lørdag den 24. oktober 2015

Dværge #20 Slægt, tid og skygger

#20 Slægt, tid og skygger

28. Zyval 1076 AA i Braldirborg
Faros åndede lettet op, da han så, hvem dinorens nye gæster var. Marintra og Manwe så måske ikke ligefrem glade ud, men de var i live og uskadte. ”Jeg går ud fra, det betyder, at Baldan ikke længere vil være en trussel” sagde dinor Mågens den 7., da de trådte ind i hans rådskammer. Marintra nikkede uden at sige noget. Faros vidste med det samme, at der var noget galt. Hans bedste ven plejede aldrig at gå glip af en mulighed for at sige noget... interessant. Ikke medmindre der var mere seriøse emner at tage sig af. Dinoren kendte dog ikke Marintra, så han nikkede blot tilfreds og smilte. ”Så behøver vi ikke frygte mere fra ham” sagde dinoren lettet, som om landets problemer nu var ovre. Han havde ingen anelse. ”Hvordan klarer Bruntop sig?” spurgte Manwe bekymret og ignorerede dværgenes leder. ”Han klarer sig” svarede Faros ”men han har brug for tid, før han vil komme sig helt. Der kan gå flere måneder, før han er klar til at gå i marken igen. Trak er hos ham”. Elveren smilte og stillede sig hen i rummets hjørne. Han så ud til at have noget på tankerne, men det kunne nok vente, til de var færdige med dinoren. ”Det næste skridt” sagde Mågens forsigtigt ”må være at skaffe jer et nyt hjem. Et sted I kan arbejde fra. Nogle af mine folk er allerede ved at klargøre nogle kvarterer til jer her i paladset”. Faros havde hele tiden vidst, at dette forslag ville komme på et tidspunkt, og Marintra reagerede også præcist, som han havde forudset. ”Nej tak” sagde hun og trådte nærmere dinoren ”du har måske opført dig som en rigtig møgdue her i de sidste par dage, men vi er indgået en alliance, intet andet. Mit hold foretrækker at holde os selvstændige, så vi vil finde et skjulested selv. Så tak for alt, hvad du har gjort og sådan noget, men der er kun en dværg, som bestemmer over denne gruppe, og det er mit Klippedyr Erik, hvis du forstår, hvad jeg mener. Så ellers tak, deres møgduelighed”. Så uden videre vendte Marintra om på hælen og styrede mod rummets udgang med Faros og Manwe i hælene. ”Møgduelighed” gentog dinoren fornærmet, og han ville sikkert have kaldt hende tilbage, hvis ikke vagten, Tjarn, pludseligt var dukket op i rådskammeret med en besked til dinoren. ”Vi har et spor efter deres fætter Gjortnal, deres højhed” sagde han, netop som Klippedyret Eriks folk trådte ud derfra.

30. Zyval 1076 AA på en kro i Mizil
”En skål” sagde Manwe og løftede sit krus ”for Brildur”. ”For Brildur” gentog Bruntop, Trak, Marintra og Faros. Deres fem ølkrus blev slået sammen, så voldsomt at halvdelen af Bruntops øl sprøjtede ud over bordet. ”Undskyld” udbrød Manwe, der helt havde glemt alt om Bruntops tilstand ”tag endelig mit krus”. Han forsøgte at række sin drik til dværgen, som dog nægtede at acceptere den. ”Det er alligevel ikke sundt for mig, det her stads” sagde han og skar tænder af smerte ”formic-blodet er ikke færdig med krop, selvom det for længst er ude. Jeg tror, at mælk er et meget sundere alternativ”. Han satte kruset fra sig og rakte ud efter sin stok. ”Kom her” sagde Trak og hjalp sin ven op. Sammen gik de to op til baren for at bestille et krus mælk. ”Han skal nok komme sig” lovede Faros, da dværgen så Manwes urolige ansigtsudtryk. ”Det ved jeg” mumlede elveren ”det var ikke det, jeg tænkte på”. Så stak han sit hoved tættere på Marintra og Faros, så kun de kunne høre hans næste ord. ”Jeg sad bare og tænkte på noget. Alle mine forsvundne minder... jeg tror, jeg har en ide, der måske kan virke”. Faros og Marintra kiggede begge interesseret på ham. ”Tilbage i det gamle skjulested” hviskede han ”kort før Den Ensomme Skygge angreb, stod jeg og kiggede på opslagstavlen. Jeg genkendte et navn fra den. Et navn fra en gammel ven. Za-Sien”. Marintras øjne lyste op af nysgerrighed, som om det sagde hende noget. ”Ham kender jeg” sagde hun ”jeg mødte ham i syden, da jeg forsøgte at trampe livet ud af det egern til Rugbert. Han er en odder og ikke en af de mest venligsindede af slagsen, men han virker fornuftig nok, hvis man først kommer uden om hans personlighed”. Den beskrivelse fyldte ikke ligefrem Manwe med selvsikkerhed. Han vidste næsten intet om sin fortid, så hvad kunne det betyde, når han havde haft sådan en som ven. Alligevel var Manwe sikker i sin sag, da han fortsatte med at tale. ”Jeg er nødt til at møde ham” sagde han ”tale med ham og prøve at finde svar. Jeg ved, at vi har travlt her, men jeg ville virkelig sætte pris på det, hvis vi kunne få tid til det”. Marintra og Faros kiggede tankefuldt på hinanden i par sekunder, som om de havde en lydløs samtale. Til sidst nikkede Marintra. ”Za-Sien var en del af en gruppe udskud, som var kommet i karambolage med Tidens Mestrer. Ja, de folk vi mødte i Baldans hjem. De folk som virkelig stod bag ødelæggelsen af Elementernes By og Tsy... Tsyserias død”. Marintras blik blev formørket, da hun sagde den sidste del. ”Vi havde en spion blandt dem” fortsatte Faros for at støtte sin ven ”men da vi mistede skjulestedet og alle vores dokumenter, mistede vi også kontakten til ham. Det lader til, at de har taget bolig i en gammel ruin ved navn Stenhal, og de bekæmper disse Tidens Mestrer. Roi de Rat er også involveret, og det virker som om, at de er i midten af en undergrundskrig i syden. Den kan komme til at betyde meget for fremtiden”. Der var stille i et par sekunder, før Manwe spurgte igen. ”Så hvad gør vi? Vi kan ikke være både her og i syden på samme tid”. Faros kiggede tankefuldt over op på Trak og Bruntop i et par sekunder, før han igen vendte sig imod Manwe og Marintra. ”Hvis I to tager af sted, skal jeg nok tage mig af de to i mellemtiden. De næste par måneder skal alligevel bare bruges på at finde et nyt skjulested, genopbygge netværket og passe på Bruntop. Det kan jeg sagtens klare”. Manwe kiggede spørgende på Marintra, da det jo var hendes beslutning. Hun sad nu med sin bue i hænderne og fingerede ved en af de mange bånd på den. ”Vi tager af sted om en måned” sagde hun ”når vi har fundet et midlertidigt skjulested”. Hun lagde en pil på strengen. ”Og når vi kommer til syden, skal vi nok finde din odder ven” sagde hun til Manwe og trak strengen tilbage ”og så skal jeg nok finde ud af, hvorfor nogen ville ødelægge Elementernes By. Hvorfor Tsyseria døde”. Hun affyrede pilen, som gennemborede Bruntops ølkrus. Der var tårer i hendes øjne, og Manwe havde lyst til at sige noget til hende, men han vidste ikke hvad. Til sidste besluttede han sig for at få sagt den sidste ting om hans fortid, før han kom fra det. ”Der er en sidste ting” hviskede han nervøst ”og jeg fandt først ud af det for lidt over to uger siden, da vi kæmpede mod Bageren og Den Ensomme Skygge”. Han tog en dyb indånding, før han talte videre. ”Jeg så Den Ensomme Skygges ansigt, og jeg genkendte ham”. Marintra og Faros kiggede nu begge med en blanding af spænding og frygt i deres blikke. ”Hans navn er Manwe” sagde Manwe til sidst ”og jeg ved, at det her lyder helt vildt mærkeligt og uforklarligt, men jeg er sikker i min sag. Han er min far”.


Dværgene vil vende tilbage... (hold udkig, Stenhal)

PS. Dosne barden ankommer snart


PPS. Tak for at læse med
 Første Afsnit  Forrige Afsnit                                                                                           Næste Afsnit