mandag den 24. april 2017

Fortællinger fra Mortlan #21 Varhjorten og Nymfen


#21 Varhjorten og Nymfen

”Nogle slægter i Mortlan er anderledes end andre, idet de har unikke formskiftnings kræfter. Disse kaldes skifteslægter, og evnerne nedarves, selvom de altid er bundet til bestemte familienavne og sjældent holder mere end en eller to generationer væk fra den bundne familie. Skifteslægter har i modsætning til andre formskiftere to specifikke former, de kan vælge imellem. De har deres almindelige form og så slægtsformen, som ændrer deres udseende en smule og giver dem bestemte egenskaber og kræfter. Der er mange forskellige slags skifteslægter, som hører til de forskellige lande og verdensdele. Hvis man har kræfterne fra en skifteslægt, vil ens potentielle varulveform også være anderledes, sådan at barra-mar eksempelvis bliver til varbjørne i stedet, og sælkir bliver til varsæler, og jeg vil ikke høre et eneste ondt ord om det faktum”.

Billede af Josephine Lemmergaard
Fortæller: Dogro Mortus (viderefortalt efter Rosa Estella)
Periode: Folkeeventyr fra tidlig første alder
Placering: Nær Ulvedal i Vegarum

Nu vil jeg fortælle jer en historie, et gammelt elvisk eventyr faktisk, som min gode ven Rosa fortalte mig, da vi sammen med vores fælles ven Fredegar overnattede under en gammel stenbro én nat, imens en vred trold løb rundt i uvejret og ledte efter os. Lang historie. Hun fortalte os i hvert fald dette eventyr, da vi sad der og frøs i den kolde blæst, og jeg har husket det lige siden for dets besynderlige natur og historie. Nu må så se, hvor godt jeg husker det:


Der var engang tre unge elvermænd, som var brødre og sønner af en rig storbonde i Ulvedal. Samtidigt kom deres fader fra en særlig magisk slægt, for han og hans sønner var alle Starkz-Sarpi, formskiftere af hjortens skifteslægt. Når de havde brug for at løbe hurtigt, forandrede de sig. Når de havde brug for at kunne lugte og høre bedre end de andre elvere fra Ulvedal, fik de ører og snuder som hjorte. Når de kæmpede, voksede de små gevirer på et øjeblik. Storbondens tre sønner var derfor ikke bare blandt de bedste jægere i deres by. De var alle andre overlegne.

Dygtige jægere var der også brug for på egnen, skoven nær deres hjem, den frygtede Ulveskov, var hverken fredelig eller almindelig. Dens navn kom af de frygtelige uhyrer, som holdt til i den. Ikke bare varulve boede og jagede der, nej, dette var ulveherrernes hjem, de mægtigste og farligste af halvblods varulvene, da månen ikke var afgørende for deres forvandling. Den bestemte de helt selv over.

Men selvom en stor del af skov tilhørte ulvene og uhyrerne, var den dog heller ikke uden fryd og glæde. Ikke langt fra brødrenes hjem blev der fortalt historier om en smuk nymfe, som levede i skoven, hvis godhed og skønhed overgik noget andet levende væsens. Denne fortælling gjorde brødrene og de mange andre unge mænd i Ulvedal muntre, og de søgte skoven igennem for at finde hende. Fra denne færd vendte den yngste broder hjem tomhændet og den mellemste kun med en skramme fra nederlag mod et uhyre. Deres jævnaldrende venner klarede sig ikke meget bedre. Nej, det var først, da den ældste broder vendte hjem, at de hørte noget nyt.

Han fortalte ivrigt og stolt om, hvordan han havde fundet nymfen dybt inde i skoven i en del beboet af forfærdelige uhyrer. Hun var utvivlsomt deres fange, insisterede den ældste broder, og en mørk trolddom forhindrede hende i at forlade den. Men hvis uhyrerne kunne blive slået tilbage, og forbandelsen blive brudt, så ville hun få sin frihed. Da den ældste broder afsluttede sin beretning, lød bifaldet fra hans brødre og gode venner, som alle støttede op om forslaget af lignende, selviske årsager.

Den næste morgen red de tre brødre og deres nærmeste venner så afsted, klædt på til jagt og kamp. Den ældste broder ledte an med sin bue højt hævet, da han kendte vejen og ønskede at sikre sig ære og hæder. Efterhånden som de red, blev skoven mørkere og tættere. En frygt lagde sig langsomt over elverene, men de fortsatte deres fremfærd med ønsket om at se den smukke nymfe og at redde hende.

De var nået ganske langt ind i skoven, da en lille, mørk skikkelse kom til syne mellem buske og krat. Den ældste broder kaldte til stop, og han rettede sin bue truende mod den lille skabning, men den gad ikke engang kigge op. ”Unge mand” sagde den irriteret ”vil du være god at pege dit våben andetsteds? Jeg er optaget, og det der forstyrrer mig”. Flere af elverene åndede lettet op, da de først troede, det var en gammel elver, som havde talt. De tog fejl. Den lille skikkelse så misdannet ud med forvredne lemmer og en mørk, grov hud som bark. Klædt i mos og blad stod den og samlede urter der i skoven, og dens øjne var alvorlige og meget gamle. ”Du taler bedragerisk og falskt” svarede den ældste broder igen uden at sænke sin bue ”du er en knortemand, et forfærdeligt uhyre, og du vil straks fortælle os alt, du ved om nymfens tilfangetagere, hvis du ikke ligefrem selv er en af dem”.

Knortemanden kiggede op med trætte øjne og talte efterfølgende med en hæs stemme, som grene der knækkede. ”Nymfen har ikke brug jeres hjælp, så rid hjem, unge mænd. Og tro da ikke, at jeg ønsker nymfen noget ondt. Hun er god og venlig, og hun behandler folk fornuftigt. I modsætning til visse andre personer jeg kunne finde på at nævne”. ”Hvor vover du?” sagde den ældste broder og trak buestrengen tilbage ”var din mund, uhyre!”. Men den ældste broders arm blev slap, og pilespidsen vendte sig igen mod jorden, da den mørke skov bag knortemanden pludseligt oplystes som stjernehimlen. Hundredvis af øjne glimtede i mørket, øjensynligt ikke fra andet end grene, buske og træer.

”Så er det vist på tide, at I tager videre, unge mænd” sagde knortemanden med en knirken og en knagen som et gammelt træ i et uvejr ”denne skov er ikke sikker for børn som jer. Tag hjem og leg, hvor I ikke forstyrrer nogen”. Den ældste broder kiggede skræmt på havet af øjne foran sig og indså, at den gamle, rynkede skikkelse ikke var så ufarlig, som han oprindeligt havde antaget. ”Kom, mine frænder” sagde han ”denne olding ved tydeligvis ikke noget. Vi drager videre ind i skoven”. Han vendte om og red videre, og de af hans følge, som ikke allerede var flygtet hjemad, fulgte hurtigt efter ham.

Således rejste rejseselvsskabet bort fra knortemandens lysning og længere ind i den mørke, dystre skov. Den ældste broder var fyldt med vrede og ivrighed efter at finde et uhyre, han kunne dræbe. Den mellemste ønskede at konkurrere med sin ældre broder og vise sit værd efter hans nylige nederlag til et af skovens uhyrer, der ikke var mange dage gammelt. Men den yngste var bare bange og ville gerne hjem, men turde ikke sige det højt. Snart begyndte solen at blive rød, og dagen gik på hæld. Til sidst måtte selv den ældste broder indrømme, at de måtte udsætte deres søgen til en anden dag, da et uhyre pludseligt kom til syne længere fremme i skoven.

Det havde bygning som en mand, næsten som en af dem, men det var alle på andre måder så langt fra en mand som muligt. Uhyrets skind var grønt og brunt med pletter, og dets øjne store og gule. Det bar simple, beskidte klæder og havde i hånden en lang pind med en stenspids, der kunne ligne et spyd. ”En frøling” sagde den ældste broder ved synet af bæstet, og den yngste broder blev bange. Han havde hørt forfærdelige fortællinger om disse væsner, mest af alt fra sine to brødre. Ved synet af elverene missede frølingen med øjnene. ”Hva-ad?” sagde den med en gurglen og vendte spyddet mod dem. Før den ældste broder kunne nå at handle, hævede den mellemste sit eget spyd og satte i galop mod bæstet. Han forandrede sig til Starkz-Sarpi og gennemborede uhyrets hoved med sit spidse våben, hvorefter hans familie og venner hædrede ham med jubel.

Så drog de alle hjem, for dagen var ovre, og de var tilfredse med dens udbytte for nu i hvert fald. Den ældste broder havde fået de andre motiveret, og selvom de måske ikke havde fundet nymfen denne dag, så var det kun et spørgsmål om tid. Den mellemste broder derimod havde genvundet sin ære, og alt, der var tilbage for at minde ham om hans tidligere nederlag i skoven, var nu et sår, som allerede var halvgammelt. Den aften festede de unge elvere, og mange andre af Ulvedals unge kom til at høre om deres eventyr. Brødrene og deres venner var endnu ikke gået til hvile, da natten faldt på, og månen dukkede op på himlen. Det var den nat en skinnende fuldmåne.

Truslen kom ikke udefra, men indefra. Først fik den mellemste broder det meget dårligt, og man troede, han havde drukket for meget. Men da hans lillebror kom for at hjælpe, fandt forvandlingen sted. Den næste morgen kunne de andre elvere have svoret på at have set den mellemste broder først fremkalde sin slægts form og kræfter for derefter at blive til et forfærdeligt uhyre. En stor, grum og mørk hjort med skarpe gevirer, som hurtigt blev blodige. Før nogen kunne nå at handle, var den yngste broder død, og hjorten var flygtet ind i den mørke skov. Den ældste broder samlede hurtigt sine venner og sine våben, og så svor han hævn mod uhyret, der indtil da havde været hans broder. ”Forræder!” råbte han ”bæst, uhyre, vanskabning. Den falske broder skal dø!”. Men jagten gik ikke efter den ældste broders ønske, og den nat døde endnu to af hans frænder i jagten mod uhyret. Til sidst drog de tilbage for natten, imens de hadefuldt lagde planer for den næste dag.

Samme morgen, som omtalte plan skulle udføres, vågnede den mellemste broder op i den farlige skov, helt alene, såret, nøgen og fortabt. Hans spyt smagte af blod, og han erindrede ikke noget af, hvad der var hændt natten før. Kun at have haft forfærdelige drømme om et fælt uhyre som havde angrebet hans lillebror.

Den mellemste broder fandt så vej hjem til Ulvedal, men der var ingen lykkelig velkomst, og hvor han havde forventet en forklaring og venlige ord, fik han først vrede og had, så pile og sten. De drev ham flugt, og han forsøgte at tale med andre af sine venner eller familiemedlemmer, men det samme skete igen. Til sidst sneg han sig hjem til sin faders gård i nattens ly, og her fandt han en begravelse. Først forstod han det ikke, da han betragtede det hele på afstand, men langsomt vendte minderne tilbage til ham, og han indså, hvad der var sket. Alligevel var der to kister og ikke én, for ved nyheden om sin yngste og mest elskede søns dødsfald havde faderen, der var gammel, fået et hjerteanfald og var selv draget til Herroth. Tilbage som arving stod den ældste broder, og han svor højt ved ceremonien, så alle inklusiv den mellemste broder kunne høre det, at han ville finde morderen, sin tidligere broder, og hævne de døde.

Disse ord skræmte og sårede den mellemste broder, og han flygtede tilbage til skoven, hvor han gemte sig og græd, imens han håbede på, at hans broder ville komme til at forstå, at han ikke havde ment at gøre det. At hans broder ville tilgive ham en dag. Han håbede forgæves.

De følgende måneder var hårde, smertefulde og bitre for den mellemste broder. Han måtte jage, samle og til tider stjæle for at overleve, men han turde ikke drage for langt ind i skoven på grund af varulvene, og hver gang han kom nær bebyggelse uden for skoven, jagede elverene ham væk og kaldte ham for uhyre. Han blev til Det Store Udyr, en skræmmehistorie for de små, en konstant frygt for de fleste og et jagtmål for krigerne og jægerne. Hver dag drog jægere og krigere ind i skoven for at finde udyret og gøre en ende på det, og hver dag gemte den mellemste broder sig for dem i huler og træer. Men når fuldmånen kom, var det lige omvendt. Så slog udyret til, og den næste morgen blev der fundet resterne af de uheldige elvere, som kom i vejen.

Efterhånden som tiden gik, og den mellemste broder blev mere og mere ensom og bitter, begyndte han at overveje situationen. Han ville aldrig komme hjem igen, det var klart, for ingen elver i Ulvedal ønskede ham der. Han var farlig og kunne ikke kontrolleres. Han var et uhyre. Det begyndte den mellemste broder langsomt at acceptere og senere at tage til sig. ”Hvis de kalder mig for Det Store Udyr” sagde han til sig selv ”så vil jeg være Det Store Udyr. Når elverene ikke vil have mig, så vil de andre uhyrer det måske”. Med denne tanke besluttede han sig så og drog langt ind i Ulveskoven for at finde dens farligste uhyrer. For at finde varulvene, for at finde ulveherrerne.

Den mellemste broder havde selvfølgelig hørt historierne ligesom alle de andre fra Ulvedal om de frygtelige ulveherrer, som kunne afgøre, hvornår de forvandlede sig, fordi de havde accepteret deres natur, og at der var et uhyre i dem. Dette ønskede den mellemste broder, men mest af alt ønskede han selskab og en ny familie. Han var derfor håbefuld, da han omsider fandt ulveherrernes skjulte by dybt inde i skoven. Her blev han ført ind i tronsalen, hvor han knælede for ulvenes konge, den mægtige Gazalon. Han svor straks troskab til kongen og ulveherrerne, hvis blot han måtte blive en af dem. Slutte sig til deres rækker, så han kunne lære deres formskiftningskunst.

Men Gazalon og de andre ulveherrer lo blot af den mellemste broder. ”Du er ingen ulv” hånede kongen ham ”en barra-mar eller felin kunne vi måske acceptere, for de er drabelige jægere. Men du er intet rovdyr. Blot en Starkz-Sarpi. Et bytte. En sølle hjort som var uheldig nok til at overleve et bid fra en af vores. Du er et misfoster. En usling. En skamplet på vores ære og navn, og det vil der blive rettet op på”.

Med disse ord greb varulvene den mellemste broder, som de i spot kaldte for ”varhjort”, og smed ham ud i skoven, så de kunne jage ham. Den mellemste broder løb alt, hvad han kunne, imens ulvene hylede, ivrige af blodrus. Han nåede ikke langt, før en stor, sort varulv indhentede ham, og uden nogen måde at forsvare sig på blev varhjorten flænset og flået og smidt døende i skovbunden. Men netop som en varulv skulle til at afslutte det, fløj en stor træstamme ud af mørket og sendte den flyvende bagud med en brækket, blodig snude.

Mange timer senere vågnede den mellemste broder op i en lille lysning med ondt i hovedet og øm krop. Over ham sad en lille skikkelse med barket hud, han først ikke genkendte, men så slog det ham. ”Lig stille” sagde knortemanden, som havde inspiceret og plejet hans sår med sine urter og miksturer. ”Du reddede mit liv” sagde den mellemste broder overrasket, og hans hjerte sank til bunds ”du reddede mig fra varulvene”. ”Faktisk” rettede knortemanden ham og pegede op ”så reddede han dig fra varulvene. Jeg reddede dig bare fra at forbløde”. Den gamle alkymists rynkede finger var peget mod et stort træ, hvis stamme var så tyk som to køer. Men det var ikke et træ, indså den mellemste broder, da han fik øje på et sæt store, dybe øjne og to arme, brede arme ned langs siden. Det var en leshy, en anden skrækhistorie de tre brødrene havde fået fortalt som lille.

Uden at vide hvordan han skulle takke sine redningsmænd, forblev den mellemste broder helt tavs, men en endnu større del af det kom fra skam. Disse væsner, som han tidligere havde tænkt på som uhyrer, havde reddet hans liv, hvor selv hans egen broder foragtede ham. Men de vidste måske ikke, hvad han i sandhed var. Imens han tænkte dette igennem, gik knortemanden i gang med at se til sin anden patient, og den mellemste broders mave snurrede sig sammen, da han genkendte frølingens skrøbelige skikkelse. Den kiggede skræmt op på ham med sine store, gule frøøjne. ”Ne-ej” sagde den bange ”nå-åde, nå-ade”. ”Han skader dig ikke” sagde knortemanden ”ikke hvis han ved, hvad der er bedst for ham selv”.

Så så den mellemste broder til, imens hans redningsmand tilså hans offers sår, og han genkendte arret, hvor hans eget spyd havde gennemboret den triste skabning. ”Hvorfor hjalp I mig?” spurgte han, da knortemanden blev færdig med frølingen ”efter hvad jeg har gjort? Jeg er et uhyre og en morder… men jeg vil stadig ikke hjælpe jer med at holde nymfen fanget, hvis det er, hvad I tror”. ”Skal jeg virkeligt gentage mig selv, unge hjort?” sagde knortemanden ”jeg ønsker ikke nymfen noget ondt, for hun er både god og venlig. Hvis ikke for hende, ville jeg selv været død for mange år siden”. ”Men uhyret” sagde den mellemste broder og pegede på frølingen. ”Og hvad helt præcist ved du måske om frølinger, unge hjort?” spurgte knortemanden ”kaldte du måske ikke mig for uhyre, da vi mødtes i skoven mange måner tilbage? Hvad siger du selv til det nu? Vil du nu kalde mig et uhyre, efter hvad jeg har gjort for dig? Eller den gode leshy bag dig?”. Den mellemste broder kiggede først på den lille, rynkede alkymist og så på den store, grove skabning, der havde reddet hans skind fra varulvenes kløer og tænder.

Hvilken ret har jeg til at dømme dem?” spurgte varhjorten sig selv ”når jeg selv er et uhyre langt værre og fælere”. ”Jeg ved ikke noget” svarede han, og knortemanden nikkede. ”Ganske rigtigt, unge hjort, du ved ikke noget. Det er problemet med I unge folk. I lytter kun nok til de gamle til, at I kan få en lille bid af den fulde historie, og så spurter I afsted, før I forstår sammenhængen. I har alt for travlt med at komme i gang med det hele. Hvis du og dine brødre nu havde lyttet grundigere til historierne og kigget nærmere på sagen, inden I drog ud for at finde nymfen, så ville I have forstået hende bedre. Så ville I vide, at frølingerne kun bor sammen med nymfen, fordi de er hendes vogtere, men uden at hun er deres fange. De er hendes folk, og hun er deres leder. De er på hendes side. De der tilbage af dem i hvert fald, for de unge fra jeres by har ligesom du selv skadet og dræbt mange af frølingerne”.

Den mellemste broder så igen på frølingen og følte en stor, altopslugende skam. ”Hvorfor reddede I mig så?” spurgte han igen. ”Fordi kampen ikke er ovre, unge hjort” svarede knortemanden ”og fordi det ikke er min rolle at dømme og beslutte den slags. Jeg helbreder de sårede og de syge, det er alt. Måske vil du endda komme til at spille en rolle. For alvor i nymfens navn denne gang”. Med disse ord gav den rynkede skabning sig til at pakke lejren sammen, og leshyen samlede frølingen op i sine store arme. ”Kom med os” sagde knortemanden til den mellemste broder ”og så vil vi føre dig til nymfen, så hun kan få lov at afgøre din skæbne”.

De vandrede så gennem skoven af skjulte stier, ingen af elverene havde kendt, og snart kom de til en lille samling af små runde hytter. En flok af frølinger bevæbnede med træspyd mødte dem, mange af dem var sårede og så trætte ud. Efter få ord fra knortemanden fik den lille flok lov at passere, selv den mellemste broder. En tung stemning hang over den lille landsby, for selvom at den ældste broder og hans følge endnu ikke havde fundet den, så han havde mange gange været tæt på, og mange frølinger var døde i kampen. Den ældste broder havde fortsat de samme årsager til at søge nymfen, men han var nu også vred på nymfens vogtere, da flere elvere var døde i kampene. Desuden mistænkte han, at den mørke trolddom bag dem og nymfens tilfangetagelse også havde været bag hans broders forvandling, og en lille del af ham håbede på, at hans broder ville blive rask, hvis blot nymfen blev befriet.

Midt i landsbyen fandt de hende, som hun stod der omgivet af sit folk, frølingerne, sit hof, dryaderne og sine allierede, satyrerne og koboldene. Alle skovens væsner var samlet under hendes banner, for sagen var af største alvor og berørte dem alle. Desuden elskede de alle nymfen, og de skyldte hende deres hjælp for alle de gange, hun havde skænket dem sin. Også én enkelt af skovens herskere, en af de gamle bjørne, en af tabarra, var mødt op. Alligevel var nymfens smukke træk bekymrede og svækkede, det kunne den mellemste broder se, der ellers aldrig havde mødt hende før. Men hun var stadig smuk som beskrevet, og hendes træk var en afspejling af selve skoven. Hendes hår mørkt og brunt som blade, hendes hud lettere grøn som mos, og hendes ører var spidse som torne. Da den mellemste broder så hende, faldt han hurtigt i knæ af både en overvældende respekt og kærlighed, men også fordi han følte sig lille i hendes nærvær. Han, et uhyre og en morder, var ikke værdig til at betragte hende, og derfor rettede han blikket mod jorden.

”Deres højhed” sagde han ”skovens herskerinde, jeg bøjer mig i græsset for dem, og jeg tilstår mine synder. Et forfærdeligt uhyre er jeg, og jeg fortjener ikke andet end døden”. Nymfen lagde sin elegante hånd på hans hoved, og da hun talte var det med en stemme, som både var blid og bestemmende på samme tid. Den rummede venlighed og kærlighed for alle levende væsner, men den kunne også blive streng og hård, hvis det skulle blive nødvendigt. ”Du er forbandet, unge hjort. En varulv bed dig og forvrængede din form ved alle fuldmåner. Du er intet uhyre, men et offer”. ”Jeg var et uhyre før min forvandling” svarede den mellemste broder ”for jeg angreb og stak et af dit folk med mit spyd. Jeg ville have dræbt dem alle, hvis muligheden havde budt sig”. ”Du har ganske vist gjort en ugerning, unge hjort” sagde nymfen alvorligt, men med nåde i stemmen ”egentligt er du ikke en morder, for målet overlevede dit spyd. Alligevel var din intention mord, og det vil du blive nødt til at bære i dit hjerte. Du skal blot huske på, at du ikke vidste bedre. Som et barn du tænkte, og som et barn du handlede deraf. Din sag er ikke let, unge hjort, men jeg skal nok dømme retfærdigt”.

”I så fald beder jeg om nåde” sagde den mellemste broder ”jeg fortjener det måske ikke, men jeg vil gerne benådes med en hurtig død. Min yngre broder ligger død på grund af mig, uhyre eller ej, og jeg har travlt med at komme til Herroth for at forklare og undskylde”. Nymfen betragtede tankefuldt den mellemste broder et øjeblik, før hun atter talte. ”Din tid er endnu ikke kommet, unge hjort” sagde hun ”og i alt fald har du ikke fortjent døden. Nej, du er ikke fortabt, og du skal i stedet få en chance for at gøre noget godt, hvis du er villig til at lytte”. Den mellemste broder nikkede overrasket, uden at sige noget. ”De unge af dit folk har søgt efter mig i over et århundrede, og jeg har undgået dem for at holde mit folk i sikkerhed” begyndte nymfen at fortælle ”men da din broder alligevel kom tæt på at finde landsbyen, viste jeg mig for ham og forsøgte at forklare. Jeg fortalte, at jeg ikke var i problemer, og at jeg helst ville lades være i fred. Mine ord var spildt på ham. Han mente, at jeg måtte være under en mørk trolddom, at en forbandelse fik mig til at sige sådan, og så samlede han sine folk for at finde os. Han er nu ganske nær at have fundet landsbyen, og jeg har besluttet mig for, at vi må flytte væk for at undgå dem. Det er den eneste måde, hvorpå vi kan undgå yderligere død og måske endda krig, for din broder vil ikke lytte til fornuft, og selv hvis han skulle opgive at finde os, så ville der ikke gå længe, før en ny af dit folk begyndte en søgen efter mig med tåbelige ideer og håb”.

Her begyndte den gamle bjørn, tabaraen, at tale. ”Det skal blive, som du ønsker, min gode datter af Syndor” sagde den ”og vi har sikret et nyt hjem til dit folk, men vi må handle hurtigt, for jeg frygter, at dine fjender er på vej, og at de har mord i sindet”. Men netop som bjørnen blev færdig med at tale, løb en ung kobold ind i landsbyen. ”De er her! De er her!” råbte hun ”åh nej, de har fundet os!”. Panik spredte sig straks blandt skovens væsner, men bjørnen og nymfen fik dem hurtigt beroliget igen. ”Så er det på tide at drage af sted” sagde bjørnen ”så hurtigt som muligt, hvis ikke det allerede er for sent”. ”Rejs nu” svarede nymfen ham ”skynd jer at komme undervejs mod vort nye hjem. I kan dog ikke slippe væk, hvis elverene er i hælene på jer, så jeg vil købe jer den nødvendige tid”.

Flere af hendes folk protesterede, men med et hårdt og kommanderende blik gjorde nymfen dem tavse. ”Hvad med elveren?” spurgte en enkelt satyr bekymret ”vi kan da ikke tage ham med os”. ”Det skal I heller ikke” svarede hun ”for han vil drage med mig, idet jeg en sidste gang vil forsøge at tale hans broder og de andre elvere til fornuft”. Nye protester lød, og præcist som tidligere døde de hen igen efter få sekunder. Naturvæsnerne gik i gang med at samle deres sidste ting sammen med stor hast, og så ledte bjørnen dem ellers af sted. ”Unge hjort” sagde nymfen til den mellemste broder, imens det foregik ”jeg snakkede om en rolle at spille, og det må så blive denne. Din broder har fundet os tidligere, end jeg havde forventet, men senere end jeg havde frygtet. Jeg må forsøge at tale med ham en sidste gang og få ham til at forstå. Hvis det så ikke virker, må jeg forsøge at gøre, hvad jeg ellers kan for at holde ham fra at nå mit folk, og jeg kan komme til at få brug for din hjælp hvad enten til den ene eller den anden handling”. Den mellemste broder bukkede for nymfen og sagde så: ”Jeg er beæret og taknemmelig for din nåde, men jeg ved ikke, hvor stor en hjælp jeg vil være til. Min broder ønsker at se mig død og resten af min by ligeså. De kalder mig for Udyr og uhyre, og det er ikke uden grund. Alligevel vil jeg gøre, hvad jeg kan, for jeg ønsker ikke nogen skade til at ske på hverken Dem eller mine gamle venner”.

Så vandrede de altså tilbage af den hemmelige sti, og ikke langt fra landsbyen blev de mødt af synet af en mindre elverhær. De var alle bevæbnede med enten buer, sværd, økser eller spyd, og mange af dem bar rustning. Ikke blot de unge og de eventyrlystne havde efterhånden sluttet sig til den ældste broders følge, nej, han havde samlet mange af byens krigere og endda hyret enhver, der manglede penge, og som kunne håndtere et våben. ”Vi er tæt på fængslet, hvor uhyrerne bor og holder hende fanget” hørte den unge hjort sin ældre broder råbe, imens han gemte sig bag et træ. ”Vi kommer snart til at dræbe udyret og befri den skønne nymfe, og så vil freden atter vende tilbage til vort hjem”. Nymfen fortalte den unge hjort, at han skulle forblive, hvor han var for nu, og så trådte hun ellers ind i lysningen til elverene.

Overraskelse og chok lød fra alle sider, da hun pludseligt kom til syne, og flere af elverene faldt på knæ for hende. ”Vi har gjort det” var der en, som sagde ”vi fandt hende”. Men den ældste broder var mistænksom som tidligere. ”Min gode frøken af skoven” sagde han alvorligt ”nu viser du dig atter for mig, som jeg længe har ønsket og bedt til guderne om. Denne gang skal jeg nok opfylde det løfte, jeg gav dig sidste gang, for i dag kommer din frihed. Så snart vi har besejret den onde trolddoms skaber, vil du blive fri”. ”Men jeg er allerede fri” svarede nymfen ham igen ”og den eneste trussel imod mig består af jer. I kommer ind i skoven og dræber mine tjenere i, hvad I påstår at være mit navn. Præcis som jeg fortalte dig tidligere, så er jeg ikke fanget af nogen. Drag hjem med jer, elvere, og så vil der endnu være en mulighed for fred”.

En mumlen løb mellem elverene, og med den kom usikkerhed, og derefter fulgte tvivl. Havde den ældste broder ikke handlet hurtigt og fået sine lejesvende til at skabe stilhed, så ville mange af elverene nok have taget hjem. ”Hun taler af falskhed, gode folk” sagde han ”men det er ikke af hendes eget sind. Trolddommen og forbandelsen, som ligger over skoven og hende, fordrejer den skønnes nymfes ord og gør dem forræderiske. Lad os nu drage videre, så vi kan få afsluttet denne sag”. Men da han forsøgte at ride fremad, stoppede hans ganger pludseligt op i skoven og ville ikke rykke sig ud af flækken. ”Hvad for noget?” sagde den ældste broder ”ond trolddom”. Så sprang han af hestens ryg og satte en pil på sin buestreng. ”Det var ingen ond trolddom” sagde nymfen ”blot mig, for hvad, jeg siger, er sandt, og I vil ikke gå videre herfra”. Den ældste broder ignorerede hende fortsat og opfordrede sine folk til at stige ned fra hestene, så de kunne gå det sidste stykke. ”Jeg vil ikke tillade, at I kommer videre” sagde nymfen, men den ældste broder gik blot lige forbi hende, og snart genvandt hans krigere modet.

Han nåede dog ikke mange skridt forbi nymfen, før et stort, gyldenbrunt bæst sprang på ham med kløer og næb. Det var nymfen, der havde forvandlet sig til en grif, så hun kunne holde de invaderende tilbage, og hendes folk kunne slippe bort. Men den ældste broder var en dygtig jæger og kriger, og han forstod desuden ikke, at der var nymfen, der havde angrebet ham. Han fremkaldte hurtigt sin slægts kræfter og affyrede så pil efter pil mod griffen. Han vandt hurtigt overhånden i kampen, og nymfen led skade efter skade. For hver skramme elveren modtog, fik hun to pile igen, og da det endeligt lykkedes hende at knække hans bue i to, trak den ældste broder i stedet sit sværd. Kampen varede længe, og de kæmpede begge vildt og drabeligt, men i sidste ende kunne der kun være en vinder. Da griffen til sidst faldt til jorden, løftede den ældste broder sejrrigt sit sværd mod himlen. ”Lad det være et eksempel på min magt, på vores magt” sagde han ”og lad det vise, at disse uhyrer kan besejres”. Så stak han forud med sværdet for at gennembore griffens hjerte, men da han kiggede ned, fik han i stedet øje på sin broders blodige skikkelse.

Den unge hjort havde hidkaldt Starkz-Sarpiernes kræfter, da kampens udfald blev tydeligt for ham, og så var han ellers spænet frem og var sprunget ind mellem sin broder og nymfen for at redde hende. ”Dig” sagde den ældste broder overrasket og gav slip sværdet for at vakle tilbage. ”Du er virkeligt på uhyrernes side”. ”Nej” hostede den unge hjort svagt og faldt i knæ, imens hans hjerteblod flød. ”Det er du”. Bag ham genvandt nymfen sin sande form, som nu var skadet og havde dybe sår mange steder på kroppen. Langsomt kom hun på benene, imens de andre elvere alle trådte skræmte tilbage med forvirrede og skamfulde miner. ”Jeg fortalte dig sandheden” sagde hun til den ældste broder ”der er intet for dig her i skoven. Intet truer mig andet dig selv og dine. Betragt nu, hvad du har gjort, og retfærdiggør det for dig selv og dit folk”.

Med disse ord vendte først en, så to, så tre og snart alle elverene om og flygtede tilbage, hvor de var kommet fra. Kun den ældste broder blev tilbage, men han var faldet i knæ, da han ikke kunne klare synet af sin døende broder eller den sårede nymfe. Resultaterne af hans gerninger. ”Jeg troede…” sagde han, men kunne ikke fuldende sin sætning ”hvad har jeg gjort?”. ”Ikke andet end skade” svarede nymfen ”og selvom dine intentioner på ydersiden har været sande og gode, så var det andre tanker, der drev dig. Først lyst og en tørst for hæder. Senere hævn. Gå hjem med dig og bliv der resten af dine dage, så du kan tænke over, hvad du har gjort, og lede efter en måde at gøre bod for dine handlinger”. Den ældste broder var dog endnu ikke villig til at gå, og han kiggede med smerte i blikket på sin sårede broder. ”Gå, sagde jeg” gentog nymfen ”og kom ikke tilbage. Den unge hjort er i mine hænder, og jeg skal gøre, hvad jeg kan for ham”. Endelig gjorde den ældste broder, som der blev sagt, og stak halen mellem benene for at komme hjem til Ulvedal så hurtigt som muligt. Aldrig igen i sit liv drog han ind i skoven, og han skadede heller ikke et eneste levende væsen nogensinde igen.


Da han var gået, lagde nymfen en hånd på den unge hjorts sår og talte beroligende til ham. Hun tilgav ham der for de synder og skader, han havde udøvet mod hendes folk både som elver og senere som udyret, og han fandt omsider fred i sindet som den unge hjort, ikke et uhyre og ikke en morder.

Andre historier