Nu har jeg så læseferie, og min tid i grundskolen (jeg kan jo rigtigt kalde det folkeskole, når fire og et halvt af mine år foregik på en privatskole) er forbi. Jeg ved ikke, om jeg er glad eller trist ved det. Jeg tror mest, at jeg er lidt ligeglad. Alle mine triste følelser blev brugt op, da Mentiqa gik ned, og jeg havde ikke været på min nye skole (Grønvang) særligt længe. Men nu er tid til at forandringer. Efter sommerferien skal jeg på gymnasiet i Vejen, og jeg glæder mig til at få en ny start. Om ni dage skal jeg så til min første eksamen/afgangsprøve/hvad-det-nu-end-kaldes i mundtligt dansk. Jeg er også gået i gang med at færdigøre analysen af min tekst. Jeg må dog indrømme, at jeg også har brugt tid på andet, og meget af denne anden tid er blevet brugt på min bog, som jeg er ved at rette (jeg er nu over halvvejs).
Og nu vi er ved Assassins Creed, så er der en ting, jeg gerne vil have udredt en gang for alle.
Efter hele tre spil med Ezio, så var det modigt af Ubisoft, at de turde gøre noget anderledes. Det var alle ikke helt vilde med, men jeg elskede Connors historie, der dog desværre blev reduceret til et enkelt spil. Endelig fik vi en hovedperson, som vi både følte med, og som vi nogle gange var lidt imod. Jeg elskede det ved Connor, at man ikke vidste, hvad han ville gøre. Han kunne sagtens finde på at gøre tingene på sin egen måde, sådan som ingen anden hovedperson i denne serie nogensinde har gjort det. Connor gik fra at være denne her plagede, naive, unge mand til at blive en ensom ulv, der aldrig havde det let. Han lærer gang på gang på den hårde måde, at verden ikke er sort og hvid. Han bliver ofte forrådt af dem, som han står nærmest, og samtidigt er der forholdet med hans mentor. Der er en fremragende dynamik mellem den unge mand, som vil rede hele verden, og den gamle mand, som har givet op. Connor er måske ikke nær så karismatisk som Ezio, men det behøver han ikke. Alle karakterer behøver trods alt ikke være karismatiske, og Connor har noget helt andet. Han har udholdenhed som ingen anden og en vilje styrke, der kan slå de fleste omkuld. Hele forholdet med hans far er virkelig fantastisk skrevet, hans landsbys problemer er spændende, og han har nok den bedste fjende i hele serien.
Jeg tror, at mange folk syntes, at AC3 blev lidt for mørkt og seriøst. Det var nok derfor, at de valgte at eftersatte Connor med Edward. Edward Kenway (Connors bedstefar) er en mere løssluppen karakter, der gør alting, som det passer ham, imens han ler af konsekvenserne. Jeg kan igen godt lide initiativet, og jeg kunne enligt også godt lide Edwards personlig, jeg syntes bare ikke, at det passede så godt ind. Lad mig prøve at forklare, hvad jeg mener. AC4 Black Flag skulle være en knap så seriøs historie, der ville sætte fokus på det sjove i at være pirat og på eventyr. Alt dette lyder fint nok, men så skal man nok ikke forsøge at gøre det til en "redemption"-historie. Edwards historie i sig selv er virkelig god, men den bliver desværre skubbet til side alt for ofte. Jeg ville elske at have spillet Black Flag, hvis det havde handlet mere om Edward. Desværre bliver der spildt omkring to sekvenser på en meningsløs opbyggelse af en by, som alle senere bare forlader igen. Der er meget fokus på piraternes hjem, Nassau, som til sidst bare er ligegyldigt. Der går alt for lang tid, før spillet vender sit fokus mod Edwards egne problemer, og det er jeg lidt træt af.
Men jeg har også spillet lidt
Det eneste, jeg rigtigt har spillet på det sidste, har været LEGO Harry Potter år 5-7 med min lillesøster. Jeg har ikke rigtigt haft lyst til at spille andet af en eller anden årsag. Måske er jeg stadig skuffet over et vist spil fra efteråret, eller også går Mentiqa-affæren mig stadig på. Der har bare været for meget rastløshed i de sidste par måneder, som har gjort, at jeg ikke har haft lyst til at spille så meget. Men jeg fik da spillet et LEGO spil med mine søskende.
HP 5-7 er nok en teknisk forbedring på samtlige punkter sammenlignet med 1-4. Animationerne ser bedre ud, der er flere teknikker til at løse gåder, og flere karakterer føles nyttige. Dette spil gjorde for eksempel, at Ron ikke længere var ubrugelig, og det samme gælder flere andre karakterer. Spillet havde endda en større og bedre open world til at udforske, og Neville er vigtigere (det er altid godt, når Neville er vigtig). Samtidigt så viser 5-7 virkelig, hvorfor Traveler Tales valgte at lade karaktererne tale i deres brikificering af Tolkien. Det er virkeligt svært at udtrykke et så kompleks plot som Harry Potter med udelukkende "hmmm" og "aha"-lyde til ens rådighed. Det er derfor forståeligt, at de valgte at ændre nogle dele af plottet, så det kunne forklares, men der samtidigt nogen højest forvirrende scener. Spoilers for folk, der ikke har set filmene eller læst bøgerne, men især denne scene er lidt for intetsigende. Hvis jeg ikke kendte plottet, ville jeg godt nok ikke ane, hvad der foregik, og det kunne ellers forklares simpelt med få sætninger af dialog.
Så er der jo stadig Syndicate på horisonten
Så skal der også snakkes om det kommende AC spil, igen. Jeg må sige, at det lyder som om, at Ubisoft gør sig umage denne gang med at få spillet til at blive godt, men jeg frygter som sagt stadig det værste.
Og nu vi er ved Assassins Creed, så er der en ting, jeg gerne vil have udredt en gang for alle.
Hvorfor jeg rent faktisk bedst kan lide AC3
Folk spørger mig ofte, hvorfor jeg bedst kan lide Connor Kenways historie ud af alle de forskellige assassiners. Nu vil jeg give jer et svar i form af en analyse af dem alle sammen. Bortset fra at jeg ikke gider tale om Aveline eller Adewale. Undskyld, men i dag kan jeg åbenbart ikke lide bogstavet: A.
Det betyder, at jeg vil tage sammenlagte plot og karakterernes personlige historie for hver af dem og vurdere, hvilken en jeg bedst kan lide. Karaktertræk og følelsesmæssig udvikling er vigtigt, hvis man ønsker at overleve. Det betyder, at der er spoilers i vente for samtlige spil, jeg vil tale om.
Lad os starte fra begyndelsen
Først var der jo Altair. Søn af en mester snigmorder og opdraget af ordenens leder Al-Mualim, fulgte han hurtigt i sin faders fodspor. Alt dette får man desværre ikke helt forklaret i selve spillet, så jeg vil undgå at gå i deltaljer med hans virkelig spændende udvidede historie, som kan læses i bogen, The Secret Crusade. Altair er simpelthen en meget arrogant mand, der er ligeså dygtig, som han er stolt. Han mister sin rang i ordenen og må lære betydningen af ydmyghed, imens han langsomt kæmper sig opad igen.Undervejs vinder han respekt hos adskillige mænd, som længe har hadet ham, da Altair forandres til et bedre menneske. Slutningen ser Altair og hans tidligere fjende, Malik, kæmpe side om side mod deres gale mentor, som har forrådt dem alle. Det er en smuk historie, som dog er lidt for simpel, og den kan ikke retfærdiggøres via det første spils noget skuffende cutscenes. Altair er i løbet af sin mission nødt til opdage en lang konspiration, som ender med et tilfredsstillende klimaks, der dog fremviser spillets svagheder over dets fordele.
Så kom alles favorit
Efter de blandede meninger om det første spil, valgte Ubisoft at gøre noget anderledes. De skabte den mest populære karakter i hele serien, som holdt hele tre spil. Ezio Auditorie da Firenze. Ezio er en ung, utålmodig mand, som mister sine brødre og sin far. Han går derefter på et hævntogt, og han lærer langsomt tålmodighedens dyd, sådan som Altair gjorde det. Ezio har en del mere karisma end andre karakterer, men mangler sandelig også noget andet. Initiativ. Der går længe, før han rent faktisk vælger at gøre noget af sig selv. Jeg kan godt lide Ezio, men han er ofte forudsigelig, og så tror jeg også, at hans popularitet skyldes til dels, at man følger ham i tre spil. Han fik meget mere tid på scenen, og derfor husker folk ham bedre. Det hjælper også lidt, at han rent faktisk havde god tid til at udfolde sig.
I løbet af Ezios liv opdager han mange konspirationer ligesom Altair gjorde, og der er mange forbindelser mellem de to. Her er det hele forhøjet lidt, og han har en lidt mere aktiv rolle i de forskellige plot. Det hele ender da også meget fint med en fremragende gammel mands historie, der føles som en dessert til alt det andet.
Så kom min favorit
Efter hele tre spil med Ezio, så var det modigt af Ubisoft, at de turde gøre noget anderledes. Det var alle ikke helt vilde med, men jeg elskede Connors historie, der dog desværre blev reduceret til et enkelt spil. Endelig fik vi en hovedperson, som vi både følte med, og som vi nogle gange var lidt imod. Jeg elskede det ved Connor, at man ikke vidste, hvad han ville gøre. Han kunne sagtens finde på at gøre tingene på sin egen måde, sådan som ingen anden hovedperson i denne serie nogensinde har gjort det. Connor gik fra at være denne her plagede, naive, unge mand til at blive en ensom ulv, der aldrig havde det let. Han lærer gang på gang på den hårde måde, at verden ikke er sort og hvid. Han bliver ofte forrådt af dem, som han står nærmest, og samtidigt er der forholdet med hans mentor. Der er en fremragende dynamik mellem den unge mand, som vil rede hele verden, og den gamle mand, som har givet op. Connor er måske ikke nær så karismatisk som Ezio, men det behøver han ikke. Alle karakterer behøver trods alt ikke være karismatiske, og Connor har noget helt andet. Han har udholdenhed som ingen anden og en vilje styrke, der kan slå de fleste omkuld. Hele forholdet med hans far er virkelig fantastisk skrevet, hans landsbys problemer er spændende, og han har nok den bedste fjende i hele serien.
På top af alt det så har Connor nok også et af de bedste plot i serien. Alle de første fem spil (AC 1-3) har nemlig det sådan, at alting betyder noget. Dette gør treeren sig især brug af, når den forbinder alting på en fremragende måde. Desværre fik Connor aldrig sit andet spil, hvilket jeg virkelig synes er en skam.
Så kom den vilde
Jeg tror, at mange folk syntes, at AC3 blev lidt for mørkt og seriøst. Det var nok derfor, at de valgte at eftersatte Connor med Edward. Edward Kenway (Connors bedstefar) er en mere løssluppen karakter, der gør alting, som det passer ham, imens han ler af konsekvenserne. Jeg kan igen godt lide initiativet, og jeg kunne enligt også godt lide Edwards personlig, jeg syntes bare ikke, at det passede så godt ind. Lad mig prøve at forklare, hvad jeg mener. AC4 Black Flag skulle være en knap så seriøs historie, der ville sætte fokus på det sjove i at være pirat og på eventyr. Alt dette lyder fint nok, men så skal man nok ikke forsøge at gøre det til en "redemption"-historie. Edwards historie i sig selv er virkelig god, men den bliver desværre skubbet til side alt for ofte. Jeg ville elske at have spillet Black Flag, hvis det havde handlet mere om Edward. Desværre bliver der spildt omkring to sekvenser på en meningsløs opbyggelse af en by, som alle senere bare forlader igen. Der er meget fokus på piraternes hjem, Nassau, som til sidst bare er ligegyldigt. Der går alt for lang tid, før spillet vender sit fokus mod Edwards egne problemer, og det er jeg lidt træt af.
Problemet med Black Flag er, at det mister fokus. Alt for store dele af plottet bruges på meningsløse missioner, som intet betyder. Der er også nogle dele, der ingen mening giver. For eksempel: Edward hører om denne mystiske mand, der kan hjælpe ham med at skaffe ham en masse penge. Fint nok. For at skaffe denne mand vælger Edward at indtage en havneby, hvor han ved, at tempelriddernes leder opholder sig, fordi han også vil have denne mand, og han har en masse penge. Fint nok. Edward indtager byen og fortæller tempelriddernes leder, at han skal bruge hans penge for at skaffe denne mand. Fint nok. Edward lader tempelriddernes leder gå med alle pengene. Hvorfor! Det giver jo ingen mening. Hvis det var Edwards plan at følge efter tempelriddernes leder hen til stedet med manden, hvorfor ville han så afsløre det ved at advare tempelriddernes leder i første omgang. Han tager ikke engang de penge, som tempelriddernes leder vil bruge på at anskaffe sig denne mand. Det giver ingen mening.
Dukken
"Suk". Jeg orker næsten ikke at gå i gang med Arno. Der var bare alt for mange problemer med ham. For det første gør han intet af egen fri vilje. Hele spillet handler enligt om at imponere en pige med alle midler taget i brug. Arno siger ofte, at han selv ønsker hævn, men han viser det ikke rigtigt. Han bliver medlem af snigmordernes broderskab, men selv det er han ret ligeglad med. Det var faktisk bare fordi, at han kedede sig. Da hans mentor dør er han også lidt ligeglad, og det samme gælder der, hvor han smides ud. Problemet er bare, at intet betyder noget. Plottet er så hjernedødt, at det burde aflives. Det foregår under den franske revolution, men oprøret betyder ikke noget for plottet. Tempelridderne planlægger ikke at gøre noget som helst. De kæmper bare lidt internt, imens Arno dræber dem alle, fordi Elise vil have hævn. Han er intet uden hende, så han gør bare hendes beskidte arbejde. Og hvis det er meningen, at spillerne skal bekymre sig om Elise, så skulle hun måske have en større rolle i spillet. Måske skulle de have gjort hende til hovedpersonen i stedet for hendes ringånd.
Jeg håber, at folk bedre vil kunne forstå mine holdninger, nu hvor jeg har argumenteret for min sag. Jeg kan godt lide alle hovedpersonerne (bortset fra Arno), og jeg synes, at de alle har deres unikke sider og træk. Men Connors historie er virkelig den mest fængende, og den overgår klart alt andet, fordi den virkelig er unik. Den er noget, som kun de færreste vil turde skabe, fordi den er så trist, mørk og håbløs. Jeg mener; han vinder jo knap nok til sidst. Han mister sit folk og sin mentor, og det lykkedes ham kun lige at stoppe Charles Lee, og selv det har store bekostninger.
Kommentarer
Send en kommentar