onsdag den 31. august 2016

Dværge #27 Thorna den Knap-Så-Farlige

#27 Thorna den Knap-Så-Farlige

Den 12. Gar på et skib med kurs med Det Nordlige Dragefjeld
”Så fandt du noget hos ham Guldfyrsten?” spurgte Manwe og kastede et træt blik ud mod den mørke horisont. Han så ikke ud til at have fået megen søvn de sidste par nætter, og der var mørke pletter under hans øjne. Det havde Marintra heller ikke selv fået for den sags skyld. ”Der var nogle gamle breve i hans kælder” svarede hun ”og de forklarede en del ting... måske endda flere end jeg ønskede”. Manwe kiggede overrasket på hende i et par sekunder, før han igen vendte blikket ned mod vandoverfladen under dem. De havde sejlet i et par timer nu. ”Hvorfor gjorde de det så?” spurgte han ”hvorfor måtte Elementernes By brænde?”. Marintra sukkede dybt og lagde sine hænder på skibets ræling. ”De ønskede at ende krigen” svarede hun ”flere af Brennuses, Tidens Mestrers, økonomiske støtter blev svækkede af krigen. De tjente ikke nok penge til at få alting til at køre rundt, så de måtte handle hurtigt, de forbandede mus, og de lykkedes. Kolonikrigen, Den Store Krig, der havde hærget hele verden i over tres år, endte med et bogstaveligt brag”. Marintras stemme var fuld af ukontrolleret vrede. ”Tænk engang at noget så modbydeligt blev gjort for at ende en krig” udbrød hun vredt og kastede en af sine pile ned i vandet. Så lo hun pludseligt bittert og uden glæde. ”Skæbnens ironi” mumlede hun lavmælt ”måske er der nogle ting i verden, der ikke burde have en humoristisk sans”. Manwe sagde ikke noget, da han ikke mente at have de rette ord, hvis de overhovedet fandtes. Folk havde spekuleret i de sidste tre år, hvem der havde antændt natrinaet og dømt titusinde af goblinger til døden, men Manwe havde aldrig ikke tænkt nærmere over det. Han havde været vred over det, da han havde været Fenrik og troet, at han havde mistet sit kompagni der, men det havde aldrig betydet så meget, hvem der havde gjort det. Det havde bare været en handling af ondskab uden rationalitet eller fornuft bag. Nu virkede det en smule bizart, at han blev en af de første til at lære sandheden. ”Hvad så med dig?” spurgte Marintra lidt efter ”er du nået frem til nogen konklusioner angående dit eget liv?”. Manwe tøvede et øjeblik, før han svarede. ”Jeg kan huske en hel del mere nu” begyndte han ”men der er stadig store huller i min...”. ”Åh til Herroth med din fortid” afbrød Marintra ham ”det er din fremtid, der betyder noget i øjeblikket! Hvad vil du gøre nu? Hvilke planer har du? Har du besluttet noget i forhold til din far? Hvilken farve kappe vil du bære til det store skolebal? De vigtige ting”. Manwe vendte blikket en smule bekymret mod hende. Det lod mere til, at hun forsøgte at overbevise sig selv, da hun sagde, at fortiden ikke betød noget, men han kommenterede det ikke. ”Tjaaa” svarede han lidt efter ”jeg tager selvfølgelig med tilbage til Zrulf, når det her er overstået. Nu da hele Bager-Tingen er ovre, kan vi måske gøre noget godt for en gangs skyld. Hjælpe krigens ofre sådan som det var meningen, vi skulle. Angående min far så er jeg endnu ikke sikker på noget, men hvis han dukker op, ville jeg nok foretrække at få muligheden for at tale med ham. Jeg har ingen anelse om, han overhovedet kan huske mig. Og jeg tror, jeg går med en gul kappe”.

Den 15. Gar i Zhar, en havneby nord for Braldirborg, Zrulf
”Og sørg for at være forsigtig med varerne” instruerede den næstkommanderende til sine underordnede. Han var et menneske fra et af de nordlige lande, der gik under navnet Finn Falkeøje. Navnet var en reference til hans ene øje, som Finn for mange år siden havde fået ødelagt i kamp, og ifølge historierne skulle det være startet som et øgenavn, han aldrig var sluppet af med. ”Er det forstået?” spurgte Finn med sin imitation af autoritet, og alle arbejderne mumlede delvist enige. Finn kiggede irriteret på dem i et øjeblik, før han åbenbart afgjorde med sig selv, at det måtte være det bedste, han ville få fra dem, og gik inden for i varehuset. Det var en stor lagerbygning på den mest skumle del af Zhars havn, og det var lidt af et mirakel, at hele operationen ikke var blevet opdaget af myndighederne endnu. I enhver anden situation ville Faros mistænke, at de var blevet bestukket, men det virkede ikke som tilfældet. Hvis man havde stil nok til at bestikke myndighederne, havde man også stil nok til at være forsigtig med sine ulovlige operationer og ikke hyre Thorna ”den Farlige” og Finn Falkeøje til at få sagen gjort. Han havde nu rejst med gruppen i de sidste par dage, siden han var blevet hyret i Braldirborg til noget nemt og ”ufarligt” arbejde. En beskrivelse der stillede spørgsmålstegn til Thornas egen ironiske sans. ”Gad vide, hvad der egentligt er i de her kasser?” mumlede en arbejder til højre Faros for hundrede og syvende gang og løftede op i en af kasserne med Bagerens miksturer af fortyndet formic-blod. ”Det er ikke godt at vide” svarede Faros, der selv havde bekræftet sin mistanke ved den første givne lejlighed for flere dage tilbage. Han løftede også selv op i en kasse, tog den ned fra vognen, den havde stået på, og satte kursen mod det skumle varehus. Her blev alle kasserne forsigtigt stablet i en stor bunke, imens Thorna deres ”skræmmende” og ”berygtede” arbejdsgiver inspicerede dem. Da Faros først hørte, hvordan Irram havde omtalte Thorna, havde han været kritisk, selvom Irram sjældent tog fejl af den slags sager. Han havde simpelthen ikke regnet med, at nogen kunne være så uduelig en person til alting. Irrams beskrivelser havde vist sig at være underdrivelser. Thorna var ikke uduelig til alting. Hun var ganske dårlig til mange ting, men det store problem var, at hun troede inderligt på, at hun var af verdensklasse, og den overvurdering gjorde hende så meget værre. Af udseende lignede hun blot en ganske almindelig dværgkvinde med håret flettet i metalringe, med mørke klæder og med flere kostbare ringe på fingrene. I en rem bar hun også en lille taske til sine besværgelsesbøger. Da Faros først havde fået øje på dem, var han blot gået ud fra, at de var til enkelte besværgelser, hun ikke selv havde indøvet, sådan som almene magikere gjorde det. Det viste sig hurtigt, at Thorna ikke kunne en eneste besværgelse uden ad. Og det gjorde hele denne sags langt mere mistænksom. Hvordan kunne hun af alle personer havde fået fat i næsten hovedparten af Bagerens prototyper? Det gav ingen mening, medmindre der lå noget under. Og der måtte virkeligt ligge noget under. ”Godt så” lød det højlydt og skingert fra Thorna, da den sidste kasse var blevet sat på plads ”nu er arbejdet blevet udført, mine tro undersåtter. Sejren er vores”. Der lød forvirret mumlen blandt hver evig eneste arbejder, imens Finn Falkeøje klappede ivrigt. Thorna nejede en smule elegant-agtigt og fortsatte så med sin skingre stemme ”når først disse ulovlige og yderste farlige varer er blevet solgt til de rette og mest skumle personer i den kriminelle underverden, så vil vi alle blive rige. Eller rettere jeg vil blive rig, og så vil den næste fase af min store plan kunne begynde!”. Hun udstødte en hæs latter, der nok var ment som en ond en af slagsen, men den udviklede sig til hurtigt til en voldsom hosten. Finn skyndte sig straks at løbe frem og klappe hende på ryggen. ”Kom væk fra mig, din uduelig... håndlanger!” udbrød Thorna skingert og forsøgte at kæmpe sig fri fra Finn, der sprang forskrækket til siden ”du vover ikke at lægge en hånd på mig”. Finn rødmede straks og trådte adskillige meter væk fra Thorna, som igen vendte sig mod arbejderne. ”Er der nogen spørgsmål, ondeste af de onde undersåtter, før den næste fase af planen begynder?”. ”Altså jeg ha' et spørgsmål” sagde en af arbejderne og trådte frem ”hvornår blir' vi betalt?”. Der lød bifaldende mumlen fra hver evig eneste arbejder, imens Thornas blik blev koldt og hårdt. ”Utaknemmelige skarn!” udbrød hun mere skingert end nogensinde før ”hvor vover du, Wilhelm? Dig som jeg har brødfødt og skaffet arbejde i disse trænge tider. Hvor vover du at afbryde mig?”. Wilhelm åbnede munden for at kræve sin betaling endnu en gang, da der pludseligt lød et højt bank bank fra en af kasserne. Thorna vendte sig forvirret imod den. ”Finn?” spurgte hun nervøst ”hvad er det for en lyd?”. ”Øhhh...” svarede Finn usikkert ”det lyder som en bankelyd?”. ”Men hvor kommer den fra?” spurgte Thorna irriteret. ”Deeee... det ved jeg altså ikke, Thorna” svarede Finn. Thorna sukkede frustreret. ”Er du både halvblind, halvt døv og halvt dum, eller hvad? Find ud af, hvilken kasse det kommer fra! Og lad være med at kalde mig for Thorna foran andre folk, det er ikke særligt intimiderende”. ”Undskyld Thorn... Thorhalls Frygt” undskyldte Finn, der udmærket viste, at Thorna aldrig havde været i Thorhall. Han fandt hurtigt frem til den kasse, som bankelyden kom fra, på trods af sin halvblindhed. ”Det er den her” informerede han Thorna stolt, som blot rystede irriteret på hovedet. ”Så åben den dog for alle de mægtigste eder og bandeord da også!”. Men nu var Wilhelm ved at blive utålmodig. ”Nu syns' jeg altså snart, at det her begynder at bli' for mejd'” sagde han langsomt ”jeg ku' altså virkelig' godt tænk' mig li'som at bli' betalt, ik'”. ”Du skal nok få din forbandede betaling!” råbte Thorna vredt som svar ”så snart jeg har fundet ud ad, hvad der laver den bankelyd”. Faros måtte bruge al sin viljestyrke på at holde sin latter inde. I mellemtiden havde Finn fået lukket kassen op, og han skulle lige til at løfte skindet væk fra dens indhold, da en skygge pludseligt sprang op fra den, greb Finn og placerede en kniv på mandens hals. ”I er ved at drive mig til vanvid!” udbrød Trak-Nal-Tox forbitret og sendte vrede blikke mod Thorna ”forestil jer at tilbringe fire timer i en kasse, imens jeg har skullet høre på jer. Holder du aldrig nogensinde kæft, din tosse?”. Thorna kiggede overrasket og forvirret på Trak i et par sekunder. ”Finn” sagde hun så ”der er en kniv på din hals”. ”Det er jeg udmærket klar over” peb Finn foran Trak. ”Så gør dog noget ved det, Finn” udbrød Thorna både frustreret, skingert og panisk på samme tid. ”Så hold dog din kæft, sagde jeg” bed Trak hende af ”og Faros, lidt hjælp her?”. ”Jeg er på det, jeg er på det” svarede Faros med et smil skjult bag sit røde skæg. Imens de havde skændtes, havde han bevæget sig nærmere Thorna, og han nu ganske nær hende med en kastekniv i sin ene hånd. Bruntop stod også klar skjult lidt længere væk bag nogle andre kasser. ”Drop det” sagde Faros venligt men kommanderende til Thorna, som knap nok havde nået at åbne sin besværgelsesbog ”kan vi ikke bare undgå vold for en gangs skyld?”. Thorna kiggede skræmt fra Finn, til Trak og tilbage på Faros igen i et par sekunder, før hun endeligt pakkede bogen væk til Finns lettelse. ”Du vinder denne gang, Røde” sagde hun bittert, men der var en smule bizar glæde i hendes ord ”men mærk dig mine ord, jeg vil vende tilbage!”. Faros tog tasken med bøgerne fra hende, og så lod de Finn og Thorna gå. De var ingen trussel. ”Lad os så se at få pakket disse kasser af vejen, før rent faktisk fare melder sig på banen” sagde Trak irriteret, da de var gået ”skurke er ikke, hvad de har været”. ”Betyder det så, at jeg ik' blir' betalt?” lød det muggent fra Wilhelm, der som den eneste arbejder var stædigt blevet tilbage.

29. Gar i et telt i Det Nordlige Dragefjeld

Stemningen i lejren havde været anspændt i dagevis nu, og den lod nu til at være nær bristepunktet, da daggryet ville lede angrebet på Charybdis med sig. Der var mange tusinde krigere i lejren af forskellige oprindelser, men hovedparten bestod af De Røde Riddere ledt af deres nye biskop Francois, den lokale dragekult og ildæderne ledt af deres leder, Flammetand den Genfødte. Ildæderne var ulig nogen Marintra nogensinde havde set før i sit liv, medmindre man tællede mødet hos Roi de Rat med, hvor der trods alt havde været tre af dem til stede. Hun havde ikke spurgt helt vildt meget ind til deres opstandelse, men de var åbenbart en ny race i Mortlan sådan da. Ifølge nogle af de historier hun havde hørt, havde de rødhudede goblinger været forbandede i form af de underjordiske gravrøvere, indtil de spiste nogle døde gudedrager, fik hævet forbandelsen og rød hud ellers sådan noget. Som sagt interesserede det ikke Marintra helt vildt meget. I øjeblikkeligt tænke hun ikke på meget andet end at dræbe Rugbert, som måtte være ombord på Charybdis, og denne enorme hær havde tænkt sig at angribe Charybdis i morgen, så derfor var Marintra deres allierede. I øjeblikket befandt hun sig i et telt sammen med Biskop Francois, dragekultens leder elverkvinden Ifenriel, og denne mystiske Flammetand, som alle tre var klædte i rustning. Francois var i klassisk Rød Ridder pladerustning med et smukt sværd ved siden, imens Flammetand var klædt i det sjældne, stærke og mørke metal, dragestål, og Ifenriel bar rød og orange læder rustning. De tre generaler stod med et bord i mellem dem, hvorpå et kort over Dragefjeldet var på. I teltet var også adskillige af folkene fra Stenhal inklusiv Støvbold, Za-Sien og Monolo samt den fornemme Benjamin Gyldenuld, en udsending fra Rotternes Konge ved navn Bert, Marintra selv, krigeren Eliphas, der tjente Flammetand og tidligere havde været oppe at skændes med Støvbold, og så Manwe. Den sidste times tid var blevet brugt på at planlægge morgenens angreb på Charybdis, hvor Brennus og de resterende Tidens Mestrer måtte befinde sig. Indtil videre var planen som følger: Den store hær ville angribe Charybdis fra alle sider anført af Francois, Flammetand og Ifenriel, og imens ville gruppen fra Stenhal sammen med Hr. Gyldenuld, Marintra og Manwe snige sig ombord på Charybdis. Det var planen, at de skulle sabotere kanonerne og genanskaffe Gyldenulds plantegninger, så deres side ville have en chance i det større slag, hvor de skulle tage sig af selve Tidens Mestrer. En del af Marintra ønskede blot at droppe planen undervejs og gå direkte efter Rugbert, men tanken om at disse kanoner var baseret på plantegningerne, som hun havde stjålet til Jarkson mange år tidligere, gav hende alligevel en anelse skyldfølelse. Men kun lige nok til forsinke hendes hævntogt med et kort stykke tid. Hver evig eneste gang hun lukkede øjnene, kunne hun se den skaldede Rugbert for sig og hans tørre, sarkastiske smil. Høre hans arrogante stemme. Lugte den velkendte røg, der ofte hang over pyromantikere. Det var som om, at han altid var til stede... og da Marintra åbnede øjnene denne gang, forsvandt han ikke. Han stod virkeligt foran hende. Uden at tænke sig om, satte hun på et splitsekund en pil på strengen og rettede den lige mod Rugberts strube, samtidigt med at Monolo gav et vredens hyl fra sig, og resten af teltets folk blev opmærksomme på den pludselige fjende i deres midte. ”Dig” hvæsede Marintra hadefuldt ”denne gang vil ingen ord udefra rede dig, møgegern!”. Men Rugbert smilte blot arrogant, omendt lidt forsigtigt, som altid og slog et smæk med tungen. ”Godt at vide” sagde han og lagde armene fredeligt ned til siden ”for denne gang vil mine egne ord redde mig. Din elskede Tsyseria er stadig i live, og jeg er den eneste, der kan hjælpe dig med at redde hende”.  

 Første Afsnit            Forrige Afsnit