tirsdag den 11. august 2015

Dværge #16 Pile mod tærter

#16 Pile mod tærter

13. Zyval 1076 AA i Braldirborg
”Han er da lige lovlig kæphøj, er han ikke?” hviskede Manwe ved synet af hovedstadens store borg, som tårnede sig op lige foran dem. De havde fulgt Bagerens folk i dagevis nu, og de var blevet ledt til det mest overraskende sted, han kunne have valgt til sit skjulested. ”Enten det” kommenterede Trak ”eller også er det en fælde”. Ingen af de andre svarede, da de alle vidste, at han nok havde ret. Det ville være så åbenlyst, men det var der, deres håb lå. Hvis Bageren virkelig ønskede at lokke dem i en fælde, så ville han nok ikke vælge dinorens bolig af netop den grund. På den anden side virkede han også lige lidt for klog til at gøre brug af Zrulfs mægtigste og ældste borg, som var hele kernen i dværgenes stolthed og kultur, som skjulested. Men det kunne selvfølgelig godt være, at hans folk var her med en opgave, og at det ikke var deres base. Alle Bagerens soldater var i hvert fald taget ind i en gammel mineskakt, der lå lige under borgen, og dinorens vagter havde ladet dem passere. Adskillige tiggere (byens gader var fulde af dem. De var krigens ofre, der stadig led) havde forsøgt at følge efter soldaterne, da de sikkert håbede på, at vejen førte til mad. ”Kun en måde at finde ud af det på” sagde Faros ”vi skal bare have en vej ind først”. Marintra sukkede. ”Lad mig om det” udstødte hun med en træthed, Manwe aldrig havde oplevet ved hende før. Hun lød som en, der virkelig ikke orkede noget. Det forsvandt dog hurtigt som dug for solen, da de alle fem krydsede pladsen på hendes opfordring med retning mod mineskakten. Flere af tiggerne fulgte dem med øjnene, da de passerede, som de overvejede, om de skulle overfalde dem. De veg dog alle tilbage, da Faros berørte Aruddeler, der hang på hans ryg. De gik hurtigt tilbage til at kigge ned i jorden. ”Ved du, hvad hun har tænkt sig?” spurgte Manwe henvendt til Faros. Dværgen kløede sit skæg og sendte et blik imod Marintra, der ledte gruppen an. ”Jeg har en anelse” svarede han uden at uddybe. Manwe var derfor en smule urolig, da de nåede frem til minens indgang. Der stod to vagter, og den ene af dem var i en diskussion med en tigger. ”Jeg har jo sagt, at vi ikke lukker nogen ind. Der er ingen mad at komme efter” sagde vagten irriteret. Han var klædt i en mørk ringbrynje og havde både en økse og et skjold. Hans ansigt var arret, og hans skæg var mørkt og tvedelt. Han lignede en krigsveteran, men tiggeren lod ikke til at være villig til at give op, uanset hvor hårdfør vagten så ud. ”Jeg har jo sagt, at jeg ikke er ude efter mad. Jeg vil bare vide, hvor min fætter Larkt er. Han sagde til mig, at I udlovede gratis mad, hvis man mødte op om aftenen. Jeg sagde til ham, at det var en dårlig ide, og nu er han ikke vendt tilbage. Jeg vil vide, hvor han er!”. ”Jeg har ikke hørt noget om nogen mad, der er blevet uddelt, og jeg er ikke engang en nattevagt. Kom tilbage senere, hvis du vil tale med nogen, der bare har den mindste chance for at vide, hvad du ævler om, hvis der da er noget ved det. Smut så!”. Tiggeren skulede ad vagten og satte sig så hen på jorden nogle meter derfra. Så vendte vagten sig imod dem. ”Hvad vil I?” brummede han udmattet ”I ligner måske ikke tiggere, men der er heller ikke adgang for lejesoldater. Hvis I leder efter arbejde, kan I prøve andetsteds”. Manwe frygtede i et øjeblik, hvordan Marintra ville reagere, da han endnu ikke havde set hende håndtere en situationen uden at skyde nogen med sin bue. Han blev positivt overrasket. ”Lejesoldater?” fnøs hun ”kalder du mig og mine gode mænd for lejesoldater. Du er en skændsel for hele din garde, når du opfører dig så upassende, og jeg tåler ikke skændsler”. Vagten kiggede en smule forvirret på hende, som om han ikke anede, om han skulle tage hende seriøst. Det ændrede sig, da Marintra trak en skriftrulle frem fra sin lomme og åbnede den, så vagten kunne læse indholdet. Han stirrede på den med åben mund, som havde det været selve Tidens Skriftrulle. ”Løjtnant Nitral af Dinorens anden special deling netop hjemvendt. Vi har eskorteret ambassadør Fenrik af Rizzians slægt, som er her for at forhandle. Denne indgang var valgt, da det var frygtet, hvilken effekt ambassadøren ville have på byens borgere, hvis vi marcherede op til hovedindgangen. Dårligt blod og gammelt nag kan være frygtelige ting” fortalte Marintra vagten, og hendes toneleje var nu drastisk ændret. Hun havde skiftet fra sin sædvanlige, venlige og lettere fjollede stemning til en soldats strikse og hårde stemme. Hun lød i hvert fald overbevisende, og vagten blev helt bleg. ”Det er jeg virkelig ked af, løjtnant, og jeg undskylder respektløsheden imod ambassadøren”. Han bukkede let for Manwe, som følte sig lettere utilpas ved allerede at bruge sit falske navn igen, når han lige havde fundet ud, hvad han virkelig hed. Men han var alligevel glad for, at Marintra havde haft en nogenlunde solid plan. ”Jeg vil straks føre jer indenfor” sagde vagten og tog en fakkel, der havde stået lænet op ad væggen. Han spændte sit skjold på ryggen, talte hurtigt til den anden vagt og førte dem ind i tunnellen. De kom ind på en mørk gang, der indeholdte flere vagter og en masse våben og rustning. Det så ikke ud til, at der havde været minebrug her i meget lang tid. Ikke siden borgen var blevet bygget. De gik hurtigt forbi alle vagterne og fortsatte ned ad den mørke gang, indtil de kom til en vindeltrappe i sten. Vagten stoppede op. ”Jeg er ked af at må være den, der meddeler jer dette” sagde han ”men dinoren er ikke ligefrem i tilstand til at tage imod ambassadøren i øjeblikket. Han er syg og sover hele tiden. Nogle siger, at han er døende, og det er ikke sikkert, han overhovedet bliver i stand til at forhandle”. Manwe anstrengte sig for at se bekymret ud, selvom han virkelig ikke følte, at det rørte ham en disse. Han syntes ikke, det lykkedes helt vildt godt, men det var mørkt, og vagten havde sit fokus vendt imod Marintra. ”Hvem, tror du, følger ham, hvis han ikke klarer den?” spurgte hun, imens hun kiggede overvejende på vindeltrappen. Manwe mente, han kunne høre en masse fodtrin komme nedefra, så det måtte være der, Bagerens folk var gået hen. ”Det er ikke en dag siden, at dinoren samlede hele sit råd og lod alle vide, at han velsignede sin nevø, Mågens, og ønskede, at han skulle følge ham på tronen. Prinsen blev naturligvis vred, og han er taget af sted i vrede. Mere kan jeg ikke sige” fortalte vagten og kiggede tøvende tilbage, hvor de kom fra. ”Tak for oplysningerne” sagde Marintra til ham og nikkede ”jeg kan godt finde vejen herfra. Jeg vil få ambassadøren på plads, og så kan forhandlingerne vente til, vi har en rask dinor på tronen. Vagten nikkede, så hans tvedelte skæg hoppede og ned. ”Glad for at være til tjeneste” mumlede han og styrede så tilbage mod indgangen. Da han var forsvundet i mørket, rettede de alle deres opmærksomhed mod vindeltrappen. ”Lad os finde den brøds mus og sætte en stopper for hans planer” sagde Marintra.

De fulgte trappen et langt stykke ned, og de kom forbi mange kælderetager, før de endelig stoppede op. De var nu ved indgangen til, hvad der lignede en gammel lille underjordisk by for minearbejdere. Dem havde man over hele Zrulf, så det gav vel fin mening, at der også var en under landets største bygningsværk. Byen lå i en grotte, der måske havde seks meter til loftet, og i den lå en masse små huse. Der var ikke posteret nogen vagter, men Marintra nåede lige at se en enkelt soldat forsvinde ind i et af husene, da de kom ind i hulen. Hun var helt (fabelagtigt) sikker på, at det var en af Bagerens folk. ”Lad os håbe, dette er skjulestedet” sagde hun. ”Jeg kan ikke lide det” kommenterede Faros ”Bageren må have allierede på hoffet”. Marintra rystede blot på hovedet. ”Det har vi ikke tid til at bekymre om os nu” sagde hun ”vi har en plan, og vi må hellere se at komme i gang, før det er for sent”. De andre nikkede. ”En plan ja” mumlede Trak ”hvis man da kan kalde det for en plan. Det virker ikke helt gennemtænkt”. ”Er herskerinden sikker på, at jeg ikke skal gå med efter skyggen?” spurgte Bruntop. Marintra rystede på hovedet. ”Der er mere brug for dig ved Bageren” svarede hun, og dine skader er endnu ikke helede nok til, at du kan klare sådan en kamp. Hun sagde ikke den sidste del, men Bruntop lod alligevel til at vide, hvad hun tænkte, på trods af at han ikke havde en magisk maske. ”Så lad os finde den Bager” istemte Manwe, og han, Trak og Bruntop gik af sted mod den højre del af minebyen. De havde stjålet et kort fra nogle af Bagerens folk, der viste en lignende by, og ifølge den var det der, Bageren holdte til. Den Ensomme Skygge skulle så have sine gemakker ovre til venstre. ”Lad os aflægge et besøg hos Maskemusen” sagde Marintra til Faros, da de tre andre var gået. Det var den sværeste kamp, de ville få, for Bageren var absolut ingen kriger. ”Lad os håbe, Bruntop havde ret, og at han virkelig kun kan læse tankerne hos en af os ad gangen” sukkede Faros, og så listede de sig af sted.


Bruntop gøs, da han lukkede døren bag sig. Han havde ikke villet indrømme det over for nogen af de andre, men ingen af hans sår var endnu helet, og han havde ikke fået sovet ordentligt de sidste par nætter. Hver gang han lukkede øjnene, sved det, og smerten fra formic-blodet vendte tilbage. ”Bruntop?”. Det var Manwe, der havde kaldt, og Bruntop vendte tilbage til virkeligheden. De var alle tre gået ind i en stor bygning, der nok engang havde været et fælles spiserum for minearbejdere. En lille sal lå lige foran dem, og både Trak og Manwe var trådt ind i den, så kun Bruntop var uden for. Bruntop åbnede munden for at svare, og han skulle lige til at gå videre, da en anden stemme kom ham i forkøbet. Den lød overrasket, men selvtilfreds. ”I er da ikke dinorens soldater” udbrød den, men så blev den blandet med latter. En dværg med en mærkelig maske af læder på dukkede op i den anden ende af spisesalen, men han havde udelukkende sin opmærksomhed vendt imod Trak og Manwe, som begge havde trukket deres våben. ”Overgiv dig, Bager” truede Manwe, men Arolnar lo blot endnu vildere. ”Tænk, at I alligevel bliver de første til at teste min nye prototype” lo han og trak en flaske op ad lommen. Både Manwe og Trak trådte et skridt tilbage, imens Bruntop sneg sig nærmere. Smerten var vendt tilbage, og den gjorde hans syn sløret. Før han nåede frem til salen, kastede Bageren flasken, som ramte ned lige imellem Manwe og Trak. Grønlig gas sted op fra det knuste glas, og Bruntop fik endnu en gang kuldegysninger. Hvad havde Bageren mon lavet? Svaret fik han med det samme. ”Det er min nye mikstur” lo han ”og den er baseret på fortyndet formic-blod. Vær nogle søde drenge, træk jeres våben og dræb hinanden”. Til Bruntops skræk, trak både Manwe og Trak deres våben, og de stirrede med døde øjne på hinanden.

Første afsnit             Forrige Afsnit                                                                     Næste Afsnit