Dværge #49 Familie er Noget Værre Noget

#49 Familie er Noget Værre Noget

Morgenen den 8. Qos 1077AA i Braldirborg, Smedens Datter
”Sikke en fin korridor I har derude” kommenterede Arolnar, da Faros hurtigt lukkede døren efter sig. ”Den kunne jeg faktisk godt tænke mig at tage et kig på, når vi er færdige her. Dette rum er begyndt at kede mig”. ”Ikke tale om” lød svaret. Bageren smilede. ”I kan da ikke bare holde mig herinde”. ”Åh, vi både kan og vil” sagde Faros. ”Og hvad nu hvis jeg skulle føle trangen til at besøge jeres latrin?”. ”Jeg kan få arrangeret en spand”. ”Virkelig?” fnøs Arolnar ”jeg troede, I skulle forestille at være de moralske typer”. ”Og du skal forestille at være vores informant” svarede Faros ham igen ”men indtil videre har du ikke sagt et ord. Hvis du gerne vil have den mindste mulighed for på et tidspunkt i fremtiden at få de der ønskede latrin besøg, så må du hellere komme i gang med at snakke”. ”Tja...” sukkede Arolnar ”det må jeg vel hellere. Lad os nu se, om jeg ikke kan finde det rette fortælletempo, så jeg bliver færdig omtrent samtidigt med, at I får løst jeres lille børneproblem. I har alligevel ikke tænkt jer at lukke mig ud herfra før det, har jeg ikke ret? Åh, se dog ikke så overrasket ud. Ungerne larmer, og jeg har ærlig talt ikke bedre ting at tage mig til end at lytte... trist, ikke sandt?”. Faros satte Arolnars mad hårdt fra sig på rummets ene lille bord og sendte ham så et truende blik. ”Hvis du så meget som overvejer at gøre noget...”. ”Så åbner du mit kranium og benytter indholdet til at fodre dine fisk eller sådan noget, det ved jeg, det ved jeg” sagde Arolnar ligegyldigt. ”Også det” kommenterede Faros ”men først giver jeg dig en privat koncert med alle Hughard Halletts største klassikere”. Ved denne trussel blev Bageren bleg. ”Du vover”. ”Ja, jeg vover”. Arolnar bed tænderne sammen, og en rystelse gik gennem ham til Faros' overraskelse, men han tog sig så sammen og talte med en kontrolleret og høflig stemme. ”Altså nu fortalte jeg bare, at jeg havde hørt visse ting ud af respekt for dig, så du vidste, hvordan landet lå. Jeg kunne sagtens have holdt det for mig selv”. ”Naturligvis” brummede Faros mistænksomt. ”Hvad med at vi springer denne del over og går direkte videre til årsagen bag dit ophold her?”. ”Det lyder... acceptabelt” sagde Bageren overvejende, hvorefter han satte sig ved det lille bord og begyndte at spise, imens han fortalte.

”Så, du vil gerne vide lidt om Gwora, ikke rigtigt? Det var i hvert, hvad du spurgte mig om, lige efter du fandt sedlen blandt mine varer i Thornas hænder. Jeg er bange for, at jeg var lidt privat på området den gang. Det var trods alt ikke min hensigt, at du skulle få fingre i varerne, så du må tilgive mig, hvis jeg var lidt... knotten og eller sindssyg. Men hvem er Gwora? Tja, for at gøre en lang historie kort, så lad os bare sige, at hun er den ledeste karrierekvinde, olddværgene har at byde på. Ingen står i vejen for hendes ambitioner, selv ikke familie eller venner. Hvis hun altså havde nogen tilbage. Før i tiden arbejdede hun i Mugball på at undersøge effekterne af fortyndet formic-blod, men det lykkedes aldrig for hende at fuldføre konceptet. Derfor tænkte jeg, at den bedrift måske ville tiltrække hendes opmærksomhed”. ”Og hvorfor er du så opsat på at slå hende ihjel helt præcist?” spurgte Faros. ”Jeg har mine årsager” svarede Arolnar vagt, idet han tog endnu en mundfuld mad. Krigeren sendte ham et utilfreds blik, og alkymisten skyndte sig at tilføje ”hun tog noget meget vigtigt fra mig for adskillige år tilbage, men lad nu være med at afbryde mig, hvis du gider høre, hvad jeg har at sige. Så, Gwora, hun er opsat på et eneste mål. At blive den vigtigste olddværg af dem alle, nemlig Overprofessoren”.
Faros vidste ikke alt for meget om olddværgenes hemmelighedsfulde samfund, men det var alligevel klart for ham den magt, som Overprofessoren havde. På ydersiden så det måske ikke ud til, at olddværgene havde så meget at skulle have sagt, men al videnskaben og opfindelserne, som dværgene var så kendte for, havde oprindelse i deres underjordiske laboratorier og smedjer. Alle de bedste og klogeste mekanikere og videnskabsfolk blev sendt derned, og det var slet ikke alle de store opdagelser, der nåede op til overfladen igen lige med det samme. Troede man på rygterne, så var olddværgenes underjordiske samfund som regel et par århundreder længere fremme på det teknologiske område end resten af Mortlan, og Overprofessoren forhandlede med dinoren om, hvornår diverse opdagelser blev overdraget til resten af dværgene.

”Men hvad har alt dette med disse mechai væsner at gøre?” spurgte Faros. ”Alt” svarede Arolnar med munden fuld af brød. ”Hun har opbygget det meste af sin plan omkring dem. Omkring deres oprør”. ”Deres oprør” gentog Faros hult, imens ordenes betydning langsomt gik op for ham. ”Lige præcis” sagde Bageren med et smil og et alt sigende blik. ”Velkommen til Zrulf, dværgenes mægtige rige. Bygget af vores helt egne trælle, som belejligt nok ikke er inkluderet i Thorhall Traktaten på grund af deres ukendthed og hemmelige eksistens. Vores videnskabsfolk bryder ikke loven, for nej, de har bare skabt deres helt egen slaverace i stedet, så man undgår den slags papirarbejde. Og krigene naturligvis, dem må man ikke glemme. Overvej engang den pudsige situation. Kolonikrigen begyndte, da elwariske kolonister i hemmelighed havde forsat slaveriet, efter Thorhall Traktaten blev underskrevet, men havde nogen blot taget et kig under jorden her i vores skønne land, så ville problemerne været opstået meget tidligere. Belejligt nok løb Elwar med skandalen”.

”Forventer du virkeligt, at jeg skal tro på det. At der findes en hel race af hemmelige væsner i trælskab til olddværgene?” spurgte Faros i et forsøg på at lyde mere skeptisk, end han i virkeligheden var. Arolnar var måske ikke den mest pålidelige kilde i verden, men hvad, han havde sagt, stemte overens med det, han selv havde set på rejsen tilbage fra Rlatos. Olddværgene var også kendt for deres hemmeligheder, noget de selv tog en stor stolthed i. På den anden side lød dette måske lige lovligt overdrevet. ”Håber i hvert fald” svarede Bageren henkastet, idet han færdiggjorde sin mad og sprang tilbage på sengen. ”Tro er en finurlig ting, især når man forholder sig til en kendt løgners udsagn. Men du misforstår noget. Mechai er ikke kun olddværgenes hemmelighed. Jeg kan love dig for, at mange andre indflydelsesrige folk kender til dem, men foretrækker at kigge bort og ikke tænkte for meget over det. Du kunne tage og spørge Mågens, hvis han ellers stadigvæk levede... Nogle gange bidrager moraldrevne genovervejelser heller ikke til med andet end bøvl. Uanset om du så vælger at tro på mig eller ej, så vil du snart erfare, at jeg taler snart. Om ganske kort tid begynder det, kan jeg forestille mig”. ”Det oprør du nævnte?” gættede Faros, og Arolnar nikkede bekræftende. ”Lige præcis. Elwanor-Krisen fandt sted for næsten trehundrede år siden, men nu er vi åbenbart tilbage ved den gamle sag igen. Lad frihedens horn høres over hele landet. Fra hvert eneste jordhul og grav kommer de snart, og undergrundens fanger vil flygte mod dagens lys. Det skal nok blive interessant at se deres reaktioner, når de kommer ud af hulen og undslipper skyggebilledernes verden. Mon det bliver for meget for dem? Der er en stor smuk verden derude, altså når vi ikke lige har travlt med at ødelægge den, når vi ellers bekriger hinanden, som bare venter på at blive udforsket af dem”. ”Du er tosset” kommenterede Faros usikkert. Han var tør i halsen og vidste ikke, hvad han skulle tænkte om alt det, Arolnar havde fortalt ham.

”Jeg er ikke helt rask” erkendte Bageren henkastet og slikkede madrester af fingrene ”det accepterede jeg for mange år siden. Men fantasifostre og hallucinationer har aldrig været mit krus øl. Du så en mechai. En herold af revolutionen måske. Og snart vil alle komme til at se dem, når de kravler, kryber og kæmper sig op fra underverdenen. Ikke længe nu, det er jeg vis på”. ”Hvis det her bare er noget, du finder på” truede Faros gnavent ”så skal jeg nok levere dig til denne Gwora helt personligt”. ”Lige præcis” fnøs Arolnar ”så hvorfor skulle jeg lyve over for dig?”.

Samtidigt på Manwes værelse
Elveren kunne mærke søvnen nærme sig, men han nægtede fortsat at give efter. Ikke nu. Ikke når han var så tæt på. Han var næsten sikker på, at han i det fjerne kunne ane stemmen fra tidligere... ”Manwe, hvad laver du?”. Odderens spørgsmål vækkede ham brat, og han forsøgte desperat at skjule masken, imens han gabte højlydt, og værelset roterede rundt om ham for hans søvnige blik. Lad os bare sige, at det ikke lykkedes helt, som Manwe ønskede det. ”Hvad er...” begyndte Za-Sien overrasket, men blev så dybt seriøs, da han genkendte masken. ”Hvor har du den fra, Manwe?”. Elveren svarede ikke, men vendte Den Ensomme Skygges maske i sine hænder, som om han slet ikke havde hørt odderen. ”Manwe?” gentog Za-Sien, denne gang en del hårdere, og han lagde en stram pote på elverens skulder. ”Manwe, kan du høre mig?”. ”Selvfølgelig kan jeg høre dig” lød det irritable svar. ”Undskyld, jeg er bare lidt søvnig”. ”Nej, du har øjensynligt haft for travlt med at sidde herinde og stirre på den der ting hele natten” bemærkede odderen anklagende. ”Hvorfor fortalte du os ikke, at du fandt den? Hvorfor fortalte du mig det ikke?”. ”Jeg...” svarede Manwe langsomt ”jeg var bange for, hvordan I ville reagere”. En kort stilhed fulgte, hvori elverens trætte blik hvilede på vennen. ”Du var bange for at miste den” konkluderede Za-Sien. ”Det forstår jeg godt. Med alt det mærkelige, der er sket, kan det være godt at have noget fysisk, man kan holde fast i”. ”Det er mere end det” sagde Manwe, nu pludseligt lysvågen. ”Hvordan mere?”. ”Det er svært at forklare” sagde elveren langsomt, men ivrigt. ”Da jeg første gang rørte masken, var det som om... som jeg blev ramt af et eller andet. En eller anden kraft”. Odderen rettede et mistænksomt blik mod masken. ”Manwe” sagde han langsomt ”hvis der hviler en forbandelse eller noget lignende i...”. ”Sådan er det slet ikke” afbrød elveren ham ”nej, det var ikke magi som sådan... ikke på den måde. Nej, det var noget andet. Et minde”. ”Et minde?” sagde odderen nysgerrigt, men lige så mistænksomt. ”Hvilken slags minde, og hvem tilhørte det?”. ”Min far gætter jeg på” svarede Manwe ”jeg ved ikke, hvornår det foregik, men det var ikke helt nyt... for jeg var med i det”. ”Du var i det?” udbrød odderen overrasket. ”Som en lille dreng” nikkede Manwe. ”Men det er ikke alt... min moder var der også, jeg genkendte hendes stemme... Za-Sien, jeg så min familie”.

På en markedsplads, andetsteds i byen
Vagtkaptajn Tjarn hilste med et nik på et par velkendte byvagter, der passerede forbi bænken, hvor han sad og hvilede sig. Det var midt på dagen, og markedspladsen var fuld af liv. Der blev solgt, der blev købt. Der blev råbt, og der blev skrålet. ”Skulle du ikke forestille at være en trænet byvagt?”. Tjarn sukkede opgivende ved den pludselige tilstedeværelse af Marintra ved hans side. ”Og goddag til dig” sagde han tørt ”du er sent på den”. ”Jeg havde travlt” svarede hun vagt ”med at stjæle, myrde og fornærme adelige. Forbryderting, ved du nok”. ”Vil du ikke nok lade være med det der?” sagde Tjarn irriteret. ”Jeg tilkaldte dig af vigtige årsager, så jeg ville sætte pris på det, hvis du ville tage det her alvorligt”. ”Det gør jeg skam” svarede Marintra ham igen ”men hvis vi har et problem med attitude, så er du selv skyld i det. Lad mig lige få en ting på det rene her. Jeg arbejdede ikke for Dinor Mågens, og jeg arbejder ikke for dig. Det gør ingen af os”. Tjarn blev tavs, og Marintra kunne se på ham, at han overvejede sine muligheder med omhu. ”Da aftalen i sin tid dukkede op, blev der foreslået en alliance af en art. Det var alt” fortsatte hun ”alligevel kommer du til os efter hjælp gang på gang. Du truer Faros, og du får to af mine folk såret, ja faktisk er du heldig, at de ikke døde for at redde dit sølle skind. I så fald ville du allerede være nede for at hilse på din bedstemor, det kan jeg godt love dig for”. ”Vi... Dinoren skaffede jer adgang til Baldan” sagde Tjarn stædigt, og Marintra fnøs som svar. ”Mange måneder siden. Hvad har I gjort for os sidenhen?”. Vagtkaptajnen betragtede hende overvejende i flere sekunder og åbnede til sidst munden. Men før han nåede at sige noget, afbrød Marintra ham endnu en gang. ”Hvis noget i stil med 'Gjortnal er også jeres fjende, og han vil hævne sig på jer, hvis han kommer til magten, så gør nu, som jeg siger, lalalala' kommer ud af arret på dig nu, så kan du godt spare dig. Skulle ske det, ville vi tage sagen i egne hænder. Vi kan passe os selv. Desuden har du brug for os. Ellers ville du nok gå til en af dine anstændige bekendtskaber. Hvis du da overhovedet har nogen tilbage af den slags”.

Tjarn lukkede munden igen med et udtryk af blandet vrede og respekt. ”Du fik mig” sagde han ”men det gør det ikke mindre sandt. Hvis Runa og barnet dør, inden rådet er klar til at vælge, så bliver Gjortnal kronet. Hvis det er det, der skal til, så vil jeg personligt tigge og bede om jeres hjælp. Betale jer endda, hvis det er nødvendigt”. ”Du kender mig slet ikke, din skæggede filurmager” sagde Marintra ”hvis du tror, jeg ønsker penge for det her. Nej, jeg ønsker, at du skal give andre personer penge. Eller få nogen til det i hvert fald. Du eller Runa eller en tredje person vil bruge sin indflydelse til at få nogle penge doneret til en sød, gammel kattedame, jeg kender, så hun kan starte et børnehjem for krigsflygtninge op her i byen. Er det forstået?”. ”Det kan måske godt arrangeres” erkendte Tjarn. ”Ikke noget med måske” rettede Marintra ham ”i dag kommer jeg med kravene. Desuden vil du diskret begynde at spørge alle de mest pompøse og vigtige folk, du kender, hvad de ved om mechai. Specifikt dem med kontakter til olddværgene”. ”Mechai?” gentog Tjarn uforstående. ”Hvad snakker du om?”. ”Det kommer du snart til at finde ud. Eller måske ikke og i så fald skal du bare glemme, jeg spurgte dig, for så er det hele noget værre sludder. Som det tredje og sidste, så kommer Braldirborgs bygarde aldrig til at genindfange Arolnar. Ikke før du har hørt fra Klippedyret Erik i hvert fald. Er det forstået?”. ”Klippedyret Erik?” sagde Tjarn uforstående, men han lod så til at erkende sig ligeglad. ”Men du har nok ret angående Arolnar” tilføjede han ironisk ”hvem end, der gjorde det, var tilsyneladende dygtig. Jeg ved ikke, om du har hørt det, men fængselsvagterne skammer sig så meget over det, at de har valgt den efterladte orne, Baldan hed den besynderligt nok, til at være deres nye maskot. Den skal åbenbart minde dem om deres største fejltagelse og presse dem til at blive bedre”.

Tilbage på Smedens Datter, mange timer senere
Tugy vågnede med ét sæt og en kold brystkasse. Med drømmende skridt skyndte hun sig ud i det tomme køkken, hvor hun febrilsk stak sine klistrede hænder ned i en spand med koldt vand. De skulle være rene, det var alt, hun vidste. Hun kunne ikke klare at have beskidte hænder længere. Stanken var blevet for meget. Den kom til hende, hver gang hun lukkede øjnene, selv i dagtimerne var hun ikke altid sikker. Hvis hun var alene et kort øjeblik, ville hun pludseligt mærke den velkendte fornemmelse af den røde, klistrede væske. ”Tugy, hvad laver du dog?” lød Tsyserias stemme søvnigt henne fra døråbningen. ”Har du fået noget på hænderne, skat?”. Tugy nikkede, uden at sige noget, og elverkvinden kom nærmere. ”Jeg tror, du har fået det af” bemærkede hun blidt, da hun nåede frem til Tugy ”dine hænder er rene. Se selv”. ”Nej, de er ej” svarede Tugy, der nu langsomt begyndte at indse, at hun ikke længere drømte. ”De kommer aldrig til at være rene igen... ikke efter, hvad jeg har gjort. De er blodige... Tsyseria, mine hænder er blodige”.

”Det var bare en drøm” protesterede Tugy, da hun lidt efter sad overfor Faros, nu helt vågen. ”Selvfølgelig var det bare det” lød svaret. ”Men det ændrer ikke på noget”. Han rakte ud efter hendes hånd og sagde roligt til hende ”jeg ved, hvad du går igennem, Tugy. Det er kun helt naturligt, efter hvad der skete”. ”Naturligt!” udbrød hun arrigt ”sku' er det da ikke naturligt. Han fortjente det... han sårede Irram, tog os til fange, brændte mig... han fortjente det, og jeg var mere end glad for at gøre det. Jeg ønskede at dræbe ham”. ”Sandt alt sammen” nikkede Faros. ”Men det udelukker ikke, at din reaktion er naturlig. Tugy, hvad du gjorde... jeg vil ikke kalde det en ond handling, men det bør heller ikke være en, der tages for ingenting. At tage et liv skal være en alvorlig sag”. Tugy bed tænderne sammen, og Faros kiggede strategisk væk, så hun ”diskret” kunne fjerne en tåre. ”Men hvad med dig?” spurgte hun lidt efter. ”Har du det da stadigvæk på samme måde, når du... jeg mener, du har levet der her liv så længe”. ”Det kan være hårdt til tider” svarede Faros ”at holde styr på tingene længere. Jeg lærte allerede at dræbe længe før Legionen, men der fuldendte de træningen. Man lærer, at ens liv er ligegyldigt, hvis det ikke kan bruges til at dræbe ildtrolde og at beskytte resten af dværgene. Liv og død bliver reduceret til det normale, og inden længe opsluger det en helt... det tog sin tid at bryde fri af de tanker igen, men jeg prøver. Jeg prøver. Nå, det er vist nok om mig selv. Der er ingen grund til at give dig yderligere mareridt. Hvis du skulle få brug for at tale igen, så kommer du bare til mig uden tøven, husk det, Tugy”. Hun nikkede forstående og rejste sig så for at gå, men stoppede op i døråbningen og vendte hovedet tilbage mod den gamle kriger. ”Jeg vil gerne blive her” sagde hun bedende. ”Jeg ved, at I planlægger at finde et sted til Irram og de andre, men jeg vil gerne blive her hos dig og Tsyseria og de andre... hvis jeg altså må det?”. ”Selvfølgelig må du det” svarede Faros øjeblikkeligt. ”Men sørg nu for, at du er helt sikker, inden du beslutter dig” tilføjede han. ”Det er jeg” svarede hun beslutsomt ”desuden kan det jo ikke gå, at Raz er den eneste, som skal et andet sted hen. For I sender ham væk, gør I ikke? Efter hele magtblods-tingen er det ikke sikkert for ham længere”. ”Du overhører mere, end hvad du har godt af, din lille spion” fnøs Faros. ”Hvor sender I ham hen?” spurgte hun nysgerrigt med skjult bekymring i stemmen. ”Intet er besluttet endnu” svarede han. ”Måske Magiens Vogtere, hvis de kan holde ham sikker”. ”Er det ikke for tæt på?” spurgte Tugy og forsvandt så ud af rummet.

”Hun har ret” kommenterede Tsyseria, da hun få sekunder senere tog hendes plads i døråbningen. ”Det er alt for tæt på”. ”Ikke også dig” sukkede Faros. ”Er der ingen her, som ikke aflytter andres samtaler? Jeg begynder snart at fortryde at have indbudt en hel flok tidligere spioner og tyve til at bo på min kro”. ”Ja, slemme Tsyseria” lød det fra Monolo, der også trådte frem fra bag døren, hvor de begge havde stået i skjul. ”Skam dig”. I hånden havde en skål med tørret frugt, som han øjensynligt havde medbragt for at spise, imens han og Tsyseria aflyttede Faros og Tugy. ”Har nogen af jer rent faktisk konstruktive ting at sige?” spurgte Faros irriteret. ”Eller er I bare kommet, fordi I kedede jer?”. ”Vi var også bekymrede for Tugy” svarede Monolo ærligt. ”Du skal ikke tro, du er den eneste, som holder af tøsen. Men hun havde også ret i forhold til Raz. For det første er Magiens Vogtere alt for tæt, denne afdeling i hvert fald, og for det andet så ville de ikke lade ham gå igen, når de først har fået fat på ham. Ved du, hvor sjælden en magtblodet lige er? Hvor meget de er værd i magikernes verden, for slet ikke at tale om den medfølgende prestige ved at have oplært en?”. ”Jeg ved det, jeg ved det” sukkede Faros. ”Vi må finde på noget andet. Der skulle vel ikke være nogen i din familie, som kunne ordne noget, Monolo?”. ”Hmmm” mumlede dosnen ”Dogro er i øjeblikket i Crymron, hvor han bor hos en magtfuld heks, som i hvert fald kunne oplære ham... men jeg ville ikke ønske at sende noget barn derned, og desuden har de allerede et magtblodet spædbarn at tage sig”. ”Jeg troede, du sagde, at de var meget sjældne?” fnøs Faros med et hævet øjenbryn. ”Det er de også” svarede Monolo igen ”men denne dreng blev født for længe siden og fik først for ganske nylig ophævet forbandelsen, der hvilede over knægten, da Dogro og hans 'veninde' Camilla valgte at tage det til sig som deres eget... og jeg står bare og ævler om en lang og kompliceret historie, som ikke er relevant lige nu”.


”Hvad med Aiola?” lød et pludseligt forslag fra den netop ankomne odder. ”Shrakirens bortløbne datter?” spurgte Tsyseria. Både dosnen og odderen nikkede som svar. ”Hvad med hende?” sagde Faros uforstående. ”Sagde I ikke, at Raz var den uægte søn af en eller anden Malka adelsmand fra Ashas?” spurgte Za-Sien. ”For Aiolas moder var også en Malka”. ”Det påstod han, jov” svarede Faros. ”Men ashas-folk plejer at være ret hårde mod uægte børn. Dem gider ingen rigtigt have, end ikke deres egne familier”. ”Sådan er det som regel, ja” sagde Monolo med gnitrende øjne af forståelse. ”Aiola står dog noget ud fra den klassiske ashas kvinde. Jeg synes også at huske noget om en moder fra Malka slægten. I så fald er hende og Raz fætter og kusine, og hun rejser af sted mod Rina om nogle få uger. Langt væk herfra hvor ingen vil have hørt noget. Jeg kunne prøve at kontakte hende”. ”Det skal jeg nok” bed Za-Sien af ham. ”Tag hellere og få noget søvn. Jeg skal alligevel være oppe i nogle timer endnu... at oversætte Den Angloriske Ambassadørs dokumenter tager tid, for mit anglorisk er en smule rustent”.

Første Afsnit        Forrige Afsnit                                                                                      Næste Afsnit

Kommentarer