Gæsteforfatter Winther har magten #1: Køter - En uventet rejse

Køter 1 - En uventet rejse

af Anders Winther

Advarsel: Følgende er ikke skrevet af Fantasy Nørden, men hans ven der i sin tid spillede Køter til bordrollespil, og en sen aften fik overtalt spilmesteren til at lade ham skrive denne serie. Den indeholder sandsynligvis mange bandeord og grimt sprogbrug og ville indeholde flere, hvis nørden ikke havde fjernet de værste. Ydermere er Anders mellemnavn ikke Gabriel, uanset hvor mange gange han påstår det.

Oktober 1076AA i Set

Jeg gik med snuden opad, imens solen skinnede på mig fra alle sider. Sandet var brændende på mine poter i min færd væk fra Dem. Med en opgivende mine tænkte jeg tilbage på den lille pige, hvor gammel havde hun været? Det kunne være ligegyldigt, hun var der ikke mere. Men hey, det var da forbandet sejt. Navnet Køter må være kendt i hele Mortlan nu, hvis ikke, så var der da sket en fejl. Gad vide om de havde hørt om ham tilbage i Stenhal? De ville da dø af skræk, Aiola var nok begyndt at tude. Tanken fik Køter til at bryde fra med en kort latter. Aiola havde altid haft en svag mave når det gjaldt Køter. Ikke at hun begyndte at skide tyndt, men du ved.. hun kunne ikke li’ ham. Hun var også lidt af en røv, hæh “Røvrådet”, den burde jeg bruge, håber ikke den er taget. Nå, jeg gik der gennem ørkenen, udmattet efter at have løbet i nogen tid og selvom jeg er magisk, betyder det jo ikke, at jeg ikke også skal fodres. Men man skal ikke bide hånden som fodrer en, en ting jeg nok havde gjort lidt for ofte. Fortryder jeg noget? Nej. Det havde altid lykkes mig at komme ud på toppen, altid. Selv efter min død, ja, selv efter min død. Jeg var der jo endnu, og det havde endda lykkedes mig at slippe fra den nar, som Fordærv havde sat til at “hjælpe” mig. Jeg havde da ikke brug for hjælp, jeg var jo Køter for pokker. Jeg som havde reddet mit hold gentagne gange, mig som havde talt mig ud af enhver situation, mig som havde flækket en lille dosnepige midt over i et bid….og det var ikke engang et metafor. Da jeg havde gået lidt længere, begyndte luften at virke friskere, så jeg gik hurtigere, indtil jeg så vand. Jeg var nået enden på ørkenen.


Jeg så en kyst, som strakte sig, så langt øjet rakte, og den første tanke, der gik gennem min lille hjerne, var, at jeg måtte drikke, drikkeri drikke. Så jeg løb ned til bredden og begyndte at slubre i mig af vandet. Det smagte ad Herroth til, men det var vand, og jeg var tørstig. Da jeg endelig var færdig med at drikke, så jeg mig omkring. Der var ikke øde, jeg havde bare ikke lagt mærke til, hvad der var omkring mig, jeg stod ved udkanten af en lille fiskerby. Jeg gik ind i håb om, at jeg måske kunne finde hjælp, mit ønske for tiden var at komme tilbage til Stenhal. Ikke at jeg savnede de røve, men det var nu behageligt at se Aiola græde eller at få hævn over den idiot, som dræbte mig til at starte med. Ville det ikke være en fed historie? Det synes jeg i hvert fald, så jeg gik ind i byen og så mig omkring. Der mange mange folk af forskellige racer, jeg prøvede at tale med nogle af dem, men de forstod mig ikke, det var meget lettere dengang, jeg kunne tale alle sprog, men så skulle Bearon lige blive tøsefornærmet. Min største klage for tiden var, at min nye dæmoniske herre ikke tilbød de samme services, selvom jeg havde gjort det helt klart for ham, at det ville være meget mere praktisk, hvis jeg kunne tale alle sprog. Jeg havde påpeget den gang jeg havde afværget et wyvern angreb ved at tale som en drage fra et skjult sted. Jeg undlod dog den del, hvor en af mine “holdkammerater” var ved at falde ned af en skrænt og dø af det, det virkede ikke vigtigt for argumentet.


Langt om længe lykkedes det mig at finde en kro hvorpå, navnet var skrevet i normalsproget: “Den Eventyrlystne Fjæsing”. Jeg vidste ganske vist ikke, hvad pokker en fjæsing var, men jeg måtte da indrømme, at jeg var på et eventyr af en eller anden art. Jeg gik ind og satte mig op ved bardisken, og ligesom kroværten skulle til at jage mig ned, sagde jeg til ham “Du ville da ikke mishandle en betalende kunde?”. Forskrækkelsen fik ham til falde et par skridt bagud, men med et lettere forbløffet blik sagde han så “selvfølgelig ikke hr., hvad skulle det være?”.
Jeg rettede mig op og svarede “jeg er på et eventyr, ser du, og jeg ville spørge dig, ædle herre, om De kunne fortælle mig, hvor jeg kunne finde transport nordpå? Det må sådan en garvet søulk som dig vide alt om”. Han smilede tilbage og svarede “hvordan kunne du vide, at jeg er gammel sømand? Nå, det er ligemeget, hvis det er nord, du søger, så ligger kun et skib i havnen lige nu, som sejler den vej, det er kaldt “Den Smadrede Smiler”.


“Den Smadrede Smiler?” spurgte jeg. “Ja, ganske vist er dette ikke en ret stor by, og der er ikke så mange, som kommer her, så vi arbejder med mindre og ældre skibe end de større byer. Men den skulle være fin nok, kaptajnen er en herre ved navn Riggard, og han er en morsom mand”. Kroejeren fulgte mig ud og pegede mig i retningen af skibet. Da jeg fik øje på det, blev jeg dog overrasket. Det var en større fiskebåd, lidt slidt og helt klart ikke i stand til at bruge de net som sad på siden længere. Foran var der en galionsfigur, da jeg kom helt tæt kunne jeg se, hvad det var. En ung pige, men hvor hendes mund burde være, var der blevet snittet et stort og bredt smil. Jeg så på dette og tænkte ved mig selv “Det er godt nok typisk, at skæbnen byder mig det mest faldefærdige skib i hele dens flåde”. Jeg tog vejret ind og gik ombord, og med det var mit eventyr startet, og der skulle gå lang tid, før jeg så Set’s ørkener igen.

Afsnit 1  Afsnit 2  Afsnit 3  Afsnit 4  Afsnit 5 Afsnit 6    Afsnit 7   Afsnit 8

Kommentarer