Bag of Holding (Lady of The Lake, Dark Tower 3, Logan, The Slow Regard of Silent Things, Justice League Dark, Nørderne Overtager Verdensherredømmet, Doctor Who er Tilbage, denne titel er så lang, at du nok ikke læser denne del alligevel)
Så er påsken ovre, og jeg har ledt forgæves efter en naturlig begyndelse på dette blogindlæg, som langsomt bygger op til, at jeg begynder på at anmelde ting som sædvanligt. Det kunne jeg ikke lige klare denne gang, så I må nøjes med denne intro. Muhahaha med mindre muh og mere ha (den vittighed har jeg overhovedet ikke overbrugt den sidste måneds tid... men det er første gang på bloggen, så det går nok).
Lad os starte ud med det, som jeg mest af alt har lyst til at snakke om, og som åbenbart også giver mig flest blogvisninger: Witcher. Den kronologiske afslutning på witcher sagaen er nu udkommet på engelsk, og jeg har ventet på den siden at have læst The Tower of The Swallow i efteråret. Lad mig bare sige, at det er godt at vide, at jeg stadig kan regne med forudbestilte bøger, nu da computerspillene har skuffet MASSivt.
The Lady of The Lady, eller hvad end den hedder på polsk, samler op på de utallige mange plot, de forrige bøger langsomt har bygget op, noget jeg ellers havde været en smule bekymret for. Men modstrid med min frygt så trækker den røde tråde alle vegne, får afsluttet hovedplottet og har lige præcis tid nok til overs til at give læseren en slutning, jeg på ingen måde vil spoile, men lad mig bare sige, at hvis ikke spillene havde afsløret den for mig for længe siden, så ville den have været meget chokerende. Det lyder måske lidt... plat, men selvom jeg vidste, hvad der var på vej, så var den spændende og nervepirrende. Zapkowski forstår sig virkeligt på at opbygge en stemning, og når han har behov for det, kan han også få afsat en masse plot på få sider, uden at det føles forhastet. Det er også vigtigt at sige, at The Lady of the Lake faktisk ikke er så meget Geralts historie længere, som det egentligt er Ciris. Jeg tror faktisk, at hun har flere kapitler i den end vores elskede Witcher, noget som Tower også byggede op til. Det er også helt fint, synes jeg, og jeg fandt samtidigt alle de intrige, politik og krigs orienterede kapitler spændende, da de omhandlede karakterer og problemer fra tidligere, men der var nu alligevel et sideplot eller to, som kunne været skåret væk (host host Nimue) til gengæld for lidt længere tid med Geralts hansa. Jeg forstår også godt, at der har været en hel bog, som primært fokuserede på dem og deres langsomme fremfærd, men det var altså en virkeligt virkeligt god bog, den bedste i serien faktisk. Det ville selvfølgelig ikke du' at skrive Baptism of Fire to gange, dog kunne hansaen godt have fået et eller to kapitler mere, bare fordi det er deres sidste bog. Jeg ville også klart have foretrukket mere tid med Regis, Cahir og Milva end Nimue kapitlerne. Hvis man så ser bort fra Nimue kapitlerne (Nimue, Nimue, Nimue) og et par tydelige fejl i oversættelsen fra polsk, så var Lady en tilfredstillende afslutning på sagaen, som dog ikke overgår seriens Empire altså Baptism. Men når Baptism var så god, som den var, så er det nok også i orden. Nu er jeg bare trist over, at der ikke er flere Witcher bøger... eller er der? For jeg har læst noget om, at der er en mere, som er en spin-off/prequel ting om Geralts yngre dage, hvor Dandelion atter er i problemer. Normalt bringer udtryk som spin-off og prequel de fleste historier ind på risikabelt område, det ved jeg godt, men det gælder primært for film og tv. Og desuden stoler jeg på Zapkowskis evner som forfatter.
Så er jeg tilbage på Stephen King bøger langt om længe. For at gøre en kort historie kortere, så fik jeg en masse af hans værker flere år tilbage, men kom aldrig for alvor i gang med dem på grund af mit daværende engelsk niveau. Jeg kom dog alligevel dengang igennem de første to af hans Dark Tower serie, og på en klassetur til Egypten fik jeg så læst den tredje: The Waste Lands.
Fra fantasy til, tror det eller ej, mere fantasy. Som tidligere nævnt på bloggen kan jeg godt lide superheltegenren, MEN den har intet på fantasy. Jeg droppede egenligt også flere DC serier i dette skoleår, da de for det første havde haft skuffende sæsonfinaler, da jeg for det andet faldt over Josh Whedons urbanfantasy univers i form af Buffy og Angel, og da jeg for det tredje trods alt skal nå at lave lidt skolearbejde her i 2.G. Så kom jeg dog til at falde over DC tegnefilmen (jeg ved godt, at folk undgår det ord og siger animerede bla bla bla i stedet, men det er altså en tegnefilm) Justice League Dark, som vist nok er baseret på en tegneserie af samme navn eller noget. Hvorfor gjorde jeg så lige det, når jeg havde droppet Arrow, Flash og så videre? Fordi det var fantasy... og nå ja, John Constantine. Denne film, som burde have en bedre titel, er essentielt bare en mørk fantasy historie, hvor Batman af en eller anden grund dukker op, men det er ligegyldigt, for han er unødvendig og irrelevant i den. Det er en film om John Constantine spillet af Edward Kenway... jeg mener Matt Ryan, og den er ganske fornøjelig. Som i fornøjelig på den der "først-dæmonpoker-så-blod-alle-vegne-død-og-ødelæggelse"-måde. Nu har jeg ganske vist ikke set Constantines egen serie, som vist nok blev aflyst efter en sæson, eller den der film, der vist også blev lavet på et tidspunkt, men i løbet af denne halvanden times tegnefilmfilm blev jeg fuldstændigt forelsket i den mørke, sarkastiske stemning og så selvfølgelig karakteren. Jeg overvejer endda helt reelt at købe noget Hellblazer (tegneserien han kommer fra), for det var ikke bare en superhelt med magiske kræft og fantasy elementer. Det var snarere en mørk urbanfantasy historie med superhelteelementer, og den var samtidigt rimeligt sjov.
Man skal dog være lidt nørdet for virkeligt at få noget ud af det, og selv gik jeg også glip af nogle få referencer, men dog kun få... håber jeg.
Så... ja... det var sjovt eller det der... ja, det her er så en flydende overgang til indlæggets afslutning, hvor jeg lige hurtigt nævner, at Doctor Who er endelig er tilbage. Hvilket er dejligt og den slags. For så er der Doctor Who at se. Igen. Det første afsnit var egentligt også meget godt. Ja... godt så... så ved du altså det. Eller noget.
Den sidste (kronologiske) witcher bog - The Lady of The Lake
Lad os starte ud med det, som jeg mest af alt har lyst til at snakke om, og som åbenbart også giver mig flest blogvisninger: Witcher. Den kronologiske afslutning på witcher sagaen er nu udkommet på engelsk, og jeg har ventet på den siden at have læst The Tower of The Swallow i efteråret. Lad mig bare sige, at det er godt at vide, at jeg stadig kan regne med forudbestilte bøger, nu da computerspillene har skuffet MASSivt.The Lady of The Lady, eller hvad end den hedder på polsk, samler op på de utallige mange plot, de forrige bøger langsomt har bygget op, noget jeg ellers havde været en smule bekymret for. Men modstrid med min frygt så trækker den røde tråde alle vegne, får afsluttet hovedplottet og har lige præcis tid nok til overs til at give læseren en slutning, jeg på ingen måde vil spoile, men lad mig bare sige, at hvis ikke spillene havde afsløret den for mig for længe siden, så ville den have været meget chokerende. Det lyder måske lidt... plat, men selvom jeg vidste, hvad der var på vej, så var den spændende og nervepirrende. Zapkowski forstår sig virkeligt på at opbygge en stemning, og når han har behov for det, kan han også få afsat en masse plot på få sider, uden at det føles forhastet. Det er også vigtigt at sige, at The Lady of the Lake faktisk ikke er så meget Geralts historie længere, som det egentligt er Ciris. Jeg tror faktisk, at hun har flere kapitler i den end vores elskede Witcher, noget som Tower også byggede op til. Det er også helt fint, synes jeg, og jeg fandt samtidigt alle de intrige, politik og krigs orienterede kapitler spændende, da de omhandlede karakterer og problemer fra tidligere, men der var nu alligevel et sideplot eller to, som kunne været skåret væk (host host Nimue) til gengæld for lidt længere tid med Geralts hansa. Jeg forstår også godt, at der har været en hel bog, som primært fokuserede på dem og deres langsomme fremfærd, men det var altså en virkeligt virkeligt god bog, den bedste i serien faktisk. Det ville selvfølgelig ikke du' at skrive Baptism of Fire to gange, dog kunne hansaen godt have fået et eller to kapitler mere, bare fordi det er deres sidste bog. Jeg ville også klart have foretrukket mere tid med Regis, Cahir og Milva end Nimue kapitlerne. Hvis man så ser bort fra Nimue kapitlerne (Nimue, Nimue, Nimue) og et par tydelige fejl i oversættelsen fra polsk, så var Lady en tilfredstillende afslutning på sagaen, som dog ikke overgår seriens Empire altså Baptism. Men når Baptism var så god, som den var, så er det nok også i orden. Nu er jeg bare trist over, at der ikke er flere Witcher bøger... eller er der? For jeg har læst noget om, at der er en mere, som er en spin-off/prequel ting om Geralts yngre dage, hvor Dandelion atter er i problemer. Normalt bringer udtryk som spin-off og prequel de fleste historier ind på risikabelt område, det ved jeg godt, men det gælder primært for film og tv. Og desuden stoler jeg på Zapkowskis evner som forfatter.
Logan
Men fra polsk uhyrejæger til en helt anden mutant. Så Logan har været i biografen nogle uger efterhånden, og omsider har jeg fået set den. Hvad er der så at sige om afslutningen på Wolverines middelmådige film triologi. Kun at Fox må være virkeligt uenige, om hvad de egentligt skal gøre med deres film. Jeg ved heller ikke helt, om man overhovedet kan kalde det for en triologi, ikke en almindelig en i hvert fald, da plottet hele tiden var noget nyt. Faktisk tror jeg også bare, det er bedst at glemme de to tidligere film, før Logan gør helt sin egen ting og gør det langt bedre.
Og hvad den gør at være en brutal, blodig og til tider deprimerende film. Okay, konstant deprimerende, men stadigvæk. Logan er heller ikke en superheltefilm som sådan, og det er dejligt, at den eksperimenterer og tør være anderledes fra sine forgængere. Det er bare historien om en gammel mand og en endnu ældre mand, som begge har opgivet alt håb, indtil en ung pige kommer forbi og har brug for deres hjælp til at undgå nogle knap så søde mænd med maskingeværer. Og når jeg siger undgå, mener jeg nok snarere hugge i stykker og så undgå. Filmen har et simpelt nok plot uden mange overkomplicerede overraskelser. I stedet er den en langsom rejse med få, men velbenyttede personer og mere dybde end de fleste film i genren. Jeg indrømmer dog også gerne, at der sad en ved siden af mig og hakkede løg på et par af de mere triste øjeblikke i filmen.
Dark Tower 3 - The Waste Lands
Så er jeg tilbage på Stephen King bøger langt om længe. For at gøre en kort historie kortere, så fik jeg en masse af hans værker flere år tilbage, men kom aldrig for alvor i gang med dem på grund af mit daværende engelsk niveau. Jeg kom dog alligevel dengang igennem de første to af hans Dark Tower serie, og på en klassetur til Egypten fik jeg så læst den tredje: The Waste Lands.
Kort fortalt så er The Dark Tower en horror/fantasy/sci-fi/western om en mand ved navn Roland, som er den sidste "gunslinger", der er ligesom riddere eller paladiner, hvis de var cowboys. Ja, så simpelt kan det siges. Men hvem gider også have simpelt, når man have en genrekreativ historie som denne, hvor mørke horrorelemtener truer, imens en cowboy/ridder rejser igennem en post apokalyptisk ødemark med troldmænd. Ligesom de to forrige romaner i serien er det langsommelig færd, men til forskel fra de forrige har Roland nu et party, og en masse af den langsomme traven benyttes på at udforske gruppedynamikken. Bogen får dog også en smule ekstra fart på, efterhånden som Jake plottet løses (et ganske udmærket lille plot skal det lige siges), og så fungerer den ellers bare. Slutningen er en smule brat, men der også er fire-fem bøger mere i serien. Så ja... der er rigeligt at give sig til, og det bliver goodreads ved med at minde mig om, når siden ikke har travlt med at sende mig nyhedsbreve for genrer, jeg aldrig har læst. Nu skal jeg dog lige færdiggøre Illiaden først... og så er der en Don Quijote... de samlede Calvin and Hobbes... Odyseen og ja... alt for mange bøger. Men jeg har stadig brug for flere til min reol.
The Slow Regard of Silent Things
Angående det med at købe flere bøger til reolen så... ja, så kom jeg til at købe endnu en for lidt tid tilbage, som jeg også læste i Egypten (klassetur, udveksling, alt for mange gruppebilleder, ikke meget mere at sige).
Det var en spin-off til Patrick Rothfuss' Name of the Wind, som vist nok foregår et sted i mellem etteren og toeren, som jeg ikke har læst endnu. Jeg ville nok egentligt også have foretrukket at købe toeren, men de havde den ikke lige hos Arnold, og så stod denne her i stedet, og før jeg havde set mig om, var den blevet købt. Ups. Der er egentligt heler ikke meget at sige om bogen. Den er ganske kort, kun hundrede og halvtreds sider eller sådan noget, og den er fuldstændig plotløs. Eller nej, der var noget med en dims, som skulle finde sin plads eller noget, men så blev det droppet, så genoptaget, så droppet, og så skulle andre himstergimser finde deres funktioner eller noget. Den var mærkelig, okay, og der skete ikke noget vigtigt. Bogen har også fået en del kritik for ikke at handle om noget, og Rothfuss indrømmer i starten af bogen, at den er en mærkelig sag. Personligt fandt jeg den behagelig nok at læse, selvom der ikke rigtigt sker noget, men på en måde føles den også bare spildt. Bogen giver et bedre indblik i Auri og hendes livsfilosofi, hvilket er fint nok, men den gør ikke rigtigt noget andet. Den udvider ikke verdenen på nogen måde, introducerer ikke rigtigt nye karakterer og ender i sidste ende bare ikke med rigtigt at sådan have nogen som helst betydning. Det er selvfølgelig dejligt nok at lære en karakter lidt bedre at kende, men det er alt, bogen har at byde på. Desuden kan man vist godt, uden at være helt vildt ond, kalde den for dødkedelig.
Justice League Dark
Fra fantasy til, tror det eller ej, mere fantasy. Som tidligere nævnt på bloggen kan jeg godt lide superheltegenren, MEN den har intet på fantasy. Jeg droppede egenligt også flere DC serier i dette skoleår, da de for det første havde haft skuffende sæsonfinaler, da jeg for det andet faldt over Josh Whedons urbanfantasy univers i form af Buffy og Angel, og da jeg for det tredje trods alt skal nå at lave lidt skolearbejde her i 2.G. Så kom jeg dog til at falde over DC tegnefilmen (jeg ved godt, at folk undgår det ord og siger animerede bla bla bla i stedet, men det er altså en tegnefilm) Justice League Dark, som vist nok er baseret på en tegneserie af samme navn eller noget. Hvorfor gjorde jeg så lige det, når jeg havde droppet Arrow, Flash og så videre? Fordi det var fantasy... og nå ja, John Constantine. Denne film, som burde have en bedre titel, er essentielt bare en mørk fantasy historie, hvor Batman af en eller anden grund dukker op, men det er ligegyldigt, for han er unødvendig og irrelevant i den. Det er en film om John Constantine spillet af Edward Kenway... jeg mener Matt Ryan, og den er ganske fornøjelig. Som i fornøjelig på den der "først-dæmonpoker-så-blod-alle-vegne-død-og-ødelæggelse"-måde. Nu har jeg ganske vist ikke set Constantines egen serie, som vist nok blev aflyst efter en sæson, eller den der film, der vist også blev lavet på et tidspunkt, men i løbet af denne halvanden times tegnefilmfilm blev jeg fuldstændigt forelsket i den mørke, sarkastiske stemning og så selvfølgelig karakteren. Jeg overvejer endda helt reelt at købe noget Hellblazer (tegneserien han kommer fra), for det var ikke bare en superhelt med magiske kræft og fantasy elementer. Det var snarere en mørk urbanfantasy historie med superhelteelementer, og den var samtidigt rimeligt sjov.Nørderne overtager Verdensherredømmet
Så er der også kommet et nyt standup show (anmelder han også den slags nu?) fra de tre komikere bag Nørderne Strike Back, denne gang med introduktion fra Jakob Stegelman (er det stavet rigtigt). Det er sjovt, det er nørdet, og det koster næsten ingen penge på motherload. Desuden er de nødt til at narre pengene fra en eller anden, hvis de skal have en karriere kørende, for superskurkesagen fungerede vist ikke helt.
Så... ja... det var sjovt eller det der... ja, det her er så en flydende overgang til indlæggets afslutning, hvor jeg lige hurtigt nævner, at Doctor Who er endelig er tilbage. Hvilket er dejligt og den slags. For så er der Doctor Who at se. Igen. Det første afsnit var egentligt også meget godt. Ja... godt så... så ved du altså det. Eller noget.
Kommentarer
Send en kommentar