Dværge #24 Gamle Venner

#24 Gamle venner

8. Gar 1076AA i Braldirborg, Zrulf

”Det er nok bedst, hvis jeg efterlader Aruddeler herude hos dig” hviskede Faros til Trak, hægtede sværdskeden af og rakte den til goblingen ”de vil nok være mindre... fjendtlige, hvis jeg kommer ubevæbnet”. Trak tog imod det store sværd og fnøs højlydt. ”Man er stadig ubevæbnet, hvis man kun bærer en kniv” insisterede Faros stædigt ”det fik vi altid at vide i legionen. Det gik slet ikke kun at bære knive ind i kamp”. Trak skævede hen imod bygningen, som Faros skulle til at gå ind i. Ifølge en af deres kontakter så var det bageri, der var blevet lukket ned for nyligt, efter at der var blevet fundet rotter. De var ankommet for omkring en time siden, og indtil nu havde de brugt al tiden på at observere, hvem der kom og gik. Det var kun børn af alle mulige racer, der kun havde en ting til fælles, og det var, at de alle så hjemløse ud. ”Er du sikker på, at du ikke hellere vil være bevæbnet, når du skal derind? Bare for en sikkerhedsskyld? Jeg mener, det virker da som et lidt for stort tilfælde, at det netop skulle være et bageri, efter hvad vi lige har været igennem med ham Arolnar”. Bruntop trak sig sammen ved lyden af navnet. ”Det tænkte jeg også først” sagde Faros og kiggede bekymret på deres alkymist ”men det tror jeg ikke længere. Bageren er under lås og slå, så hvis det her er en fælde, hvem skulle så have sat den op? Desuden kan jeg nok godt klare mig med en kniv. Er det ikke, hvad du gør hele tiden?”. ”Tjo” svarede Trak tøvende ”men jeg har jo heller ikke behov for at kompensere på samme måde, som I tydeligvis havde i legionen”. Goblingen kastede endnu et blik på bygningen, hvorfra der ikke kom et eneste lys, på trods af at det var nær midnat. ”Kompensation kommer ikke til at hjælpe mig inde i en mørk bygning, hvis jeg bliver overfaldet, men en kniv vil måske” sagde Faros tænksomt ”nå nu har jeg vidst udsat det længe nok. Hvis jeg møder Bagerens onde tvilling, så skal jeg nok kalde”. Så smuttede han lydløst ind ad den åbne hoveddør og ind på den mørke gang. Han bevægede sig langsomt og forsigtigt frem gennem den første lang gang, hvor der var ikke nogen tydelig spor på beboelse med undtagelse fra et par mudrede fodspor, der ledte ham videre ind i bygningen. De lod til at tilhøre et par meget små fødder selv for dværgstandarder, så det passede overens med deres observationer af de hjemløse børn. Det var heller ikke usædvanligt, at bander af hjemløse børn overtog forladte bygninger. Rotter generede aldrig den desperate, det havde Faros personligt erfaret for mange år siden, da han kun havde været ganske lille selv i Mugball. Han fulgte fodsporene, til han nåede en dør, der så ud til at føre ind til et lagerrum. Fra den anden side af døren kunne Faros høre stemmer, så han sneg sig forsigtigt hen ved siden af den og lyttede opmærksomt. Han kunne høre to børnestemmer, der talte. Den første var meget hæs, og den anden var meget lys. ”Hvorfor er det egentligt, vi sidder heroppe og venter? Kan vi ikke gå ned til de andre. Jeg fryser”. ”Nej, vi kan ej, din snothvalp. Hun sagde, at nogen skulle holde vagt, imens hun var ude”. ”Du skal ikke kalde mig for snothvalp. Jeg er ældre end dig”. ”Og hvad så? Du er en stadig væk en snothvalp, der ikke kan klare sig selv og har ingenting mellem ørerne. Er du helt åndssvag? Ambassadøren har allerede nuppet Viktor, Anne og Bzir, og så vil du bare gemme dig nedenunder. Tror du virkelig, at han ikke vil komme forbi her, hva snothvalp?”. Faros hørte det ene af børnene, sikkert snothvalp, rejse sig vredt op. ”Hold så op med at kalde mig for det!” råbte han vredt og efter larmen at dømme, sparkede han til et eller andet. ”Shhhh” hvæsede den anden stemme ”vær så stille. Jeg skal nok holde op med at kalde dig for snothvalp, når du stopper med at opføre dig som en, og når du fortæller mig dit rigtige navn. Men lige nu må du være stille, uanset hvad jeg så siger. Vil du gerne have Ambassadøren til at høre os?”. Snothvalp blev stille igen, og Faros hørte ham sætte sig ned på et eller andet. Da han talte igen, lød han ikke længere vred, men bange. ”Hvorfor tror du, at han skulle komme forbi her?”. ”Fordi det er, hvad han gør, snothvalp. Han kommer om natten og snupper børn som hos. Børn uden familie. Uden rettigheder. Børn som byens folk ikke vil savne. Det var derfor han tog Viktor, Anne og Bzir, og det er derfor, han vil komme efter os”. Snothvalp svarede ikke med det samme, og da han gjorde, havde hans stemme ændret sig igen. Den var nu grådkvalt, og Snothvalp lod til at være på randen af tårer. ”Jeg savner Bzir... og Viktor”. ”Men ikke Anne?” lød det kritisk fra det andet barn. De to små stemmer begyndte straks endnu et skænderi, men Faros lyttede ikke længere så interesseret. Flere spørgsmål stillede så banen i hans tanker. Hvem var denne Ambassadør? Var det mon et af de to talende børn eller et af deres venner, som havde stjålet hans pung? Og hvad havde hun ment med nedenunder? Faros kiggede mistænksomt ned på gulvet, imens han prøvede på at regne ud, om der kunne være en kælder. Han var netop nået frem til, at dette måtte være svaret, da han fik øje på en stor og sort rotte, der kom springende hen imod ham. Den stoppede op to meter fra ham og kiggede mistænksomt op på ham i et par sekunder, før den skyndte sig ind gennem et lille hul nederst i døren. Faros fik pludseligt en fornemmelse af at have oplevet noget lignende før, men han kunne ikke helt huske hvorfra. Han rystede følelsen af sig og lagde igen øret mod døren, da Snothvalp udbrød et chokeret udråb. ”Shhhh” hvæsede det andet barn igen ”vær nu stille”. En tredje stemme sluttede sig nu til samtalen, og den var en, som Faros straks genkendte. Den var både ung og gammel på samme tid, og den havde tydeligvis langt mere erfaring bag sig end to barnestemmer. ”Du behøver ikke være efter ham sådan, Tugy” sagde den ”I taler begge højt nok til at vække hele nabolaget. Jeg har kunnet høre jer i de sidste fem minutter”. ”Det tæller jo ikke” udbrød den lyse stemme, der måtte tilhøre Tugy ”du er ikke ligesom alle andre. Du har jo dine... katteører”. ”Jeg brugte ikke mine katteører, da jeg begav mig tilbage hertil. Jeg var i form af en rotte, som, så vidt jeg husker, jo har rotteører. Og hvordan kan du vide, at der ikke er andre af min slags i nabolaget. Jeg kan næppe være den eneste formskifter i Braldirborg, men det er ikke det vigtige. Hvis I havde været stille, havde I måske været lidt bedre værter, og så ville I have opdaget, at vi har en gæst”. Faros smilede for sig selv, da han blev klar over, at han var blevet opdaget. Hvis hun var lederen af disse børn, så ville dette her blive langt nemmere. Han rejste sig helt op fra sin snigende position, åbnede døren og trådte ind i rummet på den anden side. Det var et lagerrum, som nok havde været i brug, da det endnu havde været et bageri. Nu stod der kun to stole, som de to børn havde siddet på kort forinden, og bagerst i rummet bemærkede Faros en gulvlem, der måtte føre ned til børnenes skjulested. Kun tre meter foran Faros selv stod de to børn, hvis samtale han havde overhørt. Snothvalp viste sig at være en spinkel ashas dreng med usle udseende klæder. Tugy derimod var en lille dværgpige med rødbrunt, vildt hår. Snothvalp kiggede skræmt på Faros, og Tugy så mistænksom ud, men personen bag dem smilede varmt. Hun var ikke højere end nogen af de to børn, men alderen var tydelig på hende. Hendes kattepels var ved at blive grålig, og der var rynker i hendes ansigt, som ellers ikke ville være tydelig for folk, der ikke kendte hende godt. ”Faros, det er godt at se dig. Se så at få inviteret dine venner herind, så går vi nedenunder og tager en snak” sagde kobolden, hvorefter hun rettede sig imod Tugy og tilføjede ”og giv den rare mand sin pung tilbage”. Tugy snøftede irriteret, men gjorde som der blev sagt og kastede en velkendt pung til Faros.

10. Gar 1076AA i Frangicas hovedstad, Parin, til rådsmødet hos Rotternes Konge

”Manwe” sagde Za-Sien sagte, da elveren trådte frem fra skyggerne ”du er i live!”. Der var tydelig genkendelse i odderens brændte ansigt. ”Za-Sien” svarede Manwe, der lød som om, han overvejede sine egne ord ekstra nøjagtigt. Han havde et uklart blik over sit ansigt, som om han var ved at komme i tanke om et eller andet. ”Hvad mener du med, at jeg er i live... hvad skete der sidst, vi så hinanden?”. Za-Siens ansigtsudtryk ændrede sig fra at være overrasket til at blive bekymret. ”Kan du ikke huske det? Vi flygtede fra troldene gennem en enorm skov, og de antændte skoven for at stoppe os”. Med det samme dukkede et billede af Za-Sien, der sad og knælede over ham med flere friske brandsår i ansigtet, frem i Manwes tanker. ”Skynd dig videre. De må ikke fange os begge... så vil det hele have været for ingenting” hørte han sig selv sige, men mindet stoppede så pludseligt, som det var begyndt. ”Jeg tror, jeg kan huske noget af det” sagde Manwe til Za-Sien og berørte instinktivt brandsåret på sin ene arm. Odderen åbnede munden for at sige noget mere, men en dværg fra den store cirkel af rådsmedlemmer rejste sig op og sagde lettere irriteret ”undskyld mig, men kan jeres personlige affærer ikke vente lidt. Vi har vigtigere ting at tage os til her”. Han var klædt i yderst fine klæder med lettere mørk hud, og det var tydeligt, at han var lokal her i Frangica. ”Og hvem er I to egentligt?” tilføjede han spydigt med blikket rettet på Marintra og Manwe. ”Så så” lød en dyb og autoritær stemme fra den anden ende af rummet med en stærk frangicansk accent ”ingen grund til at blive så oprørte”. Det var Rotternes Konge, der talte, og alle rettede straks blikket imod den lille dosne med den mystiske maske, som stod og aede en rotte, han holdt i hånden. ”Jeg inviterede dem. Det er Marintra, som nogen af jer måske har hørt nævnt før”. Et par personer rettede sig opmærksomt op med genkendelsen af navnet. En af dem var en stor muskuløs menneske mand, der så ud til at være af nordisk oprindelse. Han havde et langt skæg og flere tatoveringer over hele kroppen. ”Men den gode Fortuna har måske alligevel haft en lille pointe” fortsatte Rotternes Konge og trådte ind i midten af rummet ”hvis I vil tage jeres pladser, så er jeg sikker på, at Støvbold og Za-Sien nok skal føre jer op til, hvordan tingene står”. ”Javel sir!” sagde Marintra højlydt, gjorde honnør og luntede nynnende hen til de pladser, der var tildelt hende og Manwe. De sad lige ved siden af dværgen Støvbold og Za-Sien, som hviskende informerede dem om alt, der var foregået til mødet. ”Officielt set er det blot Roi De Rats årlige rådsmøde, hvor han inviterer alle de vigtigste spillere i den kriminelle underverden her i syden og andre interesserede parter. For eksempel så er den elver der”, Støvbold pegede på en rødhåret elver iført en troldmands kåbe, ”her for at sikre sig, at ingen blander sig i hans sager. Han ved vist nok Nash eller sådan noget”.

Sådan erfarede Marintra og Manwe hurtigt, hvem alle de vigtigste spillere til stede var, og hvad hele mødet gik ud på. Der var samlet en masse vigtige personer her for at diskutere adskillige sager, men den vigtigste var Tidens Mestrer, som tydeligvis havde skabt problemer for flere af personerne til stede. Der var en mand fra Tyvenes Broderskab ved navn Tobias, og han havde medbragt gæster i form af en ashas mand, der så ud til at være en hærdet kriger, sammen med tre rødhudede væsner, der lignede goblinger uden helt at gøre det. Manwe havde aldrig deres lige før, og Marintra kaldte dem for solbrændte grønhuder. Så var der den nordisk udseende mand. Hans navn var Saxe Bovbrækker, og han var åbenbart fra Krakkensønnerne. ”Vi har mødt ham før på De Enøjede Øer, hvor han ville have os til at forhindre noget medicin i at blive givet til flygtninge fra Elementernes By” fortalte Støvbold frastødt ”da han selv ville sælge det”. ”Og gjorde I det?” spurgte Manwe. ”Nej, vi stjal hans medicin og gav det en læge, vi mødte der, Andros, som brugte det på at hjælpe flygtningene” svarede Za-Sien og smilede bittert ”det var Andros pris for, at han hjalp os med en anden sag. Personligt så Saxe os ikke gøre det, da vores shaman gav ham dårlig mave med en mindre forbandelse, og vores barde Monolo løb frem og skubbede ham i havnebassinet”. ”Respekt til Monolo og den shaman” svarede Marintra og tænkte for sig selv, han lyder som om, han er kommet langt. Han ville sikkert have gjort Tsyseria stolt. ”Hvem er så ham med den sjove hat?” spurgte Marintra kort efter og pegede på en mand i en lang sort frakke med en høj, sort hat og gyldent hår. Han så slet ikke ud til at passe ind i dette selskab. ”Det ved vi ikke” svarede Støvbold usikkert ”han har ikke introduceret sig endnu”. Hun blev dog hurtigt stille, da Christoffer Fortuna begyndte at tale igen. ”Jeg vil gerne tage disse latterlige anklager mod min person op igen, for jeg synes, de virker lidt mistænksomme. Tænk engang at to personer, der aldrig tidligere har været på rådet, pludseligt dukker op og anklager mig for at være et medlem af Tidens Mestrer. En organisation der gang på gang har spoleret mine forretninger og besværliggjort mit liv. Hvor er jeres bevis?”. Nu rejste både Støvbold og Za-Sien sig op på samme tid. Odderen var så rød i ansigtet, som det overhovedet måtte være muligt for en odder at blive, imens Støvblod lod til at tage lidt roligere. ”Vi har måske ikke beviser imod dem, Fortuna” sagde hun stift, men kontrolleret og roligt ”men vi har dokumenter, der beviser, at Biskop Callistus, som du har forsvaret flere gange på dette møde, har været involveret med Tidens Mestrer. Francois, hvis du vil være så venlig?”. En høj og mørkhåret mand trådte frem med adskillige dokumenter i favnen, som han præsenterede for Rotternes Konge, der tog imod dem. Dosnen læste dem hurtigt igennem og vendte så blikket imod Fortuna. ”Det lader til, at hun taler sandt, Christoffer” sagde han ”dette brev i mine hænder er skrevet af Biskop Callistus af De Røde Riddere, og det foreslår på vegne af Tidens Mestrer et venskab med... en dracella, som det vist også er tilegnet. Der udbrød straks mumlen blandt rådet, og Za-Sien smilede hånligt hen mod Christoffer Fortuna, der et øjeblik så helt fortabt ud. ”Tja...” sagde Rotternes Konge tankefuldt ”at lederen af De Røde Riddere skulle være på vores fjendernes side er en yderst interessant oplysning...”. ”Som om du ikke vidste det i forvejen” fnøs Za-Sien. ”Men det er ikke konkret bevis imod Fortuna... det har dog givet os meget at tænke over, og jeg ender derfor rådet for i dag. Vi mødes igen i morgen tidlig. Sørg nu for at få en produktiv nat allesammen”.

Første Afsnit              Forrige Afsnit