søndag den 14. august 2016

Bag of Holding: Sommer 2016 (Suicide Squad, Harry Potter and The Cursed Child, Buffy, Brætspil)

Her kommer så et indlæg, jeg har udskudt at skrive i flere omgange. Først ville jeg gerne skrive det, lige da sommerferien var færdig, men så manglede jeg at færdiglæse en enkelt bog, så skulle jeg i skole igen, så fik jeg skrevet lidt på dværge, og så skulle jeg ind for at se en film i biografen, jeg gerne ville have med i indlægget, og i dag fik jeg læst Rowlings egen Harry Potter fanfiction. Så der kommer en god bunke af ting, jeg vil skrive lidt om. Lad os starte med det første (og det bedste), der skete.

The power of Josh Whedon compels you!

I starten af sommerferien havde jeg en uge, hvor jeg egentligt bare kunne slappe af og lade være med at lave alle de ting, jeg havde planlagt såsom at få læst nogle forskellige bøger, få skrevet min egen bog færdig, arbejde på mit bordrollespils regelsæt eller at komme uden for døren... den sidste var for sjov... jeg er sikker på, at jeg slog græsset mindst en gang i den uge. Men i stedet for at lave alle de planlagte ting kom jeg til at ty til Netflick, da var ved at kigge lidt nærmere på forskellige vampyrer i fantasy for inspiration til mine egne, og så mødte jeg en serie, som jeg havde hørt omtalt så mange gange som en fantastisk kultserie med fremragende plot, karakterer, Joker fra Mass Effect, Kong Uther fra Merlin og feministiske ting eller noget. Jeg er aldrig helt sikker på, hvornår når noget er feministisk eller ej, for jeg synes altid, det er irriterende, at det skal være så vigtigt, hvilket køn eller race for sags skyld, forskellige karakterer skal have. Er det ikke netop at forskelsbehandle, hvis man med vilje laver en karakter bare for at lave den som et bestemt køn eller race i stedet for bare at finde på et godt koncept til en karakter... Nå men i hvert begyndte jeg at se
Hvorfor mon de egentligt valgte at gøre vampire slayer til to ord og ikke et. Altså når man skriver Buffy på google foreslår den derfor Buffy the Vampire og ikke Buffy the Vampire Slayer...
Og jeg fik set den første sæson i løbet af den uge af sommerferien, selvom det ikke var det eneste jeg lavede. Jeg blev hurtigt ret interesseret i serien og faldt for den, selvom at jeg havde et lidt mærkeligt forhold til sæson 1. Jeg blev ved med at sige til mig selv: "Kom nu, Valdemar, du kan logisk argumentere, hvorfor denne serie ikke er noget særligt eller fremragende, hvorfor bliver du ved med at se den?". Og dette kan jeg forsat, når jeg kigger på sæson 1 og måske endda dele af 2, men det betød og betyder stadig ikke noget. Allerede fra sæson 1 af havde serien en charme, der gav en lysten til at se videre, uanset om der så var nogle tåbelige og ulogiske ting, der ikke gav mening såsom, at der kun var en slayer ad gangen, og at vampyrerne ikke bare gik i en stor bue om den eneste trussel, de havde. De kunne sagtens overleve på den måde. Og den irriterende lille intro med "She is the chosen one" i sæson 1 hjalp slet ikke på det, men jeg kunne bare ikke lade være med at se videre. Seriens charme (og magiske hold over mig) var for stærk. Så jeg så videre, og jeg vil også sige, at de fleste af seriens problemer ordnes i sæson 2 på en eller anden måde. Alt bliver langt bedre der, og man kan også mærke kvaliteten af både de yngre skuespillere (host, host, Sarah M. Cellar, der spiller Buffy) og filmkvaliteten stige drastisk (det var altså ros i forhold til hende, så det skal ikke opfattes negativt). Der kom også langt bedre skurke i sæson 2. Jeg er nu i sæson 3 og serien er fortsat rigtig stærk. Jeg tror, et af dens bedste punkter ligger i, at den er god til at vende alt på hovedet en gang i mellem for at skabe udvikling og fremdrift. Plottet sidder sjældent fanget et sted særligt længe ad gangen, og karakterene udvikler sig konstant, imens det stadig giver mening. Charmen er hvis noget blot blevet stærkere i de senere sæsonner, og jeg håber, den varer ved til seriens ende i sæson 7.
Dog er der alligevel et enkelt problem ved serien, som jeg er nødt til at tage op, og det er nok udelukkende forbundet til budgettet, men det er alligevel ved at gå mig på nerverne. Kampene. Næsten hver eneste kampscene er præcis den samme, og det er sjældent, de forsøger sig noget nyt. Det er altid de samme spark, slag og lydeffekter, og nogle gange synes jeg, at de helt tilfældige vampyrer klarer sig lidt for længe i kampene i forhold til, hvor meget stærkere fjender Buffy har besejret. Og så vil jeg lige bringe udstyrs problemet op. Personligt ser jeg mig ikke som verdens største gadget fyr. Altså jeg kan sagtens værdsætte det, hvis en hovedperson har et unikt og sejt våben eller en rustning, men jeg klager mig sjældent over eksempelvis loot mængden i forskellige spil (med undtagelse af Jade Empire). Med det taget i betragtning, vil jeg gerne pointere, at de alt for sjældent bruger våben i Buffy. Det var fint nok i starten, hvor vi knap nok havde set våben i serien, men senere, når de har været med, begynder det at blive lidt utroværdigt. Nogle vampyrer bruger eksempelvis rustning, så de er sværere at spidde, men det er de færreste. Heller ikke Buffy selv bruger rustning, når hun er på patrulje, hvilket jeg ikke rigtigt forstår. Hvis hun alligevel bliver set i kamp mod en vampyr, gør det vel ingen forskel, om hun har rustning på. Det behøver heller ikke være en tung rustning. Der har også kun været en eller to fjender, der har tænkt på at bruge skydevåben af en eller anden grund.

Men det var min største klage mod serien, og det er ikke noget, der virkeligt ødelægger oplevelsen, da jeg ofte kan se den rent praktiske grund, men det er lidt småirriterende til tider. Samlet set vil jeg sige, at Buffy starter lidt svagt, men charmerende og sjovt ud, og at serien vokser og hurtigt bliver langt bedre med interessante plot, karakterer og en god dynamik. Dog er det ikke lige serien, hvis man ønsker en unik opfattelse af vampyrer som race, da enhver kliche om dem er sande her.

Bog 1: "Det Grønne og Spændende, men problematiske Tidsparadoks"

Okay det hedder bogen måske ikke i virkeligheden, men det burde den lidt hedde. Jeg taler selvfølgelig om Det Smaragd Grønne Atlas, som jeg har ingen anelse om, hvorvidt jeg er for gammel til at læse eller ej. Skidt med det. Nå men bogen er endnu af de uendelige "teenagere er blevet udvalgte til at redde verden" bøger. Den starter ud med, at en mystisk mørk magiker, lad os kalde ham "Lord Valdemort", sørger for, at nogle børn ender på et børnehjem (hmmm), hvorefter de kontaktes af en gammel mentor skikkelse ved navn Dr "Ant-Man" Pym og bliver viklet ind i et overraskende godt plot i en vagt defineret magisk verden. Bogen havde en del stærke sider, men den havde også en masse svagheder, hvor af kun de færreste var genreforbundne. Man tilgiver den rimeligt hurtigt for at lave en "yeh a protagonist, Larry", da bogen har nogle rimeligt interessante hovedpersoner samt en ganske fin mentor og et par gode plottwists undervejs. Nogle af dem er dog lidt forudsigelige, men det gælder nok mest for folk, som har læst en del anden fiktion.
Men plottet og et par gode karakterer bliver desværre konkurreret af en hele del problemer. Bogen har nogle gode koncepter til magiske genstande, men de giver ikke mening på længere sigt, og nu kommer jeg med en mild spoiler. Bogen inkluderer verdens værste tidsmaskine, og der skabes konstant paradokser, på trods af at de hele tiden forklarer, hvordan de har undgået at skabe nogle. Det er et stort problem at overse, og det er ikke et kønt syn. Samtidigt er selve universet lidt af blandet kvalitet. Der er et par interessante magiske væsner, men dværgene (også mindre, men forudselig spoiler) er alle af klanen McKliche (uden overhovedet at nævne den unødvendige og ynkelige reference til elverne), og fra dem udspringer bogens største problem. Der er så mange modsætninger i bogen, at det somme tider var ved at drive mig til vanvid. Man fik hele tiden et eller andet at vide, hvorefter tingene viste sig at være lige modsat, og det meste af tiden gav det ingen mening. Man får eksempelvis at vide, at dværgene er praktiske, grunddige og frem for alt effektive, men alligevel får man at vide, at det tager ca. 50 år at komme igennem retssystemet hos dem, og de opdager først, at fanger er døde i deres celler, længe efter de dør. Efter så at have fået dette at vide, vil man straks gå ud fra, at den første information var en løgn, men man ser kort efter dværgene være effektive og grunddige i forhold til netop deres fængselsesdrift, så det hele slet ingen mening giver. Og lignende ting sker gennem hele bogen, da man konstant får forskellige modstridende fakta. Det meste af tiden gælder det kun små ting, så det ødelægger ikke plottet, men det irriterer alligevel læseren. Senere bliver det dog værre, og man får nogle modsætninger, der påvirker netop plottet. Samtidigt er der også nogle problemer med flere af de mindre karakterer i bogen, som det er meningen, man skal holde af. Man får simpelthen ikke nok tid sammen med flere af dem, og til sidst var en af mine yndlingskarakterer faktisk en mindre skurk, som jeg fandt langt mere interessant end nogen af de støttende "gode" karakterer.

Necromancers Island (Small World)

Så fik jeg også en udvidelsespakke til Small World i fødselsesdagsgave (eller jeg fik faktisk to, men jeg vil kun lige fortælle om den ene). Det var Necromanders Island, som tilføjer en hel ny dynamik (et dejligt ord, der får en til at fremstå mere fornuftig og vidende) til spillet. Med den kan en af spillerne tage rollen som en nekromantiker/åndemaner og spille på en helt anden måde, hvor nekromantikeren skaber sine hære ud af andres døde og vinder ved bringe samtlige spøgelser i spil på samme tid. Dette kræver meget strategis tænkning og er ganske svært, da alle de andre spillere hele tiden ser en som den onde trussel, der skal udslettes fra spillet. Bare fordi jeg skabte hære af døde og vandt til sidst.

Suicide Squad

I fredags var jeg så inde for at se DCs nyeste film, Suicide Squad, som jeg havde set meget frem til, da jeg så de første trailere. Jeg så så mindre frem til den, da jeg hørte alle de negative anmeldelser, men jeg var alligevel nødt til at se den selv. Nu bevæger jeg mig ind på et omdiskuteret og ganske farligt område.
Da jeg først lige havde set filmen, kunne jeg ikke nå til andre konklusioner, end at filmen var fremragende og eller middelmådig og eller elendig. Det er i sandhed en film af blandet kvalitet, og der er en grund til, at dens kvalitet er så omdiskuteret. Før at gøre dette nemmere for mig selv, går jeg igennem de vigtigste punkter et for et og forsøger til sidst at komme med en samlet konklusion.

Det positive:

Det er altid dejligt rart at starte ud med det positive, for så undgår man at tale dårligt om nogen.

 - I denne film var det positive først og fremmest, at både Deadshot "Smith", Harley Queen og et par andre medlemmer af Suicide Squad virkede godt. De havde gode skuespillere bag sig, var i interessante situationer og var troværdige som superskurke uden at være for "muhahaha, jeg dræber jer alle".

 - Filmen havde også en del gode vittigheder, som resten af publikum og jeg grinte ad.

 - Samtidigt så de fleste special effects rimeligt gode ud.

 - Soundtracket var ikke værst,

 - Og så startede filmen godt ud. Især et par cameos (med undtagelse fra Mr. J) blev gjort rigtigt godt.

Point:
Deadshot +2, Harley +2, Støttende Karakterer +1, Humor +1 og god start +2 = 8


Det Negative:

Lad os starte med det allerstørste problem af dem alle.

 - Dette var ikke en Suicide Squad film på trods af titlen, konceptet, og hvor god traileren end var. Det tog næsten halvdelen af filmen, før de blev sendt ud på en mission, og selv da var de kun på en enkelt mission.

 - Man fik slet ikke tid til at lære gruppen at kende, og jeg kunne slet ikke tro på, at mere end et eller to af venskaberne kunne finde sted. De fleste af de interessante karakterer blev spildt, og eksempelvis havde Killer Croc ikke meget mere end ti replikker, og det var synd, for han var fremragende.

 - Fokusset i filmen var for kaostisk, og nogle karakterer var bare unødvendigt fyld, hvis handlingerne ikke blev retfærdigtgjort på nogen måde (host host Katana), men det største problem ved fokusset var den smilende mand til højre. Jeg vil nu sige det kort og klart: "Joker skulle ikke haft nær så meget tid i filmen, som han fik". Jeg har fundet folk på internettet, der argumenterede for, at Joker skulle have haft mere tid i filmen, så vi bedre kunne have lært ham at kende, men det er slet ikke rigtigt. Han havde allerede alt for meget at lave i den, som ingen konsekvenser fik, og jeg siger ikke kun det, fordi jeg ikke kunne fordrage Jared Letos Joker, men han tog simpelhent for meget tid. Næsten en tredjedel af filmen handler om et meget frit fortolket Joker-Harley forhold, når den burde handle om THE SUICIDE SQUAD. Han har mere at gøre i filmen end halvdelen af medlemmerne, og han har intet virkeligt formål i sidste ende. De skulle blot have holdt ham i et enkelt flashback og ikke mere.

 - Yderligere vil også lave en kort klage mod skurken, som blot var ynkelig, kedelig og ødelagde noget, jeg lidt havde set frem til.

 - Meget af tiden var der også noget helt galt med klipningen af filmen, og mange af vittighederne gik tabt, fordi man ikke lige fik et sekund eller to til trække vejret dybt ind, inden der blev klippet til eller fra dem.

Point:
For lidt Suicide Squad/Dårligt Fokus -4 (!!!!), Dumt plot -2, Dårlig Klipning til tider -1 og Unødvendigt Fyld -2 = -9.

Tilsammen giver det -1 point, og nu har jeg ikke en skala eller et system, som jeg giver point ud fra, da jeg aldrig rigtigt har gjort det før, men jeg vil vove at sige, at det ikke ligefrem er positivt. I sidste ende er Suicide Squad Joker, Deadshot og Harley the Movie et stort rod, hvor man dog godt kan finde nogle positive ting i, hvis man er villig til at vade igennem alt det andet. Da jeg kom hjem fra at have set filmen, var jeg nødt til at rense ud i mit system med lidt Buffy, og ligeledes vil jeg rense ud denne gang med Mass Effect Suicide Squad traileren, for den er langt bedre end selve filmen:
Ahhh det var bedre... nu fik jeg også to gange Seth Green på min blog i det samme indlæg... hmmm, er det mon for sent at snige en Merlin reference ind for at få Anthony Stewart Head nævnt to gange, eller måske kunne jeg få nævnt Tolkien på en eller anden måde. 

Bog 2: Dark Haven

Så er der endnu en bog i bunken, jeg er færdig med, og min reol er i løbet af det sidste halve år blevet reduceret fra ca. 25 ikke læste bøger til nu 16 (når jeg oven i købet lige har købt tre nye). Denne gang var det den tredje af Chronicles of the Necromancer serien. Det har taget mig lang tid om først og fremmest at komme i gang med den, da jeg fandt etteren ganske god, men toeren var rimeligt skuffende. Jeg har nu fået læst treeren, der af en eller anden grund, er blevet kaldt Dark Haven, på trods af at subplottet af samme navn ikke udgør mere end en fjemtedel af handlingen. Det er egentligt en ganske fin bog, men den har to store problemer. Først og fremmest kan den ikke beslutte sig, hvad den skal handle om (lidt i stil med Suicide Squad). Hver gang den er begyndt at blive interessant og holde fokus, skifter den retning og begynder at handle om noget andet, og det gør den konstant. Samtidigt sker der næsten intet i bogen. I løbet af de første firhundrede sider sker der måske to eller tre reelt vigtige ting, og ellers bruger den bare helt vildt langt tid på at sætte en stemning op, snakke om The Flow (som drev mig til vanvid), som er selve kernen i den magiske kraft i universet, og beskrive alt for mange subplots, tøj (forbandet meget tøj) og ritualer. Den havde nogle gode ideer, men de blev som regel skubbet til siden til gengæld for kedelige ting. Normalt har jeg absolut intet imod baggrunds historier til karakterer, men denne bog fik mig til at blive helt ligeglad. På et tidspunkt er der bogstaveligtalt en karakter, som spørger om en vigtig karakter kunne tænke sig at kende hendes baggrundshistorie, og jeg var lige ved at råbe "nej!" ad bogen, men jeg fik det alligevel at vide. Og ellers er der bare en masse meningsløs handling i løbet af det meste af bogen, som ingen konsekvenser har, og det er først til sidst, at der begynder at ske noget interessant, og at tingene udvikler sig. Alt går så langsomt, ligesom det gør i toeren, at jeg vil sige, at hele serien burde være to bøger i stedet for fire. Samtidigt er skurkene lidt for "muhahaha, jeg er ond og gør onde ting", og hovedpersonen er en Mary Sue. Dog vil jeg sige, at selve Dark Haven subplottet var den bedste del af bogen, så titlen var måske alligevel smart valgt. Samtidigt vil jeg kommentere, at jeg ikke rigtigt føler, at serien fortjener navnet: Chronicles of the Necromancer. Hovedpersonen har ikke lavet en eneste udød siden etteren, hvor han fik at vide, at han skulle stoppe, og ikke har været fristet sidenhen. I virkeligheden burde bogen nok hede: The Chronicles of The Summoner - Wibley Wobley Flowey Wovey.

Bog 3: Harry Potter and The Cursed Child

Og så er jeg ved at nå til indlæggets ende, hvor jeg så desværre skal rette det hele igennem. Jeg bestilte for lidt over en uge siden manuskriptet til Harry Potter and The Cursed Child som bog, og jeg købte den udelukkende, fordi den var på tilbud til 50kr. Da Harry Potter først var blevet færdigskrevet, og serien var afsluttet, var der en eller anden, der forsøgte at bilde mig ind, at Rowling ville skrive endnu en historie om Harrys børn, og jeg lo bedrevidende og sagde "som om. Det må Rowling da være for intelligent til". Da teaterstykket så blev annonceret, tænkte jeg "åh nej, åh nej og atter åh nej", og jeg forsøgte at fortrænge dets eksistens. Jeg tænkte, at det nok ville blive ren Rowling feber, som var et reelt problem i forvejen, da Rowling ikke kan lade være med at fortælle hver eneste detalje, om hvad der skete efter bøgerne. Men så slem som Rowling Feber nu engang er, så var jeg alligevel ikke forberedt på det, der skete (dum dum duuuummm!). Jeg ved næsten ikke, hvor jeg skal begynde. En af mine venner beskrev bogen som fanfiction, og det vil også sige, at den føles som. Først og fremmest så har den flere ting, der ikke rigtigt giver mening i forhold til bøgerne, hvad angår flashbacks, og for det andet, så er det her ikke en fantasy historie, og det vil jeg bevise. Historien tog måske plads i en fantasy verden, men det var langt fra en fantasy historie. De etiske og moralske situationer, der blev taget op i historien, var på ingen måde klassiske fantasy emner, og det mindede mig langt mere om Science Fiction. Vi får intet af den magiske stemning eller bare noget nyt og interessant magi i den. Samtidigt så havde historien ikke det samme hjerte og den samme sollide rygrad, som Harry Potter bøgerne har. Der var to gode, nye karakterer med, og det var det. Jeg sidder og ser Fangen fra Askaban lige nu, og når filmene (mit motto er stort set: bøgerne er bedre) fanger magien bedre end de senere "bøger", så er der noget galt.
Harry Potter and the Cursed Child havde samtidigt svært ved at stå på egne ben. Det var virkelig en fanfiction, og det var ikke nogen særligt god historie. Den var så afhængig af den gamle serie og var stort set bare et stort øjeblik af "ahhh.... var de gamle bøger ikke bare gode?" med lidt nyt smidt ind i blandingen, som ikke burde have fået lov til at eksistere. Ja, der var måske nogle sjove øjeblikke, Scorpio og Albus var rimeligt gode, og den havde et par interessante ideer, men dem fik den aldrig gjort særligt meget ved (subplottet med den mørke tidslinje var ovre på tyve sider eller sådan noget). Så i mit tilfælde betragter jeg ikke "bogen" som andet end sjov fanfiction, og jeg vil forsøge at fortrænge den for altid på samme måde som filmatiseringerne af The Last Airbender, Hobbitten og Prins Caspian.

Tja... i det mindste ser Fantastic Beast ret god ud, og det er rent faktisk en sollid ide til en spinoff, i modsætning til denne dyre fanfiction.
Ahhh... det var bedre.... igen. Tænk at jeg har været nødt til at gøre det to gange i det samme indlæg. I det mindste har jeg noget at se frem til, da de næste bøger på min liste er flere Witcher... men først skal jeg lave lektier... åh pokkers også!!!