mandag den 23. marts 2015

Jeg skal af sted, men først får I: Dværge #5

Nå. Jeg skal til Afrika på fredag, men først skal jeg på klassetur til København. Derfor kan jeg ikke skrive på min blog lige foreløbig. Men jeg vil jo ikke tage af sted uden en cliffhanger. Så her er Dværge.

#5 En handel med blod

20. Byzan 1076 Anden Alder
”Har han sagt andet?” spurgte Marintra, imens hun kiggede på den sølle pirat, de holdt fanget i deres kælder. Johannes Taran havde ikke været nær så selvsikker, siden Faros havde besejret ham. Han havde allerede fortalt alt om Sø Rotternes plan. De skulle have leveret dosnernes mad til Byrethia, hvor Baldan ville få den. Hvad han skulle bruge den til, vidste de endnu ikke, for høj elvernes havde allerede modtaget nok mad fra deres kolonier til at klare sig igennem hungersnøden. ”Nej” svarede Faros ”ikke endnu. Men hvordan går det med din blodjagt? Har du fundet noget?”. ”Noget. Ja” svarede Marintra ”noget sollidt. Nej”. Hun trak en seddel frem fra en inderlomme, hvorefter de gik ud af celleafsnittet. ”En havnearbejder i Mast har åbenbart overhørt nogle af sine kollegaer, da de diskuterede om en såkaldt levering af blod fra de forbandede myrer” fortalte hun, imens hun bed i sin underlæbe. Det var måske ikke sollidt, men det var det bedste spor, Marintra havde fundet. Det havde endda taget en hel masse hårdt arbejde og en nisse en i rød kjole at skaffe. ”Så turen går til Elwar?” spurgte Faros. Marintra nikkede og berørte den elwariske ring på hendes bue. ”Ikke-Fenrik kan passe hovedkvarteret” sagde hun ”imens Trak og Bruntop tager med os. Det skal gøres ordentligt, så vi må begge være der”. Faros nikkede forstående.


”Så hvad er der egenligt i de flasker?” spurgte en af arbejderne i et gnavent toneleje. De andre så alle lige så gnavne ud, og selvom de havde et fint arbejde og en god løn, så var det blevet en tradition at være gnaven blandt dem. Det var den højeste af arbejderne, hans navn var Tobias, der svarede. ”Det ved jeg Hrokir edme ikke. De er i hvert fald tunge og meget dyre, så I skal passe på”. Alle arbejderne gik derefter straks i gang med at rette på de andres bæreteknikker. Der var ellers intet galt med nogen af deres teknikker, og de vidste det alle. De havde bare brug for at tale om noget, imens de udførte deres kedsommelige arbejde. De skulle blot slæbe nogle kasser ned på et af skibene. Det havde de gjort så mange gange før. Det rørte dem ikke, at skibet lå i den ”tvivlsomme” del af havnen, eller at de endnu ikke havde set kaptajnen. Det gav dem bare mere at snakke om. De var netop nået til emnet ”ham den mærkelige ubehagelige fyr, som altid venter på skibet”, da de nåede frem til den rette havneplads, hvor skibet ventede på dem. Det var et mørkt skib med en høj mast. Det havde alle tegnene på at være et fragtskib, og intet tydede på anet. Ingen af dem havde derfor nogen mistanke til noget, da de satte kasserne ned. De blev derfor meget overraskede, da kvindelig dværg pludselig kom slentrende hen imod dem. Hun smilede stort og vinkede ivrigt til dem, da de så hende. Hun så højst mærkværdig ud med blå tatoveringer og en bue over skulderen. ”Hvad er du for en?” spurgte Tobias højtideligt og trådte et skridt nærmere hende. ”Jeg undrede mig bare over, hvad der mon var de i sidste kasser” sagde Marintra uskyldigt. Flere af arbejderne nikkede. De blev ikke betalt for at holde mund, og arbejdet var trods alt gjort. ”Stads” svarede flere af dem ”vi har båret masser af stads”. ”Så der er ikke flere?” sagde Marintra ”jamen så foreslår jeg, at I holder fri”. Men arbejderne havde ikke set nogen så interessant i dagevis. ”Jeg ved, hvad du er for en!” råbte en af dem højlydt ”jeg har set sådan nogle tatoveringer før”. Der gled en skygge hen over Marintras ansigt, da hun svarede ”jeg tror, du tager fejl, min gode mand”. Men manden var kun lige begyndt, og han var glad for at vide noget, hans venner ikke vidste. Det skete ellers aldrig. ”Min fætter har nemlig en ven med sådan nogle” sagde han ”han siger, at de er meget sjældne. Han siger, at de gives som straf til tyve og mordere. Han siger også, at det er meget farligt sted, man får sådan nogen. Det siger han”. Marintras stemme var en smule koldere, da hun svarede denne gang. ”Tja din fætters ven ved sikkert meget, men jeg lover dig, at disse tatoveringer ikke er nogen straf”. Hun kastede et stjålent blik over imod kasserne, som ikke en eneste arbejder nu kiggede på. Trak var allerede i gang med at åbne den tredje kasse, men der var mange endnu. Hvis bare hun kunne få arbejderne til at gå. ”Min fætters ven tager aldrig fejl” begyndte arbejderen nu igen, og alle de andre gav ham mumlende ret. ”Du er en tyv eller en morder” sagde han ”og han sagde også et navn på stedet, hvor tatoveringerne kommer fra”. Han holdt en teatralsk pause, imens Marintra kastede endnu et blik på Trak, der havde givet nogle flasker til Bruntop, som var i gang med at pakke dem ned i nogle nye kasser, imens han erstattede de andre. ”Galop” sagde arbejderen, netop som Trak åbnede den syvende kasse. Alle arbejderne stirrede med ærefrygt på deres ven, men Marintra kunne kun grine. Alle arbejderne kiggede forvirrede på hende, og der gik et stykke tid, før Marintra tav. ”Har din fætters ven lært at udtale stednavne?” spurgte hun boblende af latter, imens arbejderen fik et pinligt udtryk i ansigtet ”jeg har aldrig hørt om et sted ved navn Galop”. Hun fortsatte med at le i flere minutter, imens vagterne kiggede akavet på. ”Hvad hedder det så?” spurgte den nedgjorte arbejder vredt. Marintra åbnede munden for at komme med en spydig kommentar, men en anden talte før hende. ”Rlatos” sagde en hæs, vissen og gammel stemme, netop som en maskeret mand trådte ned fra skibet. Han havde en lang sort kåbe på og to korte sværd i hænderne. Hans maske havde to øjenhuler og en kranienæse, men resten så ikke særlig menneskeligt ud. Der var symboler i hjørnerne. Det første i øverste venstre hjørne var et G, og i øverste højre hjørne var et spejlvendt G. I bunden var der så de samme G'er, men disse vendte på hovedet. Der var også fire streger ude fra kanten, som vendte ind mod midten af masken. Da denne maskerede skikkelse trådte frem, vidste Marintra, at han betød ballade (for maskerede folk betød altid ballade).

Fortsættes...

 (----Første Afsnit                 Forrige Afsnit                                                           Næste Afsnit