torsdag den 26. marts 2015

Lille stop i Slagelse med Mass Effect Homeworld og ny hat

Nu er min tur til København med den nye klasse over. De andre tog tilbage til Vejen, men jeg stod af i Slagelse, hvor jeg skal overnatte hos en ven. I morgen går turen så til Afrika.

Mere Bioware tegneserie

Da jeg var i København skulle jeg naturligvis ind i Faraos Cigarer, og der var som altid mange fantastiske genstande til salg. Jeg undlod at bruge alt for mange penge, og jeg besluttede mig for at købe en hat og satse på, at den ikke var alt for dyr. Den viste sig at være halv pris, af hvad jeg huskede, så jeg havde en lille smule penge til overs. Dem bruge jeg så på to nye terninger (man kan aldrig have nok) og en tegneserie. Som jeg har skrevet før, så har jeg aldrig læst virkelig mange tegneserier. Der har selvfølgelig sneget sig en enkelt Sten og Stoffer, Tintin og ret mange Anders And ind i min læsning, men ellers har de aldrig rigtigt været mig. Jeg kan godt lide ideen bag DC eller Marvels universer, og jeg elsker karaktererne, som jeg oplever i tv og film. Jeg gider dog ikke til at læse hele universet eller noget i den stil. Derfor er jeg begyndt at læse en smule mere simple tegneserier. Nemlig dem som hænger sammen med et andet medie, jeg alligevel har set, læst eller spillet. Denne gang blev det så Mass Effects Homeworlds, jeg læste. Lige som den Dragon Age tegneserie, jeg læste for nogle måneder siden, så var den af ret høj kvalitet. Den gav noget mere baggrundsviden om karaktererne, jeg godt kunne lide, og jeg behøvede ikke at sætte mig ind i et kæmpe tegneserie univers, for jeg kendte allerede dette univers. Jeg synes altså, at tegneserier kan være meget gode, men jeg foretrækker dem som et slags "companion"-medie, jeg har kan have sammen med noget andet. Ligesom at have en skål med små tomater til en større ret. Den behøver ikke være der, og man behøver ikke tage nogen, men de er gode, selvom de ikke helt mætter af sig selv. Homeworld var dog en del kortere end min Dragon Age tegneserie, men den var også billigere.
Og her er min nye hat. Jeg brugte et tvivlsomt webcam, så undskyld for billedets kvalitet. Men så ønsker jeg jer alle en god påske, og I morgen tager jeg til Afrika.