Dæmoner i Åttebjerge

I denne weekend spillede Folding Rollespil sit sidste scenarie for i år. Vi var færre spillere, end vi har været de sidste mange gange (faktisk lige så få, som da vi startede), men vi havde alligevel en god lørdag. Vi spillede et lidt alternativt scenarie, hvor alle spillerne blev kidnappet af dæmonen Litungul og tvunget til at vade rundt i hans rige, og den eneste vej ud derfra var ved at ofre nogle dejlige sjæle til de farverige indbyggere. Dette førte selvfølgelig til, at orken tog to andre spillere som slaver og ofrede disse.
Team Drage: Ork og ofre

Den anden gruppe (Team ork ironisk nok) var knap så glade for at ovre deres egne, men det endte alligevel med, at deres leder døde (karakterdrab), og deres bueskytte forrådte dem. 
Team Ork: Skytte, skæg og halvtotal (jeg har mediefag nu, så tænker hele tiden på de mange fagtermer)

Vi i GM-gruppen spillede de forskellige dæmoner, spillerne mødte i løbet af scenariet. Her er VP og Anders som (Doktor) Vold og Lyst. Lyst (Anders) udfordrede de forskellige spillere til terningespil, hvor de kunne satse deres sjæl. En tabte sin, men de vandt til sidst den nødvendige information for at komme ud derfra og tilbage til Siril. Vold derimod var voldelig, som hans navn nok røber. Jeg spillede på det tidspunkt en fuld viking, der troede, han var kommet i vores udgave af Valhalla. Stakkels døde viking.
LITUNGUL!
Til sidst skulle jeg så spille den store dæmon, Litungul. Det var første gang, jeg har fået kontaktlinser på, og jeg kan godt hilse og sige, at det er ikke behageligt. Jeg havde den stadig på, da jeg skulle til min farmors fødselsdag om aftenen. Det var så det år i Folding Rollespil. Vi har et mere kordineret plot planlagt til næste år, hvor vi håber at se alle vores dejlige spillere igen. Vi har spændende ting planlagt, og vi glæder os til at spille med jer igen i fremtiden.

Kommentarer