onsdag den 2. marts 2016

Fortællinger fra Mortlan #7 Forbandelsen

Forbandelsen

Fortæller: Robin Abélard
Periode: ca 502AA -556AA og 586AA
Placering: Frangica

568AA… en uge efter mordet på Kong Jean-Luc den 1. af Frangica

”Så hvad gør vi med bastarden? Skal vi udlevere ham til De Røde Riddere?”. ”Nej, de tager bare æren selv. Og dusøren selvfølgelig. Hvis vi vil være sikre på, at vi bliver betalt, hvad vi er skyldt, så må vi hellere aflevere ham selv”. Afventende stilhed. ”Hvordan skal vi dog komme i kontakt med nogen på det niveau, der vil tage os seriøst? Vi er trods alt bare to lakajer, to små fisk”. Der var endnu en periode af stilhed, og denne gang havde den anden ”lakaj” intet smart svar. Jeg, hr. Abélard, åbnede omsider mine øjne og betragtede de to slynger, som havde slået mig ned og bagbundet mig. Ingen af dem så alt for kvikke ud, men det var vel også derfor, at jeg havde udvalgt netop de to. De ville være for dumme til at fortælle den sande historie videre, når jeg først var undsluppet. ”Nåh!” sagde den ene hånligt, da han fik øje på mig ”du er vågen, dosne. Sikke en redelighed du har bragt os i. Vi aner ikke, hvordan vi skal indkassere de jerndrager, der svæver over dit hoved? Tror du, at det behøver forblive på din krop, eller vil kongens familie betale ligegyldigt hvad?”. Jeg svarede ham ikke og trak ligegyldigt på mine skuldre. Den ene lakaj, den største af dem som stillede alle spørgsmålene, snerrede vredt ad mig og trådte nærmere. Han løftede min lille skikkelse op i sit jerngreb, så vores ansigter var kun få centimeter fra hinandens. ”Du tror, du er så smart, hva? Men gæt engang hvad der skete? Du var så dum at gå i vores fælde!”. Jeg svarede manden uden skyggen af et smil. ”Det eneste, du vanærer med dine ord, er din egen fælde, da du antager, at jeg bør være dum for at gå i den”. Lakajen snerrede på ny som en bidsk hund, der skulle vise sig, og løftede sin anden knytnæve dramatisk op for at true mig. ”Hvorfor kalder du ikke bare på dine møg dyr?” spurgte manden vredt og hamrede mig i maven med sin knytnæve ”du er trods alt deres konge, ikke sandt?”. Jeg gryntede af smerte og nikkede, da jeg genvandt vejret. Det havde været min plan at lyde helt kold og skræmmende med mine næste ord, men det fejlede en smule, da smerten forvrængede min stemme. ”Det var faktisk min plan”. Så skreg manden, da en af mine rotter bed ham i struben, og jeg hamrede mine fri næver ind i ham. Disse to lakajer ville være fremragende til at sprede historien om mig, og de fortjente deres skæbner begge to. Præcis ligesom Kong Jean-Luc den 1., som jeg havde halshugget personligt.

Men lad os gå tilbage til begyndelsen…

Det var nok den sidste gang, jeg nogensinde brugte navnet Robin Abélard, for det var også den aften, hvor jeg hr Abélard døde, og Rotternes Konge tog hans plads. Første gang jeg brugte navnet hr Abélard var i 525AA, da jeg i en alder af tre og tyve søgte ordenligt arbejde hos Brutus Yfalda, der var en stolt dværg handelsmand med en mindre flåde af skibe, som eksporterede fine frangicanske til resten af Mortlan. Indtil da havde jeg hedet Robin Junior. Jeg blev ansat af Brutus som sikkerhedschef på et af hans mange skibe, hvor det var min opgave at forhindre tyve eller besætningen i at fjerne fra skibets dyrebare last, vin. Selv var jeg opvokset på en vingård i det sydlige Frangica, som min moder Lucia havde ejet, men jeg var ung dengang og søgte eventyr fremfor fast og sollidt arbejde. Så efter at have givet min moder et løfte om, at jeg nok skulle vende tilbage en dag, drog jeg afsted på skibet, Elise, hvis første mål var Yngol, høj elvernes land. Rejsen dertil var alt, jeg nogensinde havde drømt om. Undervejs mødte jeg eventyr i form af storme, pirater og et møde med en drage, og da den første rejse var ovre, krævede jeg ikke andet end yderligere eventyr, og jeg kunne ikke drømme om at forlade Elise og skibets pragtfulde mandskab, som jeg stiftede et godt, men disciplineret venskab med. Men der var samtidigt en langt enklere og på samme tid langt mere kompliceret grund til, at jeg ikke kunne forlade skibet. Hendes navn var Faline, hun var den skønneste unge dosne kvinde, jeg nogensinde har mødt, og hun var samtidigt skibets kaptajn. I de første mange år, jeg sejlede på skibet, afskyede hun mig nærmest, men efter mange års eventyr og tro tjeneste sammen, blev mine drømme omsider til virkelighed, og Faline og jeg blev gift hjemme på min moders vingård i Frangica. Her stoppede vores eventyr og rejser dog ikke, og kort efter brylluppet købte vi skibet fra den nu tilbagetrukne Brutus, og vi satte kursen mod resten af Mortlan. Ingen af os var trætte af eventyr, og jeg tvivler på, at vi nogensinde ville være blevet det, selv hvis var fortsat i en evighed. Vi blev venner med kæmper, undslap krakkener og mødte guder, men det største af alle vore eventyr fra denne tid, var da vi tilfangetog den mægtige djinn, Alhamkra. De to første af vores ordrer blev brugt på ting, der virker fuldstændigt ligegyldige i tilbageblik, men det tredje kom til at betyde mere for min skæbne end noget andet i mit liv. Vores eventyr varede nemlig ikke ved for evigt, og vores skæbner var forbundet til Mortlans. Da Den Røde Pest først brød ud i Solens Rige omkring 530AA, var Faline og jeg lige blevet gift, og vi besluttede os blot for at undgå de pestramte lande. Det samme forsøgte vi at gøre, da sygdommen blev ført til Central Mortlan via rotterne, men vi kunne ikke undgå skæbnen for evigt. Året var 556AA, og jeg var fire og halvtreds år gammel, da ulykken ramte os. Hele besætningen på Elise, alle mine nære venner, alle mine skibskammerater, som jeg havde rejst og levet sammen med i hele tre årtier, blev ramt af pesten og var på dødens tærskel. Selv min elskede Faline, der for mig virkede smukkere end nogensinde i sine senere år, lå på dødslejet. Jeg gik i panik og søgte i alle mine journaler og noter efter en kur, der kunne redde mine venner og min elskede, men jeg fandt intet. Af en eller anden grund var jeg ikke selv blevet ramt af pesten. Måske var det et ondskabsfuldt puds, som skæbnens ironi spillede mig? Da Faline så lå og trak sine sidste åndedrat, fandt jeg skrinet, hvori vi opbevarede djinnen, Alhamkra. Jeg beordrede djinnen at stoppe pesten. At give mig en mulighed for at forhindre den i at dræbe andre. Alhamkra kiggede medfølende på mig, før han var begyndt på sin forklaring om, at der ingen kur mod Den Røde Pest fandtes, og at pesten skyldtes en magtfuld forbandelse, der langsomt knuste hele Mortlan. Jeg nægtede at lytte til djinnen og beordrede på ny, at jeg ville få magt over denne pest. Jeg ville fængsle denne forbandelse, hvis det skulle være nødvendigt for at stoppe pesten. Alhamkra kiggede en sidste medfølende gang på mig, før han udførte ordren og fangede forbandelsen inde i min egen sjæl.

Hvor længe gik der mon, før jeg vågnede? Jeg ved det ærlig talt ikke, men da jeg endeligt vendte tilbage til de levende, var Faline og resten af skibets besætning døde. Jeg havde handlet for sent, og mit livs elskede var gået bort. I mange dage vandrede jeg som et genfærd rundt på Elise uden at bekymre mig om noget som helst. Jeg følte mig forrådt og syg, og der var en kort periode, hvor jeg håbede på, at pesten også ville kræve mig. Men det skete selvfølgelig ikke, og da det var to uger efter min opvågning, satte jeg skibets kurs mod land. Jeg havde ikke  noget bestemt mål i sigte, men jeg var nødt til at komme ind til land. Efter mange ugers sejllads, ankom jeg omsider til Frangicas hovedstad, Parin, hvor jeg til min store overraskelse fandt folk i stor glæde og jubel. Jeg anede ikke, hvad grunden dertil kunne være, men jeg lærte snart, at Den Røde Pest var forsvundet med de sidste syge. Det havde også været i rette øjeblik, for ifølge historierne skulle pesten have krævet godt halvdelen af Mortlans befolkning. Denne nyhed kom dog ikke som nogen glad nyhed for mig. Jeg blev vred over, at pesten kunne være forsvundet, knap en måned efter at min elskede var blevet krævet af den. Hvordan kunne skæbnen have været så ond?
Nu kender jeg selvfølgelig sandheden. Jeg har forstået det hele. Forbandelsen, der skabte Den Røde Pest, er fanget i mit indre, hvor jeg har den under kontrol, og kun jeg kan vælge at lade sygdommen dræbe dødelige. Men med sygdommen er jeg blevet skænket en stor magt. Jeg ældes ikke længere, og rotterne, der engang var pestens leverandører, adlyder nu mine kommandoer. Til gengæld er der også visse andre uønskede effekter af forbandelsen. De begyndte først at dukke op omkring et halvt år efter Falines død. Det startede blot ud som nogle enkelte bylder i mit ansigt, men jeg lignede snart et af pestens ofre. Det var på dette tidspunkt, at jeg kom i tanke om den mystiske maske, som oraklet mange år forinden havde skænket mig uden andet end en vag forklaring om, at jeg en dag ville få brug for den. Siden har jeg kun haft masken af få gange, og jeg er denne gave dybt taknemmelig, da den er magisk og skjuler mit sande udseende. Masken er blevet et frygtet ikon i Det Sydlige Mortlan, hvor jeg opererer og kontrollerer mit store underjordiske imperium af kriminelle. Jeg er et uhyre, en berygtet myte blandt borgere af alle samfundsklasser, og jeg har placeret mig selv i en position, hvor ingen nogensinde vil være i stand til at skade mig. Hvor ingen vil kunne dræbe mig. Du tænker nok nu, at jeg er en kujon, og at jeg er bange for døden. Det er så langt fra sandheden, som det overhovedet kan komme. Jeg ville give hvad som helst for at kunne tage til Herroth og være sammen med Faline igen, men det kan jeg simpelthen ikke. Bundet til mit liv er en forbandelse så magtfuld, at den ville kunne dræbe det meste af Mortlans dødelige og reducere denne verden til et dødt, kaotisk område, og denne forbandelse må derfor aldrig slippe fri. Hvilket den ville gøre, hvis jeg skulle gå hen og dø. Denne forbandelse er i sandhed en forbandelse.


Ingen fra mit oprindelige liv som Robin Abélard lever længere, og jeg er nu en helt anden person. Jeg er Rotternes Konge, som hersker Det Sydlige Mortlans kriminelle underverden. Jeg har opbygget mit rygte som et uhyre, så ingen i deres fulde fem vil vove at gå efter mig, med en kombination af gåder, mystiske snigmord og mit fløjtespil. Jeg skal dog også indrømme, at jeg nyder dele af det, især fløjtespillet og gåderne, men vid, at der er intet, jeg ikke ville gøre for at kunne hæve forbandelsen for evigt og drage til Herroth, så jeg endnu en gang kunne være sammen med Faline og alle dem, jeg elskede som Robin. Jeg frygter blot, at de ikke længere ville tage imod mig, for jeg ikke er længere den samme mand. På en måde kan man faktisk sige, at Robin døde sammen med sin kone, som han ønskede, og jeg er blevet efterladt i hans sted som en forbandet, plaget vogter. Der er også mørke tider, hvor jeg ikke kan se lyset for enden af tunnelen. Jeg kan ikke forestille mig, at forbandelsen nogensinde vil blive hævet. Jeg lod engang mine rotter dræbe godt firs mænd fra Jernstøvlerne, da de forsøgte at stjæle nogle kasser, jeg havde med Falines gamle ejendele. Der er i sandhed nogle nætter, hvor jeg undrer mig og overvejer, om jeg virkeligt er forbandet, eller om jeg blot er et uhyre.

Rotternes Konges historie
1 - Benjamin Gyldenuld        2 - Forbandelsen