe kommer ikke ned. Jeg forsøgte at tale til ham, men han trængte virkeligt til noget søvn”. ”Det er helt fint” sagde Monolo med et smil. ”Lad ham hellere sove”.

”Sådan der” sagde Regin, da han delte de sidste drikkevarer ud. ”En skål for stedets nye krovært... og også lidt for Monolo for at være så god at give plads til forbedring”. Tsyseria sendte ham et arrigt blik. ”En skål for Monolo” rettede hun ham ”og også en lille smule for Regin, selvom han er en fladpande”. ”Skål!” sagde alle de andre i kor, og krusene blev slået sammen, sådan at Regins: ”skål... hvem, hvad!” blev overdøvet. Da de hver især havde taget en slurk, satte de krusene fra sig og tog afsked med dosnen en efter en. ”Pas nu på dig selv” sagde Trak og lagde en hånd på Monolos skulder. ”Jeg kan prøve” svarede dosnen ”men ingen løfter”. Dernæst overrakte Bruntop en taske med eliksirer til Monolo som afskedsgave med kommentaren ”kunne blive nyttige”. Marintra stjal hans næse og gav ham et overkompliceret og fuldstændigt improviseret håndtryk, imens Faros nøjedes med et normalt et af slagsen. ”Hvis jeg finder noget i Scienca, skal jeg nok skrive” lovede dosnen ham. ”Det kan jeg være, det er lidt nemmere at finde ud af ting om olddværgene i en mindre koloni”. ”Godt” sagde Faros ”og ikke for at gentage Trak, men pas på nu dig selv. Crymron er et farligt sted. Især nu hvor Jarskon er vendt tilbage dertil”. ”Jeg skal nok forsøge” lo Monolo ”og ellers har jeg en fætter eller fire i området. Udover Dogro er der også en lejesoldat og en håndfuld ty... tyende”.

”Så er øjeblikket omsider oprundet” sagde han dramatisk, da turen kom til Za-Sien. ”De sidste to følgesvende fra Stenhal skilles. Efter denne dag vil vores gamle fællesskab kun eksistere i vore hjerter”. ”Lad venligst være med det der” sagde odderen irriteret. ”Skal vi ikke bare nøjes med et håndtryk?”. ”Jov, lad os det”. Til sidst var der kun Tsyseria tilbage. ”Tja” sagde Monolo. ”Det er nok en naturlov, at man gemmer det bedste til sidst”. De to gamle venner omfavnede hinanden, og elverkvinden lod en hånd løbe gennem den unge dosnes hår. ”Jeg ved ikke rigtigt om, jeg ville kalde en afsked for det bedste” kommenterede hun. ”Du ved, hvad jeg mener” vrissede dosnen som respons. ”Jeg er ked af, at jeg ikke kan blive længere... men verden kalder på mig, og jeg kan ikke holde mig tilbage. Jeg skal nok komme tilbage en dag, og i mellemtiden må du venligst gerne lade være med at dø igen. Det ville jeg sætte pris på”. ”Jeg skal prøve” svarede Tsyseria.
Monolo stoppede op et halvt sekund, da han nåede udenfor, og tog en dyb vejrtrækning. I det fjerne kunne han mærke det evige kald, som alle dosner oplevede på et eller andet tidspunkt i livet. Formålet med deres skabelse. Eventyrets kald og opdagelsernes invitation. ”Skal du virkeligt af sted?” peb en lille, forsigtig stemme til venstre for ham, og han vendte sig med et smil mod Skruml, den lille troldepige. Hun var i selskab med Raz, Tugy og de andre hjemløse. ”Det er jeg bange for” svarede han, og hun kiggede trist ned i jorden. ”Dog vil jeg mene, at der er tid til en sidste historie på gåturen ned til havnen. Hvis I altså er interesserede?”. Forslaget blev mødt med et bifald. ”Jamen så” sagde Monolo muntert. ”Lad os da endelig komme af sted. Har jeg nogensinde fortalt jer om dengang, jeg narrede to byvagter i Frangica til at løbe i ring i en halv time”.


Da dosnen var forsvundet, tømte Trak resten af krusets indhold i et drag. ”I må hellere komme i gang” sagde han så til Faros og Tsyseria. ”Jeg har altså kun øjeblikke, så drop ventetiden”. ”Komme i gang med hvad?” spurgte Marintra nysgerrigt. ”Hvad snakker møgduen om?”. ”Lige et øjeblik” sagde Tsyseria, hvorefter hun forsvandt ind på lageret i ganske kort tid og snart efter dukkede op igen med en lang stofindpakket genstand, som hun rakte til Marintra. ”Det skulle I da ikke have gjort” udbrød Blækblink ”en dims! Jeg altid aldrig ønsket mig en dims”. ”Åben den nu bare” sukkede Trak. Med et stort smil gjorde Marintra, som der blev sagt, og hun udstødte faktisk et lille gisp ved synet af indholdet. ”Nej” sagde hun overrasket og taknemmeligt. ”Nej, det kan ikke. Den må godt nok have været dyr og ikke bare et lille dyr som en hare, men haljamar dyr eller sådan noget i den stil”. ”Jeg kendte en, som skyldte mig en tjeneste” forklarede Faros. ”Tro endelig ikke, at jeg har brugt penge på dig”. ”Lad være med at lytte til ham, Blækblink” sagde Tsyseria og gav ham en albue i siden, imens Marintra nøje inspicerede den blå bue. ”Han arbejdede hårdt på at skaffe den til dig”. ”Den er i hvert en fald en skønhed” erkendte Za-Sien næsten højtideligt. ”For ikke at nævne vandkrystallernes magiske egenskaber” tilføjede Bruntop. ”Den skal nok blive nyttig, hvis jeg bliver tørstig” mumlede Marintra til alkymistens utilfredshed. ”Det er ikke helt sådan, det fungerer. Krystallerne kommer fra døde vand elementar ånder, og deres magi er skyld i, at buens projektiler kan passere direkte igennem...”. ”Tak” afbrød Marintra ham ”allesammen, tak skal I have for den. Men forklaringen kan vente til senere. Lige nu har jeg mest lyst til at afprøve den”. ”Så lad os da gå nedenunder” foreslog Tsyseria. ”Kunne det tænkte sig, at andre måske måtte få lov til at affyre et enkelt skud?” spurgte Za-Sien ivrigt. ”Især hvis vedkommende nu faktisk er en søn af skytternes gud”. Marintra lyttede dog ikke rigtigt til ham, for i netop det øjeblik tænkte hun ikke særligt meget på selve buen, men snarere folkene omkring sig. For lige der i det øjeblik havde hun en fornemmelse af uovervindelighed. Der var intet, som kunne stå i vejen for dem. Hverken Prins Gjortnal, Gwora eller noget pokkers mechai oprør. De havde måske meget at nå i fremtiden, men lige her og nu var hun ikke særligt bekymret. Hele verden kunne bare komme an. Især musene måtte gerne komme an, jo før, jo bedre og jo blodigere.  

 Første Afsnit            Forrige Afsnit                                                                             Næste Afsnit