Dværge #26 Gråspurve med... spor

#26 Gråspurve med... spor

Natten til den 11. Gar under Parin, Frangicas hovedstad
Det havde været nemt at bryde ind i Guldfyrstens hus. Det havde ikke krævet andet end fokus, og i øjeblikkeligt havde Marintra ikke andet end fokus. Siden hun havde fået at vide, at Rugbert var på fri fod, havde hun hele tiden været tvunget sig selv til at fokusere på andre ting. På at hjælpe med at bryde ind i Guldfyrstens hus, på at finde den hemmelig dør under Guldfyrstens seng, på at følge den hemmelige passage og på at bryde massevis af låse op. De havde allerede funder mere end rigeligt til at hjælpe Stenhals sag mod Guldfyrsten, men det interesserede ikke Marintra vildt meget. De eneste ting hun ønskede at vide angående Tidens Mestrer var, hvor Rugbert befandt sig, og hvorfor de sprang Elementernes By i luften. Hun bekymrede sig ikke meget om det faktum, at Brennus, lederen af Tidens Mestrer og den mystiske dosne, hun havde set i Yngol, i virkeligheden var en søn af den øverste gud Amalosh, og at han ønskede at invadere Mortlan. Det var andres sager og en historie, hun ikke selv spillede en særligt stor rolle i. Tunnelen under Guldfyrstens hus havde ført den lille gruppe ind mod Parins centrum, hvor Syndors Tempel lå, og det blev snart ganske klart for alle, at det var, hvor den førte dem hen. Det gav også ganske god mening, når Biskop Callistus havde været et medlem af Tidens Mestrer. Ifølge Monolo var han blevet fundet død tidligere på dagen, så Tidens Mestrer havde åbenbart skillet sig af med ham. Hvilket må betyde, at han vidste for meget, tænkte Marintra for sig selv, og jeg kunne godt tænke mig at vide, hvad det kunne være. Ifølge Za-Sien holdt Tidens Mestrer i øjeblikket til på et enormt skib ved navn Charybdis, som de havde fundet plantegninger over i Guldfyrstens hus. Der måtte Rugbert også gemme sig, men det ville være umuligt at angribe ham lige nu. Za-Sien og de andre ønskede skaffe sig allierede på Rotternes Konges råd og fjerne Tidens Mestrers støtter, så i øjeblikket var deres mål forbundet til Marintras. ”Jeg var endnu ikke ankommet til Stenhal” hviskede Monolo Mortus, Faroses spion, til Marintra, imens de sneg sig forsigtig frem gennem den underjordiske tunnel ”da de fangede Rugbert. Hvis jeg havde været der, skulle jeg nok have sørget for, at han kom til at dø”. Monolo, der i mange år havde været Tsyserias lærling, var en venligt udseende dosne med et varmt smil, men tanken om Rugbert på fri fod lod til at genere ham mindst lige så meget som Marintra. Hun sukkede ved dosnens ord og svarede ”men det var jeg, og af en eller anden muset grund er han stadig i live. Jeg lod Støvbold overtale mig til at lade ham leve. De ville holde ham fanget, fortalte de mig, de forbandede egern... men der er endnu tid til at rette op på fejltagelsen”. Hun trak en pil frem fra et af sine bundter og pillede let ved den. ”Når tiden kommer” sagde Monolo bestemt ”så har jeg din ryg. Han kommer til at dø”.

8. Gar 1076AA i Braldirborg, Zrulf
”Så... dit er navn er Tugy?”. Dværgpigen trak uforpligtende på skuldrene ”måske”. Faros tog plads på jorden over for hende og Snothvalp, der havde siddet og fortalt nogle af deres venner, om hvad de havde overhørt fra de voksnes samtale. Snothvalp kiggede ret skræmt på Faros, men han ignorerede det. ”Hvor er du fra, Tugy?” spurgte Faros venligt, men hun gjorde blot endnu et kast med skuldrene og svarede flabet ”rundt omkring”. Faros kunne fornemme, at denne metode ikke ville nytte noget. ”Hvorfor stjal du min pung, Tugy?”. Han sagde det ikke på nogen måde vredt, men Tugy lod alligevel til at blive en smule nervøs ved spørgsmålet. Det forhindrede hende dog ikke i at være kæphøj. ”Fordi jeg kunne” fnøs hun ”Irram havde sagt, vi skulle holde udkig efter dig. Jeg tænkte, at jeg ville kigge lidt med fingrene. Se om du var værd at holde udkig efter”. ”Og var jeg så det?” spurgte Faros. Der bredte sig et selvtilfreds smil på pigens læber. ”Syv sølv og fire bronze” svarede hun ligegyldigt ”det er ikke en formue, men det er vel penge”. Hun indså straks den fejl, hun havde begået. ”Og jeg som troede, at jeg havde talt forkert” sagde Faros, nu var det hans tur til at smile ”for jeg kunne have svoret på, at der ikke kun var fem sølv og to bronze i pungen”. Tugy skulede irriteret og rakte to sølvmønter frem til Faros, som hævede sit ene øjenbryn skeptisk. ”Og de sidste to bronzemønter?”. ”Gebyrer” svarer Tugy kæphøjt ”for at tælle efter for dig”. Faros lod sagen ligge. Han kunne godt undvære to bronzemønter, og han ønskede ikke at miste en potentiel ressource. ”Hvorfor er du her stadigvæk?” spurgte Tugy lidt efter ”du har fået dine penge tilbage, smut så!”. ”Men jeg vil gerne sidde og blive inspireret af din uhøflighed” svarede Faros ”du er i sandhed en kunstens mester”. Tugy sukkede, rystede på hovedet og lænede sig tilbage på jorden. ”Dit tab, makker”. Hun begyndte at fløjte for sig selv, men det lød halvhjertet, og hun holdt kort efter inde igen. ”Vil du ikke gerne holde op?” spurgte hun arrigt og satte sig så hurtigt op, at Snothvalp sprang skræmt til siden. ”Holde op med hvad?” spurgte Faros uskyldigt. Tugy slog irriteret armene ud som for at gestikulere og udbrød frustreret ”det hele. Med at være her. Hvad det er, du gør! Kan du ikke bare gå, gamle mand”. Faros smilte igen og hjalp Snothvalp op og stå. ”Kunne du tænke dig et arbejde, Tugy, du ærværdige Uhøflighedens Mester?”.

Bruntop pakkede den tomme flaske med medicin væk i sin taske, som han havde uddelt af til nogle af de syge børn. Et af børnene, en massiv, grå trolde pige, de andre kaldte Skruml, greb fat i Bruntops hånd, da han forsøgte at lukke tasken. ”Tak” hviskede hun udmattet og sendte ham et smil. Hun havde været et af de første børn, Bruntop havde givet medicin til, og han vidste ikke rigtigt, hvordan han skulle reagere på hendes ene, simple, men overvældende ord. ”Det skal du ikke bekymre dig, lille pige” sagde han, selvom hun var mindst lige så stor som Bruntop selv. Skruml sendte ham endnu et smil, lagde sig ned på sit tæppe og lukkede øjnene. ”Men du fortjener lidt tak” lød det fra Irram selv, der var kommet hen for at se, hvad Bruntop gav børnene ”det er længe siden, nogen ude fra har vist mine børn nogen form for venlighed. Det er godt for dem at se, at det ikke er alle, der er en fuldstændigt selvisk kalb”. ”Har der været mange af den slags?” spurgte Bruntop en smule usikkert, som ikke vidste, hvad en kalb var. ”Ja” svarede Irram ligeud ”Braldirborg er fyldt med dem. De er alle vegne. Der både den her slavehandler fra Det Angloriske Imperium, som kidnapper børn, flere andre bastarder og en hel del svindlere af den værste slags. Så sent som i sidste uge var der en tøs, der forsøgte at hyre mine børn til at flytte varer for dem diskret, da hun mente, at de ikke ville blive opdaget. Jeg takkede nej med det samme, og hun truede mig med en eller anden ved navn Arolnars vrede...”. ”Arolnar!” udbrød Bruntop så højt, at flere af de sovende børn vågnede. Han dæmpede straks stemmen og spurgte hviskende ”ved du, hvad det var for nogle varer, gode frue?”. Irram kiggede nysgerrigt på Bruntop et par sekunder, før hun svarede. ”Nej. Jeg ønskede ikke at have noget med tøsen at gøre, så jeg spurgte ikke”. Bruntops ivrighed dæmpede straks en smule af, og han spurgte håbefuldt ”du ved heller ikke, hvor de blev opbevaret, vel?”. Irram lagde hovedet på skrå og strakte sig. ”Det gør jeg som sådan ikke, men jeg kender dværgen, der forsøgte at hyre os. Thorna den Farlige kalder hun sig selv ganske uoriginalt. En svindler, en snydepels og en kujon, hvis der nogensinde var en. Hun er intet andet end en lakaj, som tjener den højestbydende. Hun kan en smule magi, men hun er ingen reel trussel, hvis man bare er forsigtig. Det burde ikke være så svært at finde ud af, hvor de bliver opbevaret”. ”Hvad råber du sådan op over?” spurgte Trak, som netop var kommet over til dem. Bruntop smilede. ”Jeg tror, vi har fundet ud, hvem der har resten af det fortyndede formic-blod”.

Den 11. Gar til Roi de Rats møde

Beviserne mod Guldfyrsten havde været endegyldige og stålsikre. Resten af rådet, selv de mest modvillige, havde anerkendt, at han var et medlem af Tidens Mestrer. ”Og nu er tiden kommer til at beslutte os for en handling” sagde Rotternes Konge dramatisk. Han var placeret i midten af det mørke, underjordiske kammer, hvorfra han tiltalte hele rådet med undtagelse af Guldfyrsten, som han havde fået ført bort ”de, som ønsker at modarbejde Tidens Mestrer og stoppe dem, før deres endelig plan bliver ført ud i livet, kan blive og høre, hvad en af mine gæster har at fortælle. Resten af jer kan gå”. Der var ikke en person til stede, som gik. Selv de, som ingen interesse havde, blev, men det var mest ud af frygt for at fornærme Rotternes Konge. Man forlod aldrig et af hans rådmøder, før han gav sin tilladelse. ”Godt så” sagde den almægtige, maskerede dosne ”lad os begynde. I har allerede hørt om Tidens Mestrers store krigsskib, Charybdis, og hvordan skibet tilsyneladende har meget avancerede mekaniske våben, hvis lige vi aldrig har set før. For at fortælle os mere om dette, har jeg inviteret Benjamin Gyldenuld fra Latynia”. Rotternes Konge trådte tilbage i skyggerne. Frem trådte i stedet den frakkeklædte mand med den høje, sorte hat, som Marintra havde spurgt om dagen forinden. Han så ganske utilpas ud i omstændighederne, og han virkerede heller ikke til at passe ind. ”Vær hilset, vær hilset” hilste han og løftede på hatten ”mit navn er Benjamin Gyldenuld af Latynia og så videre og videre. Jeg er udmærket klar, at I må være højest forvirrede over, hvad jeg laver til dette møde, men jeg har noget ganske vigtigt at fortælle jer alle angående de avancerede våben, som Tidens Mester har i besiddelsen. De er af olddværge oprindelse, og planerne dertil er langt fra nye. Olddværgene har haft disse våben i over et århundrede, men for længe siden blev en kopi af plantegningerne bragt op til overfladen, hvor snedværgene så fik fat i dem”. Marintras mave trak sig pludseligt sammen, da hun indså, hvad det var for nogle plantegninger, han snakkede om. ”Min familie” fortsatte Benjamin Gyldenuld ”anskaffede sig disse planer for en række år tilbage, men de blev stjålet fra os af Tidens Mestrer, og vi ønsker dem tilbage. I bytte for et løfte om at planerne vil havne i min varetægt, vil jeg assistere jeres angreb på denne Charybdis. Få mig ombord på skibet, og jeg vil sabotere olddværgenes våben og skaffe planerne tilbage”. Og jeg som håbede, at dette var overstået, tænkte Marintra i sit stille sind. Hun havde virkeligt håbet på aldrig at skulle konfronteres med det faktum, at hun havde givet Jarskon plantegningerne til at lave kanoner.

Første Afsnit                          Forrige Afsnit                                                                Næste Afsnit

Kommentarer