Flanagan har gjort det igen
Nu har den australske John (Tolkien er den engelske) gjort det igen. Han har skrevet endnu en bog i hans efterhånden ret store univers, der begyndte med Skyggens Lærling. Det endte også på cirka den samme måde. Han skrev et godt og nogenlunde originalt plot, der bringer noget nyt til verdenen, det sker hver gang og er stadig spændende. Det eneste problem, jeg begynder at have med hans værker, skyldes sandsynligvis, at jeg bliver ældre. Jeg bliver ved med at finde små punkter, jeg bare ikke kan fatte. I hans tidligere værker var Flanagan langt mere modig. Der var engang, hvor han havde slaver, hovedpersoner, der blev pryglet og afhængige af stoffer, og slåskampe mellem to hovedpersoner. I denne bog var der så mange muligheder for lignende, som jeg ville have elsket, men man fik intet. Forestil jer dette universes Skandinavien. De starter som blodtørstige, barbariske og virkelig rædselsvækkende krigere. Den eneste venlige af dem tæver den gamle hovedperson som tak for en tjenste, og det er en tak, fordi han ikke dræber ham i stedet. Nu er de så blevet tamme. Det er faktisk gået så vidt som, at folk under en og tyve aldrig drikker alkohol i landet nu, og alle ser ned på dem, der gør. Helt ærligt. I virkeligheden drikker mange alkohol, før de når en og tyve. I middelalderen drak alle øl, fordi brøndende ofte var forurenet. Der er mange flere af disse tidspunkter. (Spoiler alert) En masse uskyldige bliver slagtet på grund af hovedpersonene, men det bliver glemt kort efter, og der er ingen psykiske følger. Det virker som om, at Flanagan er blevet for afslappet. Han har læserne nu, og han tør ikke dræbe nogen vigtige karakterer længere. Det er lidt skidt, når man sammenligner med The Royal Ranger. Jeg ved godt, at bøgerne bliver læst af små børn, men han gjorde virkelig nogle mere interessante og skræmmende ting før i tiden, så jeg ved ikke, hvad der ændredes sig.
Jeg synes dog stadig bogen var god. Den var bare ikke fantastisk eller ligeså god, som jeg havde håbet på. Jeg tror, jeg læses hans næste bog (som afslutter Våbenbrødre), og hvis den ikke er ny og modig, så stopper jeg nok, før han bliver kedelig (jeg frygter, at det bliver hans skæbne i fremtiden)
Nå rollespil
Jeg er som sagt lige begyndt på en ny skole, og ingen i min klasse spiller rollespil. Jeg anklager dem ikke eller noget, men det fik mig til at tænke på, at jeg burde en gang for alle forklare, hvad der gør rollespil så fedt. Mange folk har spurgt mig gennem årene, så her kommer det.
 |
| Dette er et gammelt billede af de to legendariske Valdemarer. |
Rollespil (både bord og live) har den fantastiske fordel over computerspil, at du har kontrollen. Der er aldrig faste rammer med en god GM, og det kan gå i alle retninger. Personligt er jeg efterhånden begyndt at mene, at RPG ikke fortjener R'et. RPG computerspil lader dig virkelig ikke spille rollespil, for rollespil kan være så meget. Rollespil er virkelig mere en lege-sport med regler, som kan bruges til at fortælle fantastiske og langt mere personlige historier, fordi du er en del af det. Hvis du har en god GM, en god gruppe og den rette attitude, så kan det være Harry Potter, Hobbitten eller X-Men med dig involveret. Du kan have en fantastisk historie, og der er ingen grænser. Nogle gange føler jeg mig mere i liv, når jeg spiller rollespil, end jeg gør i din virkelige verden.
Kommentarer
Send en kommentar