#48 Ud af Spjæld og Ind i Spjæld
Natten til den 8. Qos 1077AA i
Braldirborg, dinorens fængsel
Sangen skar gennem natten som en
hæslig kniv med det ene formål at forhindre de andre fanger i at
sove. Det var den rene pinsel. Jamren og klagen og ligegyldig mumlen
kunne Arolnar håndtere, det hørte til i et fængsel, det var trods
alt ment til at være et sted for de desperate og fortabte sjæle.
Men fangen i cellen ved siden af... hvad, han gjorde, var den rene
ondskab. ”Nej, hør nu lige engang her i stedet for at skråle
sådan” beklagede Bageren sig til sidst, da han håbløst havde
forsøgt at falde i søvn hele natten. ”Du beder jo nærmest om en
dolk eller et søm gennem lungerne, noget jeg med glæde vil gøre
for dig, skal det lige siges, men jeg tror ikke engang, du forstår
din forbrydelse i dens fulde alvor”. Sangen steg til nye højder,
som var Arolnars brok den rene opmuntring og ros. ”Jeg forstår
godt hele den forstyrrede vinkel, det gør jeg skam, og jeg må
indrømme, at det også kan være sjovt at plage og irritere folk
uden grund fra tid til anden, men hvad du gør lige nu.... hvad du
gør lige nu er en forbrydelse imod kunsten selv. Du kan tydeligvis
ikke finde ud af at synge, og så giver du dig i kast med et af
Hughard Halletts bedste værker. Han var en gud blandt sangskrivere,
selveste Monica værdig, og nu ødelægger du DEN BEDSTE SANG
NOGENSINDE for mig ved at hyle som en stukken gris hele natten. Så
vil du venligst ikke tage og holde din kæft! Ellers skal jeg nok
sværge, at du får den dolk i lungerne før eller senere”. Dette
fik omsider nabocellens beboer til at tie stille, og Arolnar smed sig
tilbage på sengen. Der var mange onde ting i denne modbydelige
verden, han kunne håndtere, men Halletts musik var hellig for ham.
Da Bageren lukkede øjnene i og nød stilheden, syntes han også
næsten at kunne frembringe mindet om en yderst god koncert for nogle
år tilbage afholdt til ære for den mange hundrede år døde
musikant, og naboens støj blev visket væk fra hans hjerne. Men lige
som han fandt fred i sindet, bemærkede hans søvnige øjne en skygge
bevæge sig i mørket lige udenfor cellen, og Arolnar viste, at
besøgstiden skulle til at begynde på ny.
Ikke længe efter
Ingen hørte Den Brændte bevæge sig
igennem fængslet, ja selv ikke det stjålne nøglebundt raslede i
hans hænder. Tiden var kommet til at aflægge Bageren besøg nummer
to, og denne gang skulle han nok komme med, om han så ville det
eller ej. Samtidigt brændte Den Brændte også efter at takke
alkymisten for de knap så venlige ord, der var blevet sagt om både
ham og Gwora. Den flabede, ignorante tølper skulle nok komme til at
betale for den pludselige flugt, han havde været nødt til at
foretage sig ved det sidste besøg. Ingen narrede Den Brændte.
Celledøren gled lydløst op, og en
hornet, mørk skikkelse gled frem mod sengen, hvori en bred skikkelse
lå uroligt under tæppet. Og han har ret i at frygte natten,
tænkte Den Brændte, for
nu bliver hans mareridt til virkelighed. Med
en sort kniv klar i den ene hånd og en sprøjte med en stærk
sovemikstur i den anden sneg han sig helt frem til sengen og lagde en
hånd på tæppets kant. En kort rystelse gik gennem Bageren
efterfulgt af et gryntet snork, men målet sov fortsat tungt. Den
Brændte smilede, for nu var hævnens øjeblik kommet. Ingen narrede
Den Brændte og slap godt fra det. Han flåede tæppet væk og stak
til med sprøjten i søgen efter Bagerens arm. Men den var ikke at
finde, og det samme gjaldt egentligt også resten af alkymisten.
”Nej” hørte Den Brændte sig selv sige ”nej, nej, nej...
men... det giver jo ikke engang... hvordan i al... NEJ!”. Som svar
fik han kun søvnig grynten fra den store orne, der lå Bagerens
seng. I cellen ved siden af begyndte en hæslig sang som svar på Den
Brændtes udråb, og snart kunne der høres klagen fra de andre
fanger. Men Den Brændte stirrede bare fortsat på grisen i først
forbavselse og så vrede. Det gav jo ikke den mindste smule mening.
Først fortalte en mistanke ham, at nogen havde kastet en forbandelse
på Bageren, men han vidste, at det ikke var sandt. I stedet måtte
en eller en anden have befriet Den Brændtes mål... og af en eller
anden grund efterladt en orne i hans sted. Samt et brev bemærkede
Gworas håndlanger, idet hans hånd strejfede den lille fold af
papyrus. Fuldstændig tom for andre ideer samlede han sedlen op og
læste den korte meddelelse:
Undskyld
ulejligheden, men jeg var virkeligt nødt til at låne jeres bager
for en tid.
Det er af vigtige
årsager, tro mig, ja selv kejseren af østen er inviteret, og han
får brug for en god kage, ikke sandt?
Tag det ikke
personligt, min gode vagt, og jeg håber altså ikke, det kommer til
at gå udover dit arbejde. Du var altså virkeligt svær at liste
forbi, det lover jeg. Bedre held næste gang.
Som tak for kampen
efterlader jeg denne orne i jeres varetægt, ja faktisk må I beholde
ham.
Hans navn er Baldan
af Bartius' Mus, og han foretrækker sin vin i den røde udgave.
Gerne frangicansk hvis muligt.
Pas nu godt på ham
Venlig Hilsen Den Blå
Bandit.
Smedens Datter
”Er vi
der ikke snart?” spurgte Arolnar irriteret. Han var lige ved at
falde, da de trådte ind på kroen via bagindgangen. ”Vi er der,
når vi er der... eller måske ikke” svarede Marintra ham vagt.
”Ja, det siger du jo” sagde den bagbundne alkymist ”men min
tålmodighed ville måske være lidt bedre, hvis jeg faktisk kunne se
noget”. Marintra gav ham et sollidt puf hen ad korridoren. ”Du
skal nok få tid til at kigge løs... når du er på dit nye værelse.
Pas på, trapper”. Arolnar tog et højt skridt for at føle efter
det første trin, men var lige ved at snuble som resultat. ”Der er
da ikke nogen trapper!” beklagede han sig. ”Det er der da, fem
meter længere fremme. Kan du slet ikke se dem? Nå nej...”.
Faros
observerede de to i stilhed, imens Bageren bøvlede op ad trapperne,
noget Marintra kun gjorde mere besværligt for ham. Han brød sig
ikke om tanken om, at Arolnar skulle befinde sig her på kroen sammen
med dem. Især ikke eftersom at Irram, Tugy, Raz og resten af børnene
også befandt sig her i øjeblikket. Det måtte han også se at finde
en løsning på, for det kunne de heller ikke blive ved med i
længden. ”Er det ham?” lød en hæs stemme bag Faros.
Dværgkrigeren nikkede. ”Det er Bageren”. ”I så fald er det
nok bedst, hvis vi kommer af sted tidligst muligt” konkluderede
Irram ”vi har været i vejen her længe nok efterhånden”. ”Vel
har I ej” svarede Faros, samtidigt med at han lagde en hånd på
den lille kobolds skulder. ”I bliver så længe, I har behov for”.
Irram fnøs skeptisk. ”Vi har været her i over tyve dage
efterhånden, og i den tid har vi ikke gjort andet end at spise jeres
mad og skræmme jeres gæster væk. Lad nu være med at smide alt væk
på grund af os”. ”Du er såret, Irram” insisterede Faros ”og
du kommer ikke til at kunne beskytte nogen, hvis I tager tilbage til
den gamle kælder. Nej, du og ungerne bliver her så længe, det er
nødvendigt”. ”Der må jeg altså erklære mig enig med Faros”
bidrog Regin, der netop var vågnet og kommet ud på gangen. ”Ikke
også dig” sukkede den gamle kobold ”du har i det mindste en
smule forstand på kroer og værtshuse, Regin. Hvor længe vil du
skyde på, at Smedens Datter har igen, så længe en flok hjemløse,
en gammel kobold, en farlig alkymist og en stum heks bor her? Uden de
hjemløse og lille mig kan det nok godt fungere, men det hele på en
gang er simpelthen for meget”. ”Du skal ikke tilbage til den
kælder” sagde Faros urokkeligt, og Irram sukkede igen. ”Det er
jeg bange for, at du ikke afgør, Faros” sagde hun ”men jeg
smutter i seng nu. Det er alt for sent til den slags”. ”Hun skal
ikke tilbage til den kælder” sagde Faros bestemt til Regin, så
snart hun var ude af syne ”heller ikke børnene”. ”Det har du
ret i” svarede den løggnaskende ekskrovært ”men hun har også
ret. De kan ikke blive her. Faros, jeg ved godt, at du ønsker der
bedste, men det her kommer ikke til at fungere for nogen af jer på
lang sigt. For det første så har børnene ikke godt af det, det
skal trods alt forestille at være hjemstedet for alle jeres små
planer, og jeg kan ikke forestille mig, at du ønsker at bringe dem i
fare igen”. Faros svarede ikke, men Regin vidste, at hans
fosterbroder var enig. ”For det andet så tog jeg lige et kig på
jeres økonomi, og det ser ikke godt ud. I har ikke haft nogen
konkrete indtægter i snart en måned, og det tager ikke et geni at
udregne, at du brugte alle jeres resterende opsparinger på denne kro
og på jeres lille hemmelige hule nedenunder. Misforstå mig ikke,
stedet har en vis stil og noget klassisk over sig, men det var måske
lidt meget at hælde så mange penge i et sted med ingen indtægter.
Ja, selv kroen kan I knap nok finde ud at styre, ser det ud til,
og...”. ”Regin” afbrød Faros ham ”ikke nu”. ”Undskyld,
men du forstår min pointe”. ”Ja” bed Faros bistert sammen ”men
de skal ikke tilbage til den kælder”. ”I så fald” sagde Regin
”må vi slå hovederne sammen og finde en kreativ løsning...
kender du tilfældigvis nogen, vi kunne afpresse?”.
Den
følgende morgen
Så snart
daggryet oprandt, blev krostuen fyldt med larmen af netop vågne
børn, som alle var sultne og i højt humør. Monolo blev vækket
brat ved deres ivrige morgensnak, og han satte sig søvnigt op, imens
han gned sine øjne. Han befandt sig på en stol i krostuen med en
bog i skødet, hvor han aftenen før havde læst højt for ungerne.
”Sovet godt?” lød det ironisk fra den gabende Marintra i
døråbningen, og Monolo nikkede med lukkede øjne. ”Som en sten”
svarede han ”desværre starter dagen vist med et jordskælv.
Hvordan gik det i nat?”. ”Som planlagt” svarede Marintra
”kedeligt nok... vores nye gæst sidder og venter spændt på sin
morgenmad”. ”Lad ham vente” gabte Monolo, imens han strakte
sig. ”Så du egentligt Tsyseria gå ud i går?” spurgte Marintra
en smule bekymret, idet de begge satte kursen mod køkkenet, hvor
morgenmaden allerede var ved at blive ordnet. ”Ja, hvorfor?”
spurgte Monolo. ”I så fald er Nattergalen ikke fløjet hjem til
reden endnu” svarede Marintra, og dosnen smilede nervøst. ”Jeg
er sikker på, at det er ingenting”. ”Monolo?”. Dosnen tøvede,
men spærrede så øjnene op. ”Tsyseria” udbrød han lettet ved
synet af elverkvinden med de onyxsorte øjne i døren, hvorefter han
hurtigt forduftede. ”Nattergal” sagde Marintra en smule paf ”hvor
hun har du været hele natten?”. ”Ude” svarede Tsyseria muntert
med en fløjten. ”Ude hvor, hvordan og med hvem?” pressede
Marintra bekymret. ”Blækblink?” sagde Tsyseria en smule nervøst
”hvad går der dog af dig?”. ”Jeg vil bare gerne vide, hvad du
har lavet” sagde Marintra ”og hvorfor du er nødt til at gøre
det helt alene om natten”. Tsyseria indså, hvad det gik ud på.
”Det her handler om mine skader, ikke sandt?”. Marintra nikkede
langsomt. ”Jeg ved godt, at du plejede at gøre denne slags før i
tiden, men det er måske ikke helt tid endnu. Måske skulle du bare
tage tingene langsomt... et skridt ad gangen”. ”Præcis som da
snigmorderen brød ind på kroen?” fnøs Tsyseria irriteret.
Marintras blik blev nedslået, og Tsyseria fortrød sine ord. ”Jeg
ved godt, at du ønsker det bedste for mig, Blækblink, og jeg elsker
dig for det” tilføjede hun med et blidt smil ”men verden giver
os ikke altid den tid, vi behøver, og det er på tide, jeg kommer i
gang igen. Desuden var jeg bare ude med Tugy i nat, vi tog på
vintermarkedet. Det var Faros' ide”. ”Så I kom altså ikke i
problemer?” spurgte Marintra skeptisk, men mindre alvorligt. ”Det
sagde jeg ikke” svarede Tsyseria vagt ”men det var ikke noget,
jeg ikke kunne klare. Jeg sætter pris på bekymringen, men jeg kan
godt håndtere en markedsplads på egen hånd”. ”Det ved jeg,
Nattergal” sukkede Marintra, hvorefter hun omfavnede elveren ”men
næste gang må du gerne lige sige til først... eller endnu bedre,
invitere mig med”. ”Det skal jeg nok” lovede Tsyseria.
”Fik I
fat i den?” spurgte Faros, så snart den lille tyv kom ned i
skjulestedet. Tugy nikkede og lagde indpakningen fra sig på bordet.
”Lige hvor du sagde, han ville være. Han bad mig dog om at bringe
en meddelelse med tilbage til dig”. ”Og hvad sagde den kære Flan
så?”. ”At det dragedme er den sidste gang, han gør noget for
dig, og at gælden for længe siden blev tilbagebetalt...”. ”Det
havde jeg også regnet med” afbrød Faros, imens han åbnede
indpakningen. ”Hvorefter han kom med en masse bandeord og
fornærmelser” sagde Tugy muntert ”såsom...”. ”Tak, Tugy”
sukkede Faros ”men jeg behøver ikke at høre dem, og du kan godt
gå i gang med at glemme dem igen”. ”Æv”. ”Er det meningen,
at den skal være blå?” spurgte Trak med et hævet øjenbryn, da
han så pakkens indhold.
Broxaen
stirrede nysgerrigt på Bruntop, da han trådte ind på værelset,
men Bella rørte sig ikke fra vinduet. Hendes seng var uredt, og det
rene tøj på sengebordet var ikke blevet rørt. ”Morgenmad”
hilste Bruntop i et forsøg på munterhed, men hun stirrede fortsat
ned på gaden, hvor Braldirborgs borgere var på vej mod deres
arbejde. Alkymisten var en smule skuffet, men ikke overrasket. Hun
havde ikke sagt meget siden ankomsten, og flere af de andre var
efterhånden begyndt at finde hende forstyrrende med de bundløse,
mørke øjne og det truende smil. Ingen af dem var rigtigt sikker på,
hvad de skulle gøre ved hende. Hun var fulgt med dem fra Platnir
uden indvendinger, men nu gjorde hun ikke andet end at sidde på
værelset dag ud og ind i skrædderstilling nær vinduet. ”Er du
sulten?” spurgte Bruntop og trådte forbi broxaen, som vagtsomt
kiggede på den lille flaske, alkymisten havde i hånden. Det var
udyrets daglige blod, det eneste heksen havde bedt om siden sin
ankomst. En lille flaske blod fra den lokale slagter en gang om dagen
sammen med Bellas egen mad. ”Jeg har taget noget andet med til dig”
fortalte Bruntop, da han havde sat maden sammen med en flaske vand og
blodet til broxaen fra sig på sengen. Bella viste ingen tegn på at
høre ham. En smule nedslået, men ikke opgivende fandt Bruntop en
bog frem fra sin taske. ”Tænkte, det nok er kedeligt at sidde
heroppe hele dagen. Kender du Ilin-Uri-Garmos værker?”. Intet
svar. ”Lægger den bare her” sagde Bruntop og satte bogen på
sengen ”hvis du skulle få lyst”. Med de ord vendte han sig så
om for at gå, og han var lige nået tilbage til døren, da heksen
omsider talte. ”Er jeg en fange?”. Hendes spørgsmål
overrumplede Bruntop en smule. ”Nej” svarede han hurtigt og
vendte sig om mod hende ”nej, det må du ikke tro. Din dør er ikke
engang låst”. Men hun kiggede ikke længere på Bruntop og var
atter blevet tavs.
”Bank, bank, bank”
sagde det, og Manwe rejste sig langsomt op for at åbne sin dør. Til
ingens overraskelse stod Za-Sien på den anden side. Odderen kiggede
bekymret på sin ven, og han kunne ikke skjule en vis frygt. ”Kommer
du ikke ned og får noget morgenmad?” spurgte halvguden med et
kunstigt smil, der så helt forkert ud på Za-Siens ansigt. ”Måske
senere” svarede Manwe uinteresseret ”jeg er ikke rigtigt sulten”.
Odderen sank en klump. ”Jeg kunne også hente noget til dig?”
tilbød han ”hvis du ikke har lyst til...”. ”Nej tak, sagde
jeg” sukkede Manwe ”jeg er ikke sulten... bare en smule en
søvnig”. Za-Siens knurhår bøjede sig bekymret på ny. ”Du er
ret bleg” bemærkede han ”er du sikker på, at du ikke...”.
”Jeg har bare brug for lidt tid alene, Za-Sien” mumlede elveren
gnavent ”det er alt. Jeg skal nok komme ned senere, men ikke lige
nu”. Odderen nikkede langsomt, men så slet ikke tilfreds ud.
Faktisk havde han et blik tungt af skyldsfølelse, men han indvente
ikke yderligere og gik sin vej. Da han var borte, lukkede Manwe døren
i igen og låste den efterfølgende. Han satte pris på vennens
bekymring, men han ønskede samtidigt ingen forstyrrelser i
øjeblikket. Manwe havde nok at tænke over, som han blev mindet om,
da han nåede tilbage på sengen. Ligesom tidligere lå Den Ensomme
Skygges maske nemlig derpå, hvorfra den stirrede op på ham. ”Lad
os se, om den hundrede og syttende gang bliver lykkens gang”
mumlede Manwe med søvn i øjnene ”for uanset om det så kommer til
tage fem hundrede dage, så giver jeg ikke op. Vis mig det igen”.
Kommentarer
Send en kommentar