søndag den 15. januar 2017

Fortællinger fra Mortlan #12 Den Første Djinn

#12 Den Første Djinn

”Da Fordums Krigen endte var der en af racerne, som følte sig nervøs og var i en ganske usikker position. Det var djinnerne, som ganske vist var blevet skænket utrolige kræfter, men som også følte sig på usikker grund. I krigen havde djinnerne først støttet Volkia, som senere havde allieret sig med Amalosh og opgivet sit krav på tronen. Hendes tjenere var sikre nok, da hun var en gud, men djinnerne havde ikke svoret troskab til nogen anden end deres herre, Litungul, den første djinn. Litungul ønskede så at sikre sit folks skæbne uden at opgive deres frihed, og han var langt mere snedig end sine fæller. Han inviterede de mest magtfulde af guderne på besøg på sit palads i hvad, der senere ville blive Fyrk, og lovpriste dem og skænkede dem massevis af gaver. Flere af guderne blev meget smigret af dette, og mange af dem følte sig også forlegne, da de ingen gave havde til Litungul. Litungul sagde flere gange, at det betød skam ingenting, men til sidst besluttede en noget påvirket Volkia, der muligvis led af dårlig samvittighed, sig for, at djinnerne simpelthen måtte belønnes for deres gæstfrihed og deres villighed til at ofre. Guderne blev enige om at skænke djinnerne den største gave af dem alle. Sand frihed. Guderne fik det gjort sådan, at en djinn altid ville opnå sin frihed, når den blev lovet den, og selv ikke guderne ville kunne gøre noget ved det. Det var djinnernes gave.”

”Og når året går på hæld i slutningen af Qos, begynder foråret straks efter som starten på det nye. Det er en genfødsel i naturen, hvor mange vidundere både magiske og ikke-magiske kan findes”

Fortæller: Tash Rizzian

Periode: Baigh 1070AA
Placering: Pereturs Bjerge i Set

Som aftalt blev vi sat af i Sandhul, hvor jeg betalte Kaptajn Msamaki de femten guldmønter. Jeg havde et øjebliks skyldfølelse over, at hans besætning var blevet angrebet på grund af mig, og Azmel kaldte mig idiotisk for at tænke sådan. ”Ingen af dem døde” sagde han ”og havde ikke det ikke været for os, ville det ikke være sådan. Msamaki den idiot ville have bragt dem i problemer før eller senere”. Så vi drog videre fra byen med det åh så charmerende navn og satte kursen mod bjergene, der kunne ses på horisonten mod syd. Så snart vi var nået ud af byen, fortalte Azmer mig, hvad han havde lært fra det medlem af Litunguls Broderskab, som det var lykkedes ham at tage til fange, og som nu sad og rådnede op i en fængselscelle i Sandhul sammen med den tilfangetagne djinn. ”Han ledte efter mig” erindrede jeg mig hans hastige ord. Min vejleder havde valgt at fortælle mig netop det og kun det på daværende tidspunktet, da han åbenbart ikke stolede på Msamaki eller hans besætning. ”Ja” svarede Azmer med sin dybe stemme ”de vidste, du var på vej. Han kendte både dit navn, din destination, og hvor du kommer fra. Ifølge ham ønskede de kun at tage dig til fange”. ”Det beroliger mig ikke ligefrem” svarede jeg, imens jeg overvejede, hvad jeg turde spørge Azmer om, og hvor jeg meget jeg egentligt stolede på min vejleder. Indtil videre havde han vist sig yderst pålidelig, og det faktum, at han ikke talte meget, gjorde ham ikke ligefrem til en værre hemmelighedsvogter. ”Den, der ikke taler, afslører intet” plejede min kone at sige. Hun var også fra Itrildar, og en fjerdedel af hvad, hun sagde, kunne opfattes som gåder. Jeg valgte at tage chancen med min vejleder. ”Sagde han ellers noget?” spurgte jeg, og Azmer rystede lydløst på hovedet. ”Hvad ved du så ellers om dette Litunguls Broderskab?” spurgte jeg så. Azmer sendte mig et altsigende blik og hævede sit ene øjenbryn. ”Hvorfor siger du mig ikke, hvad du allerede ved eller har gættet dig til, troldmand” sagde han ”og så kan jeg udfylde hullerne”. Min vejleder var langt fra dum, det havde jeg hurtigt lært, men dette spørgsmål fik mig til at genoverveje, helt præcist hvor intelligent et sind, der skjulte sig i hans hoved. ”Nuvel så” svarede jeg og gik i gang med at fremføre mine kvalificerede gæt. ”Jeg har ikke ligefrem hørt om denne gruppe før” fortalte jeg ham ”ikke under dette navn i hvert fald, men de er næppe den første af slagsen. De ambitiøse, videns søgende eller eventyrlystne har altid slået sig sammen i broderskaber, ordener og andre typer af grupper. Magiens Vogtere blev naturligvis starter på præcis den samme måde. Men nogle grupper er fanatikere, ekstremister, jeg er selv stødt på Gulkapperne adskillige gange, og jeg kan sagtens forestille mig Litungul som værende interessepunktet i en af disse. Selv blandt mine elever har bestemte individer nærmest tilbedt legenden om ham. Den første djinn. Svindleren som snød guderne. Den mægtigste skabning af ildens og luftens elementer som nogensinde har eksisteret. Historier har magt og ofte en alt for stor indflydelse på de utålmodige og ambitiøse. Og en historie om en illusionist med magten til at snyde selve guderne ved hjælp af sine falske gaver… den kan være ret inspirerende. Eller det har jeg i hvert fald hørt”. Azmer viste ingen åbenlyse på at have nogen som helst holdning til, hvad der blev sagt, men fra tid til anden glimtede hans øjne tankefuldt, når jeg talte. ”Du har for alvor ret i to ting, troldmand” sagde han så, da jeg var færdig med at fremlægge min hypotese. ”Legender kan gøre en utålmodig mand til noget ugenkendeligt for alle omkring sig, og disse folk er i sandhed fanatikere. Jeg er stødt på dem en gang eller to i fortiden, og jeg har hørt lidt om deres mission, som de kalder den. De mener selv at være blevet udvalgt til at finde Litungul og bringe ham frem i lyset igen, for han vil lede dem til hæder, ære og storhed”. Azmer stirrede længe frem for sig i stilhed, før han igen lod til at genvinde talens brug. ”De er magtfulde, rige og har sandsynligvis adskillige indflydelsesrige medlemmer og sponsorer. Men de er samtidigt unge, dumme og uforsigtige. De ønsker, at verden skal blive deres her og nu, og ingen vil de lade stå i vejen for deres opstigning til magtens tinde. Vi ville gøre os klogt i at undgå dem om muligt”. Jeg overvejede kort, hvad han havde sagt, og tænkte igennem, hvad jeg burde gøre, når jeg endelig nåede frem til bjergene. ”Vi får se” sagde jeg uforpligtende ”hvis de kendte mit navn og vidste, at jeg var på vej, så er jeg bange for, de er blandet ind i de samme affærer, som har ført mig her til landet. Det kan meget vel være, de har fanget eller måske endda dræbt den person, jeg søger”. Azmer nikkede langsomt for at vise, at han forstod. ”Så længe vi ikke laver et frontalt angreb på dem, så er det fint med mig. Hverken min klinge eller jeg har noget imod at bekæmpe de dumme og de uforsigtige, hvis bare vi overlever, men husk blot, at man ikke bekæmper ild med ild i sådan en situation. En smule list og snedighed kan række langt mod den slags. Hvem er det, du håber at møde ved bjergene?”. ”Min game læremester og ven” svarede jeg ham ”en gobling ved navn Zok-Java-Qul”. Azmer nikkede en enkelt gang og gik så tilbage til sit sædvanlige, tavse jeg.

Efter yderligere en dags vandring i ørkenen, blev enden på Det Tørre Hav også synlig for mig. Det var nu elleve dage siden, jeg havde forladt Trinolas, og jeg havde rejst med Azmer i ni. Tiende dagen på vor fælles vandringstur oprandt, og vi nåede enden på ørkenen. Her blev landskabet mere frodigt. Buske og træer dukkede op alle vegne, og fjerne flokke af fremmede dyr travede rundt og græssede. Mod syd, øst og vest var vi nu omgivet af bjerge og klipper, som omkransede dette livsfyldt land. Jeg nød denne forandring i naturen meget, da jeg efter ti dage omringet af sand mente at have fået mere end nok ørken for en livstid. Azmer ledte mig til en kilde, han kendte, hvor vi stoppede op for at fylde vor drikkeskind, da et horn pludselig sang i det fjerne. Efter et tegn fra Azmer kastede jeg mig til jorden, og vi skjulte os hurtigt bag en busk. Helt stille hviskede jeg til ham ”hvem bor her på egnen?”. ”Der er ingen større byer” svarede min vejleder dybt, men næsten lydløst ”kun et par landsbyer og nogle spredte gårde samt en mine eller tre længere sydpå”. Azmer blev med ét stille, da fodtrin hørtes i nærheden. Der var først et enkelt sæt, der kom nærmere, og så flere andre længere borte. Jeg forsøgte at side så stille som om overhovedet muligt bag busken, men i forhold til den mørke vandringsmand rystede jeg som en kylling, der netop havde fået øje på en flok sultne eventyrere. I mellemtiden nåede det første sæt fodtrin nærmere og nærmere, indtil en lille, mørk skikkelse med et rundt skjold spændt fast på ryggen dumpede ned i kilden, hostende og prustende. Det var en mørkhudet, panisk dværg klædt i hvide, beskidte pjalter. Han var smurt ind i græsstumper, og der sad mange lange pigge ud af både hans skjold og højre arm. Netop som han nåede hen til kilden, ramte hans sabel ind i en sten, og han faldt pladask på hovedet. Kæmpende desperat efter luft rullede og drejede dværgen sig, men han kom blot til at hægte sig fast i en tornebusk. Azmer mumlede et eller andet på settisk, og for første gang lod han til at miste sin sædvanlige ro, da de andre fodtrin kom nærmere i jagt på dværgen. ”De kan høre ham” hvæsede min vejleder dybt og trak en kniv fra sit bælte. Før jeg kunne nå at reagere, var han henne ved den nyankomne med kniven trukket. Dværgen forsøgte at flygte ved synet af Azmer, men sad fortsat fast i busken. ”Lig stille, dværg” hvæsede den mørke vandringsmand og tog dværgen i et jerngreb ”denne kniv kan få dig til at tie på to måder. Du vil foretrække den første mulighed, jeg har i tankerne”. Dværgen sank en klump og holdt så straks op med at kæmpe imod, imens Azmer gav sig til at skære ham fri fra busken. Det var lige i tide, for da den fremmede og min vejleder få sekunder lå på hver sin side af mig bag busken, var de andre fodtrin nået helt nær. De standsede dog ikke og bevægede sig langsomt længere og længere væk, indtil de ikke kunne høres mere.

Vi lå der bag busken i godt og vel en time, før nogen af os rørte på sig. Imens vi befandt os der på jorden, brugte jeg noget af tiden på at kigge nærmere på den fremmede dværg. Under masken af mudder og græs havde han et yderst imponerende overskæg formet som en halvmåne, der strakte sig fra den ene side af hans hage, op under næsen og til den anden side af hagen. Som en krone på dette var hans kæmpestore, flade tud. Da det efter nogen tid var ved at blive mørkt, rørte Azmer endelig på sig. Han rejste sig langsomt og spejdede ud til alle sider efter tegn på trusler, hvorefter han vinkede til os, og vi andre kom på benene. ”Troldmand” sagde Azmer med sin sædvanlige dybe stemme ”du er min arbejdsgiver. Hvad kunne du tænke dig at gøre med vores nye ven?”. Dværgens blik blev med ét nervøst, og han rettede det desperat og panisk mod mig. ”Jeg har ikke gjort jer noget!” udbrød han og faldt på knæ foran mig ”bare lad mig gå. Jeg vil ikke fortælle nogen om jer, det lover jeg”. Jeg kiggede overvejende på dværgen i flere sekunder og spurgte så ”hvad er dit navn, og hvem flygtede du fra? Og hvorfor?”. ”Jeg” svarede dværgen først tøvende, men accelererede efter et blik fra Azmer ”jeg er Didrik-Dolgo, men alle kalder mig bare for Didgo, så det kan I også bare”. ”Eller måske ikke. Hvis I ikke gider gøre det, er det helt fint” tilføjede han nervøst med et falsk smil efter endnu et småirriteret blik fra Azmer. ”Jeg er eller rettere sagt var en karavanevagt indtil for en uge siden, hvor denne hersens magiker får mig arresteret for noget, jeg ikke var skyldig i... ikke helt skyldig i hvert… altså det var ikke min ide… pointen er, at denne magiker fik sine folk til at spærre mig inde, og der har jeg siddet indtil i morges, hvor jeg løb væk”. ”Beskriv magikeren” afbrød jeg ham, da en pludselig mistanke ramte mig ”og hans folk. Hvem er de?”. ”Selvfølgelig” svarede Didgo med et selvtilfreds smil ”magikeren var et menneske, tror jeg nok, men det er svært at sige… han havde en mærkelig fornemmelse over sig, og hans øjne brændte li’som… ikke som i udtrykket, men som i at de rent faktisk brændte som små flammer. Jeg hørte kun hans navn en enkelt gang… det var vist Abd Al-Ma-et-eller-andet”. ”Abd Al-Makr” rettede Azmer ham pludseligt med et alvorligt blik, og Didgo lyste op i genkendelse. ”Ja, ja” sagde det han og knipsede med fingrene ”der var det”. Jeg rynkede uforstående panden og sendte min vejleder et spørgende blik. ”Abd Al-Makr” svarede han ”øverste præsten og lederen af Litunguls Broderskab. Frontfiguren i hvert fald. Han gør det beskidte arbejde, så de vigtige folk slipper for det”. Jeg nikkede forstående og vendte mig så mod dværgen igen. ”Hvor mange folk vil du gætte på, at han har med sig?” spurgte jeg. Didgo talte hurtigt på fingrene, før han svarede ”mindst hundrede mand ved hulen, hvor jeg blev spærret inde. De har en større lejr sat op i området. Jeg tror også, de har nogle få folk placeret i et par af landsbyerne som spejdere, men jeg kan ikke være sikker”.

Da Didgo blev færdig med at fortælle, vendte jeg blikket mod syd, hvor denne hule skulle være. Jeg overvejede mit næste træk i mange minutter, hvori den eneste lyd var Didgos nervøse rysten og et enkelt forgæves forsøg fra hans side på at starte en samtale med Azmer. Mine informationer havde kun fortalt mig, at Zok-Jawa-Qul skulle været taget her til bjergene for mange måneder siden. Om han stadig var her, eller om han var taget videre, vidste jeg ikke, men hvis han ikke længere var på egnen, kunne der måske være spor efter ham. Og så var der djinnen, som havde angrebet os på vejen til Sandhul. Han havde ledt efter mig. Litunguls Broderskab ledte mig, og nu havde de slået lejr i et område, som Zok skulle have befundet sig i inden for det sidste halve år. Og desuden kunne jeg ikke lide Didgos beskrivelse af denne Abd Al-Makr. Ikke så meget fordi han uden tvivl var en djinn, men mere fordi han var en djinn… jeg kan fornemme, at en uddybelse kan være en smule nødvendig. Zok-Jawa-Qul var blevet forvist fra Magiens Vogtere for at smugle en frossen kriger ind, en elementar-hybrid af vand og kulde. Han havde studeret dem i mange år, det vidst jeg fra hans journal, og ikke blot som en hobby. Han ønskede at gøre et eller andet stort. Nu var Litunguls Broderskab, en gruppe af djinn tilbedere ledt af en djinn, blevet blandet ind i sagen. Flere elementar-hybrider. Jeg er normalt ikke typen, som springer hurtigt frem til forhastede konklusioner, men jeg skulle mene, at du kan se min pointe. Det kunne umuligt være et tilfælde.

”Didgo” sagde jeg lidt efter, da jeg endelig havde taget en beslutning ”vil du mene, at du kan huske præcist, hvor denne hule ligger?”. Han begyndte straks at nikke ivrigt. ”Sagtens, sagtens. Det bliver ikke et problem at undgå den”. Han smilede så muntert, at jeg næsten fik ondt af ham. ”Godt” sagde jeg ”så kan du føre os derhen”. Dværgen gik straks fra munter til panisk. ”Hvad!” udbrød han råbende, men sænkede så stemmen og kastede et nervøst blik omkring sig, hvorefter han gav sig til at hvæse ad mig. ”Hvorfor dog det? Hvilken grund kunne nogensinde gøre noget så dumt til en overvejelse?”. Jeg trak på skuldrene og spurgte så med al min høflighed ”hvis du ikke har lyst til at tage tilbage dertil, er det også fint, men jeg ville sætte pris på, at du fortalte os, hvor hulen lå. Så kan vi tage derhen, og du kan gå hvorhen, du vil”. Azmer stirrede betænksomt på mig. Han lod til at forstå min taktik, men sagde ikke noget. ”Så I efterlader mig bare her?” spurgte Didgo mindst så skræmt som før. ”Det ser ud til at blive nødvendigt, er jeg bange for, når vi nu engang har forskellige rejsemål. Du vil væk fra hulen, og vi vil derhen. Du skal have held og lykke i fremtiden, men jeg ville virkeligt værdsætte det, hvis du kunne sende os afsted i den korrekte retning”. Didgo stirrede længe på mig med en urolig, dyb vejrtrækning og skævede så overvejende til Azmer og især khopeshen på hans ryg, som om han tænkte på, hvor nyttig den kunne vise sig at være. ”Så fint da” mumlede han til sidst og bed sig i underlæben ”jeg skal nok vise jer den forbandede hule… men lad os nu komme af sted. Vi har ventet alt for længe her… jeg kommer sikkert til at fortryde det her”.

Så drog vi altså videre igen nu anført af en fremmed dværg, der højst sandsynligvis var en forbryder. Han førte os i store buer uden om alle gårdene og de mindre landsbyer, og Didgo viste sig at have en stor viden om området. Bedre end Azmer lod det endda til, og jeg havde lidt på fornemmelsen, at dette generede min vejleder, selvom han ikke sagde noget. Vi løb heller ikke ind i en eneste patrulje fra Litunguls Broderskab, selvom vi så nogle enkelte på lang afstand, og dette skal Didgo nok have æren for. Han virker måske ikke som den skarpeste ved første øjekast, og det er han egentligt heller ikke, men at undgå at blive set det er han faktisk ret god til. Bare så længe han ikke snubler i en kilde og hænger fast i en tornehæk.


Vi nåede uden problemer ind mellem bjergene, hvor mange snoede stier og huler dannede en labyrint af sten og klippe, og inden længe var vi nær Litunguls Broderskabs lejr. Røg snoede sig til vejrs fra den anden side af nogle høje klipper, og Didgo søgte ly bag nogle kampesten. ”Hovedpasset fører lidt længere fremme ind til lejren” hviskede han til os ”men jeg kender en bedre vej, hvor vi ikke bliver opdaget…”. Han tav pludseligt, da lyden af fodtrin blev hørt fra det sted længere fremme i passet, dværgen netop havde nævnt. Azmer kiggede hurtigt over kampestenen og trak straks hovedet til sig igen. ”Tyve-femogtyve folk” informerede han alvorligt ”på vej mod os”. Han sendte Didgo et skeptisk blik, og dværgen svarede det ved at se fornærmet ud. ”Jeg har ikke gjort noget” hviskede han ”det var jer, som ønskede at komme herhen. Ikke mig”. Jeg løftede en finger til mine læber for at få dem til at være stille, da jeg havde opdaget en anden lyd. Flere fodtrin bevægede sig imod os fra den anden ende af passet. Mindst lige så mange. ”Vi er fanget” hviskede jeg til de andre. ”Ikke nødvendigvis” svarede Didgo og bed sig i underlæben. ”Vi er nær den anden vej, jeg talte om. Hvis vi er hurtige, kan vi…”. ”Så lad os skynde os” svarede jeg ham straks, og Azmer nikkede bifaldende. Uset og så lydløst som muligt skyndte vi os videre fra kampesten til kampesten, imens vi bevægede os nærmere et af bjergene. Det tog os ikke længe, og Didgo smilede henrykt, da vi nåede den smalle sprække i klippen, han havde søgt. Han pressede sig hurtigt selv igennem, og jeg fulgte efter uden tøven. Vi befandt os nu i en meget smal passage, den kunne ikke være mere end en halv meter bred. ”Fører den til lejren?” spurgte Azmer, da han havde presset sig gennem sprækken, og Didgo nikkede. ”Vi er dog meget nær nu” hviskede han tilbage ”så I må gerne undlade at larme”. Azmer rullede med øjnene og sukkede uden lyd, men dværgen var allerede på vej videre. Det tog os godt og vel fem minutter at presse os igennem passagen, som konstant krummede og snoede sig, og til sidst blev den bredere og begyndte at lede opad. Didgo tog en dyb indånding og listede så videre, men han nåede ikke mange skridt, før et skrig af overraskelse blandet med rædsel passerede over hans læber. Jeg var lige bag ham og forstod først ikke hvad, der var galt, men trådte så videre og fik øje på ham. Stående ved passagens ende og indgangen til klippedalen, hvor lejren lå, var en mand i en tynd, rød kåbe. Hans hår var sort og flettet i en lang hestehale dekoreret med perler og bundet med lædersnor, som blafrede frem og tilbage i vinden. På panden havde han tatoveret et sort øje, Litunguls tegn, og hans øjne… Hans smil var af den slags, man har, når man længe har afventet noget, og det endelig hænder. Hans øjne brændte som et bål i natten og samlede alles blikke mod sig. ”Vær hilset, Tash Rizzian” sagde Abd Al-Makr og vinkede mange bevæbnede håndlangere nærmere ”der er godt endelig at møde Dem. Og jeg kan se, at De har bragt Didgo med tilbage og skånet os besværet. Det gør alting meget nemmere, ikke sandt? Nå, hvad venter du på, min ven? Tiden går, og Litungul den Snedige befrier ikke sig selv”. 

Tashs Historie
Afsnit 4 - Den Første Djinn   Afsnit 5 - Et Indespærret Fængsel  Afsnit 6 - Litungul