I am the Flash (Trademark er mit efternavn)

Nu er jeg så færdig med at se CWs anden superhelte serie, The Flash. Jeg har vist nævnt, at jeg begyndte på serien, som er en spinoff til den anden fantastiske serie, Arrow, for nogen tid siden. Men dette skal ikke handle om, at Arrow er bedre, og jeg vil prøve at få dette til kun at handle om The Flash (selvom det er umuligt, når det er en spinoff).

En hård start

Som jeg har nævnt før, så havde denne serie en lidt besværlig start på sin rejse. Hele den første episode var alt for tvungen, og der skete alt for meget. Det var lidt for meget som om, at de prøvede på at gøre det, som Arrow havde gjort på ti afsnit, på et enkelt. Og det er ikke kun, fordi at jeg har set Arrow, at jeg siger det. Det føles virkelig, som om serien har for travlt i det første afsnit. Der skal af en eller anden grund være en opbyggelse, training-montage, introduktion, spænding og klimaks i en episode. Det går bare ikke.

Acceleration

Men jeg er alligevel glad for, at nogen åbenbart kunne lide pilot episoden, for serien tog hurtigt fart og blev bedre. Den begyndte langsomt at lære fra sine fejl, og selvom der går noget tid, før den er virkelig god, så når den der uden alt for mange problemer.

Det er nok omkring crossover episoden med Arrow, at serien begynder at blive bedre (det er sandt, jeg prøver ikke bare at blande Arrow ind i alt). Derfra stiger den til vejrs i kvalitet, og den føles mere intens og alligevel knap så travl. Serien får sine karakterer ordenligt på plads. Både dem jeg kan lide (ses til højre), og den ene karakter jeg ikke kan fordrage (ses nedenfor).

Men selvom at serien virkelig har en af de mest irriterende karakterer nogensinde (altså på Cho Chang fra HP niveau), så har den også nogle langt bedre, som ikke er super irriterende. Serien har nogle fantastiske højdepunkter, hvor det handler mere om dynamikken mellem skurken og helten end om den irriterende karakter (altså virkelig, virkelig, virkelig irriterende. Som i Tauriel i Hobbitten filmene (som forresten er hedningeværk, der skal brændes), Susan i Narnia eller Arno i Unity. Det er så slemt, at jeg bedre kan lide Jeoffrey). Nå men tilbage fra det irriterende.

Bare glem det, Valdemar, tænk ikke på det. Men hun er bare så møg irriterende! Jeg ved det, men du skal slappe af. Du skal bare glemme hende.

Men irriterende karakterer til side. Serien opfanger hurtigt noget af det bedste ved den. Dens humor. Serien opnår hurtigt en god for form humor, som er underholdende og nørdet. Der er mange referencer, som jeg nød virkelig meget, bare fordi jeg kendte dem. Der bliver både berørt Abernes Planet, og der bliver sagt tak for alle fiskene.

En paradoksal slutning

Sæson 1 sluttede så for nylig, og det var en lidt rystet slutning. Der var nogle helt fantastiske scener, som virkelig afsluttede nogle af de lange plot, som har været i gang. Så skete der noget alt for forudsigeligt (og som var stjålet fra Arrow), der virkelig bare føltes som en dårlig undskyldning. Seriens slutning gik også i gang med nogle koncepter, som er blevet bedre udført før. Der blev sprunget lidt for let hen over nogle lidt store problemer, som plottet bare lod vær med at berøre. Og det allersidste blev lidt for tvungent ligesom starten på serien havde været. Igen (jeg ved, det lyder lidt som åndsvag, fanboy vrede, men den prøvede igen at gøre Arrow efter, og det var så dumt, for de klarede det ellers fremragende på deres egen måde). Men på trods af alle de knap så gode ting, så vil jeg stadig anbefale serien, og jeg glæder mig til sæson 2.