onsdag den 26. august 2015

Dværge #17 Regnskabets ti... Hold så op!

#17 Regnskabets ti... Hold så op!

Væk med dig, dit dumme døde egern, du skal ikke sidde på min stol. Ved i hvad, datoen er forbandet ligegyldig. Dette er historien om dengang, vi bekæmpede Maskemusen og viste hele Zrulf, at man ikke skal komme på tværs af den smukke, fabelagtige, fænomenale... Hov vent! Han er ikke død endnu. Pil i dit fjæs, din grimme fedttrold! Tag den, din frangicanske, fiskestinkende egernmus! Åhh dine fødder ser godt nok ud som om, de trænger til pension. Bruger du nogensinde sko? Nåh, men tilbage til min historie. Det er nemlig min historie, er det forstået, og det er så sandt, som at mit navn Marin... Ikke igen.

Nå men som jeg sagde, så skal vi tilbage til historien. Mine tre drenge (Trak, Ikke-Fenrik (eller I ved da godt, at han virkelig hed Manwe, ikke), jeg mener Manwe (Leif, jeg er din fader) og Bruntop) var sneget sig af sted for at bekæmpe Bageren, den slyngel. Imellem tog Faros Fipskæg (forstod I den, hva? Forstod I den? Vittigheden er, at han i virkeligheden har et fuldskæg! Hvad? Det er latrinhylende morsomt! Siger du, jeg har en plat form for humor? DU ER EN PLAT FORM FOR HUMOR!) og jeg af sted for at finde Den Ensomme Skygge. Jeg havde brugt mine utroligt seje diplomati evner for at få os ind i deres skjulested, og nu manglede vi bare at konfrontere den tåbelige lille sækfuld af rådne majroer. Bruntop havde oven i købet fundet en løsning på det maskede problem, (så du, hvad jeg gjorde der? Hva? Gjorde du det? Min humor er altså ikke plat), og det var faktisk ret simpelt. Maskemusens maske tillader ham kun at læse tankerne på en person ad gangen, så vi skulle bare improvisere kaotiske taktikker, som han aldrig ville kunne se komme. Jeg betragtede kaotiske uforudsete taktikker som en af mine elite færdigheder, men jeg må alligevel indrømme, at jeg var en anelse nervøs (uhhh spænding). Jeg har tænkt mig at være helt ærlig overfor jer (LØGNER... hvem sagde det?). Jeg var faktisk virkelig nervøs. Maskemusen havde besejret os før. Han havde taget popoen på os en gang for mange, og jeg var klar til at få hævn. Men kunne vi overhovedet besejre ham? Over halvdelen af mit hold var taget ud for at tage sig af Bageren, og vi havde ingen anelse om, hvorvidt Maskemusen ventede os. Desuden var der hele affæren med Brildur. Maskemusen havde været skyld i hendes død, og Brildur havde været som en lillesøster til mig. Hun havde også betydet meget for Faros, og jeg var bange for, at noget ville gå galt inde i os. Bange for, at vi ville miste besindelsen. Jeg havde prøvet det før i Parin, og det var ikke noget, jeg nogensinde ønskede at gå igennem igen. Når jeg tænker tilbage til den dag på stranden, hvor jeg stod med min bue og sigtede på Rugbert, får jeg det skidt. Jeg stod og skulle lige til at fyrre et dusin pile igennem hans usle skind. Jeg ønskede bare hævnens søde følelse mere end noget andet. Hævnens løsladelse. Og jeg ville have taget den, hvis det havde været for nogle fremmede. Nogle helt fremmede personer blandede sig og fik mig kølet ned. De var det eneste, som stod imellem blind vrede og nåde. Så lad os bare sige, at jeg var bekymret for begge vores skyld. Men jeg tror, det var min tid som fortæller, for jeg kan se, at jeres normale og ikke nær så interessante fortæller er ved at være på banen igen. Jeg ville bare gerne lige lade jer forstå min situation lidt bedre, og så har jeg altid gerne villet slå ham i fjæs for alle de ting, jeg har været ude for. Ses senere alverdens fugle og husk at hilse jeres bedstemor.

Hvis nogen spørger, så skete det der aldrig. Nå men Marintra og Faros sneg sig af sted imod den del af den underjordiske mineby, som skulle være Den Ensomme Skygges skjulested. Det stjålne kort førte dem hen til en lav, men stor bygning uden nogen vinduer. Der lod kun til at være en enkelt dør, og den var ikke engang bevogtet. Ingen af de to dværge fandt det særligt betryggende. ”Tid til at gå i aktion uden en plan” mumlede Faros tvivlsomt ”jeg havde aldrig troet, denne dag ville komme”. Marintra prøvede at skjule sin egen tvivl med et smil, netop som hun trak det første af sine mange pilebundter på tre frem og satte den første pil på strengen. ”Jeg har set frem til den” sagde hun og åbnede døren. De trådte begge ind på samme tid. Det var en lagerbygning, de var kommet ind i. En lang lagerbygning uden nogen lyskilde, så alt blev mørkt, da døren smækkede i. Det havde sikkert også afsløret dem, men Marintra var alligevel helt rolig. Tanken om en fælde bekymrede hende ikke i øjeblikket. Hun var langt mere bange for, at hun kom til at dræbe Den Ensomme Skygge, før han fortalte dem, hvad han vidste. Hun kiggede på Faros, som nikkede, og så gik de hver sin vej ud i lagerhuset. Marintra sneg sig lydløst til højre, imens hun holdt udkig efter musen, som skjulte sig i skyggerne. Det var måske mørkt, men Marintra havde for længe siden lært at se på andre måder, og ved hjælp af sine andre sanser gik hun tilfældigt i gang med at gennemsøge bygningen. Havde der været et mønster i hendes gang, ville det have kunnet afsløre hende, men Marintra lavede ingen mønstre. Hver gang hun drejede og gik ned forbi en ny række hylder, var det helt tilfældigt. Sådan fortsatte hun i godt fem minutter uden noget resultat. Det var også et stort varehus, og det kunne også vise sig, at Maskemusen slet ikke var her. Hun stoppede op midt i en tanke og besluttede sig for at undersøge hylderne lidt nærmere. Marintra kunne ikke rigtigt se noget i mørket, men hun identificerede hurtigt en kasse til venstre for sig og trak den nærmere. Forsigtigt rakte hun sin hånd ned i kassen, hvor hun fandt et koldt og hårdt objekt. Det var en klump. Et stykkede af et materiale, og Marintra følte sit hjerte slå hurtigere, da hun opdagede, hvad det var. Hun kendte følelsen af natrinas overflade godt, da hun rørte det hver dag. En af båndende på hendes bue var lavet af forarbejdet natrina, men denne klump føltes alligevel anderledes. Den gav små stød fra sig, når man berørte den, og hun kunne sagtens fornemme den magiske energi uden at være en magiker. Natrinaet var ustabilt. Ligesom det, der havde totalsmadret Elementernes Ø og været skyld i Tsyserias død, havde været. Marintra gik hurtigt videre til den næste kasse, som stod et stykke længere væk. Den indeholdte også ustabilt natrina, og hun lagde det med største forsigtighed tilbage i kassen. Varehuset var en fælde, og hun blev helt sikker, da lyden af sværd mod sværd mødte hendes ører. Hun glemte hurtigt alt om forsigtighed og spænede af sted mellem de mange hylder. Hun gled ind over en hylde uden nogen kasser og trak pilen tilbage i en bevægelse, netop som der lød et grynt af smerte. Så affyrede hun pilen mod en utydelig skygge, som umuligt kunne være Faros. Skyggens ejer sprang til siden, og Marintra gled hen over endnu en hylde for at nå frem til sin sårede ven, samtidigt med at hun affyrede endnu en pil imod et punkt kort fra, hvor Den Ensomme Skygge lige havde befundet sig. Hvorvidt hun ramte ham, vidste hun ikke, men hun puttede automatisk den sidste pil af bundtet på strengen og løb så hen til Faros. Hendes ven lå såret på gulvet. Blodet dryppede ned fra hans arm, hvor der var et langt snit, og han støttede sig til Aruddeler. ”Du skal ikke bekymre dig om mig” hostede han og forsøgte at komme på benene. ”Jeg synes nu, du burde være bekymret” sagde en hadet stemme, og Marintra drejede rundt med pilen klar til at bore sig ind i Maskemusens ansigt. Men det var som altid skjult bag kraniemasken med de mærkelige g-symboler, og Marintra kunne lige skimte hans sværd i mørket. ”Jeg ville ikke affyre den pil, hvis jeg var dig” sagde Den Ensomme Skygge. Det var tydeligt, at han prøvede på at lyde kold og afslappet, men Marintra hørte en svagere undertone. Han lød... svækket. Havde en af hendes pile alligevel ramt ham? Hun tog alligevel hans trusler alvorligt, for hun vidste, at han ikke var dum. Det var hun dog heller ikke, så hun sænkede ikke buen den mindste smule. Den Ensomme Skygge lagde hovedet på skrå og fnøs. Så trak han et lille rundt objekt frem fra sin lomme. Der var et hul i loftet lige over dem, som sendte nogle få lysstråler ind, som så reflekterede sig i natrina klumpen. ”Ustabilt” sagde Den Ensomme Skygge selvsikkert ”skyder du efter mig, vil jeg sørge for, at du aldrig skal få chancen for at løfte din bue igen”. Marintra kiggede længere på Den Ensomme Skygge, imens alle mulige tanker løb igennem hendes hoved. Hvis hun lavede et godt skud, ville hun måske kunne dræbe Den Ensomme Skygge. Hun ville kunne skyde sin direkte igennem hans brystkasse og gøre det af med ham. Det ville han fortjene. Så kiggede hun op på Maskemusen, og hun vidste, at han kunne høre hver eneste af hendes tanker. Han ville gerne have hende til at spilde sin sidste pil, så hun blev nødt til at finde et nyt bundt frem. Tid til at tænke kaotisk, Blækblink, lød en fjern og næsten glemt stemme inde i Marintras hoved, og en tåre trillede ned ad hendes ene kind. Så skød hun uden tøven sin pil efter Den Ensomme Skygges sværd. Tankelæser eller ej, så sprang Maskemusen tilbage af ren overraskelse, og det lod alligevel til, at Marintra havde ramt ham tidligere, for han gik halvt i knæ af smerte. Og det havde præcis den effekt, som Marintra ønskede. Øjeblikkeligt efter at have affyret pilen, tog hun fat i Faros og satte i løb hen imod døren. Hun kiggede sig ikke tilbage, og de to dværge sprang det sidste stykke ud af bygningen for at komme væk derfra, før natrina klumpen blev klar over, at den var landet i en kasse med mere ustabilt natrina. Hun mærkede kortvarigt en hånd på sin skulder, da de landede uden for bygningen, men skaden, hun havde påført med sin tidligere pil, havde sænket deres fjende. Han gav øjeblikkeligt slip igen, da hele lagerhuset brød ud i et så voldsomt kaos, at selveste gudinden Chaotica ville have været imponeret. Flammer, lyn og is blev spredt i alle retninger, som kun magi kan gøre det, og Den Ensomme Skygge løb skrigene væk, imens røg steg op fra hans ryg. Hans maske var nu fjernet, og hans ansigt var blevet afsløret. Marintra nåede lige kort at få et glimt af hans grå hår og hans elverører, før endnu en eksplosion tvang hende ned mod jorden, hvis hun ikke ville rammes af de magiske flammer. For første gang siden hun trådte ind i lagerhuset, faldt hendes tanker på de andre.


Et voldsomt brag gav rungende genlyd hele fra alle rummets hjørner, og Arolnar vendte sit blik imod højre. ”For tidligt” mumlede han ”det er alt for tidligt. Jeg har slet ikke haft tid til at færdiggøre prøven”. Så vendte han sig atter mod Trak og Manwe. ”Dræb så hinanden, mine kære tjenere” kommanderede han ivrigt, og deres våben mødtes atter. Deres slag blev vildere end før, og deres ivrighed efter at fuldføre ordren skræmte Bruntop. Han måtte handle nu, hvis han ville redde sine venner. Han greb en flaske fra sit bælte og kastede den ind i fællesrummet, hvor Manwe og Trak kæmpede. En grå og tyk røg steg hurtigt op fra dens rester, og Arolnar vendte sig øjeblikkeligt imod Bruntop. ”Vi har endnu en gæst, kan jeg se” sagde han ”dræb ham først!”. Heldigvis gav formic-blod ikke forstærkede sanser, og røgen skjulte efter få sekunder alt i hele lokalet. Bruntop skyndte sig fremad med hånden på sine sår og sammenbidte tænder, imens han håbede på, at han ville løbe udenom både Manwe og Trak. Han syntes at se bevægelse flere gange, som kunne have været en af dem, men den eneste han løb ind i, var den han søgte. ”Nej nej nej” sagde Arolnar vredt, da Bruntop dukkede op lige foran ham ”hvad laver du? Det er forkert! Du skulle være død. Død som en sild i soldats mave”. Bageren rakte ned efter af sine egne flasker, som utvivlsomt indeholdt mere af hans prototype, men Bruntop havde fået nok af formic-blod og miksturer for i dag. I én bevægelse trådte han helt ind på livet af Bageren og gav ham et knytnæve lige i fjæset. Det virkede, og dværgen gik i jorden med brag. Det var også heldigt, for Bruntops sår begyndte straks at brænde af smerte igen, og han faldt i knæ, netop som natrinaets fulde effekt ramte fællesrummet. Alle bygningens brædder fløj gennem rummet, og luften blev fyldt med træsplinter og støv. Bruntop blev ramt af en af brædderne, og han faldt fladt ned på jorden lige ved siden af Bageren. Arolnars maske var blevet flænset af et stykke skarpt træ, og han blødte. Ikke desto mindre grinede han stadig væk som en galning. ”Dinoren kommer” lo han ”den nye dinor vil snart være her, og det er for sent for jer. Alt blodet er gemt. Mine prototyper er solgt”. Hans vanvittige latter overdøvede larmen fra eksplosionen, imens blodet løb ned over hans ansigt.

 Førte Afsnit                     Forrige Afsnit                                             Næste Afsnit