mandag den 23. januar 2017

Angel

Så sidder jeg her igen, som jeg gjorde det tilbage i september, da jeg var blevet færdig med den fantastiske serie Buffy the Vampire Slayer. Denne gang er det spinoff serien Angel, der skal anmeldes og med fem sæsonner, tænkte jeg, at en bag of holding ikke dækkede det. (Desuden mangler jeg at få læst Name of the Wind færdig, før jeg kan lave endnu en bag of holding). Så Angel... hvad er det egentligt for noget?
Det vil jeg med glæde fortælle jer/dig/hvilket-pronomin-læseren-identificerer-sig-selv-med. Lavet som en spinoff til netop Buffy tager den udgansgpunkt i et to-tre karakterer herfra, som efter sæson 3 flytter ud af Sunnydale. Det er dog langtfra nødvendigt at se Buffy for at komme i gang med Angel, da serierne har en del forskelle og kun sjældent læner sig op af hinanden. Det er dog ekstra fornøjeligt, hvis man har set begge, men som sagt ikke påkrævet. Nå... hvor kom jeg fra?

Nå ja... Angel fortæller historien om vampyren af samme navn, der i løbet af mange århundrede har gjort onde, blodige vampyrting såsom at bide i folk og være rigtigt led. Rigtigt rigtigt led. Led som i at brænde klostre ned og myrde hele din familie bare for at drive til  digvanvid, hvorefter han gør dig selv til en vampyr. Den slags lede vampyrting. Men nu har han altså en sjæl og går derfor gnavent rundt med en masse af den der alvorlige skyldsfølelse, som så ofte motiverer vor elskede helte. Efter alting gik rimeligt galt for ham på Buffy, beslutter han sig for at flytte til Los Angeles, så han kan blive en gnaven og ensom dæmonjæger og isoleret protagonist. Han bliver dog hurtigt mødt af både velkendte og nye ansigter og overbevises om, at han har brug for medstjerner i sin serie, og sammen grundlægger de Angel Investigations. Der har du det: Angel er en urban fantasy detektiv serie, hvis hovedperson er en vampyr med en sjæl, som bekæmper jurister med sin(/sit holds) snedighed om dagen og dæmoner med sin krigsøkse om natten, alt imens Josh Whedons sædvanlige humor skinner igennem. Mit arbejde er gjort.
Og så måske alligevel ikke helt for den forklaring lyder måske lidt tam og måske for mærkelig for nogle. Det er bare svært at putte Angel på ord uden at få den til at lyde sådan. Men jeg kan love en ting, og det er, at serien er noget for sig. Vampyr dektektiv lyder måske ganske bizart, og serien tager lige et stykke tid for at sætte sig, men efter den gør det, så er den fænomenal. Og jeg har aldrig brugt det ord på min blog tidligere, så du skal vide, at det er ikke noget, jeg bare siger om alt. Sæson 1 er god, men omkring halvvejs igennem sæson 2 stiger kvaliteten til nye højder. Sæson 3 er ligeledes fantastisk, og selvom at sæson 4 har nogle kvaster hist og her, så er den stadig bedre end en masse andet tv. Men som kronen på det hele kommer sæson 5, et skønt mesterværk som tager en stor chance, ikke mange ville have taget, og beviser, at den kan klare et konceptskift så sent inde i serien. Jeg vil ikke afsløre, hvad der sker, men sæson 5 ændrer hele seriens præmis, samtidigt med at den beholder de tidligere sæsonners arv, stemning og charme.
Men nu har jeg berørt karaktererne ganske kort, så lad mig lige komme nærmere ind på dem. Ud af de godt ti hovedpersoner serien nåede at have, var der kun en, jeg ikke elskede, og vedkommende var et offer for de største af sæson fires nævnte knaster. Og selv da kom jeg faktisk til at kunne lide karakteren på lang sigt. Hver og en af seriens mange centrale individer går igennem en eller anden forandring i løbet af den, og de har hver sin charme, sin specifikke måde at tale på og sin talentfulde skuespiller. Taledelen kunne måske forventes med Joss Whedon ved roret, men det betyder ikke, at serien ikke fortjener ros for det. Halvdelen af hovedpersonerne er oprindeligt fra Buffy, hvor nogle havde større roller end andre, og alle disse går igennem større ændringer her på spin off stræde. Samtidigt supplerer de nye karakterer, hvad der mangler, og en mørkere, mere proffesionel og ærligttalt dygtigere Scooby Bande bliver til. Af gamle karakterer er nævnefærdigt Wesley, der sammen med Cordelia og Angel selv går igennem store forandringer. Specifikt Angel føler jeg, at jeg behøver at omtale lidt, da han trods alt er hovedpersonen og derfor en smule vigtig (undskyld Wesley, men jeg ville bare komme til at spoile alt det gode). Angel er for det første hundredegange bedre på sin egen serie, end han var på Buffy. Jeg kunne egentligt godt lide ham i Buffy, når han sammen med andre personer end Buffy selv, og jeg tror lidt, det var problemet med ham.

Der er mange sider til Angel, men på Buffy blev hans "åhhhh... mørke og smerte..." den dominerende side, og hvis man kun ser den, vil man gå glip af meget af karakterens essens. Som sammenligning ville det være ligesom, hvis man kun så Zuko i de første få afsnit af Avatar og kun fik hans "ære!"-side. Eller hvis man kun ser på Gollum og ikke Smeagol.


Spoiler alert... han er ikke en særligt
god sanger
Eller Jaime i AOSIAF (Game of Thrones for de bogløse bønder), før man finder ud af meget spoilertunge ting. Men når man først har set Angel synge karaoke en gang på Lornes bar eller har set ham løbe muntert rundt som en glad hundehvalp i Pylea, så stopper man med blot at se den mørke, dystre side, der blev vist på Buffy. Han har mange positive sider begravet undet det ydre lag af Batman, man skal bare være lidt tålmodig.

Samtidigt er serien fyldt med dejlig fantasy og er ikke bange for at bevæge sig ud i noget af det. Dæmoner, tjek. Vampyrer, tjek. Varulve, tjek. Troldmænd, tjek. Masser af sværd, økser og armbrøster, tjek, tjek, tjek. Til min store overraskelse og nu ikke jeres tager serien endda en lille, kort ferie, hvor den går fuldt ud high fantasy ved at sende Team Angel til dette sted...
Jeg er bange for, at jeg allerede har spoilet for meget, så I får ikke yderligere kontekst til ovenstående billede. Nå men indlægget af bloggen... jeg mener læggen af inddækket... øhhhh... længden af blogindlægget fortæller mig, at jeg skal til at afslutte, og nu da jeg allerede har sagt fænomenalt en gang i dette indlæg, så kan jeg lige så godt ende lidt anderledes, end jeg plejer:

Grunde til at se Angel


  1. Original, mørk urban fantasy med dæmoner, magi, sværdkampe og hele molevitten
  2. Dybe metaforer for det voksne liv, som jeg burde have nævnt tidligere i indlægget, i modsætning til Buffys metaforer om at vokse op
  3. Fantastiske karakterer med dybde, udvikling og flere sider
  4. God brug af humor på de rette tidspunkter
  5. Serien har en helt fantastisk, om end ikke nødvendigvis glad slutning
  6. Den er ikke bange for at tage chancer, som ofte betaler sig (med undtagelse for et par ting i sæson 4)
  7. Lorne. Ser du serien, finder ud af, hvad jeg mener.
  8. Du kommer til at have titelmelodien på hjernen for resten af livet, og den har violiner
Tja... det var vist det. Nu er mit arbejde her gjort. Eller vent lige:
"Well... personally I kind of want to slay the dragon. Now, let's get to work!"