mandag den 15. juni 2015

Dværge#14 Slam og sorg

#14 Slam og sorg

9. Zyval 1076 Anden Alder i Mzorgs kloakker
Faros satte sig op. Hans vejrtrækning var urolig, men han faldt hurtigt til ro igen, da han opdagede, at det blot havde været en drøm. Men han var sikker på, at han ikke ville falde i søvn igen. ”Set noget?” spurgte han Trak, som sad og holdt vagt ved bålet. De befandt sig alle tre ned i kloakken, hvor de havde slået lejr. Den Ensomme Skygge ledte sandsynligvis stadig efter dem, og det var ikke til at sige, hvor den stenløse gedeelsker befandt sig. ”Der har været helt stille” svarede Trak med sit blik rettet imod bålets flammer. Faros nikkede. Han kunne ikke lide at vente hernede, men det var det bedste, de kunne i øjeblikket. De havde ingen anelse om, hvordan de skulle kontakte Marintra, eller hvad situationen var i Mzorg. Hele deres skjulested var brændt, så de havde mistet alt deres indsamlede information og deres netværk. Men det var at foretrække, frem for at Bageren skulle få fat i deres ting. Det nagede bare stadig Faros, at han havde brændt skjulestedet. For den første gang i mange år havde han dræbt nogen, som han ikke kendte navnet på. Han havde dræbt nogen, og han ikke vidste, om de fortjente at dø. Han kendte ikke deres forbrydelser. Faros havde været medlem af Den Grå Legion, så drab var ikke noget fremmed for ham. Men han havde lovet sig selv, at han ville være bedre. Og nu havde han brudt sit løfte til sig selv. ”Hvad med knægten?” spurgte Trak og lavede et hovedkast i retning af den sovende Fenrik ”tror du, han klarer den?”. Faros kiggede en smule bekymret på den unge elver. Han vidste nu med sikkerhed, at Fenrik havde løjet. Om det var med vilje eller ej, det var han ikke sikker på, men knægten havde ikke fortalt dem sandheden. Samtidigt havde han vist sig at være meget loyal, trofast og pålidelig, så han havde lidt blandede følelser i forhold til ham. ”Jeg kunne godt tænke mig at kende sandheden” sukkede Faros ”men jeg er ikke sikker på, at knægten selv kender den”. Trak nikkede. Det var tydeligt for dem begge, at Fenrik ikke kunne have været til stede under Slaget Ved Elementernes By. Han kunne ikke have fået sine brandsår og skader der. Ingen, der havde rørt flammerne den dag, var overlevet. Den magiske ild havde fortæret alle, der havde været i vejen. Alle, den havde skadet, var blevet til aske. Men det lod til, at knægten havde hukommelsestab. Han havde virket meget tænksom siden flugten, men det kunne også skyldes Brildurs død. ”Få noget søvn” sagde Faros til Trak ”jeg tager resten af vagten”.

”Så hvad er planen?”. Spørgsmålet hang ubesvaret i luften, imens Faros ledte dem videre igennem kloakken. Det var heller ikke fordi, at Fenrik havde forventet et svar. Han vidste, at de var i en kneben situation, og at de ikke havde mange muligheder. Brildurs død havde også lagt tungt på dem alle tre. Deres eneste mål i det sidste døgns tid havde været at finde en vej ud herfra, der ikke førte dem forbi Den Ensomme Skygges folk, så de kunne finde en måde at kontakte Marintra på. Men det var ikke det eneste, Fenrik havde tænkt over. Slørede minder og uklare spørgsmål dukkede hele tiden op i hans hoved. Han var nu klar over, at han ikke kunne huske meget af sin fortid. Og selvom han ikke forstod, hvorfor han ikke havde lagt mærke til det før, så beroligede det ham på en måde. Han havde noget at tænke på, som fik hans tanker væk fra Brildurs pludselige død. Han prøvede at finde hoved og hale i det, han kunne huske. Fenrik vidste, at han var fra Yngol, det var han sikker på. Hans far havde arbejdet for kejseren, men det havde ikke været den nuværende, som ellers havde regeret i de sidste mange år. Han huskede også noget med Det Angloriske Imperium. Fenrik havde haft et problem, som slavehandlererne havde været involveret i. Denne Za-Sien havde også været en del af dette. Der var kun en ting mere, han vidste. Han havde intet minde til at bekræfte det, men han var alligevel sikker på, at hans mor var død. Hun var blevet dræbt, men han huskede ikke af hvem. ”Shhh” lød det fra Faros lidt længere fremme, og dværgen gjorde tegn til stilhed. Fenrik stoppede op. Han kunne høre nogen, der bevægede sig længere fremme i tunnellen. Faros, Fenrik og Trak trak deres våben. Så talte en dyb stemme. ”Hvem der?”.

 Første Afsnit               Forrige Afsnit                                                                   Næste Afsnit