Hjemme fra Afrika så her er Dværge #6 Den Maskerede Mus

Dette billede viser min bedstefars evner som fotograf og min
modvilje mod at blive fotograferet.

Så er jeg hjemme fra Afrika. Jeg havde en fremragende tur, og det er helt mærkeligt at være hjemme. Jeg orker ærligt talt ikke at fortælle en helt masse om turen, som jeg ellers havde tænkt mig. Siden jeg kom hjem, kan jeg kun tænke på ting, jeg mangler at gøre. Men der var meget smukt i Syd Afrika, og det kan I se på min fars blog.

På venstre ses min bedstefar, men det var nu mig, der skød dette
Blue Wildebeest

Men I skal da have et enkelt jagtbillede.

Desuden er jeg færdig med at læse Harry Potter for min søster. Alle syv bøger. Det er også ret mærkeligt. Jeg overvejer at begynde at læse Percy Jackson for hende nu. 

Jeg kunne virkelig godt bruge noget mere slap af tid. Jeg har det som om, min verden er blevet vendt på hovedet. Harry Potter med min søster (og til tider med min bror) har været en af de mest faste ting i mit liv den sidste måneds tid (og gradueringstræning til judo, men jeg fik blåt bælte lige før ferien). Så er der også min blog selvfølgelig, som jeg forhåbentligt vil fortsætte med i mange år endnu. Jeg skal jo også snart til rollespil, og jeg føler ikke klar på hverken P&P eller live. Jeg har brug for mere tid til at planlægge, som jeg ikke har. Det ender som regel med, at jeg lynskriver en masse dagen før.

Her er mine søskende: Marri og Kristian

Advarsel: Det nye Dværge Logo er lavet en person ved navn Winther. Anders Winther.

#6 Den maskerede mus

Nu er det den 14. Pan 1076 Anden Alder som sidste gang, bortset fra at det ikke var nævnt, hvilken dag de ankom til Mast på. Det er faktisk lige efter, da det var en clifhanger. Klokken er 2 om eftermiddagen, vejret stille og roligt, og det er en lettere fugtig for at være helt specifik.

”Du kan din geografi” kommenterede Marintra og tog et forsigtigt skridt frem mod skibet. Hvis hun bare kunne distrahere ham længe nok, til at Trak og Bruntop kunne få blodet ordnet. ”Tja” sagde den hæse og visne stemme, som tilhørte den maskerede mand ”jeg har været lidt omkring”. Han trådte et skridt nærmere, og han var nu lige ved siden af kasserne med blod. Han måtte for alt i Mortlan ikke opdage Trak og Bruntop. ”Du burde være lidt mere forsigtig med dit specifikke ordvalg” sagde manden med masken ”de er i gang med at fjerne varerne”. Marintra stivnede, netop som flere skikkelser dukkede op på skibet (disse så ikke nær så truende eller maskerede ud, selvom deres ansigter selvfølgelig godt kunne være masker). Hvordan havde han fundet ud af det? ”Jeg har mine metoder” sagde manden og trådte et skridt nærmere Marintra, imens han folk gik ind på land. Hun placerede i løbet af nul komma nul nul nul fem en pil på sin buestreng og affyrede den imod en af maskemusens folk. Målet lagde ikke mærke til pilen, før dens rejse stoppede. Desværre endte rejsen ikke som planlagt med et bump og en død fjende. Den endte med et sving og en kløvet pil. Maskemusen havde skåret den midt over i luften. ”Så du vil spille sej, hr Maskemus!” råbte Marintra og kom til at smile ”du skal få sejhed i dets reneste form”. Så løb hun frem imod hr Maskemus, og han fulgte hendes eksempel. Samtidigt kastede Bruntop en eller anden flaske over til mini musene (Maskemusens folk), som øjeblikkeligt gik i stykker. Der lød et brag, og to af dem faldt i vandet. Men der var stadig fem tilbage, og så var der hr Maskemus. Sidstnævnte stod med begge sine kortsværd vendt imod Marintra, som kun havde to pile og sin bue i hænderne. Men hun var ikke bekymret for sin egen sikkerhed, da Maskemus gik til angreb. Hendes tanker var hos Faros og Trak, som netop var gået til angreb på hans tilbageværende tropper. ”Så hvad var din forbrydelse?” sagde hr Maskemus hæst og henkastet. ”Jeg havde en vane med at kaste folk med masker på i vandet” svarede Marintra. Så brød kampen ud. Hr Maskemus angreb med sine to kortsværd, og Marintra undveg, parrede med sine pile eller slog ham væk med buen, hver gang han kom for nær. Han var meget hurtigt og utrættelig, og der gik et stykke tid før Marintra fik sin chance for at slå til. ”Højt på et bjerg en drage. Du ska dø, du skal faktisk dø. Højt på et bjerg en drage sad” sang Marintra og gav hr Maskemus et slag i ansigtet med buen og stak en pil efter hans brystkasse. Men selvom angrebet skete på under et sekund, så nåede Maskemus at dukke sig og gribe fat i Marintra pil, så hun tabte den. Hun stirrede chokeret på ham og syntes, hun lagde mærke til et spidst øre bag masken, før hun parrede hans næste angreb med sin bue, som ikke blev skadet takket være dens souvenir bånd. ”Så kom en klam stodder. Det er dig, ja det er nemlig dig. Så kom en klam stodder hen” sang Marintra delvist for at distrahere, men hr Maskemus lod sig ikke gå på. ”Ser du sig selv som en eller anden slags helt?” spurgte Maskemus med afsky i stemmen ”en folkets forkæmper”. Marintra svarede ikke, og hendes tanker kredsede kun om, hvordan hun besejre ham. Hun havde allerede trukket et nyt bundt med pile frem, men hun ville ikke spilde nogen på at skyde efter ham. Det ville være forgæves. ”En tidligere tyv der prøver at gøre bod på sine gerninger. Prøver at gøre noget meningsfuldt, så hendes liv ikke virker så tomt”. Marintra undlod stadig at svare, og da hun så, at Faros endnu kæmpede mod to modstandere, begyndte hun at synge igen. ”I dit øje sad en pil. Ja en pil, en fremragende pil. I dit øje sad en smuk pil”. ”Sang vil ikke redde dig” hånede Maskemus og svang igen efter Marintra med begge sine sværd. Men hun dukkede sig ikke denne gang. I stedet lavede hun et forlæns rullefald imellem benene på ham efter at have kastet sin bue op i luften. Marintra var stensikker på, at det ville virke. Men Maskemus drejede kroppen allerede før, hun var igennem, og stak ud efter hende. Hun ville være død, hvis ikke det havde været for hendes nødplan. Ved ordet ”øje” havde Bruntop nemlig reageret med det samme. Han havde kastet en mørk flaske hen til dem, som var gået i stykker. Indholdet fyldet derfor allerede luften, da Marintra udførte rullefaldet, og derfor kunne Maskemus ikke se hende. Derfor kunne han heller ikke ramme hende, men hun vidste lige, hvor han var. I en glidende bevægelse sparkede hun ham i brystkassen og sendte ham flyvende ned i havnens vand, og et af hans kortsværd faldt til jorden på vejen derhen. Marintra greb det og skyndte sig ud af den sorte røgsky. Men da alt blev klart igen, var han allerede forsvundet. Der var tegn i vandet på forstyrrelser, men han lod til at være svømmet væk. Faros og Trak havde også næsten besejret deres modstandere. Men der kom intet lettelsens suk fra Marintra. Det havde været for nemt, og efter at have skudt to af Maskemusens vagter skyndte hun sig hen til kasserne. ”Der kan være forstærkninger her når som helst” sagde hun og åbnede en af de største kasser. Denne havde Bruntop og Trak allerede tømt, og hvert glas med formic-blod var blevet overført til en mere sikker beholder. ”Vi skal putte det hele i sikre beholdere, før vi kan transportere det væk” sagde Bruntop og gik i gang med at åbne en af de sidste kasser. Der var kun tre tilbage. ”Hvem var den mus?” spurgte Marintra, imens Bruntop biksede med at åbne kassen. ”Tro det eller ej” sagde Faros, som var i gang med at gennemsøge Maskemusens faldne vagter ”men ifølge en af vores kilder, så er han Den Ensomme Skygge”. Dette fangede straks Marintras opmærksomhed og spørgende blik. ”Det lader til, at hans arbejde for Mørkets Fyrstinde er ovre” forklarede Faros hurtigt. Marintra følte sit mod falde (på en sej og dramatisk måde). Det var slet ikke godt. ”Så i stedet for at adlyde Hegana, er han kommet for at genere os?” sagde hun. ”Det kunne det tyde på” sagde Trak, netop som kassens låg kom af. ”Jeg er nødt til at rose hans planlægning” mumlede Bruntop bittert. Kassen var tom.

 (------ Første Afsnit          Forrige Afsnit                                                    Næste Afsnit