mandag den 17. august 2015

Polsk fantasy del 3 (med Sirilsk grafik)

Som I måske husker, så spillede jeg begge de to første Witcher spil i min læseferie lige før sommerferien. Jeg nåede også at begynde på treeren (som jeg også købte ekstra billigt), men jeg spillede det ikke i ferien. Jeg har derfor først færdiggjort spillet nu, og eftersom jeg spillede det meste af Witcher 3: The Wild Hunt før ferien, har jeg nok glemt en masse af det, jeg gerne ville nævne i mit indlæg om det. Så jeg vil starte ud med at nævne den fantastiske grafik. Dette spil er helt utroligt smukt. Bare tag et kig på dette screenshot af en kamp mellem en sej person og en person, der går med pels.
Eller dette af selveste vinterens onde manifestation.
Eller det er da ikke Witcher... ups, det var billeder fra weekendens rollespil i Folding Rollespil. Det var vores tredje flerdagsscenarie, og selvom vi ikke slog en rekord i mødetal, så havde vi det sjovt. Vi spillede meget på klaner i år, og om natten klædte vi i GM-gruppen os ud som udøde og lavede et virkeligt sjovt overraskelsesangreb på de intetanende spillere, som forventede os (selvom de ikke havde en ingame grund til det... slemme spillere). Dagen efter gik vi (stadig med udød facepaint i hele hovedet) ned til en gård for at låne tyve liter vand. Der var flere personer, som blev lidt overrasket og gerne ville have et billede af tre zombier, der var ude på en gåtur. Vi snakker også om en ork-juletur til december, og vi har også været i gang med at skrive ork-julesange (såsom "En ork er født i Mordor" og "I lejren sidder orken med sin elver-skind").
Anden dags zombier på kro

Men tilbage til Geralt og hans vilde jagt

Nå videre fra rent faktiske fysisk-krævende aktiviteter og lad os springe direkte ind i den bløde og afslappende verden, der hedder computerspil. Glem alt om at slæbe 20kg vand en halv kilometer. I den virtuelle verden findes sådanne problemer ikke. Wake the white wolf at the dawn of war og dræb nogle polske uhyrer.
Witcher 3 - The Wild Hunt er en storslået afslutning på Geralts triologi, som både leverer nogle af seriens bedste øjeblikke og nogle af dens bedste sværdkampe. Spillet er heldigvis mere roligt end toeren, og det er meget nemmere at finde rundt i end etteren. Samtidigt laver det en efterhånden klassisk Witcher, hvor den dropper det meste af de forrige spils plot for at gøre noget nyt... for tredje gang.

Blood of fallen kings

Witcher 3 starter kort efter, hvor toeren slap. Det tror man ikke med det samme, da Geralt ser langt ældre ud i dette spil, men det er nok bare en nyere grafik og det nye skægvækst system (som er en dejlig lille detalje). Men i stedet for at bruge alt for langt tid på at lede efter den forsvundne Yennefer (som ellers havde en stor inaktiv rolle i toeren), tager spillet en ny retning, og det kommer til at handle om Geralts adopterede datter, Ciri, i stedet. Ciri bliver hurtigt en ekstra hovedperson, og der er endda flere sekvenser, hvor vi spiller som hende. Dette er smart tænkt, da hun knap nok er blevet nævnt i de tidligere spil, og der gik ikke længe, før hun blev en af mine yndlings karakterer. Resten af historien er også rimelig solid, og for en gangs skyld så har de andre Witchers en betydning for plottet. Jeg havde altid et problem med, at man blev introduceret til alle de her karakterer i etteren, som så ingen betydning fik overhovedet. De er måske vigtige for bøgerne (gætter jeg på), men jeg havde håbet, at de ligesom ville være der i mere end fem minutter. Det er lidt dårlig stil at starte med at introducere spilleren til en masse karakterer, som er ret ligegyldige.

Hagrids værste fjende

Lad os lige holde fast i det med Witchers. Dette er det tredje spil i serien. Det tredje spil med Witcher Geralt of Rivia, men det er også det første spil, hvor man rent faktisk får lov til at være Witcher. De to andre spil havde nogle få gode monster kampe, men dette har et utal af dem. Kontrakter på uhyrer er endeligt spændende, og man kan bruge timevis på bare at opspore og dræbe dem. Hagrid ville nok få hjertestop ved at høre om alle de griffer, jeg har dræbt i løbet af min tid med spillet. Det er næsten helt elder scrolls agtigt, sådan som man bare kan finde et lig ude i midten af ingenting, bruge sine witcher sanser til at finde det skyldige uhyre, dræbe det og bagefter få kontrakten.
Det vil jeg ærligtalt hellere se som en film end Batman v Superman.

Loot, XP og belønningen

Nu kommer jeg så til den del af spillet, jeg havde lidt problemer med. Jeg elskede, hvordan eliksirerne i de forrige spil virkede. Det gav konceptet sit eget præg ved, at man skulle drikke dem, før man drog i kamp. I dette spil fungerer de næsten ligesom normale eliksirer i fantasy, hvilket er en lidt brugt formel. I stedet prøvede CD Project Red at gøre noget unikt med evnerne, hvor man kun kunne bruge nogle af dem ad gangen, og de prøvede ligesom at tvinge en til at prioritere, men jeg endte bare med at være ligeglad, og jeg tror kun, at folkene på den sværeste sværhedsgrad gad tænke på det. En tredje ting, jeg havde lidt problemer med, var loot. Der er flere lange missioner i spillet, som kan hjælpe en med at få ekstremt godt udstyr. Sådan lyder præmisset. Jeg bliver derfor ekstremt skuffet, når min nye legendariske rustning kun er en lille smule bedre end min nuværende, og jeg finder en endnu bedre en få minutter efter. Det er i det hele taget et problem, de fleste rpger har, og jeg hader det.

Ereminion

Nu er vi så nået til spillets antagonist, Eredin king of the Wild Hunt. Jeg må sige, at jeg var knap så imponeret, som jeg kunne have været, men jeg vil alligevel mene, at han er seriens bedste hovedskurk til dato. For uforstående så er the Wild Hunt en gruppe mystiske elvere, som kan teleportere, gøre dementor-kulde-ting og dræbe en masse en folk. De fungerer fint nok som gruppe, og de gav mig kuldegysninger flere gange i løbet af spillet, men det var kun, når Eredin selv ikke var involveret. Ser I, the Wild Hunt er virkelig skræmmende, når de rider rundt, bortfører folk og dræber hele landsbyer, men spillet prøver også på at putte fokus på deres konge uden rigtigt at gøre det. De bliver ved med at snakke om Eredin og hans onde gerninger, og hvor frygtelig han er. Men i virkeligheden syntes jeg, at hans løjtnant var langt mere skræmmende, og han fungerer ikke rigtigt uden sit folk, eller når det er lyst. Jeg vil ikke spoile for meget, men en af kampene mod the Wild Hunt er derfor en anelse skuffende, da de hurtigt mister deres mystiske frygt effekt. Det ville være lidt ligesom, hvis ringånderne stormede et sted ved højlys dag.


Ellers vil jeg sige, at resten af spillets karakterer var meget imponerende. Alle de små historier i spillet er virkelig gode, og især mange af menneskerne har nogle spændende side historier. Nogle af seriens bedste skurke bliver også reduceret til et subplot i hovedhistorien, og Johnny er slet ikke nok med. For de, der ikke har spillet the Witcher 3, så er dette Johnny ----)

Så det var Witcher 3, og triologiens slutning (selvom jeg stadig håber, vi får et spinoff spil med Tywin Lannisters anden datter), og selvom spillet ikke er perfekt, så er det så godt, at jeg næsten kan ignorere alle de små fejl og knap så gode ting. Bare baseret på de nye kontrakter og Johnny, vil jeg sige, at det faktisk er det bedste spil i serien. Det er ellers sjældent, det sker med en fantasy triologi, så godt klaret CD Project Red.