Indlæg nummer 200 (Corvo Attano and Associates)

Dette er indlæg nummer 200 på min blog. Sikke meget tid jeg enligt har brugt på den. Sikke meget tid. Jeg havde oprindeligt tænkt mig at lægge min podcast op til dette nummer, og jeg havde overvejet at lave et afsnit af dværge, men jeg har spildt alt min tid på to ting her i den sidste uges tid. To meget uproduktive ting. At spille Dishonored og se Doraleous and Associates. Derfor vil jeg så fortælle om disse to ting, da jeg ikke rigtigt orker at lave noget alt for produktivt (jeg mangler kun at rette ti kapitler, før min bog er færdig). Jeg har lige brugt hele lørdagen på at gøre rent og rydde op, så I skal ikke klage.

What should we do with the drunken whaler?

Begge disse ting, jeg nu vil fortælle om, har været skyld i, at jeg har fået en sang på hjernen. Sangene er vidt forskellige, men Dishonored er langt mere seriøst end Doraleous. Dishonored er et stealth/snigmordsimulator fra 2012, som virkelig giver spilleren frit valg, når det kommer til taktik og strategi. Dishonored bygger på det koncept, Assasins Creed har gået efter i årevis, hvor det er helt op til spilleren, hvordan forskellige situationer håndteres. Du får bare udleveret nogle værktøjer, og så er det op til dig, hvordan du slår til og hvornår. Dette er helt klart det allerbedste ved hele spillet. Friheden der hører til enhver mission, de ubegrænsede muligheder og den spændende følelse ved selv at lave planen.
Spillet har også et udmærket skilltree, som gør, at man må prioritere efter ens spiltaktik. Jeg spillede meget stealth baseret, så jeg puttede en masse evner i det, men det behøver man slet ikke. Dishonored har en også en god balance med død. Hvis du vil, kan du gennemføre hele spillet uden at dræbe en eneste person (udover to snigmordere i en start tutorial), og dette tilføjer en fin dynamik og morale til hele konceptet om død. Spillets slutning varierer også efter, hvor mange man dræber. Det eneste problem, jeg havde med dette, var, at mange af spillets store mål har temmelig kedelig alternativer til at dræbe dem. Ud over to tilfælde så fandt jeg den "gode" metode lidt for kedelig. Jeg spillede spillet på denne måde første gang, og da jeg senere gik tilbage og prøvede den "onde" måde, så fandt jeg det langt sjovere. Der er så mange kreative måder at dræbe målene på i spillet, og de føles for en gangs skyld menneskelige. Der er ingen bosser i spillet (ud over en i en dlc), som føles særligt bossagtige. De fleste er bare mennesker med rigtigt mange vagter.
Denne kedelig følelse ved "ikke dødelig" uskadeliggørelse af mål gjorde, at jeg spillede koldblodigt morder i dlcerne, hvor man er en anden karakter. Dette var langt sjovere, da man ikke er begrænset til en mulighed, som man ofte bliver på "den gode" måde. Men bosser til side så vil dog sige, at ikke dødelig metoder er lige så sjove, når det handler om normale vagter. Dette spil gør det umulige og lader spilleren føle sig som en rigtig badass, når man bruger en armbrøst med sovepile. Jeg har ikke oplevet noget lignende siden Sly spillene. En sidste ting, jeg lige vil nævne om spillet, er, at selvom missionerne er helt vildt gode, så gælder det samme desværre ikke for karakterne. Jeg fandt måske to eller tre karakterer i dette spil, jeg fandt interessante. De fleste mål er kun mindeværdige på grund af drabsteknikkerne, og Assassins Creed er langt foran, hvad angår spændende mål. En blanding af dette og AC ville være det bedste snigmorder spil nogensinde.

I see a bitch, do you see a bitch?

Ellers har jeg brugt en masse tid på at se den ekstremt sjove animerede serie på youtube, Doraleous and Associates. Det er en fantasy serie, som i en Ronald Barbaren/DeadGentelmen/ZombieOrpheus stil gør grin med diverse fantasy elementer, klicheer og andet. Serien er gratis at se på youtube, og selvom afsnittene ikke særligt lange, så de hylende morsomme (især for fantasy interesserede). Men serien er ikke blot underholdende, den er også sammenhængende, og der er et plot, som udvikler sig i løbet af de tre sæsoner (how you found four yet?). Der er endda nogle øjeblikke, som bliver virkelig spændende, og mange karakterer vender tilbage i løbet af serien.
Serien bliver stærkere i løbet af sit løb, men den starter allerede stærkt ud, og den er helt klar værd at se. Jeg har næsten allerede lyst til at se den igen, imens jeg skriver dette.
Her er afsnit 1.

Kommentarer