lørdag den 24. januar 2015

Dværge #1 Hjemkomst

Som jeg jo så utroligt mange gange har sagt, har jeg arbejdet på mit fantasy univers Mortlan i flere år, men jeg har intet kunne dele med jer. Jeg arbejder på en længere historie, men ingen af testlæserne er endnu blevet færdige, og jeg er stadig i gang med toeren. Derfor fik jeg en ny ide. Jeg er netop nu begyndt på en mini serie i universet, der begynder i Anden Alder 1076. Jeg kalder den dværge, og dette er første afsnit: Hjemkomst.

#1 Hjemkomst

Faros sad tålmodigt og ventede på den brune egetræsstol med dyrt silkeovertræk. Den tilhørte den adelsmand, hvis hus han var brudt ind i for at få en bedre oversigt. Hvis Faros engang skulle trække sig tilbage, så ville han leve sådan. Det skulle måske ikke være her i Yngol hos højelverne (pokkers højelvere!), men han ville finde en flot villa, der ikke var for stor, men som havde en god udsigt over havet. Faros strøg sine arrede hænder igennem sit røde fuldskæg. Krigen slukkede dog alt håb om en lykkelig slutning. Faros havde set en del død og lidelse gennem sine dage, men intet slog Den Store Krig (selvom der havde været mange andre store krige), som resten af Mortlan kaldte den. Indbyggerne i Central Mortlan, hvor den havde foregået, havde ikke engang overvejet at give den et navn. De mest fattige af overleverne var stadig ikke kommet igennem katastrofen, og det kaos, der fulgte, var næsten lige så slemt som krigen selv. Verden var ikke den samme længere, og ikke mange kunne lide forandringen. Før i tiden havde Faros ikke kæmpet for at holde folk i live. Dengang stjal de fra de rige, og det havde været sjov. Nu betød Faros arbejde forskellen på liv og død for en masse personer. Når først Marintra vendte hjem, kunne de gå i gang med den store plan. Marintra var Faros leder, og han ville følge hende igennem Herroth selv. De var begge to dværge, og forskellen var kun, at Faros var fra Mugball. Før krigen havde støvdværgene, som Faros folk hed, været udskud i de fleste samfund, men nu var de skadedyr. Ingen ville have dem, og de eneste, der endnu handlede med dem, var de andre dværge, dosnerne og nogle enkelte elwarer. Faros havde ingen illusioner om, at han kunne ændre på det, men han kunne gør noget. Og det gjorde han sandelig også.

Et rødt skær begyndte at sprede sig nede på stranden, og Faros sprang op. Han greb sit trofaste tohåndssværd Ar Udeler og gik hen til kanten af balkonen. Det tog ham kun et sekund at bekræfte, hvad han allerede vidste. Det var signalet. Så spænede han ned ad trappen. Bruntop havde sandligt gjort sit arbejde godt. Bruntop var gruppens alkymist og en excentrisk snedværg med en kærlighed for eksperimenter. Ilden var sådan et, og flammerne nede på stranden spredte sig på ingen tid til de fremlagte kasser af dyrebar fragt. Det var anglorisk silke, som var blevet smuglet ind i Yngol til de rige højelvere. Det gjorde ondt ind i Faros kerne, at de gjorde sådan, når deres folk sultede. Faros blev måske behandlet skidt af den rige højelver overklasse, men han sympatiserede med de fattige. Silken var oven i købet produceret af slaver, som var blevet taget i løbet af krigen. Da Faros kom ned til kanten af stranden, kunne han se alle Baldans vagter, der løb rundt. De var tydeligvis meget vrede over, at deres herres silke brændte. Men det hele var blot en distraktion... eller det var nu lidt personligt. Baldan den 7. af Bartius hus havde forsaget mange problemer overfor Marintras gruppe. Han havde hjulpet Rugbert med at opsøge og dræbe Tsyseria, som havde været Marintras elskede. Det var derfor, hun havde været væk. De havde virkeligt savnet hende i de sidste par måneder, men nu var hun tilbage. Faros var ikke i tvivl et eneste øjeblik, da han endelig var nået ned til mødestedet, som var Baldans private lille havn, hvor han havde sine alt for dyre skibe. Der ventede otte vagter på Faros, da han nåede derned, og de så meget vrede ud. Faros syntes, det var sødt, at de troede på, at de havde en chance imod ham. Faros gennemborede den første elvers brystkasse med Ar Udeler, efter de alle havde skudt pile efter ham. Bagefter skar han halsen halvt over på en anden, som faldt om og blødte ud på jorden. ”Skvat” gryntede Faros og vendte sig imod de resterende vrede, men nu også bange, elvere. Der lød et brag i distancen, hvilket betød, at han havde fem minutter. Han havde ikke behøvet fem minutter, selvom han var alene, men han kunne godt lide at være sikker. Derfor sprang Trak-Nal-Tox frem fra sit skjulested og placerede sin daggert i en elvers baghoved. Goblingen var en god ven iklædt en mørkebrun kåbe, og i hans hænder var et utal af knive og daggerter. Faros var den lidt utraditionelle tyv i sammenhængen, for han foretrak en fuld metal pladerustning. Nu var der kun fem elvere tilbage, og ligesom de tre andre, vidste Faros rigeligt om dem. Han kunne godt lide, at vide noget om folk, før han dræbte dem. Derfor sendte han altid nogle af sine folk ud for at skaffe information og pille lidt ved vagtskifterne. Alle de elvere, der var tilstede i aften, fortjente virkelig døden. ”Illulin” sagde Faros og gav en af elverne et hårdt blik, der fik ham til at stivne. ”Du skulle aldrig havde skadet den lille pige”. Og som ved et meget brutalt trylleslag sprang en mørk og lang genstand pludseligt ud af mørket og bed sig fast i hans brystkasse. Det var en pil. ”Dø din egern ende” skreg den velkendte kvindelige dværg og sendte flere pile af sted, der færdiggjorde resten af elverne. ”Hils din bedstemor” sagde den kvindelige dværg med stift blik imod elverne. Stadig stående døde deres blik hen, og et fald sendte dem ned i det iskolde havvand.


”Hva så, møg duer!” råbte Marintra ad Faros, da hun trådte ind i lyset. Hun havde et meget mærkeligt system angående kælenavne. Alle folk, hun kunne lide, blev kaldte noget med fugle. Hun tilføjede altid et ligegyldigt bandeord. Folk, hun ikke kunne lide, blev altid kaldt enten egern eller mus (de værste folk blev kaldt egernmus). Marintra så ikke specielt glad ud i øjeblikket, men det forhindrede hende ikke fra at bruge kælenavne. Hun havde kort brunt hår, og hendes ansigt var dækket af en blå tatovering. Det var to streger, der gik vandret igennem hendes ansigt under øjnene, og en til, der gik fra panden og ned til læben. Det fik hende til at se aldeles mærkværdig ud. ”Det var sandelig på tide” sagde Faros til hans bedste ven ”hvordan gik det med Rugbert?”. ”Det gik skam fremragende, hvis jeg var pacifist. Roi de rat sender sine hilsner, og jeg skal glædeligt fortælle resten af historien over en kop øl og nogle oliven senere” fortalte hun (hun havde en mærkelig smag). ”Lad os komme væk” hvislede Trak-Nal-Tox. De begyndte fælles at løbe op mod bakken, hvor Faros var kommet fra. Her oppe mødte de Bruntop, der stod og ventede på dem. Han var en brunhåret skægløs dværg (Faros fattede ikke, at han ikke ville have et skæg) med et tosset smil og en vest fyldt med mærkelige glas. De indeholdte alle sammen eksplosiver, men der var også langt klammere ting i. ”Herskerinde” sagde Bruntop og knælede for Marintra, der lavede en sær grimasse. Han rakte hende en pil, som han selv havde lavet (Faros vidste nok om Bruntops miksturer til at vide, at de var virkelig farlige). ”Det skulle I da ikke have gjort” sagde Marintra og smilte. Så puttede hun pilen på strengen og pegede den imod Baldans havn. ”En, to, tre, seks, tre, to og en” talte hun på sin helt egen måde, hvorefter hun slap strengen. Pilen skar i en perfekt kurve ned i havnen. Sekundet efter lød der et brag, og lilla flammer spredtes til resten af havnen, som hurtigt fortærede den. At springe en arrogant adelig elvers havn i luften hjalp måske ikke folket direkte, men det gav håb til dem, og så fortjente Baldan det. Flammerne begyndte efter få sekunder at forme et mønster. Det var et ølkrus med en pil igennem. ”Lad os komme væk” sagde Trak, og de fulgte gladelig med. Faros havde ikke lyst til at være her, når Baldan kom tilbage. Eller faktisk havde han en lille smule lyst, hvis det gav ham muligheden for at gennemtæve den mødding-orm.

                                                                                                                                                 Afsnit 2