En qunari, en superhelt og en timelord spiller brætspil.

Titlen foroven ser måske en anelse forvirrende ud, men sådan startede den egentligt ikke ud. Oprindeligt skulle dette indlæg kun handle om den nye Dragon Age dlc, men så udviklede tingene sig, og jeg fik ikke skrevet indlægget. Så kom der et nyt afsnit af Doctor Who, jeg fik spillet Batman Arkham Asylum, og til sidst endte jeg op med at have stof til fem indlæg. Men jeg gider ikke rigtigt skrive så mange, så derfor kommer det hele her i en pærevælling af forskellighed.

Først til Thedas

Jeg starter ved det oprindelige udgangspunkt. Dragon Age Inquisition fik for lidt over en uge siden en ny dlc ved navn, Trespasser. Dette er spillets tredje og sidste udvidelse, men selv om traileren så lovende ud, tøvede jeg med at købe den. Jeg havde købt den første dlc, DAI fik, og selv om jeg nød den, syntes jeg alligevel, at den manglede noget. Jeg købte aldrig den anden, da den bare så kedelig ud, og jeg ventede til de "rigtige" anmeldere havde sagt deres mening om Trespasser, før jeg gav den en chance. Og det lød lovende nok. Præmisset var noget i stil med Mass Effects Citadel. Et sidste eventyr med alle dine kompagnoner, hvor du får muligheden for at sige farvel, inden spillet ligges tilbage på sin hylde og ikke spilles igen, før du genopdager det om mange år. Dette koncept virkede helt fantastisk i Citadel, og jeg står stadig ved, at det er den bedste dlc nogensinde, men desværre blev det ikke helt udført i samme kvalitet for Inquisition.
Trespasser giver måske muligheden for at tale lidt mere med de forskellige karakterer og få et indblik i deres fremtid, og så ender dlcen med en dejlig lille epilog, men det overskygges og ødelægges desværre af ALT FOR MEGET SERIØSITET! Citadel fungerede så godt, som den gjorde, fordi den var sjov. Det var Normandys besætning på en sidste hæsblæsende, hylende morsom mission. Trespasser bruger alt for meget tid på at bygge spænding op til fremtidige spil, og der bliver slet ikke nok tid til karaktererne. Desuden føler jeg lidt, at den epilog burde havde været en del af standard spillet. Alt i alt skal man altså ikke forvente en ny Citadel dlc ud fra denne, og selvom den giver nogle dejlige øjeblikke med karaktererne, så leverer den ikke helt, hvad den lover. DLCen er stadig god, den er bare ikke, hvad jeg forventede fra Bioware, og så efterlader den spilleren en anelse skuffet.

I AM THE NIGHT!

Nu skal I ikke få den forståelse, at jeg bruger mine penge på spil hele tiden. Det følgende spil købte jeg med resterne af et gavekort, jeg fik i fødselsdagsgave, og det var også på tilbud. Det var et spil, jeg ellers havde regnet med, at jeg aldrig ville spille, da internettet har spoilet størstedelen af det for mig. Men da det var på tilbud, besluttede jeg mig alligevel for at prøve det, og Luke Skywalkers mørke side af kraften skuffede ikke.

BECAUSE I AM BATMAN!

Det skal lige nævnes, at det eneste andet Batman spil, jeg havde spillet før dette, var Origins. Ja det hvor jeg kom til at fortælle hele min klasse, at spillet havde dårlige controls, midt i engelsk timen. Det skete heldigvis ikke denne gang, men det var kun fordi, jeg ikke spillede det i engelsk (selvom at jeg skal have engelsk lige nu. Helt tilfældigvis). Batman Arkham Asylum var det første spil i Rocksteadys Batman serie, og selvom det er skræmmende kort og en hel del mere simpelt end andre spil, så lever det i hvert fald stadig op til forventningerne. Spillet har en fremragende, gribende historie om en grinende klovn, som bare gerne vil have sin ven til at smile. (Engelsk læreren er her! Jeg stopper nu... Godt nu er timer ovre, hvor var jeg). Det er ikke Ezio, som spiller Batman denne gang, men denne skuespiller passer rollen langt bedre.

På trods af det lille, men irriterende control-problem, så forløber resten af spillet meget glat med fremragende stealth missioner (som helt klar er den bedste del af gameplay) og et udvalg af skræmmende skurke. Det eneste, der mangler i spillet, er noget baggrundsviden. Jeg kan godt lide, at spillet ikke starter ud med en alt for lang og kompliceret forklaring. Men man kunne alligevel godt have fået en lille smule forklaring på Jokers hån om mangel på sidekick eller bare en enkelt cutscene med alteregoet, Bruce Wayne. Disse er dog ikke så meget mangler, som de blot er ønsker for toeren. Batman Arkham Asylum står nemlig godt og sollidt på egne fødder.

The planes have stopped

Så var det jo også denne weekend, at Doctor Who vendte tilbage. Jeg vil ikke anmelde de enkelte afsnit, som jeg forsøgte sidste år, men dette bliver nok en undtagelse. Det første afsnit er jo altid vigtigt i hver sæson.

Og jeg syntes, at denne sæson startede temmelig sollidt ud. Der var opbyggelse til denne sæsons plot (håber jeg), der var karakter udvikling, og så var der noget, jeg ikke har set i programmet i alt for lang tid. Der var endelig sammenhæng. Der var en følelse af, at der virkelig var sket mere i universet, end det Steven Moffat og co. (de seneste års forfattere) havde bidraget med. Jeg håber virkelig på, at dette kommer til at fortsætte, ligesom det gjorde fra 2005 til 2009. Det er nemlig det største problem, serien har, og hvis det rettes, kan vi gå en ny gylden sæson i møde. Der var dog en lille ting, jeg følte lidt "Dragonquest" ved, og det var (milde spoilers!), hvordan vikingerne blev alt for hurtigt til side sat. Jeg har på fornemmelsen, at de kommer tilbage, og jeg ønsker virkelig en hel episode bare med vikingerne for en gangs skyld. Ingen rumvæsner er påkrævet, der skal bare være vikinger og tidshalløj.

Godt gammeldags

Så fik jeg også spillet noget Heroquest i weekenden. Det er et meget gammelt bordrollespil, mine venner og jeg købte med kage for mange år siden. Vi har siden fundet ud af, at spillet er godt 1000kr værd, så det var en meget god handel. Det er et meget sjovt bordrollespil, som ikke er alt for kompliceret, og det er godt at spille sammen med yngre spillere, og så tager det ikke særligt lang tid at spille.

Desuden har min lillebror fødselsdag i dag, så tillykke til ham. Dagen før Bilbo og Frodo.