søndag den 10. maj 2015

Aarø Weekend og Dværge #10 Forbindelser og Hemmelige Opskrifter

Jeg har været på Aarø i denne weekend. Jeg var der sammen med en masse af mine venner, og vi spillede en af de bedste omgange p&p, jeg nogensinde har spillet.
Vi spillede et fantastisk plot (undskyld men jeg har opgivet at genfortælle det for jer), og vi havde det super sjovt. Det var virkeligt godt at få set så mange af mine venner igen.

#10 Forbindelser og Hemmelige Opskrifter

Den 28. Pan 1076 Anden Alder i Mizil
Marintra vippede nervøst frem og tilbage på sine fodballer, imens hun afventede Faros. Det var gået galt, da de havde mødt den Ensomme Skygge, og hun ville ikke lade endnu en trussel mod hendes land med et dumt navn snyde dem. Denne Bager, hvem han så end var (sikkert en person der bagte ting), måtte også have forbindelser til Baldan. Det var i hvert fald, hvad Trak, Bruntop og Ikke-Fenrik havde fortalt. Hun var endnu ikke sikker på, om hun stolede på Ikke-Fenrik, men Marintra havde fuld tillid i Trak. Han havde været hos dem lige siden Slaget Ved Elementernes By. Lige siden Tsyseria blev... Hun stolede derfor fuldt og fast på Trak, og hun havde rost dem alle tre for deres arbejde. Nu havde de et navn og en forbindelse. De havde noget, der gav mening. Baldan af Bartiuses hus havde stået bag det, da Sø Rotterne forsøgte at røve dosnerne, og maden skulle have været leveret til denne Bagers folk, hvis det havde lykkedes. Baldan var altså allieret med denne Bager. Marintra vidste allerede, at Baldan blot prøvede på at svække Zrulf. Den forbandede mus-aik fra Yngol havde intet andet end had til overs for jerndværgene efter den lange krig, der havde endt i alle siders tab. Men denne Bager. Marintra kendte intet til hans ambitioner, dagsorden eller hans musiksmag. Hun vidste intet om ham.

Det var derfor, hun nu ventede på Faros uden for templet i Mizil. Hun stod lænet op ad den grå sten bygning og spejdede ned ad gaden, og hun var blot en i mængden. Hende, Faros og Bruntop var alle sammen i byen, fordi denne Bager skulle være her. Der var nemlig kommet en gammel ledetråd ind i sagen. For nogle uger siden havde en af Marintras folk nemlig hørt rygter om en såkaldt Bager, der skulle have en hemmelig baggrund, som holdt til i Mizil. I denne store mineby, hvor den højeste dødsårsag næst efter folk, der faldt ned i de lange, mørke huller, som førte ned til minerne, var mord, kunne en fyr som ham let skjule sig. Det havde ikke virket vigtigt. Ikke før nu. Der lød en høj klokke klinge inde fra templet. Sådan en typisk zrulfisk en, som sikkert var lavet af kobber. Det var signalet. Marintra krydsede gaden, netop som Faros kom gående forbi. Helt diskret stak han hende en seddel, som hun stak ind under sin krave, idet hun kløede sin hals. Hun trak den ikke ud igen, før hun havde passeret gaden helt og var nået ned på en lille sidegade (som lugtede lidt for meget af urin). På sedlen stod der kun et ord: Kontoret. Marintra læste den igennem fem gange, selvom det kun var et ord. Hvordan kunne denne Bager have så stor indflydelse. Hvordan kunne han komme ind på olddværgenes kontor?

Olddværgene var Zrulfs mekanikere. De var de mest stædige, klichefyldt dværge, som Marintra nogensinde havde hørt om eller mødt. De gamle, støvede professorer insisterede på at leve langt under jorden, og de fik meget sjældent besøg. Af nogen som helst. Jerndværgene boede heller ikke alle sammen på overfladen, men olddværgene boede bare åndssvagt langt nede. De ville være i fred, hvor de kunne arbejde på deres opfindelser. De havde kun et enkelt kontor, som de kaldte det, i hver by. Ambassade ville være et bedre udtryk. Det var på dette kontor, at de besluttede, hvilke af deres opfindelser (som inkluderede trykpressen, uret, stepdans og kompasset), som skulle deles med resten af verden. Hvis Bageren havde adgang til olddværgenes teknologi (for de havde nok ikke engang delt en fjerdedel af deres opfindelser med resten af Mortlan), så ville han være svær at stoppe. Alt for svær.


Marintra skyndte sig derfor hen til kontoret, som lå i de lavere kvarterer af byen. Hun skulle omtrent halvtreds meter under overfladen, før hun fandt det. Bygningen var ikke pralende eller på nogen måde opmærksomhedskrævende. Det var bare en grå bygning med et banner på muren, der viste en hammer og et teleskop. Marintra skyndte sig forbi bygningen og om på siden, hvor hun mødte Faros og Bruntop. ”Herskerinde” hviskede Bruntop og bukkede, men Marintra havde ikke tid til hans hurlumhej. ”Hvad sker der?” spurgte hun Faros, som så dybt urolig ud. ”De er i et møde” forklarede han ”Bageren og en af olddværgene”. Marintra følte en desperat vrede imod olddværgenes tåbelighed. De havde aldrig ladet hende få en audiens med nogen. ”Kan vi se, hvad der foregår?” spurgte hun, og Faros nikkede. Han åbnede en tydeligvis hemmelig dør (den dukkede nærmest bare op på den grå stenvæg) ved sin side og gjorde tegn til, at hun skulle træde indenfor. ”Vent her, Bruntop” beordrede Marintra ”og hold vagt”. Han bukkede igen, men hun skyndte sig ind, før han kunne nå at sige noget. Faros trådte også ind efter hende, og han lukkede hurtigt døren. De befandt sig i et baglokale. Et lager så det ud til. Men de kunne høre stemmer. ”Hvis de kunne mig deres navn, ville det hele være meget nemmere” lød en pibende, alt for bureaukratisk stemme. ”Jeg er simpelthen Bageren” svarede en afslappet og svag velkendt stemme. Marintra kunne bare ikke huske, hvor hun havde hørt den før. I et forsøg på at få et kik på de to talende, sneg hun sig langsomt hen imod lagerrummets dør. ”Denne overførsel er ingen simpel ting, og jeg skal bruge mere end Bageren” forsøgte den bureaukratiske stemme igen, men der lød kun et fnys som svar. Det lod dog til, at olddværgen (det kunne ikke være andet) lod sig slå til tåls med ”Bageren”, for han spurgte ikke yderligere. Marintra var nu næsten henne ved døren. ”Men hvad skal du dog bruge alt dette formic-blod til?” spurgte olddværgen tydeligvis for at lette stemningen. Marintras hjerte slog et slag over. Formic-blod! ”Jeg elsker at lave tærter” svarede Bagerens afslappede stemme, netop som Marintra nåede frem til døren. I det næste rum var der to dværge. Den ene var en tydelig olddværg, og den anden havde hun set før. Det var den skægløse, arrede bager Arolnar, som havde lavet formic-blods tærterne. Han bar stadig de samme hvide, rene klæder. Marintra knyttede sine næver. Hvorfor havde hun ladet ham gå den dag? Hun skulle lige til at springe frem og gøre bod på sin skade, da en ny person trådte ind på kontoret. Det var Den Ensomme Skygge (Maskemus). ”Jeg fandt en dværg, som spionerede på jeres samtale. Han påstod, at han blot ventede på sin kone, men... man skal altid lytte til, hvad de mener, og ikke hvad de siger”. Marintra følte sin brystkasse snøre sig sammen. Hun glemte alt om både professor, bager og skygge og skyndte sig forbi Faros og ud gennem den dør, de var kommet ind ad. Hun kom uden for bygningen igen, men Bruntop var væk.

 Første Afsnit                   Forrige Afsnit                                                            Næste Afsnit