Magnus Chase: The Sword of Summer

Så er Rick Riordans (forfatteren bag Percy Jackson) nyeste bog udkommet, og denne gang har han kastet sig over Ymers kadaver, nordisk mytologi.

Mød Percys ligemand og Annabeths fætter, Magnus Chase

Jeg fik øjeblikkeligt høje forventninger, da jeg hørte, at Riordan ville give sig i kast med nordisk mytologi. Ikke mindst fordi verden fortjener bedre nordiske guder, end hvad Marvel kan byde på, og fordi Riordan har skrevet nogle fantastiske værker før i tiden. Jeg må sige, at jeg var en smule skuffet over Kane Chronicles, men denne bog tvinger mig til at tilgive ham. Magnus Chase er nok Riordans bedste bog siden Son of Neptune, og jeg tror, jeg ved hvorfor. Kane Chronicles havde det problem, at den prøvede at gøre Percy efter, og ærligt talt så er det meget svært at lave en overnaturlig skole/lejr/base i kvalitet med Halvblodslejren (som jeg vil argumentere for er i samme kvalitet som Hogwarts). Heldigvis går Magnus Chase ikke i samme fælde, da den gør noget helt andet i den stil. Og det handler ikke så meget om hjemmet/lejren, som det handler om karaktererne i denne bog. Denne bog har nok de bedste af Riordans karakterer siden Percy Jackson-serien. Grover, Tyson, Annabeth, Percy og Thalia-niveau. Jeg nød Heroes of Olympus karaktererne, men disse slår dem i gulvet.

En anderledes stil

Men ikke blot står karakterer på egne ben imod Halvblodslejren. Universet holder også. I stedet for at tage de græske guder og smide dem ind i den moderne verden, gør Magnus Chase næsten det modsatte. Bogen leger meget med konceptet om, at alle de ni riger har fået en masse dødeligt mugler stads smidt ind, og derfor er det vendt lidt på hovedet i forhold til Percy, og det kan jeg godt lide. Samtidigt er Magnus Chase jo nordisk, så det er meget mere blodigt. Her bliver uhyrer ikke bare til støv, der er ingen uforklarlige plot våben, som ikke skader dødelige, og mennesker får deres kropsdele hugget af hele tiden. Magnus Chase er en mørkere Percy Jackson med samme humor-stil, fremragende karakterer, de sædvanlige moderne guder, og selvom plottet ikke er banebrydende, så holdet det, hvad det lover. Det eneste ved bogen, der skuffede mig, var mødet med en vis gud, som jeg syntes var lidt for venlig. Jeg håber, vi får en langt ondere en-øje i den næste bog, som denne også lagde op til uden at gøre det hovedfokus. Jeg kan ikke vente på toeren.

Kommentarer