#40 Turen går til Mugball
8.
Baigh 1076AA på Smedens Datter i Braldirborg
En anspændt stilhed sænkede sig over gruppen, da Faros blev færdig
med at læse op fra Regins brev. En stilhed tynget af mange blandede
følelser. Bruntop sad endnu på sin stol, hvor han skiftede mellem
nervøse krampetrækninger og dybe indåndinger. Manwe derimod stod
og stirrede tankefuldt op i loftet, han var stadig bleg, men hans
øjne strålede samtidigt af nysgerrighed og ivrighed. Marintra,
Faros og Trak stod i mellem alkymisten og sønnen, imens de kiggede
skiftevis fra den ene til den anden med bekymrede miner, og Monolo så
ud til at overveje, hvordan han kunne bringe samtalen tilbage på et
mere muntert emne. Za-Sien besad dog ikke den samme sociale finesse
og forsigtighed som nogen af de andre og brød hurtigt stilheden. ”Så
hvad gør vi?” spurgte han ud i rummet ”hvornår tager vi af
sted? Så tidligt som muligt siger jeg, før Manwe senior pludseligt
forsvinder igen eller går hen og får sig selv dræbt”. Alles øjne
blev straks rettet mod odderen, men de chokerede blikke lod ikke til
at røre ham en pind. ”Det nytter ikke noget bare at storme af
sted” kommenterede Faros ”ikke uden en plan. Regin skriver,
at...”. ”At han har brug for hjælp, antager jeg” bed Za-Sien
ham af ”så jeg ser ikke nogen grund til at vente. Din ven har brug
for hjælp, Manwe har brug for at tale med sin far, og det kan kun gå
for langsomt. Jeg har kun set Den Ensomme Skygge en gang i mit liv,
og der dukkede han op ud af ingenting, myrdede lederen af tosset
dragetilbedende kult og forsvandt igen, sådan at jeg fik i skylden.
Man kan ikke tage nogen chancer med ham, så jeg siger, at vi bare
kommer af sted, før der sker noget”. Manwe kiggede op på sin ven
med et usikkert blik. ”Jeg har ikke... jeg ved ikke...” forsøgte
han, men stoppede så sig selv. ”Du har brug for at tale med ham,
tro mig” insisterede Za-Sien ”uanset om det bliver behageligt
eller ej, så vil det hjælpe på lang sigt. Jeg har selv været i en
lignende situation, og afklaring hjælper”. Der opstod endnu en
kort pause i samtalen, før Marintra så tog ordet. ”Jeg tror, at
Za-Sien har ret” sagde hun til odderens tydelige forbløffelse
”Regin har brug for hjælp, jeg vil gerne vide, hvad Hr. Maskemus
er ude på, og Manwe har brug for at tale med ham. Lad os ramme tre
æbler med en pil”. Elveren vendte blikket mod sin leder og nikkede
taknemmeligt. ”Men” tilføjede Marintra ”du får ikke lov til
at tage af sted alene”. ”Jeg skal nok tage med ham” tilbød
Za-Sien straks og trådte hen til sin ven. ”Jeg tager også med”
bød en hul stemme ind, og alles blikke blev rettet mod Bruntop, der
for første gang i lang tid havde sagt noget. Han var ganske bleg,
men en beslutsomhed lod til at have grebet ham og taget over. Manwe
kiggede nervøst på dværgen, som om han frygtede pludseligt at
blive angrebet. ”Er du nu sikker på, at det er en god ide?”
spurgte han alkymisten, som kneb øjnene sammen ad spørgsmålet.
”Jeg tager også med” gentog Bruntop trodsigt, og Trak skyndte
sig at springe ind i mellem dem. ”Hvis I skal af sted, og hvis et
behov for afslutning er et argument i denne sag, så har Bruntop også
brug for det” sagde han ”desuden ville det være godt at have en
med, som vil minde jer om vores farverige historie med krapylet”.
”Han har en pointe” bifaldt Za-Sien ærligt. Faros og Marintra
udvekslede blikke. Begge var klare over, at det var en farlig sag,
der alt for let kunne ende galt både på den ene eller den anden
måde. Hvis de tre skulle af sted, så var de nødt til at have en
med, der kunne holde styr på dem og benytte diplomati til at løse
eventuelle stridigheder, før de blev fysiske. ”Monolo” sagde
Marintra pludseligt, og dosnen gjorde et lille spjæt ”du har
kommandoen på denne skyggejagt, da du har kendt Regin længst og har
det bedste kendskab til historierne om Den Ensomme Skygge, og så
tager du både Manwe, Za-Sien og Bruntop med. Start med at finde
Regin og få en opdatering på situationen, og så kan du ellers
beslutte, hvad der sker, og hvem der modtager en gavekurv derefter,
forstået?”. ”Hvad? Mig?” udbrød Monolo helt forbløffet ”jov,
klart, selvfølgelig... godt. Jamen i så fald, tager vi af sted om
en times tid, så se at få pakket, folkens”.
Da de fire udsendte var gået, begyndte Faros, Marintra og Trak deres
egen lille diskussion. ”Smart af dig at sende Monolo med dem”
kommenterede Faros. ”Lad os bare håbe, at det er nok” mumlede
Trak. ”Det var dig, som støttede, at Bruntop skulle med” svarede
Faros ham igen. ”Ja, det gjorde jeg, og du ved udmærket hvorfor.
Bruntop har ikke været den samme, siden han blev tortureret, som det
kun kan forventes. Han har brug for at få den sag lukket, og det
ville kun gøre det værre, hvis han blev efterladt her, når de tog
af sted. Desuden vil jeg sove mere trygt om natten vidende, at Manwe
og Za-Sien ikke er alene med Den Ensomme Skygge. Misforstå mig ikke
her, for jeg synes, at elveren er en god knægt, og odderen er
egentligt også fin nok, men der er for meget, som kan gå galt.
Manwe har måske brug for at få talt med min far, og det respekterer
jeg. Jeg foretrækker blot, at han ikke er alene om det. Knægten
husker ikke størstedelen af sit liv, så hvem ved hvad, der kan ske,
hvis farmand begynder at snakke. Ku' være, at der var en grund til,
at han glemte det hele”. ”Sikke muntre tanker du har” svarede
Faros ironisk, og goblingen trak på skuldrene. ”Jeg forsøger bare
at være ærlig”. ”Og det er godt at høre” sagde Marintra og
vendte så blikket mod Faros ”men jeg er næsten overrasket over,
at du ikke tog med, Faros, med Regin i problemer større end sit
løgforbrug”. ”Regin er altid i problemer” sukkede Faros ”men
du har ret, jeg var fristet. Der er dog for mange ting i øjeblikket,
der skal ordnes. Vi har en forsvunden prins derude et sted, som
forsøger at få sin fætter myrdet, og en ukendt person ved navn
Gwora, der skal findes. Det nytter ikke noget, hvis alle løber til
Mugball”.
Samtidigt
i Irrams kælder
Tugy sagde farvel til Tsyseria ved indgangen og smuttede så
nedenunder, hvor hun forventede at finde de hjemløse børn på vej i
seng. I stedet blev hun mødt af et ganske andet syn. Midt i kælderen
sad Snothvalp på en skammel, hans øjne var røde af gråd, omkring
ham i en cirkel stod de andre børn, alle med nervøse miner, og
foran ham var Irram. ”Han kom helt pludseligt...” hørte Tugy ham
fortælle grådkvalt ”der var ikke noget, jeg kunne gøre...”.
Hun skyndte sig ned til cirklen af børn og spurgte højlydt ”hvad
er der sket?”. Snothvalp undgik hendes blik og stirrede i stedet på
sine fødder, imens de andre børn kiggede nervøst rundt på
hinanden. ”Kom her, Tugy” sagde Irram venligt og rakte armene ud
mod den unge dværgpige, men hun rykkede sig ikke ud af stedet. ”Hvad
er der sket?” spurgte den lille tyv igen. ”Det er Skruml”
forklarede kobolden langsomt og trådte nærmere med armene
indbydende til en krammer ”jeg er bange for, at hun er blevet
bortført”. Tugy stivnede på stedet og rettede blikket anklagede
mod Snothvalp. ”Ambassadøren” gættede hun, og den unge ashas
dreng nikkede. ”Hvad har du gjort?” forlangte hun at få at vide,
men Snothvalp svarede ikke og blev fortsat ved med at stirre ned i
jorden. ”Det er ikke hans skyld, Tugy” sagde Irram og fangede
pigen i et kram ”han kunne ikke gøre noget og da slet ikke imod en
troldmand. Alt han kunne nå var at redde sig selv”. ”Så du
efterlod hende bare” fortsatte Tugy vredt uden at lytte til
kobolden ”du stak af og reddede dit eget skind!”. Snothvalp
lukkede øjnene, idet tårerne atter begyndte at løbe ned ad hans
kinder. ”Så er det nok, Tugy” vrissede kobolden kærligt, men
hårdt af den lille tyv ”det er ikke hans skyld, og det ved du
udmærket godt. Hvad, der er sket, er forfærdeligt, men der er ikke
noget, nogen af os kan gøre ved det lige nu, så det nytter ikke
noget at kaste skylden rundt, og jeg vil ikke have den slags opførsel
fra jer, er det forstået?”. ”Ja, Irram” svarede Tugy med en
skrøbelig stemme. ”Godt så” sagde kobolden og vendte sig mod
alle børnene ”jeg ved godt, at I alle må være skræmte og
nervøse for, hvad der kommer til at ske nu, men der er ikke noget, I
kan gøre, så se nu at få noget søvn, hvis I kan”. Børnene gav
sig til at nikke, og til sidst sluttede Tugy sig til dem, selvom
hendes tanker allerede var begyndt at formulere en plan.
Samme
nat
Hun ventede til, hun var sikker på, at alle sov og så lige ti
minutter mere, før Tugy turde rejse sig op. Derefter samlede hun
hurtigt det udstyr, hun tænkte, hun kunne få brug for, i form af
sine knive og sin dirk. Da det var gjort, listede hun sig lydløst
forbi sine sovende venner og op mod stigen. Forsigtigt, men hurtigt
kravlede hun op ad den, og så var hun ellers ude af kælderen. Nu
gjaldt det bare om at komme af sted, før Irram opdagede, at hun var
væk. Tugy skyndte sig hen til døren, og hun nåede lige at åbne
den, da en stemme talte til hende bagfra. ”Vær nu ikke dum, Tugy”.
Den lille tyv vendte sig rundt og fik øje på Snothvalp, som
åbenbart var fulgt efter hende op ad stigen. ”Gå ned igen”
sagde hun irriteret ”og lad mig være i fred”. Hun vendte sig
atter mod døren for at komme af sted ud i natten i jagten på Den
Angloriske Ambassadør, men Snothvalp var ikke færdig. ”Du kan
ikke redde hende sådan her” sagde han ”og da slet ikke på egen
hånd. Hørte du ikke, hvad Irram sagde til dig?”. ”Selvfølgelig
gjorde jeg det” vrissede Tugy irriteret ”men hvem skal ellers
redde hende? Dig? Det tror jeg næppe”. Det kom ud ondere, end hun
havde ment det, og ashas drengen trådte såret tilbage, men Tugy
rystede det af sig. Hellere at han var ked af det og sikker, end at
han tog med hende eller forsøgte at stoppe hende. ”Og hvad er det
helt præcist, du tror, at du kan gøre, unge dame?” lød en ny
stemme, og Tugy gjorde et lille hop af forskrækkelse, da Irram kom
til syne på den anden side af døren. Hun måtte have været der
hele tiden, blot i form af en mus eller en rotte, indså Tugy, så
hun bedre kunne holde øje uden selv at blive opdaget. ”Irram...”
hviskede Tugy overrumplet ”jeg øhhh... jeg... jeg”. ”Du går
tilbage i seng, unge dame, og det er lige nu” beordrede kobolden,
og Tugy sank en klump, imens hun overvejede, hvordan hun skulle svare
igen. Den lille tyv nåede dog aldrig at sige noget, for en anden
stemme talte pludseligt i mørket på et fremmed sprog. ”Asaeta el
gato” lød den, og sekundet faldt Irram til jorden, hylende af
smerte. En pil stak ud af koboldens ryg, og blodet flød og gjorde
pelsen rød. Ud af mørket trådte fem-seks skikkelser anført af en
dværg i en blå kåbe. Det var Den Angloriske Ambassadør, som var
kommet for at fuldføre høsten.
Kommentarer
Send en kommentar