Bag of Holding (Grindelwald, Mort, Daredevil 3, Mistress of the Empire, Carnival of Monsters)

Puha. Uni. Ting at se til. Opgaver at skrive. Læsegruppemøder. Forberedelse. Fredagsbarer.
I ved; alle sådan nogle hårde ting.
Jeg har end ikke haft tid til at fuldende et kapitel på min bog i de sidste to ugers tid, og jeg kan godt mærke, at den deadline, jeg har sat for mig selv i december for denne udgave, nærmer sig hastigt.
Så er der endda også et bordrollespils scenarie her i weekenden, jeg slet ikke er kommet langt nok med at forberede, og jeg har ikke haft mere end en time til at afprøve det nye Fallout indtil videre.
(Kort fortalt så virker det lidt kedeligt, må jeg sige, men jeg har også spillet på egen hånd).

Men nu følte jeg også, at det snart var på tide, jeg brugte en time eller to på min blog igen, hvis den ikke skal dø helt ud. Desuden har jeg efterhånden fået samlet en god sæk af emner, jeg har behov for at få ævlet lidt om.

Lad os starte med den, som folk er mest interesserede i, så de kan få lov at slippe for resten af indlægget, når de har læst det følgende.

Fantastic Beasts - The Crimes of Grindelwald

Først og fremmest så vil jeg bare lige sige, at jeg virkeligt hader den titel. Den er forfærdelig. Fuldstændigt forfærdelig og faktisk så repræsenterer den stort set alt, hvad der er galt med Crimes of Grindelwald.

Man kan lidt sammenligne filmen lidt med sidste års Star Wars - The Last Jedi. Nogle dele var virkeligt gode, nogle dele var virkeligt kedelige, nogle var virkeligt kontroversielle i forhold til det etablerede univers, og uanset set hvad man mener, så er der i hvert fald en hel del at snakke om. Fantastic Beasts, som kom for to år tilbage, var hyggelig, sjov og uskyldig. Jeg nød den, og det tror jeg egentligt, de fleste andre gjorde, men jeg spekulerede ikke helt vildt meget over den efterfølgende. Det var en god film, ikke meget mere.
The Crimes of Grindelwald er derimod et mesterskrevet debatindlæg.

(Min mor ringede før i dag om noget helt irrelevant, og vi kom til at diskuttere filmen i næsten ti minutter, før jeg var nødt til at gå ind og spise aftensmad med min ven Anders).

Lad os starte ud med det positive.

Jeg indrømmer gerne, at jeg ikke kunne se Johnny Deep i rollen som Grindelwald, før jeg gik ind i biografen. Da jeg gik ud igen, var der ingen tvivl om, at han var den bedste del af filmen.

Hans replikker er velskrevne, han er skræmmende, uden at være monstrøs på samme måde som Voldemort, og han er mest af alt en enormt dygtig retoriker. Glem alt om Avada Kedavra og andre besværgelser, du skal være virkeligt bange, hvis han får mulighed for at kaste en velforberedt tale i hovedet på dig. Han har skarpe argumenter og en rimeligt god plan. Jeg ville egentligt næsten have syntes mere om filmen, hvis han havde været hovedpersonen.

Hvad ellers kunne jeg lide? Altså min yndlingskarakter fra etteren: Jacob Kowalski er tilbage, og faktisk får han nok det mest interessante subplot sammen med Queeni. Det er også det subplot, som er mest relevant for den større historie om hemmelighedsforholdet mellem den magiske og den ikke-magiske verden, og der er en virkeligt god historie at fortælle med dem, som er ret virkelighedsnær og værd at fortælle, selv den dag i dag. Desværre får de bare ikke nær den tid, de fortjener for at udforske emnet.

Jude Law var også ret god som Dumbledore, og jeg kunne godt lide, at han havde en rimeligt begrænset rolle. Ellers så filmen meget flot ud (bortset fra action sekvensen i tordenvejret, hvor man ikke kunne se, hvad der foregik), og det var dejligt at få en anden del af Europa at se.
... hmmm... jeg tror dog lidt, at det var det.

Så lad os i stedet springe til det knap så gode.

Fantastic Beasts - The Crimes of Grindelwald. Det hele ligger lige der i titlen. Eller rettere sagt titlerne.
Denne film føles på ingen måde som nogen naturlig opfølgelse til Fantastic Beasts and Where to Find Them. Det er som om, Rowling har haft to forskellige ideer og ikke har gidet bruge tid på at udvikle dem hver for sig. Det samme var også lidt tydeligt i den anden halvdel af den første film, men der var det ikke nær så slemt som her.

På den ene side har hun den her interessante Mugler-Troldmands diskussion, og på den anden side er der Newt med hans magiske væsner, som han gerne vil passe på og beskytte.
Da vi var færdige med at se filmen, følte både jeg og resten af familien, at Newt faktisk føltes lidt ligegyldig i den. Hvilket ikke er særligt godt, når det er meningen, at han skal være hovedpersonen!

Ikke at han er en dårlig karakter, men som han selv siger det, så er han ikke en, der vælger side.
Han har nogle ting, han går op i, og han holder sig gerne isoleret fra politik og større konflikter, hvis han kan. Ikke at en hovedperson, som ikke gider være involveret i en sag, ikke kan fungere, men selv i selve filmens plot, så gør han virkeligt ikke særligt meget udover at lede efter én bestemt karakter, der til gengæld heller ikke gør noget.

Faktisk er der bare en god del af filmen dedikeret til folk, der spiller tid på et kedeligt slægtsforsknings plot, der ikke fører nogen vegne. Det er lidt ligesom en dårlig krimi, hvor der er en masse spor, men hvor ingen af dem leder til svaret, og hvor der så til sidst kommer et stort ufortjent plottwist ud af ingenting, som der ikke er blevet bygget op til.
Hvilket er virkeligt trist, når der er så meget mere interesante ting, filmen kunne bruge sin tid på.
Eksempelvis mere tid med Grindelwald, Jacob og Queeni eller måske Newts ønske om ikke at blive involveret, hvis han absolut skal være hovedpersonen. Problemet er bare, at dette kedelige element ligger i centrum for alt det andet og fungerer som en katalysator, som alle de gode ting cirkulerer rundt om.

Hvis vi skal tage et madmetafor i brug, så vil jeg sige, at Rowling har fat i den højeste kvalitet af råvarer og krydderier (godt skuespil, interessante karakterer, en fremragende skurk, gode socialrealistiske dilemmaer), men at hendes kogebog, hendes smør til panden og hendes brød til gengæld er rimeligt elendige. Ikke nok med at det sommetider overkoges, når det bør simre, at dele af måltidet smager lidt af pap, og at nogle af instrukserne får hende til at sabotere andre færdige retter undervejs (redcon af HP), så insisterer denne kogebog også på, at hun skal blande et saftigt, friskt æble (Fantastic Beasts) med en god, rød bøf (The Crimes of Grindelwald). Det er altså ikke noget, man bare kan slippe af sted med, og jeg håber virkeligt på, at hun kan finde ud af at omarrangere alle disse elementer, før den tredje film kommer ud.

Desuden så var der denne her gut, som dukker op i starten af filmen, hvor der gøres et stort nummer ud af hans introduktion, men som senere bare forsvinder helt ca. halvvejs gennem filmen uden nogen forklaring.

Discworld 4 - Mort

Jeg har før skrevet en smule om nogle af Terry Pratchets satiriske Discworld romaner her på bloggen.
Du ved dem, der foregår oven på ryggen af en kæmpe skildpadde, som flyver gennem verdensrummet.

Eftersom der er fyrre bøger i hele serien, så har jeg ikke tænkt mig at gennemgå dem alle her på bloggen, efterhånden som jeg får læst dem. Hvis jeg altså overhovedet læser dem alle.
Men jeg vil dog lige bruge nogle få sætninger på at anbefale den fjerde bog i serien: Mort.

Mort er en ranglet, rødhåret teenager, hvis far mener, det er på tide, han får sig en læremester og dernæst et rigtigt arbejde. Så faren tager ham altså med på markedspladsen, hvor alle de forskellige læremestre er mødt op for at tage imod nye lærlinge: Der er smede, krofolk, læger, tyve, snigmordere og endda vagabonder. Men kun en af dem vil ansætte Mort, og det er nemlig døden.

Hvis ikke det koncept i sig selv er ved at sælge bogen for dig, så lad mig lige færdiggøre arbejdet.
I løbet af romanen beslutter døden sig for at lære menneskeheden lidt bedre at kende, så han tager til en fest for at opleve morskab, får sig en kattekilling og tager på fisketur, fordi han keder sig.

Faktisk er han rimeligt en hyggelig fyr døden, eller det prøver han da på at være, og han er egentligt bare ensom.

Hvad Mort angår så har han først svært ved at acceptere ideen om at være dødens lærling, og langsomt indser han så, hvad han kan gøre med de kræfter, han er blevet skænket, og han forsøger selvfølgelig på at ændre nogle ting, hvilket leder til flere problemer.

Præcis som de andre bøger i serien, så er det fortalt med en fremragende, meget britisk stemme, der oser af sarkasme og charme, og det er nok den sjoveste bog, jeg længe har læst. Langt bedre end nogen andre i serien indtil videre, og enhver kan læse den, uanset om man har læst de andre.

Oven i det så er den ikke særligt langt. Den tog mig kun to eftermiddage, hvor jeg med regelmæssige intervaller udstødte høje gryntelyde.

Daredevil 3

Så er der også kommet en ny sæson af Netflixs Daredevil serie, noget jeg har set frem til i et godt stykke tid. Især efter at deres seneste serier i universet har været lettere skuffende.

Jeg må indrømme, at hele superhelte genren nogle gange er ved at blive lidt for meget for mig nu om stunder. Noget af det er selvfølgelig stadig godt, men der er så meget efterhånden, at jeg ikke kan følge med længere, og en hel del af det er egentligt bare det samme. Jeg tror snart, jeg er mæt.

Men heldigvis fortsætter Netflixs Daredevil med at være det bedste, som genren har at byde, og så længe man får det bedste med, bør man ikke bekymre sig om resten.

Det er nok den mørkeste sæson af de tre, der har været, og en af de mest intense tv oplevelser, jeg nogensinde har været igennem. Vincent D'Onofrio er tilbage i rollen som Wilson Fisk, og hver eneste gang han er til stede i en scene, føler man sig meget lille, meget skrøbelig og meget bange.
Det samme gælder nytilkomne Wilson Bethel som Ben Poindexter. Det er altså virkeligt noget, når en skurk kan give dig gåsehud bare ved at stå og tale med en af hovedpersonerne. Der er ikke meget "muhaha"-skurk over nogen af dem. De er bare meget farlige og meget ustabile mennesker, som føles langt mere truende end noget rumvæsen, nogensinde ville kunne gøre.

Størstedelen af det gamle cast vender også tilbage, og alle er i topform. Historien er også mere fokuseret igen ligesom den første sæson (noget 2 mistede i sit interessante, men forvirrende kaos), og det hele kædes sammen.

Samtidigt er Daredevil stadigvæk en af de smukkeste serier, man kan finde, med dens langsomme, brutale kampscener, og der er især et flashback, som er værd at nævne uden for den voldelige side af serien udelukkende for dets særlige visuelle stil.

Om det er den bedste sæson til dato er nok svært at afgøre, men den er i hvert fald med i konkurrencen. Det ville gøre mig trist, hvis hele den åndsvage Disney-Netflix strid skulle ende med at aflyse serien, men selv hvis det skulle være tilfældet, så kan jeg næsten ikke forestille mig nogen bedre måde at ende Charlie Coxs tid som "The Devil of Hell's Kitchen" på.

Mistress of the Empire

I foråret skrev jeg lidt om Servant of the Empire, toeren i en fantasy triologi, jeg fik i gave for længe siden. Tilbage i foråret lovede jeg også en anmeldelse engang i 2020. For en gangs skyld kom jeg før min deadline og fik læst den færdig i efterårsferien.

Jeg ved dog ikke, hvor meget mere der er at sige, efter at jeg kom så meget ned i toeren, da jeg skrev om den. Det er stadigvæk en interessant asiatisk fantasy verden, vi finder i triologien, noget jeg godt kunne ønske noget mere af i populær fantasy litteratur.

Jeg kan stadig godt lide Mara som hovedperson og stort alt det gode fra den forrige bog er stadig gældende. Samtidigt med at der er lidt flere konsekvenser denne gang, hvilket også er meget dejligt, og nogle af dem er rimeligt hårde og endda ubehagelige.

Dog er jeg kommet til at indse, hvorfor det er, at det har taget mig så længe at læse disse bøger. Der er nemlig en ting, forfatterne gør, som jeg virkeligt ikke kan lide.

En meget almindelig regel inden for litteratur hedder "show, don't tell", og selvom den somme tider kan være mere fleksibel, end nogen får den til at lyde, så bryder denne triologi en lidt lignende regel, jeg formulerer lige i dette øjeblik, som jeg vil kalde "don't tell me the same damn thing 100 times".

Der er disse lange passager, hvor man får at vide, hvordan en karakter har det, og præcis hvorfor vedkommende har det sådan. Igen og igen og igen, og meget af tiden kommer der ingen ny information, man bliver bare slået ned med stort set den samme opsummering af, hvad der allerede er sket, sådan ca. hver andet eller tredje kapitel, og det tror jeg ikke engang er en overdrivelse.

Det er som om, at forfatterne har glemt, at man faktisk har læst resten af bogen.

Hvad værre er, at en af de potentielt mest interessante historier i romanen stort set håndteres udelukkende på den måde. Man springer nogle handlinger over, hører ganske kort om dem, efter de er hændt og får så fortalt konsekvenserne. Der er ingen langsom udvikling af karakteren, det er næsten bare som om, at han springer fra det ene stadie til det andet med kun et kapitel imellem dem, og det føltes bare ikke fortjent, når man som læser ikke får lov at opleve det. Det kan man altså ikke bare gøre!

Det var lige den ene ting, jeg havde, som der bare skulle ud af mit system. Jeg har båret rundt på det i en måned efterhånden, og jeg havde nok ikke skrevet om denne bog, hvis ikke jeg havde haft brug for at komme ud med nogle frustrationer. Resten af bogen var god, præcis som den forrige, dele af den er måske endda bedre. Men så er der lige det ene subplot, der bare håndteres så... provokerende klodset, at det gav mig lyst til at flå hovedet af en eller anden. Det, og så var en af skurkene lidt tam.

Doctor Who - Carnival of Monsters

Så nærmer vi os indlæggets afslutning, og dermed bevæger vi os ind i det mere absurde og obskure. Du har måske lyst til at spørge, hvorfor jeg vil bruge tid på at anmelde en specifik historie fra en science-fiction serie fra 70'erne, når jeg allerede brugte flere indlæg i foråret på at snakke om præcis det samme tv-program med et meget bredere fokus.

Jeg kan så som svar sige, at jeg bare virkeligt har lyst til at snakke om denne ene historie, fordi jeg virkeligt elskede den, og fordi jeg er nødt til at dele min kærlighed til overs for den med verden på en eller anden måde. Hvis det ingen interesse har, så kan du bare holde dig til de dele af indlægget, der er relevante for dig.

Så: Carnival of Monsters. Først og fremmest så indrømmer jeg gerne, at denne lille historie nok ikke er det bedste stykke Doctor Who, der nogensinde er blevet lavet, eller det dybeste.

Det var faktisk bare en meget simpel historie, der omhandlede underholdning og medier, men den var bare så charmerende og sjov. Jeg tror måske, at det har været den Doctor Who historie, jeg har nydt mest, siden jeg så The War Games tilbage i foråret eller World Enough and Time fra sæson 10 sidste år.
Jeg nød den under alle omstændigheder mere end noget, der er kommet ud af den nyeste sæson indtil videre. (Selvom den har haft nogle fornuftige afsnit, må jeg indrømme, at jeg indtil videre, synes den er lidt undervældende, men det er en snak til en anden gang).

Carnival of Monsters er bare denne her lille fokuserede, sjove historie fuld af liv og ideer, uden at nogen af dem føles halvfærdige eller unødvendige. Den var bare så charmerende, og min umiddelbare tanke, efter at jeg have set den sidste del, var, at jeg egentligt gerne ville se den igen.
Hvilket jeg helt får lyst til, bare ved at jeg sidder og skriver om den.

Konceptet er svært at snakke om uden at afsløre alle de gode overraskelser, men det handler på en og samme tid om to intergalaktiske gøglere, en flok sure bureaukratiske rumvæsner og så et britisk fragtskib på vej til Indien. Historien mindede mig utroligt meget om en af mine yndlingsromaner: Blafferens Galakseguide. Det er bare et stykke fjollet, men fascinerende science-fiction, der glider lige ned og efterlader varm følelse, som giver en lyst til at smile.
Der er endda nogle satiriske ideer i forhold til zoologiske haver og den måde, vi behandler dyrene på, som er ret mørke, når man tænker lidt over dem.
Sidst, men ikke mindst så er der også dette øjeblik: