lørdag den 8. april 2017

Fortællinger fra Mortlan #20 Xenrons Arving

#20 Xenrons Arving

” Xenrons studier fokuserede især på kulde og vand magi, da han blev inspireret af magterne i sit nye hjem, norden. Som den første dødelige nåede Xenron op på et højt niveau inden for kuldemagi, og han skrev sin første bog i 680FA: Frostmagiens Magt. De fleste af Frigusheims magikere sluttede sig til Xenron, hvis tanker vendte tilbage til Magiens Vogtere, der ikke havde nogen base i norden. Xenron drog derfor til Yngol for at tilbyde dem, at han kunne starte en base i norden, men forslaget blev afslået. Ingen af høj elverne mente, at norden havde nok potentiale indenfor magi til, at det kunne betale sig. Xenron drog vred hjem igen, hvor han skrev sit andet værk: Den Sande Norden. Men det var først i 700FA, at Magiens Vogtere ville acceptere norden, og til den tid var Xenron ikke helt ung længere”.

Fortæller: Tash Rizzian
Periode: Zyval 1071AA
Placering: Magiens Vogtere (Mirizia/Troldmandsslottet, Central Mortlan, Elwar)

Det var mærkeligt at se slottet igen efter over tre år. Krigen havde raseret så meget andet af Mortlan, og dens effekter kunne tydeligt ses i både Elwar og Zrulf, hvor imellem øen med slottet lå. Selv på Elementernes Ø, som var under de neutrale goblingernes herredømme, var der massevis af sårede krigsveteraner, flygtninge og desertører, som skabte uro og uorden. Krigen havde måske ikke ramt goblingerne direkte, men dens følger var slået ind over dem som tidevandsbølge flere gange, end nogen havde gidet tælle. Huse var brændt ned, slagsmål opstod dagligt, og goblingerne holdt kun lige med nød og næppe skuden fra at styre ind i selve krigen. Men Mirizia så ud, som den plejede. Der var ingen tegn på kamp, ingen nedbrændte bygninger på havnen, og Magiens Vogtere fungerede, måske ikke helt til ordenens tidligere standarder, men dog endnu som en skole.

Da først øen dukkede op på horisonten, blev jeg en smule nervøs, men lidt efter lidt forsvandt al min frygt som dug for solen, da skibet kom nærmere og nærmere, samtidigt med at en afslappende lettelse fyldte mig. Kaptajnen gjorde mig opmærksom på, at vi snart ville lægge an ved kajen, da situationens anden side vendte tilbage til mig. Jeg måtte stadigvæk ikke gå i land, ja faktisk var jeg ikke engang sikker på, at jeg måtte befinde mig så tæt på skolen. Lycan ville i hvert fald finde en måde at udnytte situationen på, hvis han kendte til min tilstedeværelse. Det lod dog til, at mit uheld var opbrugt, for han stod ikke på havnen og ventede på mig. ”Det må så være her, hvor jeg siger farvel” sagde jeg til Midea, da skibets besætning gik i gang med at lægge an.

Vi var rejst fra Crymron få dage efter Thadrun og Zoks død, for jeg var egentligt ret træt af stedet efterhånden. Med hjælp fra de andre nomader fik vi arrangeret et ligbål så langt væk fra Kessericks folk, som vi kunne komme. Den efterfølgende afsked med Kryster, Kobbel og Valt’Er havde været hurtig, men besværlig, for jeg var kommet til at holde af dem alle tre, og Kryster var stadig meget syg, da vi forlod ham. Han var dog i trygge hænder hos Kobbel, og efter få dage havde han det meget bedre, ikke kun fysisk, men også mentalt. Han havde lovet mig at droppe alkoholen og at gøre noget mere produktivt med sit liv, hvad det så end måtte blive, hvilket var mere end dejligt at høre. Jeg nåede ikke at kende ham så længe, men jeg blev lærer af en årsag, og det gør mig altid stolt, når en af mine elever kommer videre. Årsagen bag Thadrun og Zoks død tog også hårdt på ham, og jeg ved, at en del af ham følte sig skyldig, da det hævnpesten som havde fået ram på dem.

Vi sejlede fra Baksred sidst i maj, og efter omtrent halvanden måneds sejlads var vi atter ”hjemme”. Midea havde været stille på det meste af turen, som kun var naturligt, og jeg havde forsøgt at give hende den plads, hun havde brug, og opmuntring, når det var nødvendigt. Selv brugte jeg også en stor del af hjemrejsen på at sidde for mig selv og kigge Zoks forskning igennem. Han havde rejst det meste af Mortlan rundt i sin søgen efter viden om de frosne krigere og Xenron, efter at han forlod sin straffepost i Solens Rige. Frigusheim, Klippeøerne, Calendor, Frangica, Kaos Øerne, Latynia, småøerne nord for Frigusheim, Set, Fyrk, ja selv Dionisio og de andre bystater havde han været forbi, og han havde været på Froststrand mindst et dusin gange for at besøge Den Kolde Dal. Hans noter var lidt af et puslespil, men hans mål var tydeligt, og jeg bekræftede snart min tidligere teori om, hvad de mange metalstykker og den mærkværdige, lyseblå krystal måtte være.

Jeg havde næsten lagt sidste hånd på Xenrons arv, da vi ankom til Mirizia, men det resterende arbejde kunne udsættes til en anden gang. Det kunne afskeden med Midea på den anden side ikke.
”Det er det vel” svarede hun stille og lod sit trætte blik glide henover øen, slottet og den livlige havn. Hun havde til ingens overraskelse ikke fået særlig megen søvn på sin hjemrejse. ”Jeg ville ønske, at jeg kunne gøre noget, Tash” tilføjede hun efter en lille pause og vendte sig mod mig ”det ville jeg virkeligt, men…”. ”Det skal du ikke gruble over” afbrød jeg hende blødt og lagde en hånd på hendes skulder ”det har aldrig været din skyld, så hvorfor skulle det være det nu. Hils min familie for mig, og så vil du have gjort, hvad du kan”. Med disse ord stivnede hendes blik, og hun blev ganske bleg. ”Hvad jeg kan?” hviskede hun bittert ”ja, jeg er bange for, at det ikke er særligt meget, jeg kan gøre. Hverken for dig, for Thadrun eller for nogen andre”. I flere sekunder stod vi så der, Midea en skygge af sit tidligere jeg, og personligt var jeg efterhånden ret opbrugt. Jeg trængte til en pause, men der var en sidste opgave tilbage, før det kunne lade sig gøre. Jeg måtte gøre afskeden rigtig. ”Det er ikke sandt, Midea” sagde jeg venligt til hende og tog hendes hånd ”jeg ved godt, at det må virke sådan for dig lige nu, men det er det nu engang ikke. Få dig noget søvn, og lad tiden gøre sin pligt. Det kommer til at gøre ondt et stykke tid endnu, og hvor længe er ikke til at sige. Men du vil ikke bukke under, hører du mig, og det er ikke noget, du selv kommer til at bestemme, Midea. Jeg kender dig, og du skal nok klare den”.

Hun omfavnede mig pludseligt, og jeg mærkede et smil på mine læber. ”Tak, Tash” snøftede hun ”jeg ved, at jeg har været fjern og… men jeg vil ikke begynde igen. Bare tak”. ”Selvtak” svarede jeg og klappede hende på ryggen. Besætningen var nu færdig med at forankre skibet, og landingsbroen stod klar. ”Hvad vil du gøre nu?” spurgte Midea og gav slip på mig ”kommer jeg til at se dig igen?”. ”Du er ikke den eneste, som kunne bruge et hvil, og hvad angår spørgsmål nummer to, så kan man have lov at håbe”.

Jeg fulgte hende ned til kajen, hvor to af skolens vagter stod og ventede, da de skulle sikre sig, at intet ulovligt blev smuglet i land. Mirizia var måske forholdsvis urørt af krigen, men det var ikke en selvfølge. Desuden havde vogterne altid været opmærksomme på ikke at lade grimorer og den slags blev sneget ind på nogen af skolerne. ”Holdt” sagde den ene vagt ved synet af mig ”Rizzian, er det dig?”. Jeg genkendte vagten og nikkede. Heldigvis var det ikke en af Lycans lakajer, men en af mine gamle venner. ”Det er det, Ambrosius. Du kan dog være ganske rolig, for jeg kommer ikke i land”. Vagten nikkede accepterende, og der var et glimt af medlidenhed i hans øjne. ”Du vil være så tæt på som muligt, kan jeg forestille mig?”. Jeg rynkede panden, da jeg ikke forstod, hvad han mente. ”Afslutningsceremonien” forklarede Ambrosius, der nu selv så ud til at være en smule forvirret ”din søn går fra elev til fulduddannet troldmand i dag om ikke mere end fem-ti minutter, skulle jeg faktisk mene”. ”Åhhh…” svarede jeg og mærkede et stik i brystet efterfulgt af stolthed. Jeg har længe vidst, at jeg ikke kunne være der den dag, tænkte jeg, men han klarede den. ”Jeg skal nok fortælle ham, at du var her” forsikrede Ambrosius mig, imens jeg kiggede på slottet.

Kaptajnen på skibet og hans besætning gik snart efter i land for at finde noget varmt mad med løftet om at bringe en smule med tilbage til mig, og så sad jeg ellers der på dækket for mig selv. Jeg havde igen kastet mig over Zoks forskning, og foran mig lå nu Xenrons stav, som jeg næsten var færdig med at samle. Det var den, Zok havde fundet det største stykke af i Arifs skat med Litunguls hjælp, og det var den, som den gamle gobling havde haft så store planer for. Ham og så selvfølgelig Xenron selv. Jeg åbnede en af Zoks notesbøger, som jeg endnu ikke var blevet færdig med. Den beskrev hans oplevelser på Frigusheim, og jeg var nået til den gamle goblings studier af Xenrons gamle gravkammer. Hvilket ifølge Zok havde været:

”… noget af en skuffelse, men hvad kunne man have forventet? Graven blev opdaget for halvandet årtusind siden, først af elvere med intentionen om at stjæle alle de magiske artefakter og benytte dem til deres egne gerninger, så af såkaldte eventyrere, der dræbte elverene, hvorefter graven lå glemt i tyve år for atter at blive genopdaget. Derefter gentager historien sig igen og igen og igen, så mange gange at det er imponerende, at de sidste rester af ruinen ikke er styrtet helt sammen. Jeg opdagede dog en interessant ting, der måske ikke er det vigtigste i hele Mortlan at vide, men som jeg fandt ganske morsomt. Lederen af de elvere, som oprindeligt opdagede graven, hans navn var Rizzian. Det er over halvandet årtusind siden, så det er ikke til at sige, om han på nogen måde er relateret til Tash, men jeg vil nu alligevel kalde det spøjst. Hvad der præcis skete er svært at sige, for der er alt for mange udgaver af den forbandede historie, og de fleste virker ikke særligt vandtætte. Jeg kan dog næsten med sikkerhed sige, at denne Rizzian mistede Xenrons stav til en ashas troldmand ved navn Ichigo, som så senere mistede den til Martyn Magellan, der mistede den til en anden, indtil staven til sidst endte i hænderne på Bjargar, hvorefter eventyret kan begynde…”.

”Rizzian” læste jeg op og gav mig til at le. Det virkede for absurd, for mærkværdigt, for ironisk. ”En Rizzian tager staven fra graven, og en Rizzian samler den mange hundrede år senere”. Jeg kiggede overrasket op ved lyden af den velkendte stemme og blev endnu mere overrasket, da jeg genkendte ejeren. Hans klæder var nu en smule finere, kulsorte og utvivlsomt dyre, og hans skæg var blevet længere. Ellers var han den samme skikkelse, der nemt kunne forveksles med en fyrreårig handelsmand fra Set, hvis ikke lige det var for øjnene. De strålede stadig lige så kraftigt, men på en måde mere diskret og skjult, som om man kun ville kunne se den sandhed, de fortalte, hvis han tillod det.

”Sidste gang jeg så hele staven samlet… det er godt nok mange år siden, men jeg vil mene, at du fået de fleste dele rigtigt” sagde djinnen og satte sig i hug over staven. ”Herre Litungul” sagde jeg og knælede, men djinnen viftede bare ad mig. ”Der er ingen grund til det der, bare fordi jeg ikke er længere er bundet. Desuden er jeg her ikke som Litungul, men som handelsmanden Thoth. Når jeg vil have folk til at knæle, så skal de nok vide det”.

”Men hvorfor er du her?” spurgte jeg forsigtigt efter at have rejst mig. ”For at informere dig om, at min pligt er udført. Alle medlemmerne af Litunguls Broderskab er døde, havnet i fængsel eller flygtet i rædsel. De kommer aldrig til at skade nogen igen, præcis som min herre befalede”. Som tidligere lagde han særligt tryk på ordet herre. Det lød ikke hånligt, men snarere som om ordet gemte på en lille intern vittighed. ”Desuden” tilføjede djinnen ”så var jeg nysgerrig for at se, hvordan du klarede den. Det ville jo være lidt af en skam, hvis du efter alle dine forhindringer og al din flid ingen belønning fik. Og her står du så: Ved porten til din gamle skole, for tættere på din søn og kone vil vogterne ikke tillade dig at komme. En ussel belønning, ikke sandt?”.

Djinnens ord gjorde mig mistænksom, og jeg formulerede mit svar med omhu i vaghed. ”Man må tage, hvad man kan få”. ”Det må man vel, når man er den stakkels ensomme helt” sukkede djinnen ”heldigvis for dig er jeg her nu, og jeg har et alternativ til dig. Vær dog bare helt rolig. Det er ikke her, hvor jeg frister dig med løfter om evig magt og leder dig ind i dine fristelser i bytte for din sjæl. Nej, jeg er ikke kommet med en handel, ikke til dig i hvert fald”. ”Hvad prøver du så på at sige?” spurgte jeg med bevaret forsigtighed. Litungul begyndte først at smile og så langsomt at le. ”Jeg forsøger at tilbyde dig en bedre udsigt til din søns ceremoni” lo han ”hvis du altså er interesseret. Betragt det blot som en gave. Ganske gratis”.

Jeg tøvede et øjeblik, og djinnens lo på ny ganske afslappet, som om jeg netop havde sagt noget morsomt. ”Du stoler ikke på mig, Tash, og det er der vel heller ikke meget at sige til. Du er ikke ligefrem dum, og tja... jeg ville nok også være forsigtig med at tro på noget af, hvad en skabning kendt som Den Snedige fortalte mig. Du behøver dog ikke være nervøs lige i dag, for jeg har andre sager at tage mig af, som, og nu må du ikke tage det her så tungt, egentligt er langt vigtigere. Jeg var lige på egnen alligevel og tænkte, jeg ville kigge forbi. Desuden har jeg hørt, at det skulle være meget sundt at tage en interesse i dødelige uden at, du ved, tage en interesse i dem. Alle bekendtskaber behøver ikke være arbejdsrelaterede”.

”Så jeg er hvad helt præcist?” sagde jeg en smule forundret ”din hobby”. Den almægtige djinn trak henkastet på skuldrene. ”Kald det, hvad du vil. En hobby, en interesse, et bekendtskab, en brokonstruktion… så hvad siger du, sadeeki?”. Det tog mig ikke længe at overveje djinnens tilbud, for selvom min fornuft samt Litungul selv advarede mig imod at stole fuldt ud på ham, så virkede dette ikke som en fælde, og så havde jeg intet mere brændende ønske end netop, hvad han tilbød. ”Det ville jeg sætte pris på” svarede jeg, og djinnen nikkede muntert.

Jeg mærkede en varm vind ramte mig i ansigtet, og sekundet efter stod jeg på en af balkonerne over Mirizias gårdsplads. Under mig var en stor folkemængde af elevere, lærere, andre magikere og familiemedlemmer af de afsluttende elever. Jeg bemærkede Claudia, Midea og nogle andre gamle bekendte i mængden, men til min overraskelse var Carina ikke at se nogen steder. Hele skaren stod med opmærksomheden rettet mod en stor hovedbygning, hvor høj magikerne havde kontorer. I øjeblikket stod disse udenfor selve bygningen på en lang række, hvor de tog imod eleverne, efterhånden som de kom ud derfra en efter en. Jeg så Lycan trygge en ung troldmands hånd og Nott lykønske Anae, en mørkhudet elverpige fra Byzant-Øerne og en af min søns gode venner.

”Sikke venner du har fået dig, siden du tog afsted” lød en stemme pludseligt bag mig ”en djinn, hvis jeg ikke tager helt fejl, og en rimeligt magtfuld en af slagsen. Måske endda en af de ældste”. ”Den ældste” rettede jeg min kone, da hun lagde sine arme om mine skuldre og omfavnede mig bagfra, imens jeg i mit stille sind takkede Litungul. ”Jaså? Det må du hellere fortælle mig alt om på et senere tidspunkt”. ”Det må jeg nok” svarede jeg og vendte mig om mod Carina. Hendes sorte øjne var hårde og skønne som altid, og hendes mørke hår havde heller ikke forandret sig. Det var stadigvæk pjusket og kaotisk, sådan at spidserne af hendes ører lige kunne anes. ”Hvordan har de sidste tre år været her?” spurgte jeg ”jeg håber, at der ikke har været for mange problemer?”. ”Som om jeg ikke kunne klare lidt problemer” svarede Carina igen, og jeg sukkede opgivende. ”Det har været tre år hos Magiens Vogtere som en mistænksom heks fra udlandet præcist som tidligere med den ene forandring, at min mand nu også er blevet forvist fra ordenen. Glem bare, hvordan de behandlede mig før i tiden, for det her har ikke ligefrem gjort dem mere venligt stillede. Men det kan være pokkers lige meget, hvad de synes og siger, for idioter har det med at sige dumme ting, præcis som sne har det med at være koldt”.

Der lød et bask fra vingeslag, og en mørkebrun skabning med både pels og sorte fjer landede på mine kones skuldre. Den lille hybrid af fugl og flagermus bed sine hugtænder sammen og hvæsede ad mig. ”Broxaen har vist savnet dig” kommenterede Carina smilende. Jeg sank en klump ved synet af det lille uhyre, det havde taget mig årevis at vende sig til i første omgang, men lagde så en hånd på bæstets hoved. ”Når den er bundet til din sjæl, vil jeg fortolke det som om, at en del af dig har haft det ligeså” svarede jeg. ”Måske…” hviskede min kone med et drillende smil og lavede så et hovedkast i retning af høj magikernes bygning ”her kommer han”.

Han var vokset en lille smule i løbet af de sidste tre år, og hans træk var blevet mere modne. Ikke længere et barn, men en ung mand på toogtyve år, påmindede jeg mig selv. Hans røde hår var mellemlangt og i dagens anledning nydeligt redt og finkæmmet. ”Richaras le Fey Rizzian” forestillede jeg mig Nott sige, da jeg så den gamle dosne ryste min søns hånd ”tillykke med gennemførelsen af lærlingetiden og rangen af udlært troldmand”.


”Han har savnet dig” hviskede Carina bag mig. ”Er han vred på mig?” spurgte jeg nervøst uden at fjerne blikket fra min søn. Denne frygt var sommetider kommet til mig under mine rejser, og den var vokset eksponentielt på turen tilbage til Mirizia. Jeg kunne bare have undladt at skrive til Zok. Jeg kunne have glemt ham og fokuseret på at være der for min søn, men i stedet var jeg forsvundet fra Richaras liv. ”Nej” svarede Carina til min lettelse ”det har jeg ikke tilladt ham at være”. Der var en lille pause. ”Men det betyder ikke, at han ikke har brug for dig... Hvad har du tænkt dig at gøre nu?”. Jeg sukkede træt. ”Det ved jeg ikke helt endnu” svarede jeg ”måske drage til Froststrand på et tidspunkt… men først har jeg brug for hvile. En ferie ville være dejlig”. ”Goinborch” foreslog Carina ”der går en uge eller to, før Richaras nye pligter begynder. Mød os i Goinborch om et par dage”. Jeg begyndte at smile ved tanken, men frøs så pludseligt. For i det netop det sekund kiggede Richaras op mod balkonen. Hans udtryk var først overrasket, så forvirret, og så begyndte også han at smile. Jeg mærkede mine øjne blive fugtige, og i mit stille sind takkede jeg endnu en gang den første djinn for gaven. 

Tashs Historie
Afsnit 1 - Xenrons Arv   Afsnit 2 - Vandringsmanden   Afsnit 3 - Et Vintersolhvervs Eventyr
Afsnit 4 - Den Første Djinn   Afsnit 5 - Et Indespærret    Fængsel  Afsnit 6 - Litungul
Afsnit 7 - Karavane i Crymron  Afsnit 8 - Kryster og Kobbel   Afsnit 9 - "Mindre" besværligheder i ødemarken  Afsnit 10 - Gråtårn   Afsnit 11 - De røde og de hvide ulve   Afsnit 12 - Xenrons Arving