Dværge #2 Et nyt bekendtskab

#2 Et nyt bekendtskab

Det tog dem en uge at nå tilbage til Mzorg i Zrulf, hvor de havde deres base. Undervejs fortalte Marintra dem om sin jagt efter Rugbert. Den skallede pyromantiker/skiderik var flygtet til Frangica, hvor Marintra havde opsøgt ham med hjælp fra Roi De Rat, og sammen med nogle andre havde hun kæmpet imod ham. Marintra undlod dog at fortælle, hvordan det hele endte. Hun havde ikke lyst til at indrømme, at Rugbert stadig var derude. Han var måske holdt fanget af nogle nogenlunde pålidelige gødnings duer, men hun kunne ikke lide det. Den eneste, hun delte sandheden med, var Faros. De havde kendt hinanden for længe til, at der kunne være nogen løgne imellem dem. ”Det var det rigtige, du gjorde” sagde Faros venligt til hende, imens de sejlede forbi Troldmandsslottet (hvor alle trylle-magi-bum-folkene boede) på højre hånd. ”Du er en forbasket måge” mumlede hun til Faros, men det fjernede ikke hans smil. Når først Faros var blevet stolt (som han kaldte det), så stoppede han ikke med at smile. Hans dumme smil forvandt heller ikke, før de nåede frem til Zrulfs kyst. De lagde til i Hzul, men allerede her kunne man se krigens følger. Der lå syge og fattige dværge ude på gaderne, og der var mange flere tiggere end sædvanligt. Imens Marintra gik igennem gaden, kiggede hun nøje efter folk, hun kendte. Da de var nået igennem hele byen, og de var ude på landevejen, vendte Marintra sig imod Faros. ”Jeg så ikke Gralt nogen steder” sagde hun ”hvor pokker er den kylling?”. Faros ansigt blev med et trist, og Marintra forstod situationen. ”Hvad skete der?” spurgte hun lidt efter, imens de red videre på nogle ponyer. ”Den nye leder af Hzuls bygarde anklagede ham for at smugle natrina” sagde Faros ”der er nemlig kommet militærlov, så det hele skal gives til hæren. Gralt blev dømt til druknedøden”. Marintra gned sine fingre vredt imod hinanden. ”Hvordan ser det ud på hjemmefronten?” spurgte hun lidt efter. ”Bedre” svarede Faros ”men det er stadig ikke godt. Vi har mistet en stor del af vores netværk”. Deres netværk var, hvad de brugte til at skaffe information. De havde spioner gemt ud over hele Central Mortlan. Efter at Tyvenes Broderskab havde trukket mange af deres folk ud på grund af krigen, havde Marintra og Faros indsamlet resterne. Det lod dog også til, at de havde mistet dem. ”Så skal der genopbygges” sagde Marintra lidt efter ”og det skal være edderkohylende stort denne gang. Der er mange, som har brug for vores hjælp”.

Det tog dem tre dage at komme til Mzorg. Deres hjemby var en stor mineby, som havde været hjemsted for adskillige legendariske smede. Baigh Jernhammer havde boet der, og han var den, som havde udviklet teknikken til at forarbejde natrina. Mzorg var en bjergby, som var omringet af klipper til den ene side og træer til den anden. Rundt om selve byen lå der adskillige gårde, som dog var i ret dårlig tilstand i øjeblikket. Marintra så et par af dværgenes kvæglignende, gråhudede klippedyr, men der plejede at være mange flere. Da de nåede selve byen, så det ikke meget bedre ud. Her var der også tiggere overalt, men Marintra genkendte denne gang et par af deres spioner. De var stadig kun to dråber i det hav af spioner, som de engang havde haft. Marintra havde tænkt sig at komme efter dem, som havde skadet hendes folk. Ingen rørte hendes ravne, uden at hun stak øjnene ud på dem og drak deres øl (hvis den var god). Det tog ikke særligt længe, før de nåede frem til skjulestedet. Deres skjulested var gemt i en gammel mine, og byen havde hundredvis, så ingen lagde mærke til den. De havde en indgang i en butik, som Faros ejede. Det var denne, de brugte for at komme ned til skjulestedet. De trådte blot ind i butikken, hvor arbejderne hilste på dem, og så gik de ned i kælderen for at se på specielle varer. Her var der en faldlem skjult under nogle kister, som de hurtigt fik ryddet væk. Så kravlede de ned ad en stige og efter en kort gåtur under jorden, kom de frem til skjulestedet. Marintra var glad for at, alt var på plads. Hun havde indrettet skjulestedet, så det lignede en krostue. Der var mange borde, en bardisk, nogle tønder øl (Marintra valgte selv øllet), et ildsted og andre sædvanlige kroting. Hun havde oven i købet hyret en barde til at spille for dem, når de var i skjulestedet. ”Hej Brildur din svampekrage” råbte Marintra ad barden, da de trådte ind. ”Det er godt at se dig chef” svarede Brildur og trak en lut frem. Marintra gik derefter over i hjørnet, hvor hun havde et stort kort over alle de folk, som skulle fjernes. Hun stregede Rugberts navn ud og tilføjede et nyt under mulige fjender: Mester Smith. Bagefter tilføjede hun hele den gruppe, hun havde mødt i Frangica, under mulige venner. ”Sådan” mumlede hun, da hun var færdig ”jeg kan lide at mumle” (det kunne hun virkelig, for folk anede ikke, hvad hun sagde). ”Det kan jeg høre” sagde en ny stemme, som Marintra absolut ikke havde hørt før. Hun vendte sig øjeblikkeligt rundt, og der sad allerede en pil på strengen. ”Hvem er du? Hvad er du? Og hvorfor lugter du af sild?” råbte hun ad den fremmede elver, som stod bevæbnet inde i hendes skjulested. ”Hvem er frøken Asarn?” spurgte elveren og pegede på Marintras tavle. ”Hvem er du?” råbte Marintra igen ”svar ellers kommer du til at hilse din bedstemor fra mig”. ”Min bedstemor er skam i live” sagde elveren. Marintra var et halvt sekund fra at gennembore ham med pile, da Faros trådte ind foran. ”Vent!” råbte han, og Marintra sænkede buen. ”Dette er Fenrik” forklarede han og pegede på elveren, som var klædt i en læderrustning og havde et tohåndssværd af natrina ned ad ryggen. ”Jeg kender ingen ved navn Fenrik” sagde Marintra og snøftede ”gør du det elver?”. ”Jeg er Fenrik” sagde han forvirret. Marintra prikkede en enkelt gang på sin næsetip og sagde ”det tror du måske, men du skulle bare vide”. Så puttede hun pilen tilbage i kogeret og rakte hånden frem. ”Du er måske Faros nye måge?” spurgte hun. ”Det kan man vel kalde det” svarede ikke-Fenrik tøvende. ”Fenrik er blevet sat til at opbygge vores forsvar rundt i byen, imens jeg ser til netværket” forklarede Faros og pegede på ikke-Fenrik. ”Det lyder som noget sundt motion” sagde hun henvendt til ikke-Fenrik ”du ser ud til at kunne bruge det”. I virkeligheden var ikke-Fenrik faktisk i fremragende form, og han så aldeles muskuløs ud. ”Hvad skal vi så se til først?” spurgte Faros, da ikke-Fenrik gik. ”Jeg vil gerne høre, hvad bagerne har at sige” svarede Marintra med smalle øjne, som iagttog ikke-Fenrik. Så førte Faros hende over til et kortrum, som de havde separat til at lægge planer. Han viste hende hurtigt, hvor mange agenter de havde tilbage. Tallene så virkeligt dårlige ud, men Marintra begyndte at beordre en masse nye planer, imens Brildur spillede på lut i baggrunden. Marintra kunne godt lide at have en dejlig baggrundsmusik, når hun arbejdede. Det motiverede hende. ”Det er godt at være hjemme” sagde hun, da de blev færdige med dagens arbejde mange timer senere.

Afsnit 1                                                                                                                       Næste afsnit

Kommentarer