torsdag den 19. marts 2015

Dværge #4 Som rotte efter mad













#4 Som rotte efter mad

12. Byzan 1076 Anden Alder
”Jeg vil vide, hvor det kom fra, og hvem der fik det ind i landet” sagde Marintra, imens hun lod en pil løbe mellem sine fingre ”om jeg så selv skal sparke hver eneste egern ned fra et tag og kaste en skabslåge i hovedet på dem”. De var netop kommet tilbage til hovedkvarteret, hvor Fenrik stod og ventede på dem. Faros kunne se på ham, at han havde noget vigtigt at sige, så han skyndte sig hen til deres sikkerheds elver. ”Du ser ud til at have noget på tankerne” hilste Faros. Fenrik lod til at blive en smule overrumplet af hans skarpe spørgsmål. ”Øh... ja” svarede han (hvorfor var elvere så langsomme?) ”du bad mig om at holde dig informeret om enhver kritisk information, som ikke kunne vente”. Faros hævede sit ene øjenbryn og gjorde tegn til Fenrik om at fortsætte. ”Som du ved, så står det ikke så godt til med maden i hverken Elwar, Mugball eller Zrulf. Krigen har ødelagt mange gårde, og kun de rige kan spise sig mætte” sagde Fenrik, selvom Faros allerede vidste dette (elvere tog også lang tid om at komme til pointen). ”Og dosnernes republik har netop sendt en flåde af skibe af sted for at hjælpe til i Elwar” fortsatte Fenrik (endelig noget Faros ikke vidste) ”og der skulle være nok mad til at hjælpe flere tusind folk, men vi... eller jeg er bange for, at nogen vil prøve at stjæle dem”. Fenrik så utilpas men selvsikkert ud. Faros smilede for at vise ham, at det var okay, at han tænkte selv. Det kom til at se ret hæsligt ud, men Fenrik fik vist pointen. ”Så vis mig, hvad du har fundet ud af” sagde Faros og kastede et enkelt blik imod Marintra og Bruntop, som stod og kiggede på en masse kort ”chefen har vist lidt travlt”.
Faros havde haft ret i at stole på sin egen dømmekraft ved Fenrik, for den unge elver lod virkelig til at have fat i noget. ”Jeg opsnappede nogle breve mellem medlemmer af Sø Rotterne” sagde Fenrik og pegede på en stak breve, som lå på bordet foran dem ”de lader til at kende den præcise rute for dosnernes transport, og de vil stoppe den og tage varerne selv. En eller anden har åbenbart hyret dem til. En som vil have varerne for sig selv”. Faros lod sine arrede hænder glide hen over det opslåede kort foran ham. Det dækkede hele Central Mortlan, og det havde alle de vigtigste handelsruter indskrevet. Mange af dem blev selvfølgelig ikke brugt i øjeblikket takket være den lange krig, som var endt året forinden. ”Med mit kendskab til Sø Rotterne” sagde Faros ”så er de ligeglade med, hvem de skader. Denne plan passer perfekt til deres stil, og de vil nok ikke efterlade nogen af besætningsmedlemmerne i live. Sagde brevene, hvor de ville slå til?”. Fenrik rodede stakken af breve igennem og fandt et, som han åbnede. ”Den nordlige ende af... Klippefængslet” sagde han frygtsomt, og Faros bebrejdede ham ikke. Det sted havde et dårligt ry, som kun blev overgået af virkeligheden. Klippefængslet var et enormt rev af dødens farlige klipper, som var næsten umulige at sejle igennem. Kun én flåde havde nogensinde fundet igennem den uskadt, og det var ikke en børnevenlig historie. De fleste skibe var dog tvunget til at sejle forbi Klippefængslet, og der skete aldrig noget til dem. Næsten aldrig i hvert fald. ”Har du en dato for deres angreb?” spurgte Faros. ”Om seks dage” svarede Fenrik. ”Så har jeg lige tid til at lave nogle nærstudier af et par rotter” sagde Faros.

Edgar Skrull var en meget trist mand. Han var den sidste af hele sin slægt. En slægt som havde været nær døden flere gange, men den var på mirakuløs vis overlevet hver gang. Det var nok ikke en god ting for verden, for Edgar havde det samme erhverv som sine forfædre. De handlede alle i død, og selvom deres rigdom og indflydelse ikke længere var den samme, så var de stadig frygtede. Skrull familien havde oprindeligt startet Sø Rotterne, men nu var Edgar kun kaptajn på et enkelt skib. Et skib han ikke engang selv bestemte over, fordi han arbejdede for gruppens leder. I øjeblikket var de dog i gang med en af de nemmeste opgaver i lang tid. De skulle blot dræbe nogle sølle dosner og stjæle deres varer. Deres varer som var mad. Og selv om opgaven var nem, så var den ikke behagelig. Regnen styrtede ned, og de var kun lige begyndt på boringen af dosnernes skib. Vejret kunne nå at blive meget værre. Alt dette gjorde Edgar meget vred og bitter, men det forberedte ham ikke på hans skæbne. Så da en dværg i læderrustning og med en hætte over ansigtet sprang fra sit skjul og gennemborede ham med et langt sværd, kom det som et stort chok for Edgar. Han nåede ikke engang at råbe en advarsel til sine mænd, som netop var sprunget over på dosnernes skib med trukne sværd. Det sidste Edgar så, var dværgen, som havde stillet sig op på rælingen af Edgars skib. ”Johannes Taran!” råbte dværgen til Edgars førstestyrmand ”din tid er kommet. Du vil forlade det skib og lade det sejle væk uden nogen problemer!”. Taran var en bistert udseende mand med intet hår og store øjne. Han lod dog ikke til at være enig med dværgen i, hvad han skulle gøre. ”Og hvem skal du så forestille at være?” råbte han hånligt med opbakning fra sine skibskammerater. Faros kunne se, at flere af dosnerne kiggede skræmte på ham. De troede måske, at han også var ude efter deres varer, og fem af dosnerne lå allerede døde takket være Skrulls besætning. ”Dit valg er taget” råbte Faros gennem den kolde regn og tog i et af rebene, der kunne bruges til at komme fra skib til skib. Taran kiggede igen hånligt på ham, fordi han tydeligvis troede, at Faros var dum nok til at svinge over til dem. Det ville selvfølgelig være selvmord, og det var ikke, hvad Faros havde i tankerne. I stedet bandt Faros en kæp fast til rebet og lod den svinge over. Taran og hans folk dukkede sig alle sammen selvtilfredse. De troede, at det var det bedste, dværgen kunne præstere. Da de rejste sig op igen, tog de dog grueligt fejl. Nu stod der nemlig både en dværg, en gobling og en elver foran dem, som havde svunget sig over, imens de dukkede sig for kæppen. Taran var dog ikke langsom, og han ledte hurtigt sine skibsbrødre frem i et vildt angreb. Dværgen, elveren og goblingen havde dog allerede trukket deres våben, da Taran fik øje på dem. Derfor fik de fordelen ved at angribe først, og den fordel var mere end nok til at sende Sø Rotterne til jorden. Efter ti sekunder lå alle ned, og flere af dem var ikke længere i live. En enkelt af dosnerne skreg, og de kiggede alle skræmte på Faros, Trak og Fenrik. ”Vi gør jer ikke noget” sagde Faros beroligende ”vi er kun efter dem”. Han nikkede til Fenrik, som gik hen for at holde med dosnerne. Selv om de havde reddet dem, så var det bedste at være på den sikre side. ”Hvem hyrede jer?” spurgte Faros og tog et fast greb i Tarans nakke. Taran spyttede efter ham, og Faros tog hårdere fat i piratens nakke. Han begyndte hurtigt at bide tænder og klynke, imens han kæmpede en håbløs kamp for at komme fri. ”Hvem hyrede jer?” gentog Faros og strammede grebet yderligere. Taran hulkede noget uhørligt, og Faros slap hans nakke. ”Hvad sagde du?” spurgte han og lod Taran falde ned på dækket. ”Baldan af Bartius hus” hulkede Taran ”jeg sværger. Det er sandt. D-d-d-du må ikke skade mig. Jeg beder dig”. Faros opfyldt Tarans ønske, men han bandt ham i stedet og tog ham med om bord på Skrulls skib, som nu havde skiftet ejermand. På dværg maner.

(----Første Afsnit        Forrige Afsnit                                                                           Næste Afsnit