onsdag den 24. august 2016

Dværge #25 Flere Minder

#25 Flere minder

8. Gar 1076AA i Braldirborg, Zrulf
”Hvor mange er der hernede?” spurgte Faros og kiggede ud over hulen, de befandt sig i. Den oprindelige kælder under bageriet var blevet udvidet meget, og trævæggene var blevet fjernet, så der var plads til de mange børn. De fleste havde ligget og sovet, da de var kommet ned, men nu var de alle vågne. De kiggede alle nysgerrige og lidt skræmte på Faros, Bruntop og Trak, og de så ikke ud til at være trygge ved dem. ”Jeg har syv og tredive i øjeblikket” svarede Irram og satte sig ned på en hærget skammel ved siden af et lille ildsted. Over dem var der et hul til røg i klippeloftet, der måtte føre op et sted i slumkvarteret oven over dem. Så skjult som overhovedet muligt, det var Faros sikker på. ”Det er en risiko, vi har været nødt til at tage” sagde Irram, da hun så, hvad Faros kiggede op på ”kogende vand er nødvendigt, hvis jeg skal kunne brygge mine miksturer, og foruden dem ville halvdelen af børnene hernede ikke være i live længere. Flere af dem havde alvorlige sår og skader, da jeg fandt dem, og der var også en hel del syge blandt dem. Men det var intet en smule blodbær, skovstjerner og malerionfrugt med et pift af oregano ikke kunne klare”. Bruntop kiggede for den første gang i samtalen interesseret op. ”Så du er en alkymist, gode frue?” spurgte han ivrigt. ”Ja” svarede Irram ”men forsyningerne er trænge i denne del af by. Man kan kun stjæle så meget, før vagterne begynder at lægge mærke til en. I den sidste uges tid er der flere af børnene, der ikke har fået deres miksturer”. Bruntop rejste sig hurtigt op og åbnede en sin bæltetaske. ”Jeg har kun nogle få eliksirer på mig i øjeblikket, men jeg skal straks se, hvad jeg kan gøre”. Irram viftede med hånden som for at give ham tilladelse, og Bruntop for af sted for at se til sine nye patienter. ”Tak for det” sagde Faros, da han var gået ”det var været et stykke tid, siden han har haft mulighed for at gøre noget nyttigt. Han blev skadet i Zyval, da Den Ensomme Skygge tog ham til fange”. Irram kiggede tankefuldt efter Bruntop i et par sekunder, da han nærmede sig børnene. ”Den Ensomme Skygge” gentog hun med mild knurren, som hun sommetider gjorde det ”ja jeg havde hørt, at han havde været involveret i jeres lille konflikt”. ”Angående det” sagde Faros, der nu var kommet i tanke om noget ”hvor længe har du så holdt øje med mig? Eller regner du med, at jeg tror på, det var et tilfælde, at et af dine børn stjal min pung og ledte mig tilbage til jeres skjulested, som tilfældigvis ligger under et bageri?”. Irram smilede bedrevidende som altid og knurrede søvnigt. ”Du stiller mange spørgsmål til denne gamle og trætte kat. Lad os bare sige, at jeg fortalte mine børn, at de skulle holde udkig efter en mand af din beskrivelse, da jeg havde hørt, at du skulle være i byen. Jeg fortalte ikke Tugy, at hun skulle stjæle fra dig. Den ide kom hun helt selv på. Og jeg har ikke holdt øje med dig som sådan. Jeg har hørt lidt hist og lidt her, og sommetider har jeg fløjet rundt som en fugl for at høre andre små fugle synge, men du har ikke ligefrem været helt vildt diskret”. Hun samlede en usselt udseende kopi af Braldirs Folk op og kastede avisen hen til Faros. Han bladrede den hurtigt igennem og fandt en side med overskriften: ”Eksplosion i Mzorgs gader ødelægger mange gamle bygninger. Hvem kan have stået bag?”. ”Regin havde fortalt mig, at det var jeres skjulested, kort før jeg tog af sted til Zrulf. Han sender sine hilsner” tilføjede Irram og sendte Faros et smil ”men jeg tog ikke hertil for at lede efter dig. Jeg er godt klar over, at du er blevet stor nok til at påstå, at du kan tage dig af dig selv, så jeg har ikke rigtigt bekymret mig”. Faros gengældte smilet. ”Det er godt at dig igen, Irram” sagde han og trak den lille kattedame ind et massivt kram. Hun kæmpede ikke imod og knurrede hengivent. ”Nå...” sagde hun så, da krammet ophørte ”jeg må hellere hen og sørge for, at din ven ikke giver børnene noget, de ikke kan tåle”. ”Og jeg ved godt, hvorfor du er her” tilføjede hun, da hun havde taget et par skridt væk ”men du skal ikke tro, at jeg vil overtale mine børn til at hjælpe dig med, hvad du end er ude på. Hvis du ønsker deres hjælp, må du selv overbevise dem”. Faros skjulte et smil og forsøgte at kigge irriteret efter hende, men det fejlede. ”Af Bagerens onde tvilling at være er hun ikke helt slem” kommenterede Trak, da hun var gået over til Bruntop ”hvor er det helt præcist, du kender hende fra?”. ”Hun er min mor” svarede Faros ”eller det tætteste jeg nogensinde har haft på en i hvert fald. Jeg voksede op i et af de fattigste slumkvarterer i Mugball, og dem er der mange af i Mugball. Jeg ville aldrig have overlevet, hvis det ikke havde været for hende. Hun tog mig, Regin og et dusin andre børn ind”. ”Jeg syntes nok, du og Regin virkede lidt brødre-agtige” fnøs Trak ”men jeg havde aldrig forestillet mig, at jeres mor var en kat. Det gør vel dig til en killing eller hvad end små kobolde hedder”. Han tav et øjeblik, før han talte videre. ”Jeg har aldrig set nogen som hende før” sagde han tankefuldt ”altså jeg har mødt massevis af kobolde, dem var der rigeligt af i Elementernes By, og mange af stammerne har et par af dem, men de ser meget anderledes ud. Jeg har mødt både nogle, der lignede ulve, grise og endda pingviner, men det varierer vel efter, hvor de kommer fra, når de er formskiftere”. ”Tja” sukkede Faros tankefuldt ”jeg har altid mistænkt, at hun kom et sted sydfra, måske Set. Hendes rigtige navn er selvfølgelig ikke Irram, men Miriam. Regin kunne ikke udtale det, da vi var små, og hun var været Irram lige siden”. ”Du har en tosset familie” kommenterede Trak-Nal-Tox.

23. Byzan 1043AA uden for Merias kyst, Latynia
Det store langskib nærmede sig langsomt, og Marintra kom til at se mere og mere urolig, jo tættere på det kom. Hun rystede nervøst, fra det øjeblik skibet blev synligt i tågen, og da det ikke var mere end tyve meter væk, var hun næsten ved at bryde sammen. Faros håndterede situationen ved at stirre koldt og beslutsomt på skibet, som bar deres mægtige leder, hvis tjeneste de ikke kunne vente på at forlade. Bruntop så ud som om, han allerhelst havde lyst til at løbe ned og gemme sig under borde, men han blev for sine venners skyld. Kun Tsyseria var uberørt af situationen. Hun trådte hen ved siden af Marintra og trykkede dværgens lille hånd. ”Det vil snart være ovre” hviskede hun ”bare slap af, giv ham plantegningerne, og så er du fri, som du selv sagde det”. Marintra rystede opgivende på hovedet og sank en klump. ”Jeg vil aldrig være fri fra ham... eller det sted” hviskede hun og rørte ved sine blå tatoveringer med et blik af afsky rettet mod langskibet, der netop var nået frem til dem. Det gjorde holdt, og en gangbro blev ført frem, så langskibets besætning kunne komme over til dem. Der var vel omkring to dusin af dem, og der var både dværge, mennesker, nisser, trolde og jætter. De var alle klædt i læder, ringbrynje og sort skind med hver sit eget personlige arsenal stukket i bæltet. Ikke en af dem var renlige, og det kunne godt se ud som om, at de netop havde plyndret nogen. De fleste af dem smilede sejrrigt, og et par af dem hilste på Faros og Marintra, som dog ikke svarede dem. ”Hvor er leveringen?” spurgte en af dem, en dværg, og trådte frem mod Marintra, der kun med nød og næppe undgik at bryde sammen. ”V-v-v-vi er kommet for at give den til Jarkson” sagde hun grådkvalt med Tsyserias hånd støttende på sin skulder ”ikke hans lakajer”. Krakkensønnen lo, som om han fandt Marintra underholdende. ”Jeg regnede ikke med, at du ønskede at se bossen igen” sagde han med et grumt smil ”i hvert fald plejer han ikke at være særligt entusiastisk for at møde sine opbrugte kvinder, når han først er færdige med dem. Så hvorfor giver du ikke bare leveringen til mig? Så skal jeg nok fortælle Jarskon, at du spurgte efter ham”. Faros gav et brøl af vrede fra sig og gav krakkensønnen en knytnæve i fjæset. ”Hold din kæft” sagde han vredt, da de resterende krakkensønner alle trak deres våben. Faros trak ligeledes Arudeler fra sin ryg, Marintra satte en pil på strengen, Bruntop fandt en sprængfarlig mikstur frem, og Tsyseria trak sin daggert, Hugtand. ”Lad os nu ikke overreagere her” sagde Tsyseria forsigtigt med blikket vendt konstant mod krakkensønnerne ”vi kan stadig afslutte dette fredeligt. Jeg ved ikke med jer, men jeg vil foretrække ikke at dø i dag. Det er trods alt sommersolhverv, så hvad med at vi bare tilgiver hinanden? Faros, sig undskyld til den rare mand”. Faros gryntede hadefuldt og ignorerede elverens forslag. ”Hvor er Jarkson?” spurgte han vredt og trådte et skridt nærmere krakkensønnen, klar til at angribe med sværdet ”så vil jeg overveje at lade være med at kaste dig i havet”. Krakkensønnen smilede endnu en gang, men det var ikke nær så selvsikkert denne gang. ”Han er her ikke, og det kan jeg ikke ændre på” svarede han med revnende beslutsomhed ”I kom for at aflevere noget til Jarskon. Giv det til mig, og jeg vil tage det til ham”. Faros kastede et hurtigt blik hen på Marintra, der nu så ganske lettet ud, på trods af at situationen havde udviklet sig til det værre. ”Stol ikke på ham” rådede Tsyseria dem ”jeres aftale er med Jarkson selv og ikke med denne lakaj”. Krakkensønnen blev straks rød i hovedet, og han trådte så nær Faros, og at de ville kunne ramme hinanden med deres våben. ”Jeg er Jarksons højre hånd og nærmeste rådgiver” udbrød han arrigt ”og du skal ikke...”. ”Tale på mine vegne” lød en kold og afslappet stemme fra den anden ende af krakkensønnernes langskib. Samtlige tilstedeværende blev fuldkomment stille, da Jarkson trådte frem, øjensynligt ikke ingen steder fra. Der var ikke en person til stede, der kunne fortælle, hvor han havde gemt sig. ”J-J-J-Jarkson” stammede den ”højre hånd” og skyndte sig hen for at knæle for sin skipper ”vi troede, at du ville blive på Meria. Det var ikke meningen, at du skulle med ombord, det...”. ”Er udelukkende op til mig” færdiggjorde Jarskon bestemt ”og hvad, jeg laver på mit skib, er vel min egen sag, er det ikke?”. Han afskedigede straks sin lakaj med et håndkast og trådte ud på gangbroen. ”Godt at se jer” hilste han henkastet og rakte hånden ud til Faros, som noget tøvende tog imod den ”jeg stoler på, at I har mine varer”. Hans skæg var kulsort, busket og stort som altid, og han bar sin sædvanlige grå hue, der dækkede det meste af hans brunlige hoved. Bortset fra sin hudfarve, der afslørede en oprindelse fra De Nordlige Stammer, havde han ingen tydelige bemærkelsesværdige karaktertræk med undtagelse fra et par tatoveringer hist og her. Faros havde også hørt tale om et anglorisk brændemærke, men det måtte være skjult under tøjet. Han lignede blot endnu en krakkensøn på ydersiden, og mange antog det for at være sandheden. Det endte som regel med at være deres største fejltagelse. ”Vi har dem” svarede Faros, imens han forsøgte at ligge låg på sin vrede, og rakte ned i sin taske efter plantegningerne. ”Det ser ud til at have været en interessant tur” kommenterede Jarskon henkastet ”det regnede jeg også med, men jeg havde ikke troet, at I ville alliere jer med en forræder”. Han vinkede afslappet til Tsyseria, som ikke rykkede sig ud af flækken. ”Men jeg bærer ikke nag” fortsatte han og vendte sig så imod Faros igen, der nu knugede plantegningerne i et fast greb ”og jeg forstår ærlig talt godt, hvorfor I ønsker at forlade min tjeneste. I vil hellere være selvstændige, forsøge jeres eget held, og det skal I da have retten til”. Hans blik blev med et seriøst, og han vendte det mod plantegningerne ”så snart I giver mig det, jeg er kommet efter”. Der lød et stille hulk fra Marintra, hvis ansigt var blevet hårdt og ellers følelsesløst, men hun var ved at tabe kampen. Hun kunne holde smerten og gråden væk meget længere. Jarkson rettede kortvarigt blikket mod hende og bukkede høfligt, men koldt og uden det mindste tegn på følelser. ”Godt at se dig igen, min kære” hilste han ”tilgiv mig, jeg skulle selvfølgelig have hilst på dig tidligere, og må du tilgive mine dårlige manerer. Jeg havde blot fået opfattelsen af, at du helst ville undgå enhver, der ville minde dig om den uheldige affære i Rlatos”. Marintra trak sig rent instinktivt sammen ved lyden af navnet, og hendes øje blev fugtige. Jarskon viste ingen tegn på hverken fortrydelse eller glæde ved hendes reaktion, sådan som han aldrig gjorde det, men Faros havde fået nok. ”Hold din mund. Du siger ikke et eneste ord mere til hende, ellers får du ikke dine dyrebare plantegninger!”. Han berørte igen skæftet af Arudeler. ”Faros” hvæsede Tsyseria og sendte ham et vredt blik, imens Bruntop fandt en mikstur frem igen. Med et trak alle krakkensønnerne deres våben med undtagelse fra Jarskon, som blot løftede sine hænder og sagde ”rolig nu, alle sammen. Dette behøver ikke at blive blodigt. Lad os nu bare få overstået handlen”. Langsomt sænkede alle deres våben igen, og Faros rakte plantegningerne frem til Jarskon, som tog imod dem. ”Dette ophæver al gæld, alle aftaler og ethvert forhold i mellem os. Vi er nu så kvit, som det er mulig” sagde Jarskon, hvorefter hans stemme blev kold og seriøs ”og det betyder, at hvis I nogensinde blander jer i mine affærer, vil I ikke blive håndteret som gamle venner eller allierede. Vi er nu fremmede for hinanden, og jeg stoler ikke på fremmede”.

10. Gar 1076AA Parin midt om natten på den lille kro, Champagnegryden

”Dejligt at se, jeg har inspireret jer” sagde Marintra, da hun, Manwe, Støvbold og Za-Sien trådte ind på Champagnegryden, som Marintra havde lokket dem ind på under sit sidst besøg i Parin. Det var et lille hyggeligt sted af klassisk frangicansk stil, og resten af Støvbold og Za-Siens lille gruppe ventede på derinde. Marintra genkendte straks dosnen Monolo Mortus, der i virkeligheden var spion for Faros og Tsyserias gamle ven, men hun lod som ingenting og introducerede sig for ham. Ellers var der en elver druide ved navn Contessa, en ung dværg kaldt Camilla, den mørkhårede Francois, som havde været til stede under mødet hos Rotternes Konge, og en ung ashas pige, som Marintra vidste (eller gjorde hun?... nej vent, det gjorde hun faktisk) var den bortløbne datter af Shrakir Ari Asarn af Ashas. Netop som Marintra havde hilst på dem alle og stjålet Aiolas næse bag hendes ryg med stor list og lige så stor lyst, trådte flere folk fra mødet med Rotternes Konge ind. Det var ashas krigeren og tre personer, hun antog for hans rødhudede gobling-lignende følgesvende, men som nu bar fuld rustning, der dækkede deres ansigter. ”Det her har bare ikke at være et spild af min tid” kommenterede krigeren irriteret, da han trådte ind på krostuen. Han var nu bevæbnet med hvad, der så ud til at være et drageståls sværd. De var ekstremt dyre og sjældne, og Manwe kunne ikke undlade at undre sig over hvem, det var. ”Vi ved, at vores selskab er så forfærdelig en byrde, som du ikke kan håndtere, Eliphas” sagde Støvbold irritabelt ”så lad mig gøre det kort. Vi kan hjælpe hinanden”, og der udbrød hurtigt et skænderi. Manwe skyndte sig hurtigt uden om skænderiet og hen til et lille bord i kroens hjørne, hvor han satte sig ned. Han havde behov for at tænke over de ting, Za-Sien havde fortalt ham på vejen hen til kroen. De to havde ifølge odderens beretning begge været fanger af Det Angloriske Emperium, og Manwe gættede på, at han engang havde haft et anglorisk brændemærke, som nu måtte være skjult under de mange brandsår. De to havde mødt hinanden i Kramas, hvor imperiets trolde boede og tog imod slaver som betaling for det beskidte arbejde, de gjorde for resten af imperiet fra tid til anden. Der var en slavearena der, hvor slaver kunne kæmpe sig vej til friheden, og det havde været meningen, at Za-Sien og Manwe, der var blevet gode venner i slavelejren, skulle kæmpe imod hinanden, så de havde besluttet sig for at flygte. De var nået ud af selve Kramas og nær imperiets grænse, da troldene indhentede dem. Ved en skov i udkanten af Det Vestlige Vildnis, havde troldenen desperat forsøgt at jage dem frem ved at antænde skoven, og det havde ført til, at Manwe blev ramt af et brændende træ, og Za-Sien var draget videre på hans opfordring. Efterhånden som Za-Sien havde fortalt Manwe alt dette, var hans minder om hændelserne også vendt tilbage, men der var stadig store huller i hans historie. Han vidste, at hans far var den Ensomme Skygge og også hed Manwe, og ifølge Faros og Marintra havde Den Ensomme Skygge eksisteret i over et tusinde år, som han havde brugt på at tjene mørkets gudinde Hegana. Hvor gammel er jeg mon så? havde Manwe overvejet gang på gang. Hvad er jeg? Han var stadig ikke sikker på, hvad han skulle føle i forhold til afsløringen af Den Ensomme Skygges identitet, eller hvorvidt han ønskede, at hans far stadig var i live eller ej efter kampen med ham og Bageren for halvanden måned siden. Han ville måske være i stand til at besvare meget, men ville han overhovedet ønske det. Havde hans far forladt ham, da han var lille, eller var han overhovedet den samme person længere. Og hvordan havde han været før, han blev Den Ensomme Skygge? Mere end nogensinde ønskede Manwe at få besvaret sine spørgsmål. Før havde han været i fuldstændig vildrede, og det kunne han håndtere, men det var frustrerende kun at få den halve sandhed. ”Hvaaaad tænker du på?” lød det pludseligt fra Marintra, som sprang ned på stolen over for ham. ”Min komplicerede og traumatiske baggrundshistorie” svarede Manwe tørt. ”Lyder karakterstyrkende” kommenterede Marintra og gav sig til at trille tommelfingre. Der gik et kort stykke tid, og så kom Za-Sien, Monolo og Støvbold hen til dem. ”Vi kunne godt bruge lidt hjælp til at skaffe noget på Guldfyrsten” sagde Za-Sien og satte sig ned ved siden af dem. Marintra nikkede, men Manwe tøvede. ”Jeg bliver her lidt...” sagde han ”jeg har brug for at tænke”. ”Hvordan går det egentligt med Rugbert?” spurgte Marintra henkastet for at skifte emne ”jeg stoler på, at I holder hans celle dejligt våd, så han ikke kan lege magisk, menneskeligt fyrtøj og sige puf puf, du er død”. Støvbold, Monolo og Za-Sien udvekslede alvorlige blikke. ”Øhhh...” sagde Za-Sien langsomt ”jov, ser du... han undslap”.

Første Afsnit                     Forrige Afsnit                                                                 Næste Afsnit