#22 Forbandede tyve!
10. Gar 1076AA i Frangicas
hovedstad, Parin
Parin var
Syndor, kærlighedens gudindes, by. Det var en lysets og farvernes
by, og så var det den største beboelse i hele Det Sydlige Mortlan.
Alle disse ting var tydelige, når man betragtede den store, prægtige
by, hvis bygninger kunne findes i alle farver, og hvis borgere gik
klædt i fint, dyrt tøj. Manwe havde aldrig i sit lange liv set
noget lignende, intet han kunne huske i hvert fald. Byens velduftende
luft, glade stemning og muntre lyde havde allerede hjulpet meget på
hans søsyge, og han kunne ikke vente med at komme ud og udforske den
store by. ”Hvad er det for en bygning?” spurgte han ivrigt og
pegede på en tårnhøj bygning, der strakte sig højt over resten af
byen. ”Det er det indergalaktiske hovedkvarter for foreningen af
cyborg orkjægere” svarede Marintra og modtog et noget forvirret
blik fra Manwe. ”Jeg ved ikke rigtigt, hvordan nogen kan tage dig
seriøst, når du taler” sagde han anklagende ”det er umuligt at
vide, hvornår du skifter mellem seriøs og hvad end, det der var”.
Marintra trak uskyldigt på skuldrene og satte kursen ind mod midten
af Parin. ”Hvad laver du?” spurgte Manwe panisk ”du efterlader
jo bare vores bagage”. Marintra gjorde et ligegyldigt kast med
hovedet og fandt en pilespids frem fra sin lomme, som hun vendte i
sine hænder. ”Der skal nok være nogen, der tager sig af den”.
”Det er slet ikke betryggende” mumlede Manwe og skyndte sig efter
sin chef, før hun forsvandt ind i byens gader. Da han indhentede
hende, spurgte han hende ”vil du så fortælle mig, hvad det var en
bygning? Og kan du venligst holde dig til rigtige ord denne gang?
Hvad pokker betyder ork? Eller cyborg?”. ”Det skal du ikke
bekymre dig om” svarede Marintra vagt ”det er sikkert ikke engang
rigtige ord, som du jo sagde. Sikkert... nå ja, bygningen”. Så
pegede hun på den store, røde bygning, Manwe havde udpeget, og
sagde ”det er Syndors katedral. Hovedkvarter for De Røde Riddere
og hjem for Frangicas ærkebiskop, Callistus”. Hun bed tænderne
sammen, da hun udtalte ærkebiskoppens navn. ”Kender du ham?”
spurgte Manwe forsigtigt. ”Ikke direkte” svarede Marintra ”men
en af Faroses spioner har holdt os orienteret om, hvad din ven
Za-Sien og de andre på Stenhal har været gang i. De er løbet ind i
problemer med Tidens Mestrer flere gange, og Callistus er blandt dem.
Og det gør en smule ondt at vide, at lederen af en af de største
religiøse ordner i Mortlan er med i den gruppe, der orkestrerede
ødelæggelsen af Elementernes By og Tsyserias død. Jeg håber bare,
at Roi har fundet ud af noget nyttigt”. ”Roi?” gentog Manwe
uforstående. ”Roi de Rat” forklarede Marintra ”Rotternes
Konge, lederen af Frangicas kriminelle undergrund og min gode ven.
Det var derfor, at jeg havde travlt med at komme af skibet. Vi må
ikke komme for sent til vores møde med ham”.
7. Gar 1076AA i Braldirborg, Zrulf
”Faros”
hilste gadesælgeren Gerhard ”det sædvanlige”. ”Nej tak”
svarede Faros og skyndte sig forbi ham ”jeg har en lille smule
travlt”. Han efterlod hurtigt den nysgerrige Gerhard og skyndte sig
ned ad den smalle gyde, som lommetyven, der havde nuppet hans pung en
halv time tidligere, netop var forsvundet ned ad. Faros havde fundet
den lille tyv med det samme, og han havde fulgt diskret efter tyven
lige siden. Det var gået godt, indtil tyven pludseligt var sat i løb
for to minutter siden, og så var Faros spurtet efter, da han ikke
ønskede at miste sådan en mulighed. Det var ikke hver dag, han fik
et så fremragende tilbud serveret. Så han var ved at blive en smule
desperat, da han stormede ned ad den forladte gyde uden skyggen af
tyven. Der var kun et dusin lukkede bagdøre og en mørk bagvæg. Men
det kunne ikke være en blindgyde, det var Faros sikker på. ”Kom
frem!” kaldte han med begge hænder klar på sit sværd, Arudeler
”jeg ved, at du er der”. Der lød intet svar.
21. Monic 1043AA ude for
Dværgklippes kyst, Klippeøerne
”Fik du
dem?” spurgte Faros, det sekund en utydelig skikkelse kom til syne
på skibets side. Men det var ikke Marintra, som han havde regnet
med. ”Tsyseria!” udbrød han og vækkede Bruntop, der lå og sov
på skibets dæk ”hvad laver du dog her?”. ”Det er sandelig
også godt at se dig” mumlede elveren sarkastisk, før hun rakte en
hånd ned bag sig for at hjælpe en eller anden op ”jeg kom enligt
for at forhindre jer i at gøre noget meget dumt, men jeg har ændret
mine planer”. ”Til hvad helt præcist?” spurgte Faros forsigtig
med sin ene hånd klar på sit sværd. Tsyseria rullede med sine
mørke øjne og hjalp Marintra helt op på skibet ”jeg hjælper jer
med at gennemføre den største fejltagelse i jeres liv”. Marintra
nikkede til Faros som for at sige, at det var okay, og han slappede
helt af, selvom han ikke forstod noget af det. ”Hvorfor vil du dog
hjælpe os?” spurgte han mistænksomt ”jeg troede, at du
foragtede Jarskon, og at du aldrig ville gøre noget for ham igen”.
Tsyseria så pludselig ud til at komme i tvivl et enkelt sekund, men
blikket gik hurtigt over. ”Jeg gør ikke noget for Jarskon, jeg gør
noget for en ven. Men du har ret i, at jeg foragter ham... med et
fornuftigt grundlag vil jeg gerne tilføje. Tag en gang selv og kig
på, hvad han tvinger jer til at gøre bare for at lade jer sige op.
Der er ikke skyggen af medfølelse i den mand, men jeg vil tro, at du
allerede ved det, min kære Faros. Du er trods alt ikke dum”. Faros
blev en smule rød i hovedet over den kommentar, men han skubbede sin
vrede til siden, som han havde øvet sig i de sidste mange år. ”Lad
os sige, at du taler sandt” sagde han langsomt ”jeg ser stadig
ikke, hvad du får ud af det her”. ”Lad hende nu være, Faros”
hviskede Marintra, der så ud til at have grædt ”hun hjalp mig med
at stjæle planerne uden at afkræve noget til gengæld”. Faros
kiggede mistroisk på Tsyseria. ”Absolut intet” spurgte han.
”Overhovedet ingen ting” svarede Tsyseria ”jeg prøver at
hjælpe mine venner. Hvis du altså ikke stadig ser mig som en
forræder, bare fordi jeg nægtede at tjene en mand, der værdiger
hver af sine ansattes liv mindre end en bronzemønt. Jarkson har bare
udnyttet jer, Faros”. Den rødskæggede dværg følte en uønsket
hengivenhed mod Tsyseria, som han straks skubbede til siden igen. Han
kunne ikke tro på noget, af hvad hun sagde. Hun havde forladt dem...
nej, hun forlod Jarskons tjeneste, hviskede en stemme i
Faroses øre, det er ikke det samme. ”Da jeg var i Den Grå
Legion, henrettede vi forrædere på stedet” sagde Faros tørt, men
han fortrød straks sine egne ord. Han ønskede ikke at blive mindet
om sin tid i legionen. ”Og du mener altså, at alting var, som det
skulle være i legionen?” spurgte Tsyseria provokerende, som havde
hun læst hans tanker ”også da du og dine våbenbrødre blev sendt
i dødens gab af jeres overordnede, så I kunne fungere som
distraktion”. Som en sidste dråbe fik elverens kommentar Faros til
at flyde over, og han glemte alt om at lade sin vrede gå. ”Hvor
vover du!” brølede han ”du har ingen ret til at spille det kort
over mig. Jeg fortryder, at jeg nogensinde fortalte dig den
historie!”. Tsyseria lod sig dog ikke slå ned af Faroses vrede.
”Men kan du ikke se, at det er præcist den samme situation, du er
i nu. Dine overordnede i legionen løj overfor jer og bedrog jer. De
udnyttede jer simpelthen, og nu gør Jarkson det samme. Han er ikke
det mindste bedre end dem. Jeg beder dig, Faros, du må ikke falde i
den samme fælde for anden gang i dit liv. Lyt til mig”. Faroses
vrede var fordampet en smule over Tsyserias ord, og han vendte nu
blikket mod først Bruntop, der selv ud til at være i lidt af et
dilemma, og så mod Marinta, der kiggede bedende på ham. Til sidst
sukkede han højlydt og faldt tilbage på den kasse, han havde siddet
på. ”Fint” sagde han gnavent ”så lad os få afleveret
planerne til Jarskon, så vi kan blive frie”.
Kommentarer
Send en kommentar