søndag den 18. oktober 2015

Dværge #19 Baldan Bankes

#19 Baldan bankes!

20. Zyval 1076AA i Byrethia, elver imperiets hovedstad
”Flot stald I har her”. Vagten rynkede forvirret panden og kiggede på den lille sal. Den lignende på ingen måde en stald i hans øjne, og han forstod ikke, hvordan nogen kunne tage den for en. Hans blik faldt igen på den besynderlige dværg, hans herre havde som gæst, og smilede nervøst. Det var ikke den første mærkelig ting, dværgen havde sagt. Vagten gik ud fra, at han blot var uvant med dværgenes skikke og vaner. Han havde jo aldrig rigtigt mødt en dværg før. Det havde Den Store Krig eller Koloni Krigen forhindret ham i. Han havde ellers hørt masser af historier om dværge fra før i tiden, men han havde altid været skeptisk i forhold til dem. Dværge kunne da umuligt have så store skæg og være så besynderlige. Han var gået ud fra, at det havde været propaganda fra elvernes kejser, hans kejser. Men hvis dværgen ved hans side ikke var et særtilfælde, kunne der alligevel være noget ved sagen. Den lille skikkelse var klædt i gråt uld fra top til tå, og på hovedet havde den en kæmpestor hue. Dværgens skæg skuffede heller ikke. Det dækkede stort set hele dværgens ansigt, og elver vagten mente at have set noget bevæge sig inde i det på et tidspunkt. Der sad fjer i hele dværgens skæg og beklædning, og på ryggen havde den en kæmpestor rygsæk. ”Herre Baldan af Bartius slægt skulle være her om få minutter” forsikrede han dværgen ”han har set meget frem til at møde dem, øh... hr Bager”. ”Hupti juuup” svarede dværgen mærkværdigt, og vagten undlod at sige mere. Han ville helst undgå at være for dømmende, da hans race uheldigvis var lidt berygtet for det, men han forstod udmærket, hvorfor man kunne finde dværgene mærkelige. De følgende minutter slæbte sig langsomt af sted uden anden afbrydelse end dværgens små udbrud af ”missa snedig skinke”, ”jakonabo sæbesovs” og ”sontar-har”. Vagten blev derfor ekstremt lettet, da fem andre elvere endelig dukkede op i den anden ende af salen. De blev anført af en fornemt klædt elver i blå klæder, som kiggede arrogant og selvhøjtideligt fremad. Vagten havde aldrig været særlig glad for Baldan, og nu da han havde fundet ud af, hvilke typer herren mødtes med, overvejede vagten seriøst at skifte arbejde. De fem elvere krydsede salen i ingen tid. ”Mester Baldan” sagde dværgen ”guuut at endelige træjfa dem”. Dværgen rakte en hånd frem mod Baldan, men han gengældte ikke håndtrykket. ”I lige måde, frøken Marintra” sagde han selvtilfreds ”det er godt at endelig møde den, der har været så stor en plage. Ret ironisk din størrelse taget i betragtning”. ”Så har du aldrig mødt en nisse”. Vagten, der nu var endnu mere forvirret, mærkede pludseligt en hånd trække ham ned på jorden, og så fik han en kniv på halsen. Men Baldan rørte sig ikke af flækken. ”Dræb ham bare” sagde han henkastet og lavede et kast med hånden ”bevis over for mig, at du virkelig er en fjende af elverne”. Den forvirrede vagt kiggede skræmt på Baldan, som ikke så ud til at værdige ham et blik. Hvad pokker foregik der? ”Du kender mig virkeligt ikke særligt godt, gør du” svarede dværgen bittert ”og det går mig virkelig på, at et forbandet egern som dig ikke engang kan huske Tsyseria”. Elver vagten blev pludseligt slynget mod gulvet. Han nåede lige i at høre en hane gale, før han gik ud som et lys.


Baldan og hans resterende vagter blev alle fuldstændigt overrumplet, da Marintra trak en hane og en høne frem fra sit skæg. ”Hvad i hele hule Herroth!” udbrød en af dem, lige før han besvimede fra et slag i nakken. En af de andre vagter havde tilsyneladende slået ham ned. Den skyldige vagt fjernede sin hjelm og vidste sig at være en fuldstændigt fremmed elver. ”Hvem er du?” spurgte Baldan vredt. ”En ven af både mig og elverne” lød det fra Marintra. Hun stod nu med en bue rettet mod Baldan. Hun havde kastet skægget til side, og hendes rygsæk lå tom på jorden. Baldans to sidste vagter tog flugten. Det her var bare for meget. ”Og kom ikke tilbage” råbte Marintra efter dem ”medmindre I har kiks”. Hun fjernede dog ikke blikket fra Baldan af Bartius slægt, som var blevet helt ligbleg. ”Hvad nu?” spurgte han nervøst ”hvad vil du og denne forræder gøre nu?”. Han kiggede hadefuldt på Manwe. ”Vil I dræbe mig?”. Marintra trådte et skridt nærmere ham stadig med en pil rettet lige mod hans brystkasse. ”Arolnars prototyper” sagde hun ”hvor er de?”. Et smil dukkede op på elverens læber. ”Du ved virkeligt ikke noget” sagde han hånende ”på trods af alt hvad du har gjort, så er du altid et skridt bagefter. Og nu har I ikke noget skjulested længere. Ikke noget sted at skjule jer og lytte til musik, når det bliver for meget for jer. I har ikke engang en barde længere”. Det sagde ”smak”, da den tidligere Fenriks næve ramte hans ansigt, og Baldan faldt til jorden. ”Bare svar på spørgsmålet” sagde Manwe vredt. Men Baldan smilede fortsat. Han så ud til at vide præcist, hvor dybt han havde ramt ved at omtale Brildur. ”Jeg har dem ikke” svarede han og rakte hænderne i vejret. Hønen og hanen løb forvirrede forbi ham. ”Hvem har dem så?” spurgte Marintra ”svar eller du kan få lov at hilse din bedstemor i Herroth”. Baldan smilede igen. ”Årh...” sagde han ”de er lidt over det hele. Spredt ud over det kriminelle marked i Zrulf. Inden længe vil alle landets beskidte borgere blive ofre, og Mortlan vil blive renset for jeres slags”. Han kastede et blik på Manwe. ”Alle forrædere vil være døde, så verden endelig kan blive fredelig igen”. Så kiggede han på Marintra, og hans smil voksede. ”Og det er allerede for sent at gøre noget ved det. Du vil blive nødt til kigge hjælpeløst på igen, men denne gang vil der ikke være nogen til at redde den hjælpeløse Blækblink”. Marintra slap strengen, og en af hendes pile begravede sig i Baldans lår. Han skreg af smerte og væltede om på siden. ”Er det virkeligt alt, du ønsker?” spurgte hun vredt og trådte hen til den ynkelige elver ”at skabe død og ødelæggelse. Ligesom da du udslettede goblingernes by”. Et besynderligt udtryk faldt over Baldans ansigt. ”Jeg ønskede ikke at skade goblingerne” sagde han fraværende, som om han ikke selv forstod, hvad han sagde ”det var ikke min plan”. ”Hvad mener du?” spurgte Marintra indtrængende ”du satte din skødehund, Rugbert på sagen. Du var skyld i så mange folks død”. Baldan så nu fuldstændigt forvirret ud. Han var bleg, og smerten i hans ben lod ikke til at gå ham på. ”Gjorde jeg det?” mumlede han ”gjorde jeg virkelig det? Men Rugbert arbejdede aldrig for mig, han var en fremmed. Han kontaktede mig på andres vegne”. Marintra anede ikke, hvad Baldan snakkede om. Han bluffede sikkert... men der var noget over hans ord, som fik hende til at tvivle. Dræb ham, hviskede en stemme i hendes hoved, han lyver. ”Hvem beordrede ødelæggelsen af Elementernes By?” spurgte hun. Hendes tonefald var denne gang helt neutralt. Baldan åbnede munden for at svare, men han begyndte pludseligt at hoste voldsomt. Blod dukkede op i hans mund, og hans blik formørkedes. ”Hvad ved dinorens skæg...” mumlede Marintra og faldt på knæ ved siden af elveren. Hun kiggede hurtigt op på Manwe, men han så mindst lige så forvirret ud, som hun følte sig. Da hun kiggede ned på Baldan igen, lå han helt stille. Baldan af Bartius slægt var død. ”Min største fejltagelse” sagde en fremmed stemme pludseligt. Marintra vendte sig imod dens ejer med klargjort bue. En fremmed dosne stod nu i den anden ende af salen. Han havde sandfarvet hud og gyldent hår, som var karakteristisk for de sydlige ørken dosner, men hans øjne var helt unaturlige. De lyste gyldent. ”Hvem er du?” spurgte Marintra, netop som en anden mand dukkede op ved dosnens side. Han havde en simpel sort jakke og en hvid paryk på. En typisk Frangicansk påklædning. ”Schmith” sagde dosnen henvendt til den anden fremmede ”fjerner du liget?”. Den frangicansk-udseende fyr rakte sine ene hånd frem og mumlede nogle elvinoriske ord. Baldans lig var pludseligt væk. Så kiggede dosnen på Marintra. ”Min størst fejl var at lade denne elver leve” sagde han uden skyggen af følelser ”da jeg skulle have regnet ud, at han kunne lave ballade. Sådan en selvisk elver kunne jo ikke rigtigt gøre andet”. ”Hvem er du?” spurgte Marintra igen. ”Jeg er her på vegne af en gruppe, som ikke finder sig i at have andre, der blander sig i deres affærer. Hvilket I jo selvfølgelig ikke har gjort”. Han smilede koldt. ”Men jeg må nu alligevel advare jer, før I gør noget rigtigt rigtigt dumt. Undlad venligst at blande jer i Tidens Mestrers sager”. Før Marintra nåede at stille disse to fremmede flere spørgsmål, blev de opløst. Begge deres kroppe blev forvandlet til sand, som forsvandt i en pludselig blæst. Tilbage stod en forvirret dværg, en forvirret elver, og to panikslagne høns. ”Kommer vi til at blande os uden om deres affærer?” spurgte Manwe, da en rimelig mængde tid var gået. ”Stjæler dosner?” svarede Marintra.

Første Afsnit                 Forrige Afsnit                                                                    Næste Afsnit