onsdag den 4. januar 2017

Dværge #39 Nyt på flere fronter

#39 Nyt på flere fronter

6. Baigh 1076AA i Mizil, Zrulf
Faros kastede et stjålent blik på Tugys begejstrede og afventende ansigtsudtryk, da de red over den sidste bakkekam, og Mizil kom til syne. Hun ville aldrig i sit liv indrømme det, men Faros vidste, at den lille skarnsunge havde glædet sig til denne tur. Mizil lå i hjertet af Zrulf og var måske blot en stor mineby på ydersiden, men byen huserede samtidigt den største samling af olddværge på overfladen. Byen fungerede som deres port til resten af dværgenes land, og dybt nede i Mizil skulle indgangene til olddværgenes tunneler og underjordiske byer være. Faros smilede ved tanken, noget han skjulte ved samtidigt at klø sit røde skæg. Han ønskede ikke at fjerne den eventyrlyst og forventning, Tugy som så mange andre unge dværge havde ved sit første besøg i byen, men sagen var nu engang den, at olddværgene i Mizil ikke bare vandrede rundt på gaderne for at holde folket underholdt. Nej, Faros havde været i Mizil massevis af gange, og det tidspunkt, han havde været tættest på en olddværg, havde været tilbage Pan, da Marintra havde udspioneret Bageren, Den Ensomme Skygge og en eller anden professor fra dybet, samme dag som Bruntop blev taget til fange. Det var ikke ligefrem et minde, Faros værdigede over alle andre. Han kastede et hurtigt blik mere på Tugy, som nu stirrede spændt på den store mineby, der spredte sig foran dem. Det var nok bedst, han ikke lige nævnte den sag for hende lige med det samme. ”Jeg antager, du ikke har været i Mizil før” sagde den hundrede-og-elleveårige kriger ”hvor var det nu, du sagde, at du kom fra? Rundt omkring? Altså ikke Mizil”. ”Ikke Mizil” svarede Tugy uden at give ham mere.

De mødtes med Dolun, Faros' mangeårige, trofaste spion på et lille hjørne af markedspladsen. Den unge, brunskæggede dværg hilste straks på sin chef med et ”godt at se dig, mand”. Så fik han øje på Tugy og tilføjede ”jeg vidste ik', du havde en lærling?”. ”Praktikant” svarede Tugy ham igen med et ryst på hovedet ”eller det har jeg da fået at vide. Jeg ved stadig ik', hvad det betyder”. ”Det betyder, at du skal holde vagt” instruerede Faros hende ”hvis nogen kigger lidt for meget på os eller ser ud til at være på vej herhen ad, så siger du lige til”. ”Fint, fint” nikkede pigen, gik et par skridt væk og gav sig til at fløjte. Dolun kiggede efter hende nogle få sekunder med svag genkendelse i ansigtet. ”Havde du også hende sidste gang, jeg så dig?” mumlede han overvejende ”jeg kan ikke huske det, mand, men hun virker bare bekendt”. ”Nej, overhovedet ikke” svarede Faros hurtigt, da han ikke ønskede at komme ind på sagen om den stjålne pung. Han fandt så en lap papir frem fra sin taske og rakte den til Dolun. ”Det var, hvad Gjortnals spion i Braldirborg havde på sig. Det er instruktioner til hans folk. De kom for at lede efter Arolnar, men ganske belejlig havde deres leder en arrestordre fra Mugball, og et anonymt tip fik bygarden til at låse dem inde. De kommer ikke ud lige foreløbigt”. Dolun læste hurtigt sedlen igennem, imens han nikkede tydeligvis ganske stolt over, hvad han havde gjort. ”Jeg sa' jo, det var råt, mand” sagde han og rakte sedlen tilbage til Faros ”og jeg bad dig ik' om at komme til byen for ing'ting. Hvad jeg har fund't... ik' den slags man bare sender. For vigtigt”. Med et nyt smil stak han venstre hånd ind under sin frakke og fremdrog en læderindbunden journal. På omslaget var der skrevet initialerne: T.B. Jorak. ”Jorak?” læste Faros. Navnet sagde ham et eller andet, men han vidste ikke lige hvad. ”Hvis er dette?” spurgte han, og Dolun trak på skuldrene. ”Jeg ved det en'ligt ik'” svarede han ”kun at denne person kontaktede mig for hjælp og beskyttelse mod et eller and't... men jeg fik beskeden for sent og modtog så denne... Hvem end Jorak er, så vid'st personen lidt om vor forsvundne prins. Det er råt, mand”. Faros bar over med sin spions sprogbrug og åbnede bogen. Det var en blanding noter, hvis forfatter lod til at have fulgt Prins Gjortnals handlinger og rejse, siden han forsvandt for flere måneder siden. Ifølge disse havde prinsen først tilbragt en måned i Mzorg ironisk nok, før han var taget til Mizil. Her havde han kontaktet en eller anden, hvis identitet lod til at være et mysterium for denne T.B. Jorak. Faros stoppede pludseligt op på en side, hvor han genkendte et navn. Det lod til at være et afskrift af et brev fra den mystiske ukendte til prinsen:

Nu har jeg gjort, som du ønskede, og sat dig i forbindelse med de rigtige folk, så du kan gøre med din fætter, som du ønsker. Til gengæld forventer jeg, at du opretholder din del af aftalen, min fine ven. Bring mig din gamle makker, denne Bager, som har stået bag den mikstur, du har bragt mig. Jeg ønsker at møde geniet, som har kunnet skabe en perfekt opskrift, noget jeg selv forsøgte og fejlede i gennem et utal af år, før jeg endelig gav op. Bring mig dette geni, prins, for hans viden og intelligens kan enten blive til vores fordel eller vores endeligt. Hvis du mislykkedes i dette, ser jeg ikke længere nogen grund til at fortsætte samarbejdet. Du er nu advaret. Gwora.

”Ser man det” mumlede Faros, da han læste navnet på den person, Bageren havde forsøgt at lokke frem, og som ifølge Arolnar ville dræbe ham, hvis hun kunne. Det så ud til, hun til gengæld ikke havde nogen anelse om, hvem han var. Eller også kendte hun bare ikke til hans selvvalgte titel: Bageren, og Gjortnal havde ikke givet hende det rigtige navn? Eller også havde prinsen aldrig vidst, hvad det var? En ting var dog sikkert. Prins Gjortnal havde fået hjælp fra denne Gwora til at kontakte snigmordere, så han kunne få ram på sin fætter. Om det var den samme snigmorder, som allerede havde forsøgt sig, var dog ikke til at sige, men det var noget at gå efter.

7. Baigh 1076AA i Braldirborg en sen aften
”Jeg siger ikke, at det er uretfærdigt” vrissede den unge ashas dreng kendt som Snothvalp og sparkede til en sten på vejen, som landede et par meter længere fremme, hvorefter han sparkede til den igen. ”Forstået” svarede Skruml neutralt, den unge troldepige, som vandrede af sted ved siden sin ven. ”Ikke uretfærdigt”. ”Præcis” svarede Snothvalp og sparkede til stenen for hundrede og syttende gang, hvorefter han stoppede op og vendte sig mod trolden. ”Det er ikke uretfærdigt, at hun får lov til at tage til Mizil, og at hun får lov til at tage med chefen, når han skal på en eller anden forretningsrejse. Det er da overhovedet ikke uretfærdigt... især ikke når han jo stoler så meget på hende. Og hvad gjorde hun for at vinde den tillid. Hun stjal fra ham”. Hans stemme var tung med vrede, kunne Skruml høre, men ikke misundelse. Der var noget andet bag dette udbrud. ”Hvad vil du alligevel til Mizil for, Snothvalp?” spurgte hun forsigtigt, men fortrød øjeblikkeligt sit ordvalg. ”Lad så være med at kalde mig det!” råbte han i vrede og skræmte ved samme lejlighed en hjemløs, som sprang på benene og styrtede væk. ”Undskyld” sagde Skruml straks og helhjertet ”det er jeg ked af... det er bare det, at du aldrig har givet nogen af os... ikke engang Irram, dit rigtige navn”. Ashas drengen tidligere kendt som Snothvalp kiggede først fortrydningsfuldt på Skruml i flere sekunder, men pludseligt spærrede han så øjnene helt op i rædsel. ”Løb!” råbte han og vendte sig om på stedet, før troldepigen kunne nå at forstå, hvad der foregik. ”Det er ham!”. Skruml blev pludseligt kastet i vejret af en kraft uden form, imens hun sparkede, slog og bed i alle retninger helt forgæves. Kraften, der løftede hende, var en besværgelse, og ud af mørket kunne hun nu ane omridset af en fremmed skikkelse. Det måtte være en dværg, og vedkommende så ud til at være klædt i en blå kåbe. Det var ham, som havde skræmt den hjemløse og ikke råbet. ”Hjælp!” skreg Skruml og kiggede efter ashas drengen, som næsten var ude af syne. ”Quedas aquí, mozo” sagde dværgen i kåben og pegede sin finger mod knægten, som frøs på stedet. Et smil bredte sig over dværgens læber, han havde kun et kort, sort skæg. ”Muy bueno”. Han vendte sig så mod Skruml, og hun kunne se, at hans hænder rystede af spænding. ”Chica hábil” hviskede han til hende og lagde så hånden på troldens kind og aede hende. Skruml kæmpede alt, hvad hun kunne for at gøre modstand, slå ham, sparke, bide, flygte, bare et eller andet, men besværgelsen holdt hende stadig frosset ude af stand til at bevæge sig. Med tårer i øjnene kastede hun desperat blikket rundt efter et tegn på hjælp fra hvem som helst. Men der var kun hende og Den Angloriske Ambassadør. Hun følte pludseligt det løbe koldt ned ad ryggen. Snothvalp var forsvundet! ”Hvad har du gjort?” spurgte hun magikeren med sammenbidte tænder i en blanding af vrede og frygt. Dværgen kiggede forvirret på hende i nogle sekunder, men vendte sig så om og opdagede til sin overraskelse, at ashas drengen var væk. Slavehandleren mumlede et bandeord på det fremmede sprog og skyndte sig så af sted, imens besværgelsen løftede Skruml lige bag ved ham. ”Snothvalp!” skreg hun en sidste gang, før magien også gjorde hende stum. Langt derfra hørte ashas drengen råbet, men han fortsatte blot med at løbe.

8. Baigh den næste morgen på Smedens Datter
Tugy gabte højlydt, da hun trådte ind på kroen. De havde ikke sovet særligt længe den nat, da Faros havde ønsket at komme hurtigt tilbage med de vigtige nyheder. Der sad kun nogle få af deres stamgæster og fik morgenmad, da de to ”forretningsrejsende” kom ind, og i baren var Monolo og Tsyseria. ”Godt, I er tilbage” hilste Monolo hurtigt ved synet af Faros ”jeg har modtaget et rimeligt vigtigt brev”. ”Så er jeg ikke den eneste med nyt” svarede Faros ”skal vi ikke se at komme nedenunder?”. Dosnen nikkede og skulle til at træde hen til kælderdøren, da Tugy løb hen til dem. Hendes ansigtsudtryk var bekymret, og hun spurgte straks ”hvor er Skruml? Og Snothvalp?”. ”De er ikke mødt op endnu” svarede Monolo, men tilføjede så for at berolige hende ”de kommer sikkert bare lidt for sent”. Dværgpigen så ikke helt tilfreds ud med det svar, men hun spurgte ikke yderligere ind til. ”Du må også hellere se at komme hjem i seng” gabte Faros ”bare tag formiddagen fri. Det har du fortjent”. Tugys træk blev hurtigt mistænksomme, men endnu et gab fra hendes side erstattede tvivlen med træthed. ”Jeg skal nok føre dig hjem” tilbød Tsyseria og gik hen til pigen ”jeg har allerede hørt, hvad Monolo havde at sige”. Tugy smilede enigt og fulgtes så med elveren ud derfra. Havde det været en hvilken som helst anden, der havde tilbudt det, ville Tugy nok have brokket sig på trods af Irrams regler om, at de ikke måtte færdes alene. ”Kroen kan nok klare sig selv et par minutter” sagde Monolo og vinkede så til en af stamkunderne, som sad og læste i det nyeste eksemplar af Braldirs Folk, for at vise, at de ikke skulle brænde alt ned, imens han var væk.


Faros fremlagde straks sine opdagelser i korte træk for Marintra, Trak, Za-Sien, Manwe, Bruntop og Monolo. Smerten blev som sædvanligt tydelig i alkymistens øjne, da Arolnar blev nævnt, men den gik hurtigt over igen. ”Prins Gjorte Naller er altså en mulig mus” konkluderede Marintra, og Faros vrikkede på næsen for at vise sin enighed. Så vendte han sig mod deres dosne for at give ham ordet. ”Interessant” kommenterede Monolo hurtigt ”men det, jeg har fundet ud af, er lidt mere konkret og påtrængende”. Han samlede en læderkonvolut op og rakte den til Faros. ”Det er et brev fra Regin” forklarede han ”han er løbet ind i nogle problemer... en mindre krise i Platnir”. ”Ikke for noget” sagde Trak nysgerrigt ”men hvorfor skulle Regin skrive til dig og ikke Faros?”. ”Faktisk skrev han til os begge” svarede dosnen ”men hvorfor han valgte også at skrive til mig... tja, han huskede nok en myte, jeg plejede at finde ganske interessant. Jeg rejste engang helt til Dragefjeldet for at følge den og endte ved samme lejlighed med at blive involveret ved Stenhal”. Det smertefulde udtryk vendte med ét tilbage til Bruntops ansigt nu ti gange så slemt. Han vaklede baglæns og tog plads på en stol. ”Ikke ham” hviskede alkymisten til sig selv og sendte et skarpt blik mod Manwe, der gjorde elveren bleg af forståelse. ”Ikke ham. Det forkerte blod i årerne. Ikke ham”. Manwe vendte blikket skræmt væk fra Bruntop og kiggede i stedet på Faros med en følelse af at afvente en dom, han allerede vidste ville falde. ”Ja” sagde Faros tungt, nikkede til elveren og pakkede brevet væk, som han var færdig med at læse. ”Det ser ud til, at Den Ensomme Skygge er tilbage”.

Første Afsnit       Forrige Afsnit                                                                                      Næste Afsnit