#7 Nederlagets Bitterhed
Den 20. Pan 1076 AA i Mzorg
”Hvorfor
fortalte du ikke noget om, at Den Ensomme Skygge var imod os?”
spurgte Marintra, netop som de trådte ind i skjulestedet. Længere
inde var barden Brildur og Fenrik i gang med en diskussion, der lod
til at handle om dem. ”Jeg vidste ikke, at han arbejdede imod os.
Jeg vidste kun, at han havde forladt Heganas tjeneste og var kommet
til Central Mortlan. En af vores folk så ham i Dragefjeldene for
nogle uger siden” svarede Faros. Han kunne se, at Marintra ikke var
tilfreds, men hun ville ikke klage mere for moralens skyld. De gik
alle fire hen over skjulestedets gulv med kurs mod de diskuterende.
”Tyve dages planlægning” mumlede Marintra knottent ”og så
slipper noget af det pokkers blod ind alligevel”. ”Vi havde
heller ikke meget at gå efter” kommenterede Trak ”og noget er
bedre end intet”. Faros syntes, det var mærkværdigt, at deres
ellers så pessimistiske gobling pludselig var blevet den eneste, som
så lyst på sagen. ”Der er I!” lød det en smule vredt fra
Fenrik, da han fik øje på dem. Brildur vendte sig også rundt, og
et lettet smil dukkede op på hendes læber. Det forsvandt hurtigt
igen, da hun så deres bitre miner. ”Hvor slemt gik det?” spurgte
hun, imens Fenrik ikke helt så ud til at være med. ”Jeg tror
godt, du kan hente en nederlags øl” hviskede Faros til hende, og
hun nikkede forstående, hvorefter hun skyndte sig om bag disken.
”Hvordan gik det?” spurgte Fenrik taktløst. Før Faros kunne nå
at svare, greb Marintra fat i elverens krave. I et kort øjeblik var
Faros bange for, at hun ville gøre ham noget, men Marintra nøjedes
med at trække ham med over til af bordene. ”Tag plads” sagde
hun, og han satte sig tøvende på bænken. ”Er der noget galt?”
spurgte han uroligt. Marintra bed i sin underlæbe (som hun altid
gjorde, når hun var i tvivl om, hvad hun skulle gøre). ”Du har et
valg” sagde hun til Fenrik, imens de andre tog plads rundt om
bordet. ”Et valg” gentog Fenrik, netop som Brildur kom ind
bærende på en bakke med krus og flasker. ”Et valg ja” sagde
Marintra og tog imod en øl fra Brildur ”og du har to muligheder.
Enten bliver du sat på et skib til Crymron, som vil føre dig så
langt væk, at du aldrig vil høre om os igen eller være i stand til
at skade os med dine informationer, ellers også kan du godt betragte
dig selv som død”. Fenrik så ikke ud til at forstå, hvad hun
mente, og han troede sikkert, at det var en vittighed. Faros syntes
heller, det var særligt taktfuldt ikke at forklare situationen
først. ”Hvad har jeg da gjort?” spurgte Fenrik med begyndende
vrede i stemmen. Faros tog også imod et krus fra Brildur, som han
tog et langt drag af. Han forstod godt, hvad Marintra var ude på, og
han havde respekt for hende på grund af det, men hun var ikke altid
den mest diplomatiske. ”Det ved jeg ikke” svarede Marintra
ligegyldigt ”det handler ikke om dig. Det handler om vores fjender,
som er langt mere magtfulde, end jeg havde regnet med. Så du kan
blive og kæmpe, hvis det er, hvad du ønsker, men det bliver langt
farligere end noget, du nogensinde har været ude for. Men jeg kan
også tilbyde dig en vej ud af det”. Forståelsen begyndte at opstå
i Fenriks blik, men den var blandet med barnlig vrede, som når en
forælder ikke stoler på sit barns pålidelighed. ”Jeg går ikke”
sagde han og kastede et mistroisk blik på Faros, som om han var
bange for, at han ville tage Marintra parti. ”Jeg er rejst hele
vejen fra Byzanterne for at slutte mig til jer” fortsatte han vredt
”jeg fik at vide, at Marintra og hendes folk var de eneste, som
hjalp krigens ofre. Jeg vil også gerne hjælpe folk, det var derfor,
jeg kom hertil”. Marintra tog en lang slurk af sin øl, i det hun
kiggede overvejende på Fenrik. ”Det bliver meget farligt min unge
måge, og du...” sagde hun, men Fenrik rejste sig op og afbrød
hende. ”Jeg ved, det bliver farligt, men jeg har også været i
farlige situationer før i tiden. Jeg kæmpede også i krigen!”.
Marintra reagerede ikke på afbrydelsen, men Bruntop rejste sig også
brat op. ”Du skal ikke afbryde herskerinden” sagde han vredt,
hvilket fik Fenrik til at kigge forvirret på ham. Faros vidste godt,
at Bruntop lidt var mærkelig, men det måtte være en historie for
en anden gang. Fenrik havde rigeligt at tage stilling til i
øjeblikket. ”Sæt dig knægt” advarede Trak, da elveren fortsat
blev stående ”du skal ikke provokere Bruntop, han er måske en
tosse, men han er en farlig tosse”. ”Og så er han vores tosse”
tilføjede goblingen, da Fenrik langsomt satte sig igen”. Faros tog
endnu en slurk af sin øl, selvom den smagte værre end ildtrolde pis
(det var også en lang historie). ”Du siger, du kender til fare”
begyndte Marintra igen ”men vi er ikke bare oppe imod selvviske
politikere eller horder af dosner. Jeg går ikke ud fra, at du har
hørt om Den Ensomme Skygge?”. Fenrik rystede uforstående på
hovedet, selvom der stadig kunne spores vrede i hans blik. ”Mørkets
gudinde Hegana har mange fjender” fortalte Marintra ”rigtigt
mange fjender. Og mange af dem er magtfulde. Til at eliminere dem har
hun haft en tjener, som går under navnet Den Ensomme Skygge. Han har
aldrig fejlet hende, og han har tjent hende alene i alle disse år.
Alene! Nu er hans tjeneste ovre, og han har arbejder nu for vores
fjender. Han var til stede på havnen i Mast”. Fenrik var blevet en
smule bleg, da hun blev færdig med at fortælle. ”Ser du faren?”
spurgte Marintra, og han nikkede. ”Men jeg går ikke” tilføjede
han hårdt ”jeg har set forfærdelige ting, og der er mange folk,
som endnu lider på grund af krigen, så jeg går ikke”. Marintra
sukkede. Hun var vist stadig ikke overbevist. ”Du forstår det
ikke...” begyndte hun igen, men nu blev Fenrik vred igen. Han trak
sit ærme op, så der blev afsløret et kæmpestort brandsår. ”Jeg
var til stede under Slaget Ved Elementernes By” sagde han vredt
”jeg så byen sprænge i luften, og jeg mistede hele mit kompagni.
Jeg mistede alle mine venner den dag, så du skal ikke fortælle mig,
at jeg ikke forstår fare. Jeg hørte rædselsskrigene, da
goblingernes tempel blev kastet op i luften og spredt i alle
retninger. Jeg blev også ramt af eksplosionen!”. Fenriks tonefald
var nær det skræmmende, da han sagde de sidste par ord, men Faros
forstod alligevel det klart. Han forstod det klarere end Fenrik selv,
og et diskret nik fra Marintra bekræftede, at hun også forstod det.
Hun havde haft ret. Haft ret hele tiden. Men sandheden måtte vente.
Det lod Marintra også til at erkende, for hun rakte hånden frem mod
Fenrik, som tog den med et hårdt greb. ”Godt” sagde Marintra ”så
lad os gøre noget for krigens ofre”. De sidste ord fik Fenrik til
at smile.
Kommentarer
Send en kommentar