onsdag den 9. marts 2016

Dværge #22 Forbandede Tyve!

#22 Forbandede tyve!

10. Gar 1076AA i Frangicas hovedstad, Parin
Parin var Syndor, kærlighedens gudindes, by. Det var en lysets og farvernes by, og så var det den største beboelse i hele Det Sydlige Mortlan. Alle disse ting var tydelige, når man betragtede den store, prægtige by, hvis bygninger kunne findes i alle farver, og hvis borgere gik klædt i fint, dyrt tøj. Manwe havde aldrig i sit lange liv set noget lignende, intet han kunne huske i hvert fald. Byens velduftende luft, glade stemning og muntre lyde havde allerede hjulpet meget på hans søsyge, og han kunne ikke vente med at komme ud og udforske den store by. ”Hvad er det for en bygning?” spurgte han ivrigt og pegede på en tårnhøj bygning, der strakte sig højt over resten af byen. ”Det er det indergalaktiske hovedkvarter for foreningen af cyborg orkjægere” svarede Marintra og modtog et noget forvirret blik fra Manwe. ”Jeg ved ikke rigtigt, hvordan nogen kan tage dig seriøst, når du taler” sagde han anklagende ”det er umuligt at vide, hvornår du skifter mellem seriøs og hvad end, det der var”. Marintra trak uskyldigt på skuldrene og satte kursen ind mod midten af Parin. ”Hvad laver du?” spurgte Manwe panisk ”du efterlader jo bare vores bagage”. Marintra gjorde et ligegyldigt kast med hovedet og fandt en pilespids frem fra sin lomme, som hun vendte i sine hænder. ”Der skal nok være nogen, der tager sig af den”. ”Det er slet ikke betryggende” mumlede Manwe og skyndte sig efter sin chef, før hun forsvandt ind i byens gader. Da han indhentede hende, spurgte han hende ”vil du så fortælle mig, hvad det var en bygning? Og kan du venligst holde dig til rigtige ord denne gang? Hvad pokker betyder ork? Eller cyborg?”. ”Det skal du ikke bekymre dig om” svarede Marintra vagt ”det er sikkert ikke engang rigtige ord, som du jo sagde. Sikkert... nå ja, bygningen”. Så pegede hun på den store, røde bygning, Manwe havde udpeget, og sagde ”det er Syndors katedral. Hovedkvarter for De Røde Riddere og hjem for Frangicas ærkebiskop, Callistus”. Hun bed tænderne sammen, da hun udtalte ærkebiskoppens navn. ”Kender du ham?” spurgte Manwe forsigtigt. ”Ikke direkte” svarede Marintra ”men en af Faroses spioner har holdt os orienteret om, hvad din ven Za-Sien og de andre på Stenhal har været gang i. De er løbet ind i problemer med Tidens Mestrer flere gange, og Callistus er blandt dem. Og det gør en smule ondt at vide, at lederen af en af de største religiøse ordner i Mortlan er med i den gruppe, der orkestrerede ødelæggelsen af Elementernes By og Tsyserias død. Jeg håber bare, at Roi har fundet ud af noget nyttigt”. ”Roi?” gentog Manwe uforstående. ”Roi de Rat” forklarede Marintra ”Rotternes Konge, lederen af Frangicas kriminelle undergrund og min gode ven. Det var derfor, at jeg havde travlt med at komme af skibet. Vi må ikke komme for sent til vores møde med ham”.

7. Gar 1076AA i Braldirborg, Zrulf
”Faros” hilste gadesælgeren Gerhard ”det sædvanlige”. ”Nej tak” svarede Faros og skyndte sig forbi ham ”jeg har en lille smule travlt”. Han efterlod hurtigt den nysgerrige Gerhard og skyndte sig ned ad den smalle gyde, som lommetyven, der havde nuppet hans pung en halv time tidligere, netop var forsvundet ned ad. Faros havde fundet den lille tyv med det samme, og han havde fulgt diskret efter tyven lige siden. Det var gået godt, indtil tyven pludseligt var sat i løb for to minutter siden, og så var Faros spurtet efter, da han ikke ønskede at miste sådan en mulighed. Det var ikke hver dag, han fik et så fremragende tilbud serveret. Så han var ved at blive en smule desperat, da han stormede ned ad den forladte gyde uden skyggen af tyven. Der var kun et dusin lukkede bagdøre og en mørk bagvæg. Men det kunne ikke være en blindgyde, det var Faros sikker på. ”Kom frem!” kaldte han med begge hænder klar på sit sværd, Arudeler ”jeg ved, at du er der”. Der lød intet svar.

21. Monic 1043AA ude for Dværgklippes kyst, Klippeøerne

”Fik du dem?” spurgte Faros, det sekund en utydelig skikkelse kom til syne på skibets side. Men det var ikke Marintra, som han havde regnet med. ”Tsyseria!” udbrød han og vækkede Bruntop, der lå og sov på skibets dæk ”hvad laver du dog her?”. ”Det er sandelig også godt at se dig” mumlede elveren sarkastisk, før hun rakte en hånd ned bag sig for at hjælpe en eller anden op ”jeg kom enligt for at forhindre jer i at gøre noget meget dumt, men jeg har ændret mine planer”. ”Til hvad helt præcist?” spurgte Faros forsigtig med sin ene hånd klar på sit sværd. Tsyseria rullede med sine mørke øjne og hjalp Marintra helt op på skibet ”jeg hjælper jer med at gennemføre den største fejltagelse i jeres liv”. Marintra nikkede til Faros som for at sige, at det var okay, og han slappede helt af, selvom han ikke forstod noget af det. ”Hvorfor vil du dog hjælpe os?” spurgte han mistænksomt ”jeg troede, at du foragtede Jarskon, og at du aldrig ville gøre noget for ham igen”. Tsyseria så pludselig ud til at komme i tvivl et enkelt sekund, men blikket gik hurtigt over. ”Jeg gør ikke noget for Jarskon, jeg gør noget for en ven. Men du har ret i, at jeg foragter ham... med et fornuftigt grundlag vil jeg gerne tilføje. Tag en gang selv og kig på, hvad han tvinger jer til at gøre bare for at lade jer sige op. Der er ikke skyggen af medfølelse i den mand, men jeg vil tro, at du allerede ved det, min kære Faros. Du er trods alt ikke dum”. Faros blev en smule rød i hovedet over den kommentar, men han skubbede sin vrede til siden, som han havde øvet sig i de sidste mange år. ”Lad os sige, at du taler sandt” sagde han langsomt ”jeg ser stadig ikke, hvad du får ud af det her”. ”Lad hende nu være, Faros” hviskede Marintra, der så ud til at have grædt ”hun hjalp mig med at stjæle planerne uden at afkræve noget til gengæld”. Faros kiggede mistroisk på Tsyseria. ”Absolut intet” spurgte han. ”Overhovedet ingen ting” svarede Tsyseria ”jeg prøver at hjælpe mine venner. Hvis du altså ikke stadig ser mig som en forræder, bare fordi jeg nægtede at tjene en mand, der værdiger hver af sine ansattes liv mindre end en bronzemønt. Jarkson har bare udnyttet jer, Faros”. Den rødskæggede dværg følte en uønsket hengivenhed mod Tsyseria, som han straks skubbede til siden igen. Han kunne ikke tro på noget, af hvad hun sagde. Hun havde forladt dem... nej, hun forlod Jarskons tjeneste, hviskede en stemme i Faroses øre, det er ikke det samme. ”Da jeg var i Den Grå Legion, henrettede vi forrædere på stedet” sagde Faros tørt, men han fortrød straks sine egne ord. Han ønskede ikke at blive mindet om sin tid i legionen. ”Og du mener altså, at alting var, som det skulle være i legionen?” spurgte Tsyseria provokerende, som havde hun læst hans tanker ”også da du og dine våbenbrødre blev sendt i dødens gab af jeres overordnede, så I kunne fungere som distraktion”. Som en sidste dråbe fik elverens kommentar Faros til at flyde over, og han glemte alt om at lade sin vrede gå. ”Hvor vover du!” brølede han ”du har ingen ret til at spille det kort over mig. Jeg fortryder, at jeg nogensinde fortalte dig den historie!”. Tsyseria lod sig dog ikke slå ned af Faroses vrede. ”Men kan du ikke se, at det er præcist den samme situation, du er i nu. Dine overordnede i legionen løj overfor jer og bedrog jer. De udnyttede jer simpelthen, og nu gør Jarkson det samme. Han er ikke det mindste bedre end dem. Jeg beder dig, Faros, du må ikke falde i den samme fælde for anden gang i dit liv. Lyt til mig”. Faroses vrede var fordampet en smule over Tsyserias ord, og han vendte nu blikket mod først Bruntop, der selv ud til at være i lidt af et dilemma, og så mod Marinta, der kiggede bedende på ham. Til sidst sukkede han højlydt og faldt tilbage på den kasse, han havde siddet på. ”Fint” sagde han gnavent ”så lad os få afleveret planerne til Jarskon, så vi kan blive frie”.

Første Afsnit                  Forrige Afsnit                                                                           Næste Afsnit