Nu er det tid til at fortælle en om en historie. Historien om en mutant der jager en mand, som går under navnet, The Kingslayer. Lyder det bekendt? Bare en lille smule.
Witcher 2 Enhanced Edition
Nå okay. Spillet har måske ikke Nikolaj Coster-Waldau (ikke coast a waldo, som engelsk talende kalder ham. Det er faktisk ret sjovt. Jeg blev også engang kaldt Voldemort Lenschaw af nogle Amerikanere på internettet) og Hugh Jackman, men man jager virkelig en mand, der går under navnet Kingslayer.
Nu er der nok nogle af mine læsere, der tænker: Hey, hvordan kan du allerede være færdig med toeren? Er det ikke meningen, at du skal forberede dig til dine eksamener? Hvor meget har du lige spillet? Til mit forsvar vil jeg sige, at dette spil er skræmmende kort. Efter at have spillet det første Witcher, forventer man et lige så langt og muligvis rodet spil. Det er dog slet ikke, hvad man får. Witcher 2 er mere end dobbelt så kort, og man kan vel sige, at CD Project Red har fokuseret på kvalitet over kvantitet. Og jeg har været i gang med at forberede til mine eksamener!
Fængende flugt
Witcher 2s historie starter ud spændende, og den har en intensitet, som det første spil ikke kan måle sig med. Hele anden akt af spillet kan vidst også variere alt efter ens beslutninger. Desværre føles det som flugt. Dette spil har travlt med at komme videre hele tiden, og man vender aldrig tilbage til tidligere områder. Faktisk foregår næsten hele spillet på farten, og det er lidt synd. Der løbes væk fra etterens område, så det bliver nemmere at undgå beslutninger fra det spil, og det samme gælder andre områder, man kommer til. Jeg var interesseret gennem hele spillet, men det gad ikke give en ordenlig forklaring på mine ubesvarede spørgsmål fra etteren.
Smukt, elegant og rent
Witcher 2 Assassins of Kings har dog et langt bedre kampsystem end det første spil, og grafikken er også gået et tak op. Jeg er nu ikke længere træt af dværgene, fordi spillet valgte at tage dem seriøst, og de forbedrede cutscenes tillod et langt bedre plot. Samtidigt er alting nemmere at komme til, og der er bare noget fuldendt over det, som man næsten kan kalde fejlfrit. Ligesom Mass Effect 2 opnår spillet lige præcis, hvad det vil i gameplay, og det er alt, der skal til.
Mellitelli-tinge-ling
Der, hvor Witcher 2 igen taber af mig af sporet, er loren (selve verdenen). Det lader til, at begge spil ikke har den mindste interesse i at fortælle mig, hvad denne verden er for noget. Halvvejs igennem spillet bliver store lande, der har været vigtige fra starten, introduceret, og jeg har stadig ingen fornemmelse over guderne, og hvad de er for nogle. Her kunne en ordenlig intro og en kort montage hjælpe, selvom det ikke er det mest originale længere.
A witchers tale
Jeg er ved at være temmelig glad for, at jeg valgte at købe de to første witcher spil (til 30kr), før jeg giver mig i kast med treeren. Alle tre spil lader nemlig til at være forbundet på rigtig triologi maner, så de skal alle spilles, hvis man vil forstå historien. Hverken det første eller det andet har noget, jeg vil kalde en ordenlig slutning, og begge har marvel agtige after-credits scener. Men indtil videre har det ikke rigtigt handlet nok om, at Geralt er witcher. Jeg havde håbet på lidt mere forbandelses løftelse og mindre politisk gejl, selvom jeg helst vil have dem bundet sammen. Der var mere i dette end i det første, men jeg synes stadig, der mangler nogle ordenlige monster kampe, da dette kun havde få store. Jeg krydser fingre for treeren.
Så det meste af spillet er en forbedring, men jeg håber virkelig på, at Wild Hunt afslutter triologien ordenligt. Vi er alle historien til sidst. Bare gør det til en god en.
Kommentarer
Send en kommentar