tirsdag den 22. september 2015

Dværge #18 Fædrenes Arv

#18 Fædrenes Arv

13. Zyval 1076AA dybt i Braldirborg
Manwes krop brændte med smerte, men han kunne ikke skrige. Luften var tyk af støv og røg, Manwe lå begravet i en bunke knuste brædder, og han kunne ikke bevæge sig. Det eneste, han kunne gøre, var at hoste. Han kunne høre en fjern latter, men lyden var forvrænget. Den eneste klar lyd, der nåede Manwe, var en anden persons host til venstre for ham. Langsomt lykkedes det ham at dreje sit hoved, og han fik øje på Trak, som ikke så ud til at være i en bedre situation end Manwe selv. Eksplosionen lod til at have modvirket Bagerens gas, for alle de agressive tanker var forsvundet fra elverens sind. ”Klarer du den?”. Manwe rettede blikket op igen og fik øje på Bruntop, som stod lige over ham. Hans tøj var ødelagt, og han havde adskillige sår i ansigtet, men der var alligevel et svagt smil på hans læber. ”Vi fik ham” fortalte han Manwe og rakte sin udstrakte arm ned mod ham ”vi fik Bageren”. Manwe tog den og kom langsomt op ad stå. Han tvang et smil frem, men det bristede efter få sekunder på grund af smerten. Han stod i nogle sekunder og lænede sig op ad Bruntop, før han humpede hen til en enkelt væg, der endnu stod. Denne lænede han sig op, og Bruntop løb hen for at hjælpe Trak. Da Manwe så stod alene tilbage, betragtede han den underjordiske mineby. Adskillige bygninger var blevet smadret af eksplosionen. Han stirrede ind i røgen i retning af den bygning, Marintra og Faros var gået ind i, men han kunne ikke se dem, og hans bekymring steg i takt med, at støvet lagde sig. Hvad var det sket med dem? Var de overhovedet stadig i live? Hans håb var næsten døet helt ud, da en skikkelse pludseligt dukkede frem fra røgen. I et kort øjeblik var Manwe håbefuld igen, men så lagde han mærke til skikkelsens højde. Det kunne umuligt være en dværg. Og ganske rigtigt tumlede en elver ud af røgen få sekunder efter. Med en brændende maske i den ene hånd og et sværd i den anden spænede han af sted, og han så langt værre tilredt ud, end Bruntop havde gjort. Brandsår dækkede hans krop, og Manwe følte en kulde bevæge sig helt ind i knoglerne på ham. Delvist fordi de mindede ham om hans egne mystiske brandsår, hvis oprindelse han endnu ikke kunne huske, og delvist fordi han genkendte Den Ensomme Skygges ansigt. Elverens hår var måske blevet gråsprængt, og det havde fået adskillige nye ar, siden Manwe havde set det sidst, men han var alligevel helt sikker. Manwe kendte denne elver, og hans navn var Manwe.


”Er der noget galt?”. Manwe svarede ikke. Han stirrede blot fortsat ud på den ødelagte mineby, imens Marintra forbandt hans sår. Hun havde allerede ordnet Faros, Trak og Bruntops. Sidstnævntes havde været ekstra vanskelige. Hans gamle sår var alle sprunget op og begyndt at bløde igen, og ingen bandage ville hjælpe. Bageren lå bundet på jorden, hvor han vred sig som en orm. Marintra skulle nok tage sig af ham, når de havde fået set til alle de sårede. Han havde meget at bøde for. ”Kalder ikke-Fenrik? Er der noget galt, eller trænger du blot til en kølhaling?” spurgte Marintra igen, og denne gang kiggede Manwe op på hende. Han tøvede lidt, før han svarede. ”Jeg så Den Ensomme Skygge slippe væk” sagde han til sidst og pegede på tunnelindgangen i den modsatte ende af hulen. Marintra sukkede. ”Han slap måske væk, men ikke uden et par nye skrammer, det sørgede jeg for. Jeg er mere bekymret i forhold til Arolnars stads, og hvem han har solgt det til?”. ”Jeg deler din bekymring” sagde en fremmed stemme, og Marintra drejede rundt på stedet. Manwe spærrede også skræmt øjnene op, men Faros, som sad og inspicerede den bevidstløse Bruntops sår sammen med Trak, lod ikke til at have opdaget noget. Der stod ellers godt tredve fremmede dværge blandt byens ruiner. Bageren begyndte at græde ved synet af dem. ”Hvem er du?” spurgte Marintra uden at sænke sin trukne bue. Dværgen, der havde talt, var klædt i en sølvgrå dragt med en hammer indgraveret på brystkassen. Han så ung ud, og hans skæg var lysebrunt. ”Dinor Mågens den syvende” introducerede han sig selv som ”lige udnævnt efter at min onkel er afgået ved døden”. Så vendte han sig om imod en af sine mænd, som Marintra straks genkendte. Det var vagten, som havde ladet dem komme indenfor. ”Tjarn, er dette den kvinde, som påstod at være løjtnant Nitral?” spurgte han vagten. ”Det sværger jeg ved bjergets rod” svarede vagten, som så måtte hede Tjarn. Mågens den syvende vendte sig igen mod Marintra, samtidigt med at Faros fangede hendes blik. Hun løftede hånden for at fortælle sin ven, at hun nok skulle tage denne her, netop som dinoren talte igen. ”Du må så være Marintra den berygtede tyv. Jeg troede ellers, at du var for snedig til at bruge et gammelt dæknavn, du tidligere havde brugt til at berøve min familie”. Marintra sænkede sin bue, selvom det var imod hendes instinkter. Desuden ville hun ikke kunne gøre noget. Der var mange flere vagter, end de var, og hun ville aldrig slippe væk med at dræbe dinoren. Hun kunne heller ikke lide tanken om at dræbe ham. Hun var trods alt ikke Dødens Hånd. ”Så du er kommet for at arrestere mig for en forbrydelse, jeg gjorde for over fyrre år siden?” spurgte hun ”og desuden bestjal jeg dig. Vi små folk stjæler, og de store røvere, ja de røver”. Dinoren rystede på hovedet som for at beholde seriøsiteten. ”Nej” sagde han ”jeg vil ikke arrestere dig. Jeg er udmærket klar over, at du udviklede dig på lige fod med krigen. Jeg er også klar over, hvad du og dine fæller har lavet i de sidste par måneder. Jeg ved, at I har jaget denne”, han pegede på Bageren, ”tosse, og at I har gjort Zrulf en stor tjeneste. Jeg ved også, hvad der driver dig. Jeg har hørt om Tsyrerias mord. Nej, jeg er faktisk kommet med et tilbud til dig”. Mågens øjne lyste af selvsikkerhed, som om han var sikker på sejr. ”Hvilket tilbud?” spurgte Marintra ”jeg gør ikke noget, der involverer klippedyr”. ”Først og fremmest kan jeg sørge for, at dine venner her vil blive helbredt. Jeg har folk, der kan redde Bruntops liv. Dette gør jeg som en gestus af min gode vilje. Men mit tilbud lyder sådan her: Jeg vil give dig en chance for at få ram på elveren, der står bag alt dette. Elveren, der stod bag ødelæggelsen af Elementernes Ø og Tsyserias død, vil blive din. Jeg vil give dig en vej til Baldan. Du skal blot sværge på, at I vil fortsætte jeres arbejde og finde tossens alkymi, før det når at ødelægge dette land. Hvad siger du?”. Marintra kiggede tøvende på sine venner. Faros så en smule usikkerhed ud. Han havde aldrig været særlig glad for adelige, men Bruntops liv kunne afhænge af dette, og Faros ville gå langt for at redde en ven. Trak så ret ligeglad ud, og Bruntop var bevidstløs. Den sidste, Marintra kiggede på, var Manwe. Han nikkede og sagde ”jeg kan godt klare en sidste kamp, før vi holder et hvil”. Det afgjorde det. Marintra vendte sig igen mod dinoren og rakte sin hånd frem. ”Jeg accepterer” sagde hun ”hvis du kan redde Bruntop... og hvis du smider et gavekort på et styks gruppebenådning med i handlen”. ”Du har en aftale” sagde Mågens, tog hendes hånd og nikkede glad, men Marintra sporede også noget andet i hans blik. Det var lettelse.

Første afsnit   Forrige Afsnit                                                             Næste Afsnit