torsdag den 30. april 2015

Dværge #9 En Trio Dannes

#9 En trio dannes

Den 25. Pan 1076 Anden Alder i Mzorg
Fenrik stak forsigtigt til pølsen på en sin tallerken med en kniv. ”Vær ikke frygtsom for det fremmede” lød det muntert fra Bruntop, som sad på den anden side af bordet ”klippedyr har noget meget sejt kød”. Fenrik kastede et tvivlende blik på dværgen. Hvorfor skulle det være godt, at kødet var sejt? Så vendte han igen opmærksomheden mod den grå pølse, som lå der og kiggede udfordrende op på ham. Den vidste, at han ikke havde lyst til at spise den, og den hånede ham med det. ”Vær nu ikke så kræsen” lød det fra barden Brildur, som sad ved hans side. Hun havde for længst spist både sin klippedyrs pølse og sin føniks omelet, som egentligt var meget offensivt mod ashas-folket, da fønikserne havde en vigtig religiøs rolle i deres samfund. Nu sad hun med et krus mørkt, latyniansk kaffe, imens hun sendte sultne blikke efter Fenriks mad. Elveren vendte for hundrede og syttende gang blikket mod den ikke spiste pølse. Hvorfor kunne dværge ikke spise normal mad? Hvorfor havde de ikke oliven eller kalvekød? Fenrik bevægede langsomt sin kniv ned imod pølsen, og de to tilskuere ventede i spænding. Så trådte en gennemblødt skikkelse inde i skjulestedet, og Fenrik skyndte sig at lægge kniven fra sig. Det var Trak-Nal-Tox, som stod indhyllet i en grå kappe, hvis hætte var så langt ned over hovedet, at den dækkede alle hans gobling træk. Det var måske for det bedste, da goblingerne tiltrak sig rigtig meget uønsket opmærksomhed i øjeblikket. Det havde de gjort, lige siden tusindvis af dem omkom under Slaget ved Elementernes By. ”Hvor er Marintra?” spurgte Trak med en sløv og udmattet stemme, da han efter få springende skridt satte sig ved bordet. I en bevægelse tog han Fenriks pølse og proppede den i munden. Fenrik følte sig lettet, men Brildur så en smule utilfreds ud. Hun havde vist nydt at tryne ham med den. ”Herskerinden og Faros er begge ude på en kort rejse” fortalte Bruntop, imens Trak højlydt smaskede pølsen i sig. ”Så må vi klare denne sag alene” gryntede Trak og rakte ud efter Brildurs kaffe, som hun endnu ikke var færdig med. Før hun kunne nå at reagere, havde han også drukket den. ”Hvilken sag?” spurgte Fenrik nysgerrigt, imens han prøvede at ignorere Brildurs gnavne ansigt. ”Der er nogle røvere, som har skabt en del problemer nord for Mzorg. De stjæler åbenbart mad fra bønderne, og det kan ikke vente” fortalte Trak, imens han slikkede Fenriks tallerken til elverens store foragt.


Det tog en under en time at finde frem til nogle af røverne, som allerede var i gang med at røve endnu en gård. Der var seks af dem, og de var alle klædt i stengrå pladerustninger fra top til tå. De lignede faktisk soldater fra dinorens hær, og den faldende regn fik dem til at se meget dramatiske ud. ”Desertører” mumlede Trak, og Fenrik nikkede. De lå skjult omme bag nogle tønder, hvorfra de havde god udsigt til den rustningsklædte gruppe, som stod og talte med en ophidset bonde. En af dem stod med sit sværd rettet mod den lille skæggede dværg, som dog ikke så ud til at vige. ”Dinoren vil høre om dette” sagde han vredt ”I kan ikke bare røve fra folk. Vi har brug for den mad, når det bliver vinter”. ”Ikke mit problem” hånede en af desertørerne ”og vi arbejder ikke for dinoren”. ”Men I kan ikke bare tage vores mad” lød det knap så modigt denne gang fra bonden ”det er flere sække med korn og mine bedste grise, det der. Det kan I ikke!”. Men hans ord lod ikke til at falde i god jord hos desertøren, som reagerede øjeblikkeligt med en knytnæve i bondens tinding. Den lille skæggede grisefarmer faldt bevidstløs om på jorden uden en lyd, så hans skæg blev dækket af mudder, som den nedstyrtende regn havde skabt. ”Hvis bare Baldan havde overholdt sin del af aftalen” mumlede en af desertørerne knottent ”så havde vi ikke behøvet dette. Vi tiltrækker os alt for meget opmærksomhed”. Fenrik knyttede sin ene næve. Hvad havde Baldan med dette at gøre? Han sendte et spørgende blik mod Trak, som rystede på hovedet og hævede sin pegefinder til læberne. De skulle vente og høre, hvad desertørerne havde at sige, før de slog til. ”Det er jo ikke rigtigt hans skyld, vel?” lød det fra en af de andre desertører ”det var ham, Skrull, som ikke levede op til aftalen”. ”Men Sø Rotterne ville ikke have haft nogle problemer, hvis der ikke havde været nogen, som blandede sig. Der er nogen, som blander sig i vores foretagende, og chefen er ikke glad for det” indskød en tredje. Selvom Fenrik ikke kunne lide, at Baldan lod til at have sine fingre i alting, så følte han også et stik af stolthed. De havde ødelagt noget af hans plan, og Baldans alliance med denne chef var måske i fare. Så kiggede Fenrik igen hen på den bevidstløse bonde, og en bølge af skyldfølelse ramte ham. Hvis de ikke havde stoppet Sø Rotterne, ville denne mand aldrig skulle have været udsat for dette. De kunne ikke lade disse desertører slippe væk. Trak lod til at dele hans mening, for goblingen pegede på desertørerne og nikkede en enkelt gang. Fenrik trak lydløst sit tohåndssværd ud af skeden og placerede det i sine hænder. Klar til brug. Bruntop havde fundet en kniv frem, og Trak sad med begge sine sorte dolke. ”Vent på mit signal” hvislede goblingen, netop som to af desertørerne slog gårdens dør ind. Der lød et skrig inde fra huset. Fenrik vendte sig om mod Trak for at insistere på, at de måtte slå til snart, men goblingen var væk. Han kiggede i stedet på Bruntop, som smilede til ham. Den tossede dværg pegede sin finger imod gårdens tag, og Fenrik fulgte den med øjnene. Trak sad nu oppe på taget, og han lod til at være klar til at springe. Fenrik greb hårdere om sit sværdskæfte, og han sprang op, netop i det sekund Trak hoppede ned på en af desertørerne, som kom ud af huset slæbende på en lille dværgpige. Blod sprøjtede, da Traks dolk skar sig ind i desertørens hals, og da Fenriks sværd huggede en anden ned bagfra. ”Hvad i hele hule Herroth!” lød det vredt fra en af de tre tilbageværende desertører, som befandt sig uden for huset. Den lille dværgpige skreg, og der lød råb inde fra huset, hvor Trak nu var sprintet ind. Fenrik vendte hurtigt opmærksomheden mod de tre dværgkrigere, som alle lod til at have genvundet talens brug. To af dem stormede frem imod Fenrik, og den tredje stormede hen imod huset. En økse kløvede luften lige foran Fenriks næse, men elveren nåede at træde til siden, hvorefter han sendte et spark imod den angribende dværg. Desertøren bragede bagover lige i tide til at blive ramt af Bruntops flammer, som lod til at komme direkte ud fra dværgens hænder. Fenrik havde dog ikke tid til at beundre den på en gang voldelige og smukke ild, for den anden dværgkriger svang nu et sværd imod Fenrik, som elveren kun lige med nød og næppe nåede at fjerne sin brystkasse fra. I stedet fik han et hug i armen, som sendte smerte igennem hele hans krop. Men Fenrik tøvede ikke, og før der var gået tre sekunder, havde han svunget sit eget tohåndssværd, som skar sig dybt ned i dværgens skulder, hvor der havde været et hul i rustningen. Fenrik sank i knæ af smerte, og det samme gjorde desertøren, som dog alligevel så ud til at have det meget værre end ham. ”Stop!”. Råbet var kommet brat fra den eneste tilbageværende dværgkriger, han som var løbet hen til huset. Han stod nu med en kniv presset mod den lille dværgpiges strube. ”Jeg ville ikke gøre det, hvis jeg var dig” lød en anden stemme. Det var Trak, som nu havde en dolk presset mod desertørens egen hals. ”Slip hende”. Traks stemme var hårdere, end Fenrik nogensinde havde oplevet den før, og han kunne ikke bebrejde desertøren for øjeblikkeligt at slippe pigen, som skyndte sig at løbe hen til hendes fars bevidstløse krop. ”Hør her...” forsøgte desertøren, men Trak sparkede ham hurtigt i ryggen, så han landede på den mudrede jord. ”Hvem er jeres chef?” lød det ikke særligt spøgende fra Trak, som havde fundet begge sine dolke frem ”hvem arbejder I for?”. ”Han dræber mig, hvis jeg siger noget...” lød det ynkeligt fra desertøren ”jeg kender ikke engang hans navn”. Det var ikke det rigtige svar, og Trak reagerede med et sollidt spark i dværgens skridt, der fik ham til at trække sig sammen. ”Så fortæl mig, hvad du ved!” hvæsede han sydende af raseri. ”Okay okay... jeg skal nok!” hylede dværgen og løftede beskyttende sine hænder op foran hovedet. ”Vi kalder ham Bageren, men jeg er ikke sikker på hvorfor. Jeg har kun set ham en gang, og han virker meget mærkelig. Han taler hele tiden om blod, men han betaler godt. Han holder til i Mizil, det er alt, jeg ved. Jeg sværger det!”. Trak stirrede ondt på dværgen i et halvt minut, før han gav ham en knytnæve lige i fjæset, så han gik ud. Så vendte goblingen sit blik imod bonden, som var begyndte at røre på sig. ”Vi tager dem alle sammen med os, og så går vi” sagde han og pegede på de døde og bevidstløse dværgkrigere ”Marintra er nødt til at høre om det her”.  

Første Afsnit         Forrige Afsnit                                                                   Næste Afsnit