Forbandelsen
Fortæller: Robin Abélard
Periode: ca 502AA -556AA
og 586AA
Placering: Frangica
568AA… en uge efter mordet på Kong Jean-Luc den 1. af Frangica
”Så hvad gør vi med bastarden? Skal vi udlevere ham til De Røde
Riddere?”. ”Nej, de tager bare æren selv. Og dusøren selvfølgelig. Hvis vi vil
være sikre på, at vi bliver betalt, hvad vi er skyldt, så må vi hellere aflevere
ham selv”. Afventende stilhed. ”Hvordan skal vi dog komme i kontakt med nogen
på det niveau, der vil tage os seriøst? Vi er trods alt bare to lakajer, to små
fisk”. Der var endnu en periode af stilhed, og denne gang havde den anden ”lakaj”
intet smart svar. Jeg, hr. Abélard, åbnede omsider mine øjne og betragtede de
to slynger, som havde slået mig ned og bagbundet mig. Ingen af dem så alt for
kvikke ud, men det var vel også derfor, at jeg havde udvalgt netop de to. De
ville være for dumme til at fortælle den sande historie videre, når jeg først
var undsluppet. ”Nåh!” sagde den ene hånligt, da han fik øje på mig ”du er
vågen, dosne. Sikke en redelighed du har bragt os i. Vi aner ikke, hvordan vi
skal indkassere de jerndrager, der svæver over dit hoved? Tror du, at det
behøver forblive på din krop, eller vil kongens familie betale ligegyldigt
hvad?”. Jeg svarede ham ikke og trak ligegyldigt på mine skuldre. Den ene lakaj,
den største af dem som stillede alle spørgsmålene, snerrede vredt ad mig og
trådte nærmere. Han løftede min lille skikkelse op i sit jerngreb, så vores
ansigter var kun få centimeter fra hinandens. ”Du tror, du er så smart, hva? Men
gæt engang hvad der skete? Du var så dum at gå i vores fælde!”. Jeg svarede
manden uden skyggen af et smil. ”Det eneste, du vanærer med dine ord, er din
egen fælde, da du antager, at jeg bør være dum for at gå i den”. Lakajen
snerrede på ny som en bidsk hund, der skulle vise sig, og løftede sin anden
knytnæve dramatisk op for at true mig. ”Hvorfor kalder du ikke bare på dine møg
dyr?” spurgte manden vredt og hamrede mig i maven med sin knytnæve ”du er trods
alt deres konge, ikke sandt?”. Jeg gryntede af smerte og nikkede, da jeg
genvandt vejret. Det havde været min plan at lyde helt kold og skræmmende med
mine næste ord, men det fejlede en smule, da smerten forvrængede min stemme. ”Det
var faktisk min plan”. Så skreg manden, da en af mine rotter bed ham i struben,
og jeg hamrede mine fri næver ind i ham. Disse to lakajer ville være
fremragende til at sprede historien om mig, og de fortjente deres skæbner begge
to. Præcis ligesom Kong Jean-Luc den 1., som jeg havde halshugget personligt.
Men lad os gå tilbage til begyndelsen…
Det var nok den sidste gang, jeg nogensinde brugte navnet
Robin Abélard, for det var også den aften, hvor jeg hr Abélard døde, og
Rotternes Konge tog hans plads. Første gang jeg brugte navnet hr Abélard var i 525AA, da jeg i en
alder af tre og tyve søgte ordenligt arbejde hos Brutus Yfalda, der var en
stolt dværg handelsmand med en mindre flåde af skibe, som eksporterede fine
frangicanske til resten af Mortlan. Indtil da havde jeg hedet Robin Junior. Jeg
blev ansat af Brutus som sikkerhedschef på et af hans mange skibe, hvor det var
min opgave at forhindre tyve eller besætningen i at fjerne fra skibets dyrebare
last, vin. Selv var jeg opvokset på en vingård i det sydlige Frangica, som min
moder Lucia havde ejet, men jeg var ung dengang og søgte eventyr fremfor fast
og sollidt arbejde. Så efter at have givet min moder et løfte om, at jeg nok
skulle vende tilbage en dag, drog jeg afsted på skibet, Elise, hvis første mål
var Yngol, høj elvernes land. Rejsen dertil var alt, jeg nogensinde havde drømt
om. Undervejs mødte jeg eventyr i form af storme, pirater og et møde med en
drage, og da den første rejse var ovre, krævede jeg ikke andet end yderligere
eventyr, og jeg kunne ikke drømme om at forlade Elise og skibets pragtfulde
mandskab, som jeg stiftede et godt, men disciplineret venskab med. Men der var
samtidigt en langt enklere og på samme tid langt mere kompliceret grund til, at
jeg ikke kunne forlade skibet. Hendes navn var Faline, hun var den skønneste
unge dosne kvinde, jeg nogensinde har mødt, og hun var samtidigt skibets
kaptajn. I de første mange år, jeg sejlede på skibet, afskyede hun mig nærmest,
men efter mange års eventyr og tro tjeneste sammen, blev mine drømme omsider
til virkelighed, og Faline og jeg blev gift hjemme på min moders vingård i
Frangica. Her stoppede vores eventyr og rejser dog ikke, og kort efter
brylluppet købte vi skibet fra den nu tilbagetrukne Brutus, og vi satte kursen
mod resten af Mortlan. Ingen af os var trætte af eventyr, og jeg tvivler på, at
vi nogensinde ville være blevet det, selv hvis var fortsat i en evighed. Vi
blev venner med kæmper, undslap krakkener og mødte guder, men det største af
alle vore eventyr fra denne tid, var da vi tilfangetog den mægtige djinn,
Alhamkra. De to første af vores ordrer blev brugt på ting, der virker
fuldstændigt ligegyldige i tilbageblik, men det tredje kom til at betyde mere
for min skæbne end noget andet i mit liv. Vores eventyr varede nemlig ikke ved
for evigt, og vores skæbner var forbundet til Mortlans. Da Den Røde Pest først
brød ud i Solens Rige omkring 530AA, var Faline og jeg lige blevet gift, og vi
besluttede os blot for at undgå de pestramte lande. Det samme forsøgte vi at
gøre, da sygdommen blev ført til Central Mortlan via rotterne, men vi kunne
ikke undgå skæbnen for evigt. Året var 556AA, og jeg var fire og halvtreds år
gammel, da ulykken ramte os. Hele besætningen på Elise, alle mine nære venner,
alle mine skibskammerater, som jeg havde rejst og levet sammen med i hele tre
årtier, blev ramt af pesten og var på dødens tærskel. Selv min elskede Faline,
der for mig virkede smukkere end nogensinde i sine senere år, lå på dødslejet.
Jeg gik i panik og søgte i alle mine journaler og noter efter en kur, der kunne
redde mine venner og min elskede, men jeg fandt intet. Af en eller anden grund
var jeg ikke selv blevet ramt af pesten. Måske var det et ondskabsfuldt puds,
som skæbnens ironi spillede mig? Da Faline så lå og trak sine sidste åndedrat,
fandt jeg skrinet, hvori vi opbevarede djinnen, Alhamkra. Jeg beordrede djinnen
at stoppe pesten. At give mig en mulighed for at forhindre den i at dræbe andre.
Alhamkra kiggede medfølende på mig, før han var begyndt på sin forklaring om,
at der ingen kur mod Den Røde Pest fandtes, og at pesten skyldtes en magtfuld
forbandelse, der langsomt knuste hele Mortlan. Jeg nægtede at lytte til djinnen
og beordrede på ny, at jeg ville få magt over denne pest. Jeg ville fængsle
denne forbandelse, hvis det skulle være nødvendigt for at stoppe pesten.
Alhamkra kiggede en sidste medfølende gang på mig, før han udførte ordren og
fangede forbandelsen inde i min egen sjæl.
Hvor længe gik der mon, før jeg vågnede? Jeg ved det ærlig
talt ikke, men da jeg endeligt vendte tilbage til de levende, var Faline og resten
af skibets besætning døde. Jeg havde handlet for sent, og mit livs elskede var
gået bort. I mange dage vandrede jeg som et genfærd rundt på Elise uden at
bekymre mig om noget som helst. Jeg følte mig forrådt og syg, og der var en
kort periode, hvor jeg håbede på, at pesten også ville kræve mig. Men det skete
selvfølgelig ikke, og da det var to uger efter min opvågning, satte jeg skibets
kurs mod land. Jeg havde ikke noget
bestemt mål i sigte, men jeg var nødt til at komme ind til land. Efter mange
ugers sejllads, ankom jeg omsider til Frangicas hovedstad, Parin, hvor jeg til
min store overraskelse fandt folk i stor glæde og jubel. Jeg anede ikke, hvad
grunden dertil kunne være, men jeg lærte snart, at Den Røde Pest var forsvundet
med de sidste syge. Det havde også været i rette øjeblik, for ifølge historierne
skulle pesten have krævet godt halvdelen af Mortlans befolkning. Denne nyhed
kom dog ikke som nogen glad nyhed for mig. Jeg blev vred over, at pesten kunne
være forsvundet, knap en måned efter at min elskede var blevet krævet af den.
Hvordan kunne skæbnen have været så ond?
Nu kender jeg selvfølgelig sandheden. Jeg har forstået det
hele. Forbandelsen, der skabte Den Røde Pest, er fanget i mit indre, hvor jeg
har den under kontrol, og kun jeg kan vælge at lade sygdommen dræbe dødelige.
Men med sygdommen er jeg blevet skænket en stor magt. Jeg ældes ikke længere,
og rotterne, der engang var pestens leverandører, adlyder nu mine kommandoer. Til
gengæld er der også visse andre uønskede effekter af forbandelsen. De begyndte
først at dukke op omkring et halvt år efter Falines død. Det startede blot ud
som nogle enkelte bylder i mit ansigt, men jeg lignede snart et af pestens
ofre. Det var på dette tidspunkt, at jeg kom i tanke om den mystiske maske, som
oraklet mange år forinden havde skænket mig uden andet end en vag forklaring
om, at jeg en dag ville få brug for den. Siden har jeg kun haft masken af få
gange, og jeg er denne gave dybt taknemmelig, da den er magisk og skjuler mit
sande udseende. Masken er blevet et frygtet ikon i Det Sydlige Mortlan, hvor
jeg opererer og kontrollerer mit store underjordiske imperium af kriminelle.
Jeg er et uhyre, en berygtet myte blandt borgere af alle samfundsklasser, og
jeg har placeret mig selv i en position, hvor ingen nogensinde vil være i stand
til at skade mig. Hvor ingen vil kunne dræbe mig. Du tænker nok nu, at jeg er
en kujon, og at jeg er bange for døden. Det er så langt fra sandheden, som det
overhovedet kan komme. Jeg ville give hvad som helst for at kunne tage til
Herroth og være sammen med Faline igen, men det kan jeg simpelthen ikke. Bundet
til mit liv er en forbandelse så magtfuld, at den ville kunne dræbe det meste
af Mortlans dødelige og reducere denne verden til et dødt, kaotisk område, og
denne forbandelse må derfor aldrig slippe fri. Hvilket den ville gøre, hvis jeg
skulle gå hen og dø. Denne forbandelse er i sandhed en forbandelse.
Ingen fra mit oprindelige liv som Robin Abélard lever
længere, og jeg er nu en helt anden person. Jeg er Rotternes Konge, som hersker
Det Sydlige Mortlans kriminelle underverden. Jeg har opbygget mit rygte som et
uhyre, så ingen i deres fulde fem vil vove at gå efter mig, med en kombination
af gåder, mystiske snigmord og mit fløjtespil. Jeg skal dog også indrømme, at
jeg nyder dele af det, især fløjtespillet og gåderne, men vid, at der er intet,
jeg ikke ville gøre for at kunne hæve forbandelsen for evigt og drage til
Herroth, så jeg endnu en gang kunne være sammen med Faline og alle dem, jeg
elskede som Robin. Jeg frygter blot, at de ikke længere ville tage imod mig,
for jeg ikke er længere den samme mand. På en måde kan man faktisk sige, at
Robin døde sammen med sin kone, som han ønskede, og jeg er blevet efterladt i
hans sted som en forbandet, plaget vogter. Der er også mørke tider, hvor jeg
ikke kan se lyset for enden af tunnelen. Jeg kan ikke forestille mig, at
forbandelsen nogensinde vil blive hævet. Jeg lod engang mine rotter dræbe godt
firs mænd fra Jernstøvlerne, da de forsøgte at stjæle nogle kasser, jeg havde
med Falines gamle ejendele. Der er i sandhed nogle nætter, hvor jeg undrer mig
og overvejer, om jeg virkeligt er forbandet, eller om jeg blot er et uhyre.
Rotternes Konges historie
1 - Benjamin Gyldenuld 2 - Forbandelsen
Kommentarer
Send en kommentar