Dværge #7 Nederlagets Bitterhed

#7 Nederlagets Bitterhed

Den 20. Pan 1076 AA i Mzorg
”Hvorfor fortalte du ikke noget om, at Den Ensomme Skygge var imod os?” spurgte Marintra, netop som de trådte ind i skjulestedet. Længere inde var barden Brildur og Fenrik i gang med en diskussion, der lod til at handle om dem. ”Jeg vidste ikke, at han arbejdede imod os. Jeg vidste kun, at han havde forladt Heganas tjeneste og var kommet til Central Mortlan. En af vores folk så ham i Dragefjeldene for nogle uger siden” svarede Faros. Han kunne se, at Marintra ikke var tilfreds, men hun ville ikke klage mere for moralens skyld. De gik alle fire hen over skjulestedets gulv med kurs mod de diskuterende. ”Tyve dages planlægning” mumlede Marintra knottent ”og så slipper noget af det pokkers blod ind alligevel”. ”Vi havde heller ikke meget at gå efter” kommenterede Trak ”og noget er bedre end intet”. Faros syntes, det var mærkværdigt, at deres ellers så pessimistiske gobling pludselig var blevet den eneste, som så lyst på sagen. ”Der er I!” lød det en smule vredt fra Fenrik, da han fik øje på dem. Brildur vendte sig også rundt, og et lettet smil dukkede op på hendes læber. Det forsvandt hurtigt igen, da hun så deres bitre miner. ”Hvor slemt gik det?” spurgte hun, imens Fenrik ikke helt så ud til at være med. ”Jeg tror godt, du kan hente en nederlags øl” hviskede Faros til hende, og hun nikkede forstående, hvorefter hun skyndte sig om bag disken. ”Hvordan gik det?” spurgte Fenrik taktløst. Før Faros kunne nå at svare, greb Marintra fat i elverens krave. I et kort øjeblik var Faros bange for, at hun ville gøre ham noget, men Marintra nøjedes med at trække ham med over til af bordene. ”Tag plads” sagde hun, og han satte sig tøvende på bænken. ”Er der noget galt?” spurgte han uroligt. Marintra bed i sin underlæbe (som hun altid gjorde, når hun var i tvivl om, hvad hun skulle gøre). ”Du har et valg” sagde hun til Fenrik, imens de andre tog plads rundt om bordet. ”Et valg” gentog Fenrik, netop som Brildur kom ind bærende på en bakke med krus og flasker. ”Et valg ja” sagde Marintra og tog imod en øl fra Brildur ”og du har to muligheder. Enten bliver du sat på et skib til Crymron, som vil føre dig så langt væk, at du aldrig vil høre om os igen eller være i stand til at skade os med dine informationer, ellers også kan du godt betragte dig selv som død”. Fenrik så ikke ud til at forstå, hvad hun mente, og han troede sikkert, at det var en vittighed. Faros syntes heller, det var særligt taktfuldt ikke at forklare situationen først. ”Hvad har jeg da gjort?” spurgte Fenrik med begyndende vrede i stemmen. Faros tog også imod et krus fra Brildur, som han tog et langt drag af. Han forstod godt, hvad Marintra var ude på, og han havde respekt for hende på grund af det, men hun var ikke altid den mest diplomatiske. ”Det ved jeg ikke” svarede Marintra ligegyldigt ”det handler ikke om dig. Det handler om vores fjender, som er langt mere magtfulde, end jeg havde regnet med. Så du kan blive og kæmpe, hvis det er, hvad du ønsker, men det bliver langt farligere end noget, du nogensinde har været ude for. Men jeg kan også tilbyde dig en vej ud af det”. Forståelsen begyndte at opstå i Fenriks blik, men den var blandet med barnlig vrede, som når en forælder ikke stoler på sit barns pålidelighed. ”Jeg går ikke” sagde han og kastede et mistroisk blik på Faros, som om han var bange for, at han ville tage Marintra parti. ”Jeg er rejst hele vejen fra Byzanterne for at slutte mig til jer” fortsatte han vredt ”jeg fik at vide, at Marintra og hendes folk var de eneste, som hjalp krigens ofre. Jeg vil også gerne hjælpe folk, det var derfor, jeg kom hertil”. Marintra tog en lang slurk af sin øl, i det hun kiggede overvejende på Fenrik. ”Det bliver meget farligt min unge måge, og du...” sagde hun, men Fenrik rejste sig op og afbrød hende. ”Jeg ved, det bliver farligt, men jeg har også været i farlige situationer før i tiden. Jeg kæmpede også i krigen!”. Marintra reagerede ikke på afbrydelsen, men Bruntop rejste sig også brat op. ”Du skal ikke afbryde herskerinden” sagde han vredt, hvilket fik Fenrik til at kigge forvirret på ham. Faros vidste godt, at Bruntop lidt var mærkelig, men det måtte være en historie for en anden gang. Fenrik havde rigeligt at tage stilling til i øjeblikket. ”Sæt dig knægt” advarede Trak, da elveren fortsat blev stående ”du skal ikke provokere Bruntop, han er måske en tosse, men han er en farlig tosse”. ”Og så er han vores tosse” tilføjede goblingen, da Fenrik langsomt satte sig igen”. Faros tog endnu en slurk af sin øl, selvom den smagte værre end ildtrolde pis (det var også en lang historie). ”Du siger, du kender til fare” begyndte Marintra igen ”men vi er ikke bare oppe imod selvviske politikere eller horder af dosner. Jeg går ikke ud fra, at du har hørt om Den Ensomme Skygge?”. Fenrik rystede uforstående på hovedet, selvom der stadig kunne spores vrede i hans blik. ”Mørkets gudinde Hegana har mange fjender” fortalte Marintra ”rigtigt mange fjender. Og mange af dem er magtfulde. Til at eliminere dem har hun haft en tjener, som går under navnet Den Ensomme Skygge. Han har aldrig fejlet hende, og han har tjent hende alene i alle disse år. Alene! Nu er hans tjeneste ovre, og han har arbejder nu for vores fjender. Han var til stede på havnen i Mast”. Fenrik var blevet en smule bleg, da hun blev færdig med at fortælle. ”Ser du faren?” spurgte Marintra, og han nikkede. ”Men jeg går ikke” tilføjede han hårdt ”jeg har set forfærdelige ting, og der er mange folk, som endnu lider på grund af krigen, så jeg går ikke”. Marintra sukkede. Hun var vist stadig ikke overbevist. ”Du forstår det ikke...” begyndte hun igen, men nu blev Fenrik vred igen. Han trak sit ærme op, så der blev afsløret et kæmpestort brandsår. ”Jeg var til stede under Slaget Ved Elementernes By” sagde han vredt ”jeg så byen sprænge i luften, og jeg mistede hele mit kompagni. Jeg mistede alle mine venner den dag, så du skal ikke fortælle mig, at jeg ikke forstår fare. Jeg hørte rædselsskrigene, da goblingernes tempel blev kastet op i luften og spredt i alle retninger. Jeg blev også ramt af eksplosionen!”. Fenriks tonefald var nær det skræmmende, da han sagde de sidste par ord, men Faros forstod alligevel det klart. Han forstod det klarere end Fenrik selv, og et diskret nik fra Marintra bekræftede, at hun også forstod det. Hun havde haft ret. Haft ret hele tiden. Men sandheden måtte vente. Det lod Marintra også til at erkende, for hun rakte hånden frem mod Fenrik, som tog den med et hårdt greb. ”Godt” sagde Marintra ”så lad os gøre noget for krigens ofre”. De sidste ord fik Fenrik til at smile.

Første Afsnit                       Forrige Afsnit                                                               Næste Afsnit

Kommentarer