Her kommer et lidt anderledes indlæg. Det er lidt anderledes, men det var noget, jeg var nødt til at gøre. Her er historien om mit skoleforløb.
Prolog:
Nu er jeg så officielt færdig med min grundskole. For to dage siden var jeg til dimission (ikke
dimension eller dimentation), og efter sommerferien skal jeg starte på gymnasiet. Fysik linjen på Vejen Gymnasium for at være helt præcis. Det er meget mærkeligt at vende sig til. Efter hele ti år i grundskole, som oven i købet har været på tre forskellige skoler, skal jeg videre. Jeg havde kun lige vendet mig til min tredje skole, da jeg pludselig skulle op til eksamen.
Efter fem år på Nørbølling valgte mine forældre så at rykke mig til Mentiqa. Først var jeg fuldstændigt imod ideen, men da jeg først havde fået en polak med ombord skiftede jeg mening. Mentiqa var måske ikke altid perfekt, men jeg kunne være mig selv, som jeg ikke kunne nogen andre steder. Og så fandt jeg langt hurtigere folk med de samme interesser. Der gik godt nok heller ikke længe, før jeg kom i gang med et projekt, der var så utrolig stort, at jeg knap nok troede på det selv. Jeg gik nemlig sammen med hr Valdemar Pazdecki og hr Anders Winther (som overbevidste alle om, at hans mellemnavn var Arne), og vi planlagde længe at grundlægge vores egen rollespils klub. Et sted vi kunne kalde vores eget. Dette var dog et noget omfattende projekt, som jeg vil vende tilbage til senere. Jeg gik også til rollespil i Vitar Horsens for en tid, og jeg nogle gange savner jeg virkelig den klub. Det var også den tid, hvor vi skulle ned i Dragons Lair hver dag efter skole. Hver evigt eneste dag.
Den kræver nok lidt forklaring. Min fysik/kemi/tysk-lærer, Linda, ville engang vise os sin saltkrystal. Hun ville vise os den flotteste, hun nogensinde havde lavet, og senere måtte vi få lov til at smage på nogle mindre saltkrystaller. Jeg gjorde så det geniale, at jeg misforstod det hele, så jeg spiste hendes største og flotteste saltkrystal. Jeg er yderst taknemmelig for, at hun ikke bare valgte at pulverise mig med hendes onde tysklærer kræfter (som alle tysklærere jo har).
Sådan gik tiden ellers på Mentiqa med latin, planer om at overtage verden og udrydde Sverige (fra min tidligere lærer Kim), ulækker hudcreme (med soya og karry), agerntærte, lidt for useriøse fremlæggelser om græsrodsbevægelser (du ved det godt, Kristian, vi gik lidt over stregen med vores reklame pause) og lidt for mange planer og projekter. Men i slutning af mit andet Mentiqa år skete der så noget slemt. Jeg mistede min pollak, som skulle ind på en anden skole. Det var et hårdt tab, men vi holdt kontakten ved lige, da vi endelig fik vores rollespils klub op at køre (og den kører stadig. Vi holder flerdags til august). Og rollespils klubben fik mig til at tro lidt mere på mig selv. Indtil da havde jeg mest henslæbt tiden på Mentiqa med computerspil og en masse korte historier, der aldrig blev færdige. Men efter Folding Rollespil tog jeg mig sammen. Jeg gik i gang med mit største litterære projekt til dato, som jeg stadig er i gang med. Jeg gik i gang med Mortlan og med Adrian trilogien.
Denne tid, denne kampagne, var helt fantastisk. Og det var ikke kun på grund af rollespillet. Fællesskabet blev også forstærket i den tid mellem spillerne, men det var ikke kun rollespillets skyld. Jeg tror selv, at jeg fik lidt mere selvtillid, og så var der også den Berlin tur. Det var tiden på Hold 4. I løbet af denne periode fandt Valdemar og jeg også tid til at komme forbi i Vitar Horsens til et enkelt flerdags scenarie, og vi var også på Forum 2014. Jeg vil endda gå så langt som at sige, at scenarierne med Det Grå Broderskab (og kampagnen der fulgte den), Vitars flerdags, Forum og alt det andet. Den periode har været noget af den bedste tid af mit liv. Og jeg håber virkelig, at vi kan få den nye kampagne til at fortsætte langt ud i fremtiden. Jeg savner virkelig alle vennerne fra den, og slutningen gør bare det mere bittert.
Prolog:
Nu er jeg så officielt færdig med min grundskole. For to dage siden var jeg til dimission (ikke
dimension eller dimentation), og efter sommerferien skal jeg starte på gymnasiet. Fysik linjen på Vejen Gymnasium for at være helt præcis. Det er meget mærkeligt at vende sig til. Efter hele ti år i grundskole, som oven i købet har været på tre forskellige skoler, skal jeg videre. Jeg havde kun lige vendet mig til min tredje skole, da jeg pludselig skulle op til eksamen.
Afsnit 1: Det er vel en historie af en art (selvom den godt kunne involvere flere orker)
Mit skoleforløb startede på Nørbølling skole (som siden hen er er blevet lukket). Det er mange år siden, og så meget husker jeg ikke længere fra den tid. Men jeg begyndte allerede at interessere mig for rollespil og fantasy dengang, men det var først senere, at jeg virkelig kom i gang med det. Dengang var det ikke rigtigt mere end et årligt Barda træf, noget figurspil og en masse bøger (der iblandt var Tolkien og Rowlings fantastiske værker). Allerede der begyndte jeg også at skrive, men jeg ved ikke helt, hvor meget af det jeg tør stå ved. Lad os bare sige, at min første bog (efter prikhvalerne, som ikke fik historier, men bare var en rent videnskabelig tekst) hed: Fiske Hanse Janse Mansen. Jeg skrev flere historier om ham, og jeg aner faktisk ikke, hvor mange kopier, der endnu findes. Jeg har selv kun nogle enkelte fysiske kopier, så jeg kan desværre ikke dele denne tekst med jer (som jeg skrev som 7årig). Jeg prøvede også at komme igang med P&P, men lad os bare sige, at det ikke nåede særligt langt.
Afsnit 2: Hvem ka? Mentiqa!
Efter fem år på Nørbølling valgte mine forældre så at rykke mig til Mentiqa. Først var jeg fuldstændigt imod ideen, men da jeg først havde fået en polak med ombord skiftede jeg mening. Mentiqa var måske ikke altid perfekt, men jeg kunne være mig selv, som jeg ikke kunne nogen andre steder. Og så fandt jeg langt hurtigere folk med de samme interesser. Der gik godt nok heller ikke længe, før jeg kom i gang med et projekt, der var så utrolig stort, at jeg knap nok troede på det selv. Jeg gik nemlig sammen med hr Valdemar Pazdecki og hr Anders Winther (som overbevidste alle om, at hans mellemnavn var Arne), og vi planlagde længe at grundlægge vores egen rollespils klub. Et sted vi kunne kalde vores eget. Dette var dog et noget omfattende projekt, som jeg vil vende tilbage til senere. Jeg gik også til rollespil i Vitar Horsens for en tid, og jeg nogle gange savner jeg virkelig den klub. Det var også den tid, hvor vi skulle ned i Dragons Lair hver dag efter skole. Hver evigt eneste dag.
Mentiqa kunne også til sider vær rimelig kaotisk. Vi skiftede ofte lærere, og jeg husker faktisk en vinter, hvor vi nåede at have tre forskellige dansklærere. Og nu jeg er ved emnet lærere, så er jeg nødt til at undskylde.
Linda, hvor end du er, så undskylder jeg for den gang, jeg spiste din saltkrystal. Det nager mig stadigvæk.
Den kræver nok lidt forklaring. Min fysik/kemi/tysk-lærer, Linda, ville engang vise os sin saltkrystal. Hun ville vise os den flotteste, hun nogensinde havde lavet, og senere måtte vi få lov til at smage på nogle mindre saltkrystaller. Jeg gjorde så det geniale, at jeg misforstod det hele, så jeg spiste hendes største og flotteste saltkrystal. Jeg er yderst taknemmelig for, at hun ikke bare valgte at pulverise mig med hendes onde tysklærer kræfter (som alle tysklærere jo har).
Sådan gik tiden ellers på Mentiqa med latin, planer om at overtage verden og udrydde Sverige (fra min tidligere lærer Kim), ulækker hudcreme (med soya og karry), agerntærte, lidt for useriøse fremlæggelser om græsrodsbevægelser (du ved det godt, Kristian, vi gik lidt over stregen med vores reklame pause) og lidt for mange planer og projekter. Men i slutning af mit andet Mentiqa år skete der så noget slemt. Jeg mistede min pollak, som skulle ind på en anden skole. Det var et hårdt tab, men vi holdt kontakten ved lige, da vi endelig fik vores rollespils klub op at køre (og den kører stadig. Vi holder flerdags til august). Og rollespils klubben fik mig til at tro lidt mere på mig selv. Indtil da havde jeg mest henslæbt tiden på Mentiqa med computerspil og en masse korte historier, der aldrig blev færdige. Men efter Folding Rollespil tog jeg mig sammen. Jeg gik i gang med mit største litterære projekt til dato, som jeg stadig er i gang med. Jeg gik i gang med Mortlan og med Adrian trilogien.”Stå ret!” råbte vagtkaptajn Ismir højt...
Jeg var tretten år, da jeg begyndte på denne bog, og selvom jeg har færdigskrevet den, så tager rettelsen en evighed. Der er flere ting, jeg er utilfreds med, som jeg ændrer af og til. Men nu mangler jeg kun at rette fyrre sider, før den er helt færdig. Det var også omkring det tidspunkt, jeg startede min blog. Jeg vil også ærligt indrømme, at den ikke startede ud særlig godt. Men jeg vil da mene, at jeg har forbedret mine skrivefærdigheder siden hen. Samtidigt begyndte vi at også spille P&P i det samme univers, og det har virkelig holdt mig kørende med skriveprocessen. Og jeg vil altid være min ven Alexander taknemmelig for, at han rent faktisk har læst hele min historie som den eneste af mine testlæsere. Jeg forstår også godt, at starten ikke var særlig velskrevet (jeg fik det selv dårligt, når jeg forsøgte at læse det), men jeg håber, at den vil være bedre, når jeg har rettet det hele.
"Gimli er ikke en dværgkonge"
Under hele denne skriveproces udviklede mit Mentiqa liv sig også. Uden Valdemar var det meget anderledes, men jeg vænnede mig hurtigt til den nye hverdag. Der kom hele tiden nye elever, og jeg havde stadigvæk Lund og Winther. Der kom også nye lærere fra tid til anden, men jeg må indrømme, at perioden mellem Pazdeckis Afsked og Det Grå Broderskab er den, som jeg husker mindst fra. Jeg skal nok have haft det godt og sådan noget, men jeg tror enligt ikke, at der skete så super meget. Jeg husker dog nogle sjove quizzer med den faste fantasi kategori (som jeg vandt hver gang), Lensgreve/Kejser Benjamins hof, en masse live rollespil og en højst udsædvanlig kortfilm. Og så spillede jeg også en hel del Assassins Creed.
"Nåeh... har du så fundet den gyldne skrue?"
Så kom Det Grå Broderskabs tid. Efter en masse halvfærdige scenarier besluttede jeg for, at det måtte være slut. Slut med kampagner der aldrig fik en ende. Slut med plot der aldrig så dagens lys. Derfor samlede jeg en masse elever på Mentiqa (skræmmende mange faktisk), og vi begyndte at spille P&P, sådan som det skal spilles. Med et fast party og en fast kampagne, som hænger sammen.
"Oh, høje Eskar, jeg er kommet langvejs fra for at tilslutte mig til Deres besætning..." - Lucifer"Yeah, jeg gider ikke at ha' dig." - Eskar
Denne tid, denne kampagne, var helt fantastisk. Og det var ikke kun på grund af rollespillet. Fællesskabet blev også forstærket i den tid mellem spillerne, men det var ikke kun rollespillets skyld. Jeg tror selv, at jeg fik lidt mere selvtillid, og så var der også den Berlin tur. Det var tiden på Hold 4. I løbet af denne periode fandt Valdemar og jeg også tid til at komme forbi i Vitar Horsens til et enkelt flerdags scenarie, og vi var også på Forum 2014. Jeg vil endda gå så langt som at sige, at scenarierne med Det Grå Broderskab (og kampagnen der fulgte den), Vitars flerdags, Forum og alt det andet. Den periode har været noget af den bedste tid af mit liv. Og jeg håber virkelig, at vi kan få den nye kampagne til at fortsætte langt ud i fremtiden. Jeg savner virkelig alle vennerne fra den, og slutningen gør bare det mere bittert.
For vi fik jo en tidlig slutning
Mit sidste år på Mentiqa nåede jo aldrig slutningen. Ikke den slutning som vi håbede på i hvert fald. For skolen gik jo ned i vinters, og vi måtte gå hvert til sit. Mange af os skulle vænne os til en ny skole lige før eksamen. Og de allerede kaotiske mentiqanere blev spredt temmelig meget. Men jeg håber og tror på, at vi kan holde kontakten. Med et kommene flerdagsscenarie (live rollespil altså) i august, et kollektivt ønske om mere P&P og en virkelig fed plan (med VP og spejderleder Anders) om at tage til Drachenfest i 2017, så skal det hele nok gå. Det håber og tror jeg på. Og jeg vil gerne takke alle. Uanset om vi har spillet rollespil sammen, eller om jeg har nævnt dig i indlægget. Jeg vil takke alle mine venner fra mentiqa for fire og et halvt fantastiske år sammen, som jeg for altid vil huske. Tusind tak til hver eneste mentiqaner. Også tak til alle lærerne for at gøre skolegangen så meget bedre.
Tak til Anders, Valdemar, Kristian, Jakob, Mads, Tobias, Veronika, Lasse, Philipp, Jeppe, Markus, Esben, Iustin, Magnus, Mathias, Freia, Benedikte, Sofie, Pauline, Daniel, Mads, Alexander, Robert, Jimmi, Linda, Kim, Nikolaj, Henrik, Anne, Line og enhver anden, jeg har glemt at nævne. Tak til alle mine tidligere klassekamerater og lærere fra mentiqa, uanset om det har været kort eller langt, så tak.
Afsnit 3: 9.Nat - Kort men lærerigt
Efter Mentiqa startede jeg jo så på Grønvangskolen, hvor jeg stoppede for nogle få dage siden. Mit ophold der var måske ganske kort, og det var heller ikke ligefrem Mentiqa, men jeg vil alligevel sige tak for den korte tid der. Tak for at lade mig være den, jeg er. Jeg nåede måske aldrig rigtigt at lære så mange at kende derinde, men jeg er glad for, at ingen (ikke en) gjorde nar af mig. Ingen af jer nedgjorde mine hobbyer og hvad jeg laver, og det vil jeg være evigt taknemmelig for. I lod til at have respekt for mig, og jeg vil da også sige, at jeg gengælder den respekt.
Epilog:
Så er der fremtiden. Fremtiden er forude. Det er den vel altid. Om nogle få timer skal jeg til Norge på telttur, og når jeg kommer hjem skal jeg til ugelejr i Lyng Rollespil med VP og min lillebror. Så håber jeg på at få færdiggjort min bog, inden sommeren er ovre, og så har jeg også fødselsdag i løbet af den. Snart vil jeg være seksten år og gymnasieelev. Så er der der flerdagsscenarie i august og forhåbentlig mere P&P. Måske skal vi også lige forbi Vitar Horsens og se, hvordan de har det. Hvordan det går? Jeg håber også på at komme til Forum igen i år. Men hvad fremtiden bringer, den kan vi aldrig med sikkerhed vide. Den er uforudsigelig. Den er ny, og den er lige rundt om hjørnet.
Jeg kan kun sige en ting om fremtiden. Den ser ikke helt sort ud.
 |
| Og jeg har lige bestilling en masse nye nørde t-shirts |
Kommentarer
Send en kommentar