mandag den 10. august 2015

Marvel sparker mikroskopisk bagdel

Så er jeg endelig tilbage. Det er næsten helt mærkeligt efter sådan en lang pause uden at blogge, men nu er så blevet tid igen. Jeg har oplevet en del ting i sommerferien, jeg skal få tid til at fortælle om, men alt det der stads kan gemmes til senere. Jeg har jo også modtaget en enkelt (hulk, hulk) bemærkning om, at jeg var ved at blive en af de der bloggere, som kun fortalte om deres eget liv, fordi jeg fortalte lidt om min fortid lige før ferien og om mine drømme. På samme tid så var det den samme person, som forhindrede mig (okay det var et uheld fra denne persons side, og jeg har lovet ham (det var ikke særligt diskret), at jeg ikke vil nævne hans navn, da han føler, at det ville pinliggøre ham (jeg bliver rørt over, at han mener, nok folk læser min blog til, at det kan betyde noget (det blev godt nok mange parenteser))) i at komme i biografen midt i ferien og se D... jeg mener Marvel nyeste film. Det er bare fordi, at jeg har set en masse Arrow, hvor The Atom har været med, så jeg tænkte, at jeg ville lave denne lille vittighed, som kun få folk forstår, og jeg tænkte, at jeg kunne trække den ud i det uendelige og håbe på, at folk fandt det morsomt, eller at de bare ville blive ved med at læse (det håber jeg da, at I gør). For de, som ikke forstod vittigheden, og som går glip af et helt fantastisk show, kommer her en forklaring. Jeg skal til at tale om Ant-Man.

The Antz go marching to the Big Screen

Jeg kom så alligevel ind at se filmen, selvom det dog var nogle uger, efter jeg havde planlagt det, og jeg er netop vendt tilbage fra den. Jeg sidder i øjeblikkeligt hjemme hos min bedstemor og skriver dette, imens jeg drikker en schweppes tonic (uden alkohol, tak) og tænker på, at jeg nok burde gå i seng. Jeg starter trods alt i gymnasiet om få dage og burde få udhvilet. På den anden side, så har jeg virkelig lyst til at skrive om denne film, fordi jeg virkelig har stærke meninger om den, og fordi jeg øjnenede en mulighed for at sammenligne den med en film, jeg ikke ligefrem er vildt begejstret for. Nu tænker du måske, "hey, det kan man da ikke gøre som anmelder". "Måske ikke" griner jeg ondt (forestil et grin der er lige så ondt, som Voldemorts er ewww...) "men jeg er ikke anmelder. Jeg er bare en teenageknægt, der har set en film, spist en masse slik og lige drukket en sodavand". Så lad os begynde.

Fantastisk retning

Superhelte film er blevet en del større gennem de sidste år. Hvorvidt du kan lide det eller ej, så er det et faktum, der ikke kan benægtes (medmindre du benægter fakta... jeg plejer alligevel at handle i dagligbrugsen, så det går nok). Det er selvfølgelig både godt og skidt. Vi får flere superhelte film med større budget, sådan lyder den positive side af dette. Vi får den samme superhelte film flere gang med større budget og mere action, sådan lyder den dårlige side af dette. Misforstå mig ikke. Jeg har ikke noget imod action scener, så længe de har en mening og relevans for plottet. Jeg kan også sagtens elske en scene, som udelukkende er der for at få en karakter til at se sej ud. Jeg vil bare ikke se en hel film af det. Og det er den retning, man nogle gange kan blive bange for, at superhelte film vil gå i. Der er en trussel om, at de alle ville blive temmelig ens. Det er derfor opfriskende at se en film som Ant-Man, der gør noget originalt i forhold til en film. Ant-Man er ikke bare en superhelte. Det er en heist-film, en infiltrerings film, og det handler knap så meget om en romance denne gang. Det handler om datter og far, og filmen har flere rørende scener, der viser hovedpersonen, Scotts, forhold til sin datter. Så er motivationen sikret. Når der er en lille pige i fare, så er man interesseret, og så er der noget på spil. Man ved selvfølgelig godt, at der ikke sker Cassie noget, men Ant-Man klarer alligevel at gøre seeren en smule nervøs, og det er altid godt. Desuden kunne jeg rigtig godt lide humoren i filmen. Det var en ny retning af Marvel humor, og vittighederne var ret anderledes fra eksempelvis The Avengers.

Så skal der sammenlignes

Nu har jeg så lyst til at være lidt ond ved en anden film. For at kunne forklare Ant-Mans genialitet, er jeg nødt til at gøre det, hvis jeg vil undgå at skulle anstrenge mig (for hvorfor skulle jeg dog gøre det). Filmen der skal sammenlignes med er Marvels Thor: The Dark World. Jeg tror mest bare, det er på grund af sidekick argumentet, jeg valgte den. Lad os starte. Ant-Man gjorde alt rigtigt, som Dark World gjorde forkert. Lad os starte med truslen. I Dark World er skurken (spoiler alert forresten i forhold til Thor. Jeg lover, at jeg ikke vil spoile Ant-Man) den niende Doctor klædt ud i det grimmeste elver kostume nogensinde. Hans plan er at gøre noget "rum-halløj", fordi planeterne står på linje og sådan noget cola. Ingen ved rigtigt hvorfor, eller hvad han vil opnå med det, ud over at det er skidt. For at forøge spændingen vælger filmen at dræbe Frigg uden videre. Og det har ingen betydning. Alle er ligeglade med Frigg. Hun er måske Thors mor, men man ser dem aldrig gøre noget sammen, af hvad jeg husker af, og jeg kan knap nok huske, hvordan hun døde. I Ant-Man er der en anden skurk, som faktisk ikke er så ringe igen. Han er måske ikke en ny Joker, men han har nogle faktiske forholdt til nogle af karaktererne, og selvom vi aldrig rigtigt går i dybden med ham, så forstår jeg hans motivation og hans plan. Tid til sidekick argumentet. En anden æhhhh-ting ved Dark World (og flere andre Marvel film faktisk) er, at ikke alting har en rolle. Man er ligeglade med de alt for mange sidekicks og redskaber. Ant-Man havde endnu flere sidekicks, men de havde alle en funktion. De var måske ikke så meget med i filmen, men hver karakter havde en betydning, og selv myrene (især myrene faktisk) føltes vigtige.

En lille verden

Men væk fra andre film og tilbage til filmens lille verden. Ant-Man opnåede noget, som Marvel ikke har gjort i et stykke tid. Den gjorde det småt igen. Det er nok derfor, jeg bedre kan lide de enkelte film over Avengers. De mange personlige ting, stemningen og diskretionen gjorde, at det hele hang meget bedre sammen end de helt vildt store film i universet. Som jeg har sagt, så havde alting en betydning, og der var lige det rette antal subplots til filmens størrelse. Den havde måske nogle cameos og referencer til andre marvel film, men det var ikke for meget, og det handlede virkelig bare om disse karakterer uden, at det handlede om at redde verden. Verden var lille igen.
Så det var den marvel film. Jeg syntes, den var virkelig god, og jeg næsten i tvivl, om hvorvidt den er bedre end Guardians. Den er i hvert fald bedre end begge Thor film.