#9 En trio dannes
Den 25. Pan 1076 Anden Alder i
Mzorg
Fenrik
stak forsigtigt til pølsen på en sin tallerken med en kniv. ”Vær
ikke frygtsom for det fremmede” lød det muntert fra Bruntop, som
sad på den anden side af bordet ”klippedyr har noget meget sejt
kød”. Fenrik kastede et tvivlende blik på dværgen. Hvorfor
skulle det være godt, at kødet var sejt? Så vendte han igen
opmærksomheden mod den grå pølse, som lå der og kiggede
udfordrende op på ham. Den vidste, at han ikke havde lyst til at
spise den, og den hånede ham med det. ”Vær nu ikke så kræsen”
lød det fra barden Brildur, som sad ved hans side. Hun havde for
længst spist både sin klippedyrs pølse og sin føniks omelet, som
egentligt var meget offensivt mod ashas-folket, da fønikserne havde
en vigtig religiøs rolle i deres samfund. Nu sad hun med et krus
mørkt, latyniansk kaffe, imens hun sendte sultne blikke efter
Fenriks mad. Elveren vendte for hundrede og syttende gang blikket mod
den ikke spiste pølse. Hvorfor kunne dværge ikke spise normal
mad? Hvorfor havde de ikke oliven eller kalvekød? Fenrik bevægede
langsomt sin kniv ned imod pølsen, og de to tilskuere ventede i
spænding. Så trådte en gennemblødt skikkelse inde i skjulestedet,
og Fenrik skyndte sig at lægge kniven fra sig. Det var Trak-Nal-Tox,
som stod indhyllet i en grå kappe, hvis hætte var så langt ned
over hovedet, at den dækkede alle hans gobling træk. Det var måske
for det bedste, da goblingerne tiltrak sig rigtig meget uønsket
opmærksomhed i øjeblikket. Det havde de gjort, lige siden tusindvis
af dem omkom under Slaget ved Elementernes By. ”Hvor er Marintra?”
spurgte Trak med en sløv og udmattet stemme, da han efter få
springende skridt satte sig ved bordet. I en bevægelse tog han
Fenriks pølse og proppede den i munden. Fenrik følte sig lettet,
men Brildur så en smule utilfreds ud. Hun havde vist nydt at tryne
ham med den. ”Herskerinden og Faros er begge ude på en kort rejse”
fortalte Bruntop, imens Trak højlydt smaskede pølsen i sig. ”Så
må vi klare denne sag alene” gryntede Trak og rakte ud efter
Brildurs kaffe, som hun endnu ikke var færdig med. Før hun kunne nå
at reagere, havde han også drukket den. ”Hvilken sag?” spurgte
Fenrik nysgerrigt, imens han prøvede at ignorere Brildurs gnavne
ansigt. ”Der er nogle røvere, som har skabt en del problemer nord
for Mzorg. De stjæler åbenbart mad fra bønderne, og det kan ikke
vente” fortalte Trak, imens han slikkede Fenriks tallerken til
elverens store foragt.
Det tog en
under en time at finde frem til nogle af røverne, som allerede var i
gang med at røve endnu en gård. Der var seks af dem, og de var alle
klædt i stengrå pladerustninger fra top til tå. De lignede faktisk
soldater fra dinorens hær, og den faldende regn fik dem til at se
meget dramatiske ud. ”Desertører” mumlede Trak, og Fenrik
nikkede. De lå skjult omme bag nogle tønder, hvorfra de havde god
udsigt til den rustningsklædte gruppe, som stod og talte med en
ophidset bonde. En af dem stod med sit sværd rettet mod den lille
skæggede dværg, som dog ikke så ud til at vige. ”Dinoren vil
høre om dette” sagde han vredt ”I kan ikke bare røve fra folk.
Vi har brug for den mad, når det bliver vinter”. ”Ikke mit
problem” hånede en af desertørerne ”og vi arbejder ikke for
dinoren”. ”Men I kan ikke bare tage vores mad” lød det knap så
modigt denne gang fra bonden ”det er flere sække med korn og mine
bedste grise, det der. Det kan I ikke!”. Men hans ord lod ikke til
at falde i god jord hos desertøren, som reagerede øjeblikkeligt med
en knytnæve i bondens tinding. Den lille skæggede grisefarmer faldt
bevidstløs om på jorden uden en lyd, så hans skæg blev dækket af
mudder, som den nedstyrtende regn havde skabt. ”Hvis bare Baldan
havde overholdt sin del af aftalen” mumlede en af desertørerne
knottent ”så havde vi ikke behøvet dette. Vi tiltrækker os alt
for meget opmærksomhed”. Fenrik knyttede sin ene næve. Hvad havde
Baldan med dette at gøre? Han sendte et spørgende blik mod Trak,
som rystede på hovedet og hævede sin pegefinder til læberne. De
skulle vente og høre, hvad desertørerne havde at sige, før de slog
til. ”Det er jo ikke rigtigt hans skyld, vel?” lød det fra en af
de andre desertører ”det var ham, Skrull, som ikke levede op til
aftalen”. ”Men Sø Rotterne ville ikke have haft nogle problemer,
hvis der ikke havde været nogen, som blandede sig. Der er nogen, som
blander sig i vores foretagende, og chefen er ikke glad for det”
indskød en tredje. Selvom Fenrik ikke kunne lide, at Baldan lod til
at have sine fingre i alting, så følte han også et stik af
stolthed. De havde ødelagt noget af hans plan, og Baldans alliance
med denne chef var måske i fare. Så kiggede Fenrik igen hen på den
bevidstløse bonde, og en bølge af skyldfølelse ramte ham. Hvis de
ikke havde stoppet Sø Rotterne, ville denne mand aldrig skulle have
været udsat for dette. De kunne ikke lade disse desertører slippe
væk. Trak lod til at dele hans mening, for goblingen pegede på
desertørerne og nikkede en enkelt gang. Fenrik trak lydløst sit
tohåndssværd ud af skeden og placerede det i sine hænder. Klar til
brug. Bruntop havde fundet en kniv frem, og Trak sad med begge sine
sorte dolke. ”Vent på mit signal” hvislede goblingen, netop som
to af desertørerne slog gårdens dør ind. Der lød et skrig inde
fra huset. Fenrik vendte sig om mod Trak for at insistere på, at de
måtte slå til snart, men goblingen var væk. Han kiggede i stedet
på Bruntop, som smilede til ham. Den tossede dværg pegede sin
finger imod gårdens tag, og Fenrik fulgte den med øjnene. Trak sad
nu oppe på taget, og han lod til at være klar til at springe.
Fenrik greb hårdere om sit sværdskæfte, og han sprang op, netop i
det sekund Trak hoppede ned på en af desertørerne, som kom ud af
huset slæbende på en lille dværgpige. Blod sprøjtede, da Traks
dolk skar sig ind i desertørens hals, og da Fenriks sværd huggede
en anden ned bagfra. ”Hvad i hele hule Herroth!” lød det vredt
fra en af de tre tilbageværende desertører, som befandt sig uden
for huset. Den lille dværgpige skreg, og der lød råb inde fra
huset, hvor Trak nu var sprintet ind. Fenrik vendte hurtigt
opmærksomheden mod de tre dværgkrigere, som alle lod til at have
genvundet talens brug. To af dem stormede frem imod Fenrik, og den
tredje stormede hen imod huset. En økse kløvede luften lige foran
Fenriks næse, men elveren nåede at træde til siden, hvorefter han
sendte et spark imod den angribende dværg. Desertøren bragede
bagover lige i tide til at blive ramt af Bruntops flammer, som lod
til at komme direkte ud fra dværgens hænder. Fenrik havde dog ikke
tid til at beundre den på en gang voldelige og smukke ild, for den
anden dværgkriger svang nu et sværd imod Fenrik, som elveren kun
lige med nød og næppe nåede at fjerne sin brystkasse fra. I stedet
fik han et hug i armen, som sendte smerte igennem hele hans krop. Men
Fenrik tøvede ikke, og før der var gået tre sekunder, havde han
svunget sit eget tohåndssværd, som skar sig dybt ned i dværgens
skulder, hvor der havde været et hul i rustningen. Fenrik sank i knæ
af smerte, og det samme gjorde desertøren, som dog alligevel så ud
til at have det meget værre end ham. ”Stop!”. Råbet var kommet
brat fra den eneste tilbageværende dværgkriger, han som var løbet
hen til huset. Han stod nu med en kniv presset mod den lille
dværgpiges strube. ”Jeg ville ikke gøre det, hvis jeg var dig”
lød en anden stemme. Det var Trak, som nu havde en dolk presset mod
desertørens egen hals. ”Slip hende”. Traks stemme var hårdere,
end Fenrik nogensinde havde oplevet den før, og han kunne ikke
bebrejde desertøren for øjeblikkeligt at slippe pigen, som skyndte
sig at løbe hen til hendes fars bevidstløse krop. ”Hør her...”
forsøgte desertøren, men Trak sparkede ham hurtigt i ryggen, så
han landede på den mudrede jord. ”Hvem er jeres chef?” lød det
ikke særligt spøgende fra Trak, som havde fundet begge sine dolke
frem ”hvem arbejder I for?”. ”Han dræber mig, hvis jeg siger
noget...” lød det ynkeligt fra desertøren ”jeg kender ikke
engang hans navn”. Det var ikke det rigtige svar, og Trak reagerede
med et sollidt spark i dværgens skridt, der fik ham til at trække
sig sammen. ”Så fortæl mig, hvad du ved!” hvæsede han sydende
af raseri. ”Okay okay... jeg skal nok!” hylede dværgen og
løftede beskyttende sine hænder op foran hovedet. ”Vi kalder ham
Bageren, men jeg er ikke sikker på hvorfor. Jeg har kun set ham en
gang, og han virker meget mærkelig. Han taler hele tiden om blod,
men han betaler godt. Han holder til i Mizil, det er alt, jeg ved.
Jeg sværger det!”. Trak stirrede ondt på dværgen i et halvt
minut, før han gav ham en knytnæve lige i fjæset, så han gik ud.
Så vendte goblingen sit blik imod bonden, som var begyndte at røre
på sig. ”Vi tager dem alle sammen med os, og så går vi” sagde
han og pegede på de døde og bevidstløse dværgkrigere ”Marintra
er nødt til at høre om det her”.
Kommentarer
Send en kommentar